Og det gik jo godt.. På trods af fortolkningerne.

Jeg er på billedet herunder lige omkring 29 år. Jeg er misbrugende og mit foretrukne stof er hash. Jeg bor i Mødrehjælpens akutbolig i Svendborggade på Østerbro hvor jeg fik lejlighed efter et ophold på en familieinstitution i Nyborg, hvor de helt og aldeles gik over deres kompetencer og formåen, ved at forsøge at få mig til at åbne op om indholdet af de nyligt tilsynekomne fortrængninger fra min opvækst. Billeder fra ekstreme overgreb begået mod mig fra jeg var 7 – 11 år, af en ven af familien. Oplevelser der på en og samme tid var nye for mig og samtidig pludselig da jeg huskede alt det grumme gav min adfærd og mine livsvilkår så meget mere mening.

Jeg brugte helt sikkert hash som selvmedicinering, og slap det først helt og fuldstændig mange år senere. Der var perioder hvor jeg var helt clean, og perioder hvor det i stedet var alkohol. Faktisk var det sådan gennem hele min opvækst, eller fra jeg var 11 år og brød ud af rollen som barn og gik direkte til voksen.

Mit indlæg handler om fortolkninger af andres liv. Om hvad vi lægger i det der fortælles, og dømmer ud fra vores egne livsværdier og egne oplevelser og erfaringer. Det er helt naturligt at vi gør det. og i mange sammenhænge giver det mening og er hjælpsomt. Men som socialarbejder skal vi være varsomme med at fortolke og videregive de fortolkninger vi laver som en sandhed.

I det arbejde hvor jeg sidder nu findes der mange mennesker der ligger inde med sandheden. Og ikke kun deres egen sandhed, men sandheden om andre menneskers liv og deres valg. Jeg møder familier der føler sig meget misforstået, oversete og ikke lyttet til. Forældre der har været på sidelinjen hvor det alene er den ene forælders evner hele anbringelser bygger på, hvor man helt tilsidesætter den anden forælder, som så slet ikke får en chance for at være forælder. Og jo jo, der er børn der skal passes på – og det skal de – og der er forældre der godt kunne få undervisning og blive “trænet” i forælderopgaven. Det kunne på den ene side spare samfundet for millioner og samtidig give børn et tilhørsforhold til deres familie som de fleste anbragte savner.

For ikke så længe siden læste jeg min egen sag igennem. Sagen der blev oprettet dengang jeg kom tilbage til København fra Lolland. Hvor jeg flygtede fra en voldelig kæreste. Det var året efter mine fortrængninger var faldet og jeg havde født min smukke datter. Der var mange fortolkninger, men også nogle sagsbehandlere der så at jeg kæmpede, gerne ville, kunne noget. Og på deres nåde blev min datter ikke anbragt udenfor hjemmet. Jeg kan tænke at havde de taget det skridt, ville de have smadret mig helt og jeg var ikke nået frem til at være her hvor jeg er idag.

At jeg selv har været så tæt på at miste mit liv til forvaltningen, gør at jeg er meget undersøgende på menneskers resurser. Leder efter kærligheden i dem, mellem dem, og hos dem. Lige som jeg har fundet den i mig selv, synes jeg alle fortjener at finde den – for jeg ved den bor i os alle. For nogen er den smadret helt i bund, smidt ud i mørket og kan være sindsygt svær at finde frem. Men med lidt hjælp og en hånd i ryggen kan den godt fremelskes og give liv til troen på en selv, troen på at man kan elskes og troen på at man er værdig i livet og til livet.

I alt for mange år gik jeg med en følelse af at være “The Underdog” – en af dem der ikke duede. Uelskelig og mindre værd end alle andre. Følelsen af at jeg var sådan en man kunne bruge og smide væk, hvor min eneste handlesvare var seksuelle ydelser til gengæld for noget der mindede om kærlighed fra en anden – og alt imens det tema skred frem og voksede, fik jeg det dårligere og dårligere og bevægede mig længere og længere ind i miljøer og subkulturer der var ekstremt usunde.

Min opvågnen kom med min datters fødsel og da de der fortrængninger faldt. Der vidste jeg at jeg havde brug for hjælp, at jeg ikke kunne gå den vej selv. Og halleluja jeg mødte socialrådgivere der så mig bag alt det andet, og jeg fik hjælp i nogen grad. Hjælp nok til att jeg kunne rejse mig og ved egen drift tage de næste skridt.

Vejen har været lang og brolagt med både udfordringer og glæder. Rejsen fortsætter stadig og jeg gør dagligt mit ypperste for at give videre hvad jeg lærte, hvad jeg tænker kunne have forkortet min rejse mod det gode liv. For det jeg også lærte er at den behøver ikke være så lang som min har været, den behøver ikke skade børnene så dybt at de også senere behøver behandling og terapi, og kærligheden kan godt graves frem længe før min blev det.

Giv dig selv den gave det er at finde ind i kærligheden i dig selv. Jeg lover dig at livet vil blive så meget mere fyldt med lys og glæde.

Har du brug for hjælp er du velkommen i min butik.

Jeg gør det mest i skæve tider, weekend og sen eftermiddag.

60 64 25 03 hvis du vil høre mere.

Offentliggjort af sydhavnsmamma

Nærmer mig noget gråt hår og noget sundt liv. Kærligheden er vigtig for mig, og det at være et godt menneske. Følg med på den rejse der har været min, før i tiden og nu om stunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: