Nogen måtte fortælle det.

Der er så mange nuancer, dybt liggende forforståelser, måder at mærke og forstå på som du ikke kender hvis ikke du har prøvet det selv.

Det er ikke pænt, eller nydeligt eller smertefrit. Det går mere og mere op for mig at den fortælling jeg har skrevet ned, som er min fortælling om det liv der har været en del af mig, som ER en del af mig, for andre er en skrækhistorie af format. Mange af læserne af bogen “Og Ingen Taler om det,” læser den i små bidder. Fordi det er hårdt at læse. Nogle læser den i et stræk, fordi de skal nå ud på den anden side og vide hvad der sker med figuren Monica. Der er nogen der spørger “Men hvor meget af den er din historie?” med et undrende og lidt mistroisk blik spørger de. Og jeg svarer: “Det er min historie, med få dramaturgiske ændringer for at det skal hænge sammen, og ikke blive værre end det allerede er, længere end det er og for at det trods alt er til at holde ud at læse om. Det er sandt, hvert et ord er sandt – jeg ved det, for jeg var der.

Igår talte jeg med en kær veninde som sagde: “Det er skide godt du har skrevet den bog, for folk ved det ikke Mona, de ved ikke at det er sådan det er at vokse op med senfølger fra overgreb.” Nej det gør de nok ikke svarer jeg, vel vidende at det gør de ikke. Jeg bliver bare så overrasket over at det ikke er almen viden i den voksne del af befolkningen, at vi der er ramte (Hvert 4. barn i enhver skoleklasse…) lever her, i troen om at det her, det er noget alle ved. De ramte børn, dem der lever i det LIGE NU – de ved det heller ikke. De ved ikke hvad der kommer af pres, angst, ensomhed, betydningsløshed, kærlighedsløse relationer hvor de får sat sig selv op til flere overgreb – de vil også først opdage det senere – hvis de opdager det overhovedet.

Okay, jeg er ikke helt så blåøjet som jeg kommer til at fremstå her. Jeg har mødt forfærdelsen mange gange og det gør også at jeg i lang tid holdt op med at fortælle om dette og hint i mit liv, fordi mennesker generelt ikke har kunne tåle at høre – Sandheden. Og samtidig er der det her hemmelige fællesskab af senfølgeramte, os som lever der – når vi møder hinanden så er der øjeblikkelig genkendelse, og indenfor de første 10 minutter kan vi tale om en smerte så dyb og voldsom at det for andre er helt uforståeligt at det findes. Os der har været svigtet i så høj grad at vi mistede os selv i overlevelsens hellige navn. Os, der leder efter kærligheden i alt hvad vi møder, i alt hvad vi oplever – os der end ikke kan genkende den når den kommer, fordi dens ansigt var så grimt da vi troede vi så den første gang.

Jeg har skrevet en bog hvor det bliver beskrevet meget tydeligt, og grafisk – billederne vil tone frem på din indre skærm, og du kan måske aldrig slippe for dem igen. Men ved du hvad, vi er fucking nød til at tale om det her, fordi der stadig er nogle mennesker derude der ikke tror det er skadeligt at dyrke sex med et barn, eller slå et barn, eller udsætte et barn for alle mulige voldelige overgreb – sexuelle som ikke sexuelle. Omsorgssvigt er nøjagtig lige så skadeligt, men på en eller anden måde har andre mennesker lettere ved at forstå og acceptere det. Mennesker i almindelighed ved ikke HVOR skadeligt det egentlig er, selv psykologer der ved meget og kan meget, aner ikke omfanget af hvordan det faktisk er at være der, midt i lortelivet – med mindre de selv har prøvet det.

Jeg er kommet langt siden jeg var offeret, siden jeg slap den del af min indentitet og tog fat på livet på en bedre og sundere måde. og stadig har jeg i mit voksne liv mødt krænkelser og set dem for sent til at jeg ikke blev ramt, krænkelser så subtile og svære at få øje på, at jeg først i det terapeutiske rum bagefter fandt ud af at det faktisk var krænkelser, og at jeg var i min gode ret til at føle mig grænseovertrådt og krænket. Sådan tænker jeg det er for mange mennesker, også de ikke senfølgeramte. I mit daglige arbejde som terapeut har jeg en forpligtigelse til at holde mine egen temaer udenfor den behandlende relation, og det kan jeg også sagtens – jeg rammes mest når jeg møde en der er blevet sexuelt krænket, så må jeg nogen gange i klientstolen igen for at adskille min egen smerte fra den jeg skal hjælpe. Og samtidig bringer jeg også et møde ind i relationen til den jeg skal hjælpe som de ikke får andre steder. På samme måde som når en alkoholiker bliver hjulpet af en tidligere alkoholiker, men det kan altså kun ske hvis du selv er gennembearbejdet og behandlet efter alle kunstens regler. Sådan er det, og jeg ved at alle mine terapeut kolleger vil være enige med mig her.

Så du kan nok se at krænkelser for mig er noget helt andet end en noget med navnet på en is, eller noget med en statue. Krænkelser er noget langt mere alvorligt, og hvis ikke du ved hvad det er – så læs min bog, hvis du tør.

Jeg skriver på bind 2 af 3, fordi jeg gerne vil følge historien til dørs. Jeg vil også gerne tydeliggøre hvor meget det kræver af et menneske at rejse efter en krænket liv er levet, hvor meget det kræver at skabe et andet liv med et kærligt indhold, hvor meget det kræver at komme ind til kærligheden i sig selv, når den blev skåret i tusind stykker før den endnu var vokset helt frem. I skal allesammen vide hvor meget det berører de børn der fødes ind i den krænkedes liv, og hvor meget selvdisciplin det kræver ikke at rulle sig sammen i fosterstilling og blive liggende der, når livet igen og igen sparker dig i mellemgulvet og sender dig til tælling. Jeg vil også gerne fortælle at det lader sig gøre, så det er også en fortælling om håb, tilgivelse og indre kærlighed.

Jeg håber du vil hjælpe mig med at holde samtalen igang. Du kan jo eksempelvis starte med at læse min bog.

I september kommer jeg til Esbjerg bibliotek for landsforeningen SPOR hvor jeg skal tale om det kroppen fortæller. Jeg tror det er et lukket arrangement og du skal være medlem af foreningen for at deltage – men det er en god sag at støtte, synes du ikke?

Nå, det var bare det jeg ville sige på denne tirsdag morgen hvor jeg alligevel vågnede klokken 4 og ikke kunne sove længere.

Kærlige tanker

Mona

Offentliggjort af sydhavnsmamma

Nærmer mig noget gråt hår og noget sundt liv. Kærligheden er vigtig for mig, og det at være et godt menneske. Følg med på den rejse der har været min, før i tiden og nu om stunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: