Et lille pip – Eller et stort brøl?

Mange socialforvaltninger omstrukturere for tiden. Der er nye toner her og der, og det betyder blandt andet nogen steder at man nedlægger handicapteams, og siger at alle skal ses på med samme øjne, alle sager skal starte samme sted. Ingen skal behandles forskelligt, uanset differentieringen i problemstillinger. Tanken er; at blive mere borgerrettede, borgeren i centrum (som om det er nytænkning), borgeren mere på banen og tage flere ting i opløbet så det slet ikke bliver til en “sag” i kommunen. Man distriktsopdeler, og tilknytter fagpersoner til distrikterne. Mon man kan slippe for at lave børnefaglige undersøgelser på den note? Eller man kan lægge ansvar ud til lærerne, pædagogerne og tilbage i familierne, når man på den her snedige måde holder store møder før man undersøger? Jeg spørger faktisk – hvad tænker du?

Hm….

Der hvor jeg har færdedes gennem snart mange år, har borgeren nu altid været i centrum, på den ene eller den anden måde. Synes egentlig aldrig de har været ude af centrum, men det har i mange henseender handlet om ringe eller i bedste fald mangelfuld sagsbehandling. Og det er ofte ikke sagsbehandlerne der ikke gerne vil gøre alt for at hjælpe, det er oftere en ledelse der sætter sig på nogle “Kloge” taburetter og mener de ligger inde med sandheden – hvert fald den økonomiske sandhed – og derfra handler de og laver nye strukturer, uden at tænke over hvor mange resurser det koster at gøre tingene på en ny måde, hvor mange mennesker (Borgere) der kommer i klemme i transformations perioden, og hvor mange medarbejdere der sukker højt, ryster på hovedet og siger: “Åh for helvede altså, nu havde jeg lige i samarbejdet fået skabt en god udvikling i den eller den familie!”

Omstruktureringer er næsten altid funderet i økonomi, en eller anden akademiker et sted opfinder endnu en dyb tallerken, som gør at vi kan spare de millioner vi fik brugt for meget sidste år. Nabokommunen ser de nye tiltag og tænker “Aha – måske kan vi også spare nogle millioner…?” og gør det samme. Monkey see Monkey do!

Og hvem er det reelt der betaler prisen på bundlinjen? Det er medarbejderen der igen skal til at skabe nye samarbejdsrelationer hen over midten, det er familier og børn der (Igen) skal forholde sig til en eller flere nye sagsbehandlere, det er børnene der venter på hjælp, som igen skubbes et stykke tid, for at skabe plads til de nye forandringer. Og så kan det godt være at man pakker det ind i “Mere borgerrettede forløb” men reelt er det spareøvelser. Som jeg ser det.

Jeg husker dengang man formede Bistandsloven som den hed. Da sociallovgivningen var ung og overskuelig. Dengang man reelt ønskede at hjælpe dem der var i klemme på en eller anden måde. Fanget i sygdom eller et liv med handicap, som var faldet ud af arbejdsmarkedet eller den slags, og man havde 1 sagsbehandler hver, uanset hvad problemet var, man gik op sagde sit cpr. nummer og fik en at tale med – den samme hver gang. Og nu er det desværre min oplevelse, at det er borgerne mod kommunerne, i en eller anden dum økonomisk battle, hvor det for kommunen handler om at bruge færrest kroner, frem for at se hvad der reelt er behov for, og for den der har behov for hjælp, handler om at blive set, hørt, forstået og hjulpet.

Og det er ikke fordi jeg ikke forstår udviklingen, det gør jeg. Jeg husker også mange fra min ungdom der udnyttede systemet, ragede til sig alt hvad de kunne på de spæde paragraffer, og de mennesker blev desværre laveste fællesnævner, de skabte et behov for at lave tillæg til loven, udvide loven og arbejde målrettet med at beskytte pengene, dine og mine skattekroner, så de som havde brug for hjælp kunne få det, frem for at det blev dem som var dumsmarte og udnyttede systemet fik mulighed for at malke det.

Loven er ændret mange gange siden, i et forsøg på at gøre det mere tydeligt hvem der er berettiget og hvem der ikke er… Det forstår jeg. Men som det er idag, ser jeg alt for mange mennesker der har behov for støtte, falde gennem hullerne, det er blevet en kamp og familier og børn er ofte henvist til at vente evigheder, eller slet ikke få hjælp – jeg ser også (jeg var med til mødet) at man bruger møde resurser (5 fagpersoner) på en 4 – årig der er sprogligt lidt bagud – men ellers er god til det hele (og det var ikke det første møde i denne alvorlige sag – mærk ironien). WTF…?

Nå men, det var så dagens lille PIP… Eller store BRØL – du læser det som du synes.

Hav en dejlig onsdag

Kærligst Mona

Offentliggjort af sydhavnsmamma

Nærmer mig noget gråt hår og noget sundt liv. Kærligheden er vigtig for mig, og det at være et godt menneske. Følg med på den rejse der har været min, før i tiden og nu om stunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: