Man gjorde et barn fortræd…

Tove Ditlevsen skrev en bog med den titel. En bog hvor smerten er så subtil at man nærmest ikke kan få øje på den. Hvor det er erindringernes skygger der fortæller om overgrebene, om smerten om det svære og ubærlige…

Børn er en gave. Det kan vi vist alle hurtigt blive enige om. Min bedstefar sagde altid: “Børn er en guds gave og en fandens plage” – helt hvad han mente med det, ved jeg faktisk ikke, jeg spurgte aldrig. Skal jeg selv tolke ind i det, så tror jeg han mente at så længe de opførte sig ordentligt, på en måde de voksne mente var god opførsel, så var de en guds gave, og når de udfordrede deres omgivelser, så var de en fandens plage. Nu er det jo mange år siden min bedstefar døde som 87 årig, og som den gæve mand han var er jeg sikker på jeg kunne have fået en god snak med ham om den betragtning.

I går aftes så jeg “Nødråb fra et børnehjem” i tv. Hjerteskærende og sønderrivende udsendelse, og jeg siger tak til de modige unge mennesker der dokumenterer det skete. De videoklip vi så havde på ingen måde noget som helst retfærdig magtanvendelse over sig. Det var brutalt, uden grund og på ingen måde i orden. Overgreb hedder det på almindeligt dansk. I mit liv som socialkonsulent har jeg gennem årene været i kontakt med forældre og børn der har været anbragt af det offentlige i andre boformer end den de blev født ind i. Jeg har besøgt og hørt om de opholdssteder som også er med i TV. En af mine bedste venner er en gammel Godhavnsdreng, jeg kender til livet som anbragt på godt og desværre mest på ondt.

Og som jeg ser det så er det altid en alt for stor indgriben at anbringe, før alt andet er prøvet. Og sådan er det heldigvis også tit, at alt er afprøvet – anbringelsen kan også nogen gange komme alt for sent, og der er prøvet alt for mange andre foranstaltninger som ikke har virket, før man anbringer et barn – for at redde dem siger man, fra en fejludvikling.

Mange fagfolk vil skrive under på at et barneliv er skrøbeligt, fra fostertilstand, gennem fødsel og til de rammer teenage-livet, hvor de på egen hånd skal til at danne identitet overfor og op imod omverdenen. I alle de år, er de i de voksnes vold. De voksne som omgiver dem, sætter dagsordenen, de bestemmer livet for barnet, de er barnets rollemodeller, de er dem der skal støtte, undervise og udfordre barnet på hvert et udviklingstrin de er på. Børn fødes helt hjælpeløse, de ved ingenting, de kan ingenting, de er helt og aldeles overgivet til vores nåde, vores formåen. Og lad mig være den første til at sige, det er en kæmpe opgave at forme et liv. Det er på ingen måde nogen let opgave og dem der siger at vi kan det instinktivt, som vores mødre før os kunne, de ser ikke perspektivet med samfundets øjne, med udviklingens øjne med den omgivende verdens kravs øjne.

Får et barn helt basis tryghed fra starten, så lykkes det for omsorgspersonerne for Forældrene, at skabe en tryg tilknytning så er et barn godt klædt på til næste fase, formår du der som forælder, som omsorgsgiver selv at tackle livet relevant, og stadig knytte an til dit barn, uden frygt og med tillid til verden, dig selv og dem du omgiver dig med, jamen så skal det nok gå… På opholdssteder og behandlingshjem er det bare ikke sådan. Kravene til personalet er for smalle, opsynet med stederne er mangelfuld og evnen til at lytte til børnene er mere eller mindre gået fløjten når først de er havnet der.

Sidste år skrev jeg en artikel i Information, læs her hvor jeg plæderede at man ikke kan lovgive sig ud af udsatte børns mistrivsel, der er gået noget helt tabt i den forståelse af hvordan man “Reparerer” et barns fejludvikling. Og jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er med lovgivning, eller med flere anbringelser eller bortadoptioner. At anbringe børn på grund af mistrivsel, til steder hvor overgreb og High Arrousal hører til dagens orden, er i hvert fald slet ikke tilstrækkeligt eller på nogen måde det billede det offentlige bør stræbe efter at skabe af sig selv.

Desværre er vi et sted nu, hvor det offentlige har udviklet en praksis der gør dem til fjenden, det offentlige er de onde – og det endda hvis en borger selv beder om hjælp. Kampen for at få hjælp er ualmindelig hård, den er umenneskelig endda engang imellem, og det er jo mennesker der i forvejen ligger ned der beder om hjælp… til alt muligt også til forældreopgaven.

Det tager en landsby at opdrage et barn… ja det gør det også, men det tager også Kærlige arme, kærlige ord og varm kravssætning. Det tager tid og omsorg, det tager glæde og imødekommenhed. Det tager din og min indsigt og forståelse og det tager at lytte til det barnet siger… Det er hvad det tager at skabe et menneske ud af et barn der ikke trives… Og det mine damer og herrer, ser det ikke ud til at de nævnte opholdssteder er i besiddelse af, sådan som de blev fremstillet i går i TV.

Aflslutningsvis vil jeg sige at jeg også har besøgt gode, ansvarsfulde, kærlige ordentlige opholdssteder hvor man går med det gode og hvor fagligheden er høj. Ikke alle steder begår overgreb.

Nå – god weekend derude. Kys dine børn, lyt til deres stemmer, mærk deres hjerter slå – de fortæller vigtige ting.

kærlige tanker

Mona

Offentliggjort af sydhavnsmamma

Nærmer mig noget gråt hår og noget sundt liv. Kærligheden er vigtig for mig, og det at være et godt menneske. Følg med på den rejse der har været min, før i tiden og nu om stunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: