Den evige søgen, ransagning, undersøgelse, oprydning – min evige opgave.

Så mange muligheder

For mig er det en del af livet, af hverdagen, at undersøge og være nysgerrig på hvem jeg er. Undersøge mig selv, mine motiver, mit indre landskab og selvklart mine omgivelser og hvordan jeg er i mine relationer, i min måde at være i dem på. Jeg heler stadig, mine skader er så tidlige i mit liv at de måske aldrig kan hele helt, men jeg er stædig og jeg arbejder på sagen. Det her blog indlæg er meget personligt, fra det dybeste af mit indre og jeg beder dig om at læse det fra den kærligste del af dig selv. Måske kan det kaste lys over nogle af dine relationelle udfordringer, måske er du som jeg, eller du er den anden. Jeg håber du kan finde mening i mit skriv.

Som i ved, jer der læser med, så er jeg et skadet menneske. Altså jeg har jo knoklet for et rette op på de skader, og jeg har jo overvundet meget af det, så på mange niveauer anser jeg jo mig selv for at være rigtig ok. Der er dog nogle af de dybeste emotionelle skader, som stadig popper op i mig og forstyrrer. Den ene er min tvivl om jeg er god nok, om jeg har ret til at været her med hele mig og den anden er min udfordring med at sætte grænser i momentet, grænser i det emotionelle landskab mellem mig og den anden. Grænser der bør komme, hvis nogen kommer med bemærkninger til mig om noget jeg siger eller gør, bemærkninger som i deres udtryk er nedladende, så kan jeg godt have en tendens til at lade det glide forbi, for så noget tid efter at mærke at få fat i, at jeg egentlig blev krænket eller grænseoverskredet i situationen. Min tvivl gør så, at det er virkelig svært for mig at komme tilbage til det andet menneske og sige noget om det, fordi jeg bliver i tvivl om min værdi, om min berettigelse i relationen. Virkeligheden er desværre at man have haft nok så mange gode snakke med mig, være nok så tæt i relationen – den her del er bare ikke for de fleste, den her er problematisk og svær at håndtere i relationen, fordi det der er min indre kamp, bliver til en andens anklageskrift.

Der sker nemlig det, at når jeg opdager at jeg synes jeg er blevet verbalt grænseoverskredet – for lad mig understrege at der ikke (længere) sker fysiske overgreb uden at jeg reagerer – så bliver jeg en lille lort der så begynder at lede efter andre tidspunkter eller steder hvor jeg synes det er sket… Og det er jeg virkelig god til. Du ved “Finde 5 fejl” metoden. Når jeg så har gjort det, så kan jeg næsten ikke finde en vej tilbage til det andet menneske. Så føles det som om jeg skal gå på glasskår for at vende tilbage til den person der har været en del af det, og faktisk kan der i mellemtiden godt være sket det at den person har trukket sig, måske endda stillet spørgsmål til mig om hvad der sker, fordi det mærkes jo i relationen mellem os, og fordi jeg er ret længe om at komme gennem hele den her proces til at jeg kan svare på en god måde. Samtidig er der jo også den del som er at der ER sket grænseoverskridelser når jeg synes de er sket, når det føles sådan i mig, så er det vel valideret som sådan i mit system, som er et følsomt og fintunet system.

Meget af det her sker i samspil med et andet menneske, det er nødvendigvis et menneske som er kommet helt tæt på mig, et menneske som jeg har lukket helt ind i det rum, hvor hvor alle dem der var i starten af mit liv skulle have lagt en kærlig og fast grund for mig at stå på, men i stedet smadrede det og overlod det til mig selv at finde ud af om jeg kunne elskes, om jeg var værdi(g). I mit voksne liv er det ikke sket ret mange gange at jeg har mødt mennesker der kunne åbne ind til den del af mig, men det er sket. Når jeg er der, åben i mit inderste hjerte, bliver jeg 100% tillidsfuld, jeg overgiver mig til det andet menneske i tillid til at jeg ikke vil blive udsat for noget grumt, det gør at jeg måske så igen reagerer lidt som et barn, når jeg opdager at den anden alligevel ikke kunne være i det sammen med mig, at den anden alligevel ikke kunne rumme alle mine sår og skader.

det er ikke mig på billedet.

Det er fordi jeg også åbner til den helt lille bitte del af mig selv, til det sårbare indre barn, som har så meget brug for at kunne lave fejl og blive tilgivet, brug for at komme forbi de sidste af de her skader og jeg er fuldt bevidst om at når vi kommer så dybt i min kerne så er det svært, for helvede jeg lever her hver dag og jeg synes det er pisse svært, jeg øver mig stadig på at favne mig, at tilgive mig, at tage mig af mig selv lige der, og til de af jer der også havner der engang imellem, så vid at i ikke er alene, vid at der er mange som har de her skader – men meget få der taler om det – som jeg gør.

Kærlighed kan meget, det at give og modtage kærlighed har stor værdi, den kan hele mange skader når den er givet rent, uforfalsket og uden betingelser og alligevel er det ikke altid nok. I nogle relationer kan den kærlighed du gerne vil give, ikke finde et sted at lande. Jeg er sådan en der gerne vil hjælpe når jeg elsker nogen, altså tage en opvask, hjælpe med at flyttet noget, hjælpe ved at lytte og være der i svære situationer, sådan du ved alt muligt der kan gavne det andet menneske, hvis det andet menneske så måske har rigtig svært ved at tage imod hjælp – omskrevet til min kærlighed – så bliver det svært for mig, det er en afvisning på linje med den jeg fik som lille pige når jeg synes jeg havde gjort noget vigtigt for min mor, og hun negligerede det, eller i bedste fald kom med en lille bemærkning uden at værdisætte min gerning. Jeg bliver hevet tilbage til den følelse af lille såret pige, som kæmper for at få den kærlighed hun så hårdt behøver for at vokse og udvikle sig sundt, til at blive et helt menneske. Og jeg skal naturligvis ikke have den fra mine voksne venner i mit voksne liv, det er bare for at tydeliggøre hvad der sker – måske kender du nogen der har samme problematik, måske kan du genkende dig selv her.

Da jeg skrev bogen “Og Ingen Taler Om Det” var det for at åbne for alle de samtaler der handler om de skader vi får, når vi ikke har forældre der forstår hvor mange lag der er i at være forældre. Når vi vokser op og klarer os på trods af, ikke på grund af de forældre vi har haft, så er det fordi vi som mennesker er resiliente, vi kan langt mere end vi selv tror, også når vi skal hele sår fra barndommen. Men de her dybe sår, som jeg skriver om i dag, dem som ligger helt inde i din kerne, dem kan vi ikke hele på egen hånd, dem skal vi hele i relationen med andre, kærlige relationer. Jeg har været i den slags relationer, som kunne give heling til min kerne, og når jeg har helet nogle lag så er det at den anden måske ikke længere kan følge med som jeg beskriver ovenfor. Heldigvis møder mange mennesker partnere, der kan give dem det de behøver for at de langsomt heler op, og nogle af os tiltrækker i årevis andre typer fordi der er andre lag, hvor vi først skal hele.

Lad mig slutte med at sige til dig der står midt i forældreopgaven, at jeg erkender at jeg som forælder ikke var helet nok da jeg fik børn, og det har betydet at mine børn også bærer på skader, som jeg på grund af egne skader har forvoldt. Jeg har gjort mit bedste med min kærlighed, ved at starte min egen proces, tage mine uddannelser og nu om stunder er jeg tættere med min piger end nogensiden før tror jeg, jeg har taget det ansvar på mig som er mit og det har været med til et hele dem i mange henseender. Andre henseender er min kærlighed, min åbenhed og min evne til at tage ansvar ikke nok – men jeg står her i det svære sammen med dem, jeg står her hver gang, uanset hvad det betyder for mig. Betingelsesløst.

Det blev godt nok et langt indslag, tangerer jo nærmest en artikel – men nu ligger den her. Bind 2 i trilogien om Monica er sendt til korrekturlæsning, jeg åbner inden længe mit eget forlag, så der er stadig fart på her på matriklen.

Kærlige tanker til dig.

Mona

Offentliggjort af sydhavnsmamma

Nærmer mig noget gråt hår og noget sundt liv. Kærligheden er vigtig for mig, og det at være et godt menneske. Følg med på den rejse der har været min, før i tiden og nu om stunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: