Livet er ikke lineært, det er en proces fra fødsel til død. Skab dit liv på trods af udfordringer og smerte. Find kærligheden i dig selv og øs den ud i verden.
Den kan godt slå folk lidt af pinden… Så hvis du er klar så kan du følge med her på bloggen og måske blive lidt klogere på dit eget liv, på din egen historie og din egen proces.
Hele livet er en proces.
Fra fødsel til død – vi er alle sammen i proces og vi har alle muligheden for at forandre det vi ikke kan li’.
— Mona Kjærulff Hansen
Det første indlæg her vil jeg gerne rette mod begyndelsen. Ha-ha, ja hvor fanden ellers. Du skal bare vide lidt om mit udgangspunkt for at have haft det her liv, med alle mulige forfærdeligheder og alle mulige skønne øjeblikke og kærlige mennesker. Alt noget der har påvirket min måde at håndtere det hele på og min måde at være i verden på.
Idag er jeg et ret roligt menneske, med stor tålmodighed og en markant større kærlighed til andre mennesker end jeg før har haft.
Jeg er født som en uønsket graviditet. Jeg er lige under spærregrænsen og fra 1960. “Før aborten den blev fri”, som Kim Larsen synger. Ikke at min mor ikke ønskede lige præcis MIG – men altså det var et ubelejligt tidspunkt hun blev gravid på. Så du forstår nok at det ikke handlede om hende og mig som mennesker men det handlede meget om den måde jeg blev undfanget på og de vilkår min mor og far havde på det tidspunkt.
Min far havde lige sat sig som selvstændig Maler og min mor var hjemmegående, som det var mest almindeligt at kvinder var dengang. De hutlede sig noget igennem livet. Min far drak alt for meget og min mor levede et ensomt liv i København, lang fra sin familie i Horsens. Hun havde kun få veninder og var henvist til jobbet som vicevært og pasning af min bror, som er to år ældre end mig og så kom jeg.
På det tidspunkt jeg blev født havde de knap nok til saltet til et æg. Min mor har fortalt mig at de brugte kaffebønnerne to gange, og at hun kogte bleerne i en stor gryde i køkkenet. Hun har beskrevet for mig hvor slemt det lugtede og hvor meget hun hadede det. Og jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været.
De boede på Sindshvilevej på Frederiksberg. Siden kom de til at bo i Hostrups Have og efterfølgende byttede de den lejlighed med en kæmpe herskabslejlighed på Kochsvej I teaterkvarteret på Frederiksberg. De steg i graderne, i hvert fald på boligområdet og økonomisk.
Nå men – tilbage til min undfangelse. Altså der var meget alkohol i min fars liv, og historien er at han kom fuld hjem og tiltvang sig adgang til sex med min mor og vupti, så var jeg på vej. I hele mit liv har det været en ufortalt del af mit følelseunivers at jeg kunne mærke jeg var uønsket. Det blev egentlig først sagt højt da jeg var teenager og gerne ville sove hos en kæreste. Jeg har været omkring 15 år og havde Torben på 21. Han så gerne at jeg sov hos ham, men det måtte jeg ikke. Lige som jeg heller ikke måtte overnatte hos veninder op gennem skoletiden – noget jeg aldrig har fundet helt præcist ud af hvorfor, men jeg har da nogle anelser og fatasier om det. mere om det senere. Den situation der opstår er jeg vil gerne sove hos Torben, og min mor siger nej. Vi har en diskussion og jeg ender med at sige at det hun er så bange for skal ske, det kan foregå i det store spisefrikvarter – at det intet har at gøre med hvor jeg sover. Hun bliver rasende og hvæser ud gennem tænderne: “Du skulle have været en plet på lagenet, i stedet er du blevet en plet i mit liv” – “Det er hvad din fars druk har gjort”
Jeg er lammet. Jeg kan ikke røre mig og min hals snører sig helt sammen. Hun rejser sig vredt fra stolen og snerrer. “Gør hvad du vil, du er alligevel ligeglad med mig”
Jeg gjorde det ikke – sov hos Torben. Jeg blev bekræftet i at jeg ikke havde været velkommen, at det jeg ofte havde mærket hele min opvækst sammen med min mor var rigtigt. Hun ønskede ikke jeg var der. Og det er mit udgangspunkt, og senere i mit forløb hos forskellige terapeuter, under min uddannelse til terapeut og gennem mit arbejde, er det blevet tydeligt for mig at jeg på ingen måde har været alene. I min generation er vi mange uønskede, alene fordi der ikke var et valg.
Det kom til at præge mit liv i ret stor grad, og det var faktisk også det der gjorde at chancen for overgreb for mig blev langt mere present end den var hos andre børn.
Vi bliver alle ramt af udfordringer og bump på vejen, ingen kan sige sig helt fri for at det sker.
Det handler jo virkelig meget om hvordan vi håndterer det, hvordan vi reagerer når livet smider os en omvej, belagt med grus og mudder, belagt med alt muligt svært fremkommeligt. Energien daler og kræfterne synes at svinde ind. Kroppen begynder at værke fordi du slipper dine motionsrutiner, slipper dig selv sammen med ideen om det sunde liv. Dine intentioner er der måske stadig, men dine handlinger er lammede, du kommer ikke ud af stedet. Du begynder at slå dig selv oveni hovedet med den der usynlige hammer, scroller på sociale medier og finder med det samme profiler der tilsyneladende kan finde ud af det hele, ikke har nogle problemer eller oplever alt det du oplever…
Lad mig fortælle dig at det ikke er sådan, ALLE mennesker oplever udfordringer, problemer og svære tider, ALLE. Det handler om hvor meget du fokuserer på det svære, frem for at se løsningen eller på at se hvordan det ser ud på den anden side af det du står i lige nu. (sagde jeg også til mig selv)
Jeg rejser til Thailand og finder der lidt ro til mit nervesystem, sådan da. Jeg kommer hjem og projektet med faldstammer i hele min ejendom er gået i gang i min lejlighed, de har taget toilettet af og jeg må finde ned til min gode veninde på Stevns en uge før aftalt.
Jeg er lige kommet ud på den anden side af en svær periode. Stressramt, jobcenter beslutninger der ikke giver mening, som tvinger mig ud i en raskmelding, som jeg kun kan tage fordi jeg er fritstillet fra mit forrige job, jeg ser en usikker fremtid som lønmodtager og har dage med virkelig lav og tung energi.
Der var dejlig ro på Stevns, jeg havde mange samtaler og møder i København, så jeg kørte også en del kilometer de næste uger. Samværet med min veninde bar noget healing med sig, dybe samtaler til gavn og glæde for os begge, det satte sig som god energi.
2 uger på Vindbyholtgård i skriverefugium, hvor fokus var på at skrive bind 3 i trilogien om Monica, som jo er mig – jeg finder det langt sværere at fokusere på det sidste bind i forhold til de 2 første, men jeg skal nok komme i mål. Den periode efterfulgt af endnu nogle dage på Stevns og så kunne jeg endelig vende tilbage til min lejlighed.
Oprydning, malearbejde og mere oprydning de næste uger. Alt lagt sammen, ikke særlig godt for mit stressede nervesystem. Jeg har overvejelser om mit psykiske vindue til trivsel er blevet så meget mindre, af alle årene i socialt arbejde, med 4 stress sygemeldinger de sidste 5 år, og alle de livstraumer jeg bærer på…?
Vil jeg overhovedet være i stand til at påtage mig et fuldtidsarbejde igen eller er det løb kørt?
Jeg vælger at søge tidlig pension, jeg rammer min ordinære pensionsalder om 4 år, jeg orker helt ærlig ikke at fortsætte på arbejdsmarkedet, vilkårene er blevet for hårde, især i socialt arbejde. Jeg har mærket at jeg skal tilsidesætte mine egne værdier for at opfylde de krav den kommune har, som har ansat mig til opgaveløsningen, jeg vil ikke være i det.
Der kan gå op til 6 måneder før jeg får svar på det…
Jeg laver alt det gode jeg kan komme i tanke om, for andre og for mig selv. Har skabt et online forløb som kommer op i løbet af næste uge på min hjemmeside www.monahansen.dk
Det glæder jeg mig til at dele med verden. Jeg arrangerer workshops for kvinder i deres bedste alder, og skal lave en igen til efteråret, de ligger på samme hjemmeside. Jeg finder glæde i de aktiviteter, det føles ikke som arbejde. Jeg mærker mit hjerte glædes over muligheden for at hjælpe mennesker som gerne selv vil…
Jeg har vidunderlige klienter som arbejder fokuseret og med glæde på at få det på en anden måde, og det fylder mig med stolthed at følge deres proces.
Som jeg startede med at skrive, livet byder på op og nedture, det handler om hvordan du og jeg håndterer det, hvordan vi kommer videre i livet.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at mærke min krop og mit hjerte – og følge den vejledning der kommer derfra, lytte til det der kommer i meditationerne, lytte til mit inderste hjertes stemme.
Jeg er rask-(meldt), jeg er klar til at gøre det jeg er bedst til, være til rådighed for mennesker der har brug for en ny vej, jeg vil i fremtiden skabe forløb og workshops, bruge mit kreative væsen til at give mig selv det nye arbejdsliv jeg fortjener, efter 30 år i socialt arbejde er jeg klar til noget andet med en mere kærlig energi.
Som stressramt for 4. gang er jeg af uransagelige årsager helt tabt for mig selv i min iver efter at være den der kan klare “det” – næsten uanset hvad “det” er. I min iver efter at leve op til omverdenens forventninger, mister jeg mig selv – igen – og genopbygningen er denne gang langt tungere, langt mere kompliceret og med et helt andet focus end tidligere.
Det handler denne gang ikke om at komme tilbage… Det handler om at finde en helt ny vej. Opgive at arbejde med det der har været med til at identificere mig de sidste 30 år. Lægen skrev alvorlig stress og udbrændthed på varighedserklæringen jeg afleverede i sidste måned, og jeg er naturligvis opsagt fra jobbet som leder af Familiens Hus. Jeg forstår det selvfølgelig, driften af så ny en institution kan ikke bære at lederen er væk i meget lang tid, og når nu vi godt inderst inde ved, at jeg ikke kan mere…. Selv om det ikke er sagt højt mellem os, så er det indforstået.
At arbejde med de allermest sårbare børn og familier i 30 år er meget lang tid. Jeg bærer på deres historier, historier af armod og sorg som familierne har været så generøse at dele med mig, jeg gemmer dem i mig og tager mig kærligt af det med mit eget nervesystem Jeg har lånt mit nervesystem ud, til dem der havde brug for det, i kortere og længere tid, og de har fundet lidt ro sammen med mig i deres ellers kaotiske liv. Jeg har siddet med dem overfor det kommunale system, og jeg har gennem årene oplevet hvordan “Kampen” mellem borger og system er tiltaget til det urimelige.
Engang var det sådan at henvendte du dig, så fik du hjælp. Du blev mødt i din sorg, i din afmagt, og dem der sad og forvaltede systemet sad der fordi de gerne ville hjælpe. Og det vil de sådan set stadig gerne. Undervejs er der opstået en rigiditet som tager udgangspunkt i den laveste fællesnævner, i dem der bevidst siden socialloven kom, har gjort det til en kunst at snyde sig til mere end de har ret til. Det rammer i kaskader alle dem der gerne vil hjælpes, alle dem der tror på et system der træder til, når intet andet virker. Som socialarbejder og familiebehandler skal du kunne kunsten at balancere familiens sorg og børnenes mistrivsel, overfor øverste instans der sætter en politisk og økonomisk dagsorden, som alene skaber en tøven hos næste niveau af ledere, de tøver med at rulle hjælpen ud, lederne som er ansat til at lede medarbejderne på gulvet, som er dem de i samarbejde med skal beslutte hvilken hjælp en familie kan få. Ofte venter de på en bedring, så de kan slippe for at betale, i samarbejde med dem der skal forvalte de mange beslutninger. Næste og nederste led i kæden er os/dem der skal udføre arbejdet, dem som faktisk skal hjælpe familierne.
Familier der ofte er blevet kastet rundt i systemet, familier der er skabt en historie omkring, hvis de tillader sig at kræve deres ret, hvis de tillader sig at ville noget andet end systemet mener er det rigtige, de familier – de ender nogle gange med PTSD fordi systemet behandler dem som det gør. Det er blevet en kamp – systemet mod borgeren – hvam kan stå distancen? Hvem kan vinde? Jeg ved med sikkerhed at det er børnene der taber, oftere end de vinder.
Og det har givet mig stress.
Jeg får naturligvis hjælp af psykologen. Hun tegnede for mig en dag. På tavlen satte hun en linje for det alment menneskelige niveau for stress tærsklen. Hun sagde så videre (og det her ved jeg jo godt, men det var som jeg hørte det for første gang) for hvert traume du bærer på sænkes barren for hvornår du rammes af stress… Og for hver gang du har haft stress, ryger niveauet et hak ned. Det handler ikke kun om de traumer der ligger for nylig, det er ALLE din traumer lagt sammen der afgør hvornår og hvor hårdt du rammes. Så hvis jeg nu talte mine traumer sammen, sådan matematisk lavede et regnestykke (og det orker jeg helt ærligt ikke), så har jeg ikke længere noget niveau, der er ikke længere nogen tærskel – jeg er permanent stresset, mit nervesystem er permanent på overarbejde og skal jeg leve det gode liv fremad, skal jeg være langt bedre til at tage vare på mig selv i kærlighed og omsorg.
Man kan sige at det er blevet helt og aldeles tydeligt for mig hvordan man IKKE skal gøre, dermed også hvordan livet kan se ud når du yder selvomsorg, er kærlig overfor dig selv og lytter til det der er i dit hjerte. Den lille stemme som vi alle er så gode til at overhøre.
Lad mig derfor give dig den gave at lære af mine hårdt købte erfaringer, så du ikke behøver gøre dem selv.
Lad min invitere dig til en workshop som handler om den selvkærlige del af livet, som handler om at du finder hjem til dig selv.
Var der engang en der sagde til mig, og det var længe før jeg fik ryddet op i mit eget liv – i dag ved jeg at han havde ret.
Du kommer formentlig ikke til at leve et helt bekymringsfrit liv, for det kan man nok ikke.
Men du kan komme til at leve et liv hvor de fylder mindre, bekymringerne…
– hvor du får mere plads og hvor du hviler i at du er den vigtigste i dit liv, sammen med dem der betyder noget for dig.
Gennem de 6 møder kommer vi gennem forskellige temaer som er genkendelige for os alle, det du får ekstra her i gruppen, er at du kommer et spadestik dybere end du måske ellers gør.
Sammen tager vi en rejse som fører dig til et sted i dig hvor kærligheden bor, hvor dine prioriteringer vil ændre sig og du vil genfinde din selvrespekt – hvis altså det er den du har mistet.
Kom med, lad os gøre dette vigtige arbejde sammen.
Demokratiet er under pres, ikke kun her i Danmark, men mange steder i verden. Krige og uro, ukraine/rusland, Afghanistan, palæstina/israel, USA og nu klandres den finske minister for at danse…
Hvordan kommer det til at se ud i et folketingsvalg her i landet? Jeg ved det ikke, jeg ved det fandme ikke – gør du?
Inger Støjberg kan stille op med et nyt parti, det selv om hun er dømt i en rigsretssag!!! Hun har hentet mange af sine kandidater til folketinget, hos Dansk Folkeparti og hos Venstre… Den lader vi lige stå.
Realiteten er at nogle af dem fra DF stadig sidder i folketinget!! Det betyder velsagtens at Ingers Parti allerede er repræsenteret på Tinge – eller hvad? Det skræmmer mig fra vid og sans at denne dame, der synes at alle kriminelle med udenlandsk baggrund skal smides hjem hvor de kom fra, mens hun synes at hendes egen kriminelle baggrund ikke er nogen hindring for at sidde i folketinget, rent faktisk kan stille op til valg.
Det skræmmer mig også at Mette Frederiksen har kunne sige “Det vidste jeg ikke” og klare sig udenom nogle af de alvorlige anklager om embedsmisbrug i minksagen. WTF?
Og nu vil de for hede hule helvede give børn på 0 år ret til at skifte køn… Ved de ingenting derinde, har de helt tabt sutten???
Hvordan er det at vi skal komme videre som befolkning når vi lader os styre af kriminelle og mennesker uden moral og bundklang? Hvad er det de forventer at vi som befolkning skal gøre, hvordan skal vi forholde os til retsstaten når de selv omgås den så lempeligt? Efterhånden er der så mange lovbrud fra politisk side at jeg næsten ikke kan rumme det, nogle er endda overgreb på mindreårige.
Sæt dit kryds med omtanke . JA MEN FOR FANDEN ALTSÅ – vis mig et parti der er humanistisk funderet, renset for kriminelle, troværdigt, autentisk og fyldt med mennesker der faktisk selv har arbejdet ude i samfundet engang, som gik ind i politik fordi de ønsker at gøre noget godt for befolkningen, ikke for at få mange følgere, som levebrødspolitikere eller fordi de er kendte fra et andet segment i “Underholdningsindustrien”.
Jeg er til venstre for midten, det har jeg været i mange år og der bliver jeg hængende, men jeg trænger til at den (min) del af folketinget også hæver blikket og kaster lys på hele herligheden og siger NEJ, sætter en stopper for alle disse Farisæere der stormer frem, tilsyneladende med en del mennesker fra befolkningen bag sig. Har alle glemt hvad ekstrem højrefløj kan betyde, har alle glemt at det er os, samfundet, kvinden og manden på gulvet det handler om?
Jeg spørger bare på denne lørdag morgen, hvor jeg synes at nok er nok….
Jeg er så meget i tvivl om hvor mit kryds skal lande denne gang? Hvad med dig?
Siden sidst, som var januar måned tror jeg, er der sket forrygende meget. Nogle gange kan jeg blive overrasket af hvordan livet og universet kan smide en rundt i manegen, for så at lande en i de mest forrygende nye settings – okay jo ikke uden en egen indsats altså, og lytning til eget hjerte. Og igen må jeg erkende at det man beder om det får man, så vær varsom med hvad du sender ud i universet, du får måske lige præcis hvad du beder om
Tilbage i januar besluttede jeg at nu måtte det være slut med at gå rundt uden at føle jeg havde retning. Vikar tjansen var fin, og det var en god måde økonomisk at holde hovedet oven vande på, men jeg synes bare ikke det holdt for mig i længden – det var et godt sted at holde en karriere pause som selvstændig. Summa summarum så meldte jeg mig ledig i slutningen af Januar og havde en plan om at få vejledning af jobcentret til nye veje i mit arbejdsliv. I den kontekst skal man søge 2 jobs om ugen og det gjorde jeg ihærdigt. Jeg søgte både indenfor og udenfor mit primære område, som man skal.
I februar blev jeg inviteret til samtale i Gentofte kommune på et job som leder af et familie tilbud de ville starte op. Samme uge jeg søgte det, søgte jeg også et job i en delikatesse i Irma 🙂 og der blev jeg også inviteret til samtale. I Gentofte kom jeg gennem første nåleøje og blev inviteret til 2. samtale og ingen var faktisk mere overrasket end mig da de ringede og tilbød mig jobbet. Så nu sidder jeg som leder i et familietilbud i Gentofte. jeg overtog de 2 øverste etager i en gammel patricier villa, 4 taburetter og et rullebord og så sagde de: “sæt igang”. Jeg synes det er en helt fantastisk chance for mig for at sætte mit præg på en del at behandlingsindsatsen og jeg er dybt taknemmelig for den mulighed.
Dernæst sker der det at min 2. bog er skrevet færdig. jeg opsøger flere forskellige muligheder for at skifte forlag, og lander hos Skriveforlaget https://skriveforlaget.dk i en efterfølgende samtale med Christian derfra, anbefaler han mig at starte mit eget forlag, når jeg alligevel har så mange titler på vej ud af mit indre system. Som sagt så gjort og Forlaget MonaK har set dagens lys. Du kan se mere om det her: https://forlagetmonak.dk Det er jo i sig selv en kæmpe ting at starte op med egne bøger på den måde og jeg synes det er en kæmpe god ide.
Min hjemmeside med terapi er nedlagt, nu er det forlagsvirksomhed jeg fokuserer på. Det betyder ikke at jeg ikke stadig tager imod klienter, for det gør jeg skam i det små, men dem som søger hjælpen hos mig skal vide jeg er her, eller andre skal fortælle dem om mig. Jeg er så priviligeret at mit ry som terapeut er godt, og de som har været i min butik fortæller til andre at det er hjælpsomt. Min taknemmelighed for det er stor.
Mit liv er godt, mine bøger kommer ud i verden igen her i løbet af den næste uge eller 2, så vil du læse med i Bind 2 om Monica og hvordan hun klarer skærene efter alt det grumme der skete hende i Bind 1, så er du så velkommen enten til at bestille via min hjemmeside https://forlagetmonak.dk og få bogen tilsendt med en personlig hilsen i, eller du kan bestille den hos alle de digitale platforme der er derude.
Og sidst men ikke mindst har jeg indledt et samarbejde med en kollega, som er i sin vorden og derfor ikke noget jeg kan dele så meget om endnu. Men vi planlægger nogle samtale saloner hen over efteråret, med forskellige temaer. Vi har valgt at indgå et samarbejde med https://cafebliss.dk hvor stemningen er helt fantastisk, og Kadri som driver caféen, er et gammelt og kært bekendtskab af mig og hun kan med sikkerhed skabe gode vibes til ethvert arrangement. Tjek det ud – det er helt sikkert køreturen værd.
Det er alt for denne gang… Undtagen den virkelighed at jeg savner min hund så meget, jeg troede ikke det ville ske men det gjorde det, så står du med et kuld Cocker spaniel
hvalpe, som du ikke skal have 17.000 for stykket, så ringer du bare. Jeg smider hvad jeg har og kommer med det samme…
Hav en fantastisk sommer, giv mig et hint hvis du har læst med og gerne en anmeldelse af mine bøger hvis du gør dig i den slags 😉
For mig er det en del af livet, af hverdagen, at undersøge og være nysgerrig på hvem jeg er. Undersøge mig selv, mine motiver, mit indre landskab og selvklart mine omgivelser og hvordan jeg er i mine relationer, i min måde at være i dem på. Jeg heler stadig, mine skader er så tidlige i mit liv at de måske aldrig kan hele helt, men jeg er stædig og jeg arbejder på sagen. Det her blog indlæg er meget personligt, fra det dybeste af mit indre og jeg beder dig om at læse det fra den kærligste del af dig selv. Måske kan det kaste lys over nogle af dine relationelle udfordringer, måske er du som jeg, eller du er den anden. Jeg håber du kan finde mening i mit skriv.
Som i ved, jer der læser med, så er jeg et skadet menneske. Altså jeg har jo knoklet for et rette op på de skader, og jeg har jo overvundet meget af det, så på mange niveauer anser jeg jo mig selv for at være rigtig ok. Der er dog nogle af de dybeste emotionelle skader, som stadig popper op i mig og forstyrrer. Den ene er min tvivl om jeg er god nok, om jeg har ret til at været her med hele mig og den anden er min udfordring med at sætte grænser i momentet, grænser i det emotionelle landskab mellem mig og den anden. Grænser der bør komme, hvis nogen kommer med bemærkninger til mig om noget jeg siger eller gør, bemærkninger som i deres udtryk er nedladende, så kan jeg godt have en tendens til at lade det glide forbi, for så noget tid efter at mærke at få fat i, at jeg egentlig blev krænket eller grænseoverskredet i situationen. Min tvivl gør så, at det er virkelig svært for mig at komme tilbage til det andet menneske og sige noget om det, fordi jeg bliver i tvivl om min værdi, om min berettigelse i relationen. Virkeligheden er desværre at man have haft nok så mange gode snakke med mig, være nok så tæt i relationen – den her del er bare ikke for de fleste, den her er problematisk og svær at håndtere i relationen, fordi det der er min indre kamp, bliver til en andens anklageskrift.
Der sker nemlig det, at når jeg opdager at jeg synes jeg er blevet verbalt grænseoverskredet – for lad mig understrege at der ikke (længere) sker fysiske overgreb uden at jeg reagerer – så bliver jeg en lille lort der så begynder at lede efter andre tidspunkter eller steder hvor jeg synes det er sket… Og det er jeg virkelig god til. Du ved “Finde 5 fejl” metoden. Når jeg så har gjort det, så kan jeg næsten ikke finde en vej tilbage til det andet menneske. Så føles det som om jeg skal gå på glasskår for at vende tilbage til den person der har været en del af det, og faktisk kan der i mellemtiden godt være sket det at den person har trukket sig, måske endda stillet spørgsmål til mig om hvad der sker, fordi det mærkes jo i relationen mellem os, og fordi jeg er ret længe om at komme gennem hele den her proces til at jeg kan svare på en god måde. Samtidig er der jo også den del som er at der ER sket grænseoverskridelser når jeg synes de er sket, når det føles sådan i mig, så er det vel valideret som sådan i mit system, som er et følsomt og fintunet system.
Meget af det her sker i samspil med et andet menneske, det er nødvendigvis et menneske som er kommet helt tæt på mig, et menneske som jeg har lukket helt ind i det rum, hvor hvor alle dem der var i starten af mit liv skulle have lagt en kærlig og fast grund for mig at stå på, men i stedet smadrede det og overlod det til mig selv at finde ud af om jeg kunne elskes, om jeg var værdi(g). I mit voksne liv er det ikke sket ret mange gange at jeg har mødt mennesker der kunne åbne ind til den del af mig, men det er sket. Når jeg er der, åben i mit inderste hjerte, bliver jeg 100% tillidsfuld, jeg overgiver mig til det andet menneske i tillid til at jeg ikke vil blive udsat for noget grumt, det gør at jeg måske så igen reagerer lidt som et barn, når jeg opdager at den anden alligevel ikke kunne være i det sammen med mig, at den anden alligevel ikke kunne rumme alle mine sår og skader.
det er ikke mig på billedet.
Det er fordi jeg også åbner til den helt lille bitte del af mig selv, til det sårbare indre barn, som har så meget brug for at kunne lave fejl og blive tilgivet, brug for at komme forbi de sidste af de her skader og jeg er fuldt bevidst om at når vi kommer så dybt i min kerne så er det svært, for helvede jeg lever her hver dag og jeg synes det er pisse svært, jeg øver mig stadig på at favne mig, at tilgive mig, at tage mig af mig selv lige der, og til de af jer der også havner der engang imellem, så vid at i ikke er alene, vid at der er mange som har de her skader – men meget få der taler om det – som jeg gør.
Kærlighed kan meget, det at give og modtage kærlighed har stor værdi, den kan hele mange skader når den er givet rent, uforfalsket og uden betingelser og alligevel er det ikke altid nok. I nogle relationer kan den kærlighed du gerne vil give, ikke finde et sted at lande. Jeg er sådan en der gerne vil hjælpe når jeg elsker nogen, altså tage en opvask, hjælpe med at flyttet noget, hjælpe ved at lytte og være der i svære situationer, sådan du ved alt muligt der kan gavne det andet menneske, hvis det andet menneske så måske har rigtig svært ved at tage imod hjælp – omskrevet til min kærlighed – så bliver det svært for mig, det er en afvisning på linje med den jeg fik som lille pige når jeg synes jeg havde gjort noget vigtigt for min mor, og hun negligerede det, eller i bedste fald kom med en lille bemærkning uden at værdisætte min gerning. Jeg bliver hevet tilbage til den følelse af lille såret pige, som kæmper for at få den kærlighed hun så hårdt behøver for at vokse og udvikle sig sundt, til at blive et helt menneske. Og jeg skal naturligvis ikke have den fra mine voksne venner i mit voksne liv, det er bare for at tydeliggøre hvad der sker – måske kender du nogen der har samme problematik, måske kan du genkende dig selv her.
Da jeg skrev bogen “Og Ingen Taler Om Det” var det for at åbne for alle de samtaler der handler om de skader vi får, når vi ikke har forældre der forstår hvor mange lag der er i at være forældre. Når vi vokser op og klarer os på trods af, ikke på grund af de forældre vi har haft, så er det fordi vi som mennesker er resiliente, vi kan langt mere end vi selv tror, også når vi skal hele sår fra barndommen. Men de her dybe sår, som jeg skriver om i dag, dem som ligger helt inde i din kerne, dem kan vi ikke hele på egen hånd, dem skal vi hele i relationen med andre, kærlige relationer. Jeg har været i den slags relationer, som kunne give heling til min kerne, og når jeg har helet nogle lag så er det at den anden måske ikke længere kan følge med som jeg beskriver ovenfor. Heldigvis møder mange mennesker partnere, der kan give dem det de behøver for at de langsomt heler op, og nogle af os tiltrækker i årevis andre typer fordi der er andre lag, hvor vi først skal hele.
Lad mig slutte med at sige til dig der står midt i forældreopgaven, at jeg erkender at jeg som forælder ikke var helet nok da jeg fik børn, og det har betydet at mine børn også bærer på skader, som jeg på grund af egne skader har forvoldt. Jeg har gjort mit bedste med min kærlighed, ved at starte min egen proces, tage mine uddannelser og nu om stunder er jeg tættere med min piger end nogensiden før tror jeg, jeg har taget det ansvar på mig som er mit og det har været med til et hele dem i mange henseender. Andre henseender er min kærlighed, min åbenhed og min evne til at tage ansvar ikke nok – men jeg står her i det svære sammen med dem, jeg står her hver gang, uanset hvad det betyder for mig. Betingelsesløst.
Det blev godt nok et langt indslag, tangerer jo nærmest en artikel – men nu ligger den her. Bind 2 i trilogien om Monica er sendt til korrekturlæsning, jeg åbner inden længe mit eget forlag, så der er stadig fart på her på matriklen.
Det er på denne side af Nytår jeg altid ser ind i det liv der er, lige nu – lige her. Både fordi det er et nyt år, men også fordi Januar er min måned, jeg fylder år og det giver altid anledning til at kigge lidt på det eksisterende, se efter hvilke muligheder der er og hvilke der kunne komme. For dig er har fulgt med et stykke tid er det ingen nyhed at jeg har haft et par år med ansættelser der lod meget tilbage at ønske sådan ledelsesmæssigt, så jeg har taget nogle måneder med Pædagogisk Vikarbureau, hvilket har været og stadig er mega fint. Det jeg savner er at være en del af helheden, blive taget med på råd og blive hørt. Som vikar kommer jeg ind, løser en opgave og går hjem igen – men er ikke og skal heller ikke være engageret yderligere i det der foregår. Denne pause fra en fast ansættelse har været fin for mig, men med årets begyndelse er jeg begyndt at se efter et fast engagement. Jeg har allerede søgt nogle stillinger men oplever at jeg fravælges, og jeg ser ikke at det handler om manglende kompetencer, nærmest tværtimod kan man sige, det jeg tror der er i spil er at jeg er en dyr dame at ansætte, jeg har så mange års anciennitet og erfaring at min månedsløn er (og bør være) højere end de fleste i pædagogisk behandlingsarbejde, min alder er også en hindring tror jeg. Det siger de jo ikke dem der ikke ansætter mig, de her to ting – men jeg fornemmer at det er sådan. I dag har jeg scrollet på Jobindex og gemt adskillige jobs jeg tænker jeg skal se på en ansøgning til… Så må vi se om nogen bider på.
Når det så er sagt så pusler jeg jo også med at genstarte min egen virksomhed OG starte et forlag op. Efter at have talt med folk fra www.Skriveforlaget.dk er jeg blevet inspireret til at undersøge nærmere hvad det kan indebære – fortsættelse følger på den del. Jeg har stadig mit CVR nummer fra tidligere, så mangler du et terapeutisk indspark så er der tider at få her ho mig. Jeg holder til i Sydhavnen.
Jeg har også en astrolog www.CaritasFischer.dk jeg frekventerer, super dygtig kvinde – hun har fortalt mig at alle planeter står på en måde så de næste par år er gunstige for mig, så jeg læner mig tillidsfuldt ind i Universet og ved at jeg bliver støttet og vist en vej der vil give mening for mig, for min familie og for verden, jeg kan sige at forlagsbranchen blinker ret kraftigt i mig.
Vi skal også lige rundt om noget andet du og jeg, for hvad handler det lige om med det der uro ved Ruslands grænse op til Ukraine? Hvad vil de overhovedet? Ja ja; jeg ved godt det med Nato og den del, men helt ærlig er det virkelig værd at sætte tingene sådan på spidsen Hr. Putin – eller er du faktisk en magtliderlig gal idiot som kan sørge for at lorten glider ned ad bakke og hele europa pludselig er involveret i noget ingen helt ved hvad er? Jeg spørger bare… Mit forslag er at alle i våbenindustrien (og medicinalindustrien) fratages muligheden for at tjene mere på produktionen end der skal til for at det løber rundt… Tag profitten fra dem – se hvad der sker.
Nå, det var en sidebemærkning, kender du det der med at læne sig ind i universet? Min erfaring er at der altid viser sig en vej, en mulighed og en løsning på have det end er du står i, at hvis du beder om hjælp så får du den. Der bliver sendt en vejviser til dig i en eller anden form, det du skal, er at holde øje med hvor den kommer og hvilken form den har så du kan handle på det. Jeg så eksempelvis et job, kom til samtale men fik ikke jobbet – jeg tænker at det er fordi jeg ikke længere skal bevæge mig i den del af socialt arbejde. Der er nye udfordringer til mig, nye glæder og nye indsigter – sidder du og læser her og tænker at du kan bruge mig til noget der hvor du er, så skal du ikke tøve med at række ud, jeg starter gerne Toyotaen og kommer forbi til en snak.
Sparring og coaching til institutioner, ledelsen i virksomheder eller startups. Individuel terapi og/eller støtte til familien Rådgivning til nye forældre Konsulent for socialforvaltningens familieafdeling i særligt komplicerede sager
Der er meget jeg kan hjælpe med, og jeg elsker det. Nu har jeg spist en cookie, drukket en kop te og nydt pejsen (på min tv skærm) og skrevet det her indlæg til dig. Jeg vil blev så glad for en kommentar, hvis du har en 😉
Nytårsfortsættere er bare ikke rigtig mig, tilbageblik har jeg løbende hen over året, så det er egentlig heller ikke en nytårsting, så hvad er der så? Jeg ved det ikke men her er i hvert fald nogle refleksioner på denne første dag i 2022.
Her til morgen lå jeg under dynen og huskede tilbage på en nytårsaften for mange år siden, hvor jeg ringede til min mor, der år efter år valgte at sidde alene nytårsaften – trods mine invitationer til at komme og deltage – den her nytårsaften ringede jeg op som jeg gjorde hvert år for at ønske godt nytår og hun tog telefonen grædende. Jeg kunne høre at hun havde grædt lidt tid, du ved når man kan høre at der har samlet sig snot og tårer både indeni og udenpå et ansigt. Jeg blev overrasket og spurgte naturligvis hvad der var sket. “Ikke noget,” snøftede hun, “det skulle du ikke opleve, det er jeg ked af.” Jeg afbrød hende, sagde det ikke gjorde noget om der var noget jeg kunne gøre. “Nej nej – mor du dig bare med dine piger, jeg er bare ikke på toppen.” Jeg fik sagt godt nytår og vi lagde på.
Næste dag besøgte jeg hende selvfølgelig, og spurgte til nattens samtale. Hun forklarede om hendes vane med at se tilbage og altid komme til at huske på alt det der ikke var der mere, alt det der ikke var i hendes liv mere, gjorde at hun savnede det – derfor havde hun grædt. Det gør jeg hvert år sagde hun, som det mest selvfølgelige i verden, at sidde alene og græde nytårsaften.
Her til morgen hvor jeg kom i tanke om det, slog det mig at hun hvert år til nytår nulstillede alt det gode, at hun med sin vane om at se tilbage på alt det der ikke længere var der, hele tiden holdt fast i smerten i sit liv. Livssmerten….
Gennem året slipper jeg, tilgiver, og takker. En praksis jeg har opøvet, som er der løbende, mindst en gang om ugen sætter jeg mig og retter bevidst al min energi ind på at finde det som slider på mig, som smerter mig og så giver jeg slip, tilgiver dem som på en eller anden måde har været med til at katalysere den energi ind i relationen mellem os, ind i mit liv. Der er ingenting der sker helt af sig selv, som jeg ser det. De relationer vi indgår i er med til at skabe det vi befinder os i, den energi vi omgiver os med i et givent øjeblik, den dannes af dine intentioner, dit ønske om hvad der nu skal ske. Og er du smertefuld og frygtsom med negativt ladede forventninger, så bliver det formentlig der efter, på samme måde som når du er tilgivende, kærlig og taknemmelig overfor situationen, så vil det større hele blive bedre for dig.
Året der er gået har budt på nogle muligheder for mig, igen i dette år en mulighed for at stå op for mig selv overfor et usundt arbejdsmiljø, en usund ledelse – hvor jeg i farten mødte nogle absolut skønne mennesker, mennesker som jeg ikke umiddelbart ønsker at slippe relationen til igen. Året har også trukket energien ud af nogle relationer som det også har genopladet andre, jeg har i flere sammenhænge stået op for mig selv (ja det er så det jeg har øvet mig på) både i de nære og i de lidt større sammenhænge. Jeg har været taknemmelig for at få den mulighed for at øve mig, og jeg har tilgivet de som satte mig i den position hvor det var nødvendigt.
Jeg er hoppet ud af nogle sammenhænge hvor jeg var en glad frivillig bidragsyder, for at skåne de relationer jeg havde, og jeg er hoppet ind i nogle nye sammenhænge hvor jeg finder mening i at give noget af mig selv og af mine kompetencer, fordi jeg gerne vil medvirke på en større klinge til at skabe bedre muligheder for andre og måske et bedre liv for nogle. Tak til Dansk Psykoterapeutforening og til landsforeningen spor for at invitere mig ind, og tak til TUBA for at tage imod min ansøgning.
Året der kommer vil byde på nogle rigtig gode ting, der kommer nye ting som jeg endnu ikke ved hvad er, der kommer nye jobmuligheder og der kommer en ny bog. Jeg er på vej ind i den sidste fjerdedel af mit liv, forudsat at jeg bliver 110 år – og jeg nyder faktisk den alder jeg har, jeg nyder den ro jeg mærker i mig, og glæden ved at jeg er kommet hertil. Mit livs udgangspunkt var ikke det bedste i verden, og alligevel er jeg nået frem til det her sted, hvor det meste giver mening, hvor jeg ser mig selv med kærlighed og glæde, hvor det at være betydningsfuld kommer indefra mig og ikke længere er afhængigt af nogle ydre omstændigheder eller mennesker.
Så til dig der har læst med her til, måske i håbet om at jeg kommer med en eller anden forkromet opskrift, til dig vil jeg bare sige: Tillykke med alt det du har opnået, smerte og lykke, glæd dig over at du er kommet hertil, at det liv du har, er det du har skabt til dig selv. Se dig selv i et kærligt lys fra i dag og i al tid frem – du fortjener at blive elsket, set og rummet med alt hvad du er, med alt hvad du har. Hvis du starter med dig selv, så følger de andre efter….
Når du samarbejder over evne, gør alt – også for meget – hvad du kan for at dine omgivelser skal være glade, skal synes du er dygtig eller skal elske dig, så er det første du mister, dig selv.
Det er sket for mig i mit rodede liv mange mange gange. Det sker for rigtig mange af os, helt uden vi opdager det. Måske lever vi videre og først mange år senere sker der noget med dig følelsesmæssigt, du går ned med stress eller depression, eller måske er det ikke helt så grelt, men du står pludselig og ser dig selv udefra, kan måske slet ikke genkende den person du kigger på. Du har mistet dig selv undervejs på dit livs rejse.
Nogle “Experter” slår sig op på at du skal skabe et liv du ikke vil holde ferie fra. Det kan jeg egentlig godt bakke op om, men der er ikke nogen hurtig vej til at opnå det, i det indre landskab vi alle har, som hos os hver især er forskelligt, bygget af de livsvilkår der blev vores. Der findes ikke noget quickfix. Du bliver i situationen når du mister dig selv, tvunget til at se på dine indre værdier, se om de stemmer overens med det du har i dit ydre liv. Du skal tage nogle nye skridt, og min anbefaling er at det er små skridt, ændre det lidt ad gangen, for langsomt men sikkert at komme til et sted hvor du ikke længere mister dig selv, men er fast forankret i hvem du er og hvordan dit liv skal se ud.
I min seneste ansættelse opdagede jeg hurtigt at jeg var ved at miste mig selv, og så kom jeg derfra i en vis fart. Jeg har en personlig relation hvor jeg mærker jeg skal holde godt fast i mig selv, for ikke at komme til at miste mig selv, fordi relationen i mange år har været betydningsfuld for mig, givet mig meget. Og lige der i det mere nære, handler det også om at vi på forskellige tidspunkter i livet er forskellige steder, og de mennesker vi omgiver os med, bringer noget ind vi har brug for, og vi bringer noget til dem som de har brug for. Når den gensidige udveksling af menneskelig gaver ikke længere er nødvendig, så viser det sig om vi er forbundne i hjertet eller i noget følelsesmæssigt reparationsarbejde. Jytte Vikkelsø https://jyttevikkelsoe.dk taler i sin bog, “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” om de skader vi hver især har fra vores opvækst, og hvordan det er muligheden for at få det repareret der gør at vi tiltrækkes til den anden, derfor vi forelsker os i lige præcis dem. Jeg tror det er sådan i de fleste relationer, ikke kun i parforholdet.
I mit liv er der gennem tiden rejst mange mennesker igennem, som i en periode kastede lys på noget i mig der var i stykker, noget der skulle repareres. Som helt ung og i mit tidlige voksenliv havde jeg svært ved at forstå de mønstre der gentog sig, svært ved at se hvad de skulle til for, hvorfor jeg gentog igen og igen havnede i svære relationelle positioner, indtil jeg var på kanten af døden – så tog jeg en radikal beslutning om at vende fokus ind i mig selv, om at ændre mit liv til at handle om mig og kun mig. Jeg blev pludselig overvældende pinefuldt bevidst om at hvis ikke jeg fungerede bedre, så ville min datter (døtre) komme til at lide under det. Jeg havde helt og aldeles mistet mig selv.
Jeg har brugt mange mange timer i forskellige terapiforløb, uddannet mig selv til terapeut og familiebehandler og fundet tilbage til mig. Her i den sene del af mit liv står det helt klart for mig at det er det, det hele drejer sig om, at rejse hjem til sig selv og blive et helt menneske som andre, der er på deres egen rejse kan spejle sig i, og vokse ved at mødes med undervejs. Der er ingen dato for hvornår i livet rejsen hjem til dig selv slutter, men jeg tænker at jo før du indser at du er på lige præcis den rejse, så når du frem tidligere end du ellers ville.
Jeg er i dag så priviligeret at jeg får muligheden for at støtte andre på deres rejse. Det er en stor gave for mig når der lander indsigter, når et ungt menneske slipper forestillingen om at skulle tilfredsstille alle andre end dem selv, så glædes mit hjerte. Sådan er det også når det er voksne der endelig når frem til at skilsmissen er bedre en ægteskabet, når de kommer ud på den anden side i venskab og kærlighed med ægtefællen, der også ser sig selv i et nyt lys. Når en mor får øje på hvor stor betydning hendes gøren og laden har for hendes børn, når hun vælger at stoppe op og ændre kurs, så glædes mit hjerte…
Forandring er ikke kun svært, det er også vigtigt og glædeligt. Så står du der foran spejlet og kigger på dit eget ansigt og tænker: “Hvad fanden skete der – hvem er du?” så er det tid til en forandring.
Min trilogi om Monica handler om forandring, om en hård rejse hen mod målet og om hvordan det kan lykkes at vende skuden uanset hvor slemt det ser du. Du kan købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/mona-kjaerulff-hansen/ eller på alle andre gængse platforme. Jeg har indtalt den til dig som lydbog, og den kan købes som e-bog og naturligvis som trykt bog. I næste uge skriver jeg bind 2 færdig, den glæder jeg mig til at dele med jer.
Hav en dejlig søndag og hav en god rejse hjem til dig.
INGEN BILLEDER, INGEN FORSKØNNELSE, INGEN NAVNE NÆVNT. KUN DEN ALLERSTEDS NÆRVÆRENDE SANDHED – MIN SANDHED, OM DET JEG FIK MED MIG UD FRA KNAP 2 ÅR I EN KOMMUNE – JEG TÆNKER IKKE DET HER ER DEN ENESTE KOMMUNE HVOR DET ER SÅDAN. OG JA JEG SKRIVER EN OPFØLGNING…
I alle lagene af #Metoo, med alle de forfejlede overfortolkede benyttelser af de begreber der knytter an til debatten, som eksempelvis begreberne sexisme, overgreb, voldtægt, seksuelle krænkelser, forulempelse, grænseoverskridende adfærd og så videre, der er sikkert flere i samme boldgade, mærker jeg en langsom afdækning af hvordan det landskab ser ud inde i og rundt om mig.
Ikke mindst fordi jeg i de seneste måneder har deltaget i et Kafkask drama, i den kommune jeg frem til 30.11.2020 har været ansat i. Jeg blev hovedpersonen i et (tilsyneladende) selvskabt drama, uventet og uden selv at vide, at jeg sagde noget, eller vide helt hvad det var jeg har sagde, der kunne foranledige at jeg skulle indkaldes til en tjenstlig samtale, hvilket jeg blev d.19.10.2020.
Før det skete, mente jeg at have gjort noget godt, min pligt om du vil, med den viden jeg sad inde med.
Af helt personlige årsager, og blandt andet fordi jeg har haft en tydelig følelse af at hvis jeg sagde noget om det hele før min ansættelse ophørte, kunne det få andre konsekvenser end bare en mistet løn, og derfor har jeg ventet til nu med at åbne op offentligt, bruge min ytringsfrihed, fordi jeg som menneske har haft brug for den sidste løn tikkede ind, og før dét skete var jeg i risiko for at blive bortvist og måske også i risiko for andre ting, og så tager de lønnen med.
For nu ikke at komme til at træde på endnu flere fødder i mine bestræbelser på at gøre tingene ordentligt, og dele min viden med den omverden jeg mener bør have den, ændrer jeg i det følgende navnene på alt og alle. Også for at undgå at blive injurierende – så altså ingen navne, i en kommune der hedder Labberup. Det kan fremstå en smule humoristisk, eller måske endda latterliggørende, og til det har jeg at bare sige at der er fandme også en tragikomisk vinkel på hele miseren, men det er ikke tilsigtet at gøre det hverken humoristisk eller latterligt, og for mig har det været ganske alvorligt, at være udpeget til at være krænkende og chikanerende af EN af mine kolleger i en flok, hvor jeg ellers troede jeg kunne stole på dem alle – altså som i, de havde min ryg i den her sammenhæng, hvilket jeg fik af vide – helt bogstaveligt af min AMR.
Sådan har virkeligheden vist sig ikke at være, og kommunen valgte at tage hele historien ret let vil jeg sige, nu de havde mig som ”Prügelknape.”
Den anden side af det her, er det der bor i mig. Den måde at blive behandlet på, er nemlig ikke fremmed for mig, og kan spores helt tilbage til min barndom. Så med fare for at du finder ind i min historie og pludselig mener at jeg er en smule skør eller andet, så kan jeg afsløre at jeg hele vejen har fået psykologisk hjælp til at håndtere og skille alt det her ad. Det har aldrig været min hensigt at skade nogen, udstille nogen eller opnå noget til egen vinding… Eller den slags. Jeg har alene handlet fordi der dels er nogle mennesker i organisationen, og nogle mennesker der søger hjælp i organisationen som er ramte. Og det kan jeg ikke sidde stille med. Så for alle dem der ikke selv råber op – så gør jeg. Om det er historierne der er usande, eller manden der har uhensigtsmæssig adfærd, er mig egentlig ligegyldig, det skaber et dårligt arbejdsmiljø uanset.
Det har alene været mit ærinde at oplyse om en dårlig og usund kultur i en afdeling, i en kommune hvor opgaven er at hjælpe andre mennesker, et bedre sted hen i deres liv. Jeg tillader mig at spørge: ”Hvordan lader det sig gøre i en kultur der er så usund, at man end ikke tør påpege uregelmæssigheder i sagsgange, samarbejdsrelationer eller strukturer, uden at frygte for sin ansættelse, sin leders vrede eller magtmisbrug, eller for fremad at få alle lorteopgaverne?”
Siden min ansættelse i Labberup Kommune 01.05.2019 har jeg ved selvsyn oplevet denne kommunes arbejdsmiljø helt tæt på. Da det er en afdeling i kommunen hvor der arbejdes med familier, børn og unge taler vi her om det psykiske arbejdsmiljø. Internt i afdelingen har man de senere år ansat nye kræfter, og fra historierne i kulissen kunne jeg godt høre fra starten af, at det handlede om at man for nogle år tilbage havde ansat en Djøffer til at rydde op, og skabe besparelser i dette afsnit af Labberup Kommunes organisation. Da jeg blev ansat i en ekstern afdeling, på en anden matrikel end rådhusets, kunne jeg heldigvis være på afstand af historierne og fokusere på den opgave jeg var blevet ansat til. Jeg var virkelig glad for mit nye job, der var gode faglige udfordringer, en nyoprettet stilling hvor jeg selv skulle være medskabende på indholdet, og udsigten til en fast månedsløn, selvledelse i arbejdstiden og søde kolleger jeg kunne snakke om stort og småt med, gjorde at jeg tænkte at alt var godt.
Der ansættes samtidig med mig en ny leder på den store matrikel i Labberup kommune, som skal lede hele tilbuddet og formedelst gøre arbejdet mere effektivt, og skabe en ny sammenhæng i tilbuddet. Her må jeg bare tilføje at jeg fra første håndtryk fik kuldegysninger, og med mit fintunede kropslige apparat og min indre bullshit detektor, med det samme mærke en dysfunktion hos manden de havde sat i spidsen for blandt andet den matrikel jeg var på.
4 måneder inde i min ansættelse, bliver vi alle på min matrikel kaldt til samling. Ledelsen fra den store matrikel i Lapperup Kommune kommer ud og meddeler os at der skal spares 23 millioner i indeværende og næste år og der kommer på den konto til at rulle hoveder. Blandt andet nedlægger man 3 lederstillinger, og skal afskedige 7 medarbejdere i det afsnit jeg hører ind under. Man vælger også at lukke det tilbud jeg er ansat i, hvilket i sig selv er helt meningsløst da tilbuddet løser en kerneopgave i Lapperup og faktisk med ret stor succes, nedlukningen vil betyde at min stilling som er helt nyoprettet, ikke længere er eksisterende. Jeg mærker tydeligt suset da tæppet trækkes væk under mig og min ny fundne glæde. Der går lige nogle dage med kollega snak, frustration, undren og også en del vrede. Bevares ret skal være ret, og besparelser er et vilkår når man ansættes i en kommune, og der er mange måder at gøre det på og præsentere det på. Den måde de valgte at gøre det på i Lapperup var ikke særlig hensigtsmæssig. Man kan roligt sige at de smed 50 års viden på møddingen med nedlæggelse af 3 ledelses stillinger og de skabte uro og stress i medarbejder gruppen, med metoden de valgte. Altså jeg er ret sikker på, at ham de ansatte samme dag som mig, stod for forslaget til hvordan det skulle gøres, og egentlig havde jeg i dagene efter et eneste spørgsmål: ”Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor de ansatte mig, for så 4 måneder senere at spare det hele væk.” ingen ville svare klart på det, men de ville gerne lyve og sige at de ikke havde vidst det stod så alvorligt til med finanserne – til det siger jeg bare BULLSHIT – for hvis det er sandt så er der da nogle af økonomerne der skal på kursus eller noget…
Jeg har en sygdomsperiode (læs blogindlægget der linkes til ovenfor) og er derfor ikke med til julefrokosten, hvor jeg forstår på efterfølgende samtaler og kolleger der banker på døren til mit kontor for at blive de briefet, at bølgerne hos især to mandlige ledere er gået højt. Der er drukket igennem, den nyeste leder taler højt om en liste med alle de unge singler som han nok ved hvad han vil gøre med, og den anden leder danser utilstedeligt tæt med en teamleder, altså en på et magt niveau under, og der bliver også snavet igennem, hun er så tilsyneladende selv med på ideen, men det fortæller noget om hvilken slags leder vi har med at gøre, synes du ikke?
Igen skal det understreges at jeg ikke selv er til stede, disse fortællinger kommer til mig efterfølgende dels i forbifarten, i frokostpausen, og i et lukket rum bundet af tavshedspligt. Men der er mange der føler sig forulempede af det de har været tilskuere til. Tilliden til ledelse kan efter denne julefrokost ligge på et meget lille sted, og bevidstheden om at når mandagen kommer, skal de lade sig lede af disse to mænd gør ikke noget godt for nogen.
Den senest ankomne leder går dog så langt over stregen, at han bliver ført ud med at fast tag i albuen samme aften. Han kommer ikke igen på arbejdspladsen og det er endnu ikke alment kendt om han blev fyret, blev gået, blev bortvist eller fik muligheden for selv at sige op. Der er spekulationer om hvad der siden skete, som i skrivende stund så småt er ved at dø ud, men nu er der også snart gået et år.
Den anden ledelsesperson, får en irettesættelse – det er det historierne fortæller, det er det fortællingen i afdelingen, går på. Men reelt er der ingen andre end de som har været direkte involverede der ved det – man praktiserer på ledelsesniveau øvelsen ikke at tale om det – og det ved jeg, af helt personlig erfaring er en rigtig rigtig dårlig ide.
Nå, men efter nytår 2019/2020 hvor jeg også så småt vender tilbage til mit arbejde, fortsætter disse fortællinger med at lande i mit øre. Jeg får dem fra mange forskellige medarbejdere og kolleger. Der kommer en midlertidig leder, som egentlig er en dygtig fyr der er gået på pension og blot tager lidt opgaver i en privat praksis, en som Labberup kommune kender i forvejen fordi han før har været leder i kommunen, og derfor også kender hende der er Centerchef og mange andre ansatte. Han er en god mand og det er også ham der ender med at støtte mig i at flytte fra den ene matrikel til en anden, hvor jeg sådan lidt ind ad bagdøren får opnormeret et familiehus og ansættes som familiebehandler i en fast stilling. Lad mig tilføje at ingen fra den eksisterende ledelse tager ansvar for mig som medarbejder, ingen spørger mig hvad vil du eller andet. Jeg tager selv den opgave på mig, at finde en vej i det her rod. Altså det er jo fint nok, men jeg synes det er en kæmpe ansvarsfralæggelse, allerede der møder jeg den del af Labberups DNA om ikke at tage ansvar for det det egentlig handler om, men skøjte på overfladen og kun tage de mindre indgribende ansvar på sig. Jeg kommer også i tanke om hvorfor det egentlig var jeg blev selvstændig og ikke ville arbejde i en kommune.
Videre i historien, kommer Sofie Linde på banen i medierne. Hendes tale hvor hun fortæller om den DR medarbejder der ”tilbød” hende at hun da kunne give ham et blowjob og ellers… sætter gang i hele ”Metoo” debatten igen. Det siges at debatten tages til et helt nyt niveau, idet Sofie påpeger at det handler om den kultur der er, og ikke om manden. Lidt lige som det jeg ender med at forsøge at gøre i Labberup Kommune.
Og fortællingerne fra Labberup familieafdeling fortsætter med at lande i mine ører.
”Han er så ubehagelig, sådan du ved klam. Står helt tæt på og man kan mærke han snuser ind.. Adr!”
”Jamen man ved bare, at når han siger noget, så skal man klikke hælene sammen og gøre det, ellers får man alle lorteopgaverne.”
”Ej men helt ærlig, så sidder han der og flirter hen over bordet med xxxx xxxxx mens der er borgere til stede, det er så uprofessionelt og faktisk ulækkert. Jeg følte mig helt grænseoverskredet i det møde:”
”Jamen Mona, det kan da ikke passe at han bare kan råbe på den måde ad mig. Jeg ved helt ærlig ikke hvad jeg skal gøre.”
”Jeg så det på afstand, han råbte bare – hun græd og løb ud. Nu er hun sygemeldt med stress. Jeg tror desværre ikke hun kommer tilbage…!”
Og det fortsætter i den dur. Oveni de fortællinger der er fra julefrokosten hvor der udtrykkes mistillid og at mange har følt sig forulempet af hans adfærd.
Jeg har en baggrund som selvstændig social konsulent og familiebehandler hvilket betyder et ret stort netværk. Og som i mange andre brancher så flytter medarbejderne sig også rundt i kommunerne, afhængig af hvor de lige bor, hvor der er gode stillinger, avancementer og alt det. Så mange i mit netværk kender også til de personer der fløjter rundt på ledelsesniveau, uden besvær fra den ene kommune til den anden, og på en eller anden måde aldrig kommer til at stå til ansvar for deres gerninger – altså de uheldige af slagsen. Og jeg møder á og til mennesker på gaden, der spørger som man nu gør når man løber på hinanden:
Tidligere samarbejdspartner:
”Nå hvordan går det så med dig? Jeg hørte du var blevet ansat i Labberup Kommune…?”
Mig:
”Ja – det er jeg også.”
Tidligere samarbejdspartner:
”Nå okay er du glad for det, for jeg har hørt at xxxx xxxxx er blevet leder der – og det kan da ikke være godt?”
Mig:
”Ja det er også sandt, du kender ham?”
Tidligere samarbejdspartner:
”Ja for helvede… Men desværre ikke for noget godt. Klam fyr, helt igennem.”
Mig:
”ja det er desværre også det jeg hører.”
Jeg har haft flere af denne slags samtaler, altså med folk der ikke længere arbejder i Labberup, eller som kender ham fra andre kommuner i DK.
Efterhånden som tiden går, finder jeg det sværere og sværere fortsat at rumme de fortællinger der lander i mine ører. Jeg overvejer med mig selv, hvordan jeg kan gøre et eller andet.
På LinkedIn er jeg i netværk med mange forskellige mennesker, herunder også Direktøren for det hele i Labberup Kommune. Han spørger en dag ud på sin profil noget i stil med:
”Hvad gør en klog i disse Sofie Linde tider, der er meget at se til og jeg tænker over hvordan man bedst kan agere?” (jeg har formuleret med egne ord, men det er essensen) jeg ser hans opslag og bliver inspireret til at svare ham. Jeg skriver nogenlunde følgende:
”Ja man kan jo starte med at se ind i sin egen organisation og trække på de erfaringer der ligger der. Jeg kommer gerne til en kop kaffe med gode ideer.”
Dagen efter er opslaget taget ned, jeg kan i hvert fald ikke se det. Jeg tænker lidt over det og beslutter mig til at skrive til ham i en privat besked. Det er vigtigt for mig at fortælle det jeg ved til en ledelsesperson som kan tage ansvar for de her ting.
Med til historien hører det, at en kollega har fortalt mig at hun før har forsøgt at gå til Centerchefen i Labberups familieafdeling, men der fik hun at vide at, ”Det taler vi ikke om.”
Med den oplysning er jeg naturligvis nødt til at gå et niveau højere op. Jeg skriver til ham i en privat besked. Fortæller hvad der lander i mine ører, hvem det handler om og hvordan det påvirker. Jeg afslutter med:
” Du bestemmer jo selv om du vil gøre noget – men nu er du informeret 😌 Det var bare det…..” (Kopieret direkte fra LinkedIn)
Der opstår en dialog mellem os, og den ender med at han foreslår mig at gå videre til min arbejdsmiljørepræsentant (AMR) og min tillidsrepræsentant (TR) med hele historien. Jeg vælger at lytte til hvad direktøren for det hele foreslår, selv om jeg faktisk synes han fralægger sig sit ansvar. Samme dag ser jeg, at den leder det handler om, er inde og kigge på min profil på LinkedIn. Det gør mig faktisk en smule utryg. Ovenpå alle historierne jeg har hørt, føler jeg faktisk jeg er blevet intimideret og har ikke lyst til at komme tættere på denne person – slet ikke.
I løbet af dagen viser jeg denne tråd fra LinkedIn og orienterer min AMR om forløbet indtil nu. Hun tænker lidt over det og siger at hun vil gå videre med det til de andre AMR repræsentanter, hun siger også til mig at hun synes jeg er modig, at medarbejderne på den store matrikel helt sikkert vil synes jeg er en helt og jeg bliver i hendes ordstrøm rost til skyerne. Samme aften ringer hun og er omsorgsfuld og oplysende om, at hun har bragt sagen frem til Centerchefen. Det har hun valgt at gøre, skal det siges, uden at spørge mig om jeg er ok med det.
Næste dag kaldes jeg til en samtale med denne centerchef (Som jo altså også ikke vil tale om det). Det bliver faktisk en god samtale, jeg har min TR med og vi går ud sammen og synes det er en god samtale. Den ender med at centerchefen siger: ”Jeg tager den herfra Mona.” Og jeg siger: ”Fedt, så er den ude af min skrivebordsskuffe.” Jeg går derfra med en god følelse, og tænker egentlig at den kollega der har sagt, om centerchefen at hun ikke vil tale om det må have misforstået det eller noget… Ja ja – sig bare jeg er naiv. Jeg tror på det gode i mennesker – stadig.
Vi er på temadag, og jeg kører hjem om eftermiddagen og er lettet over at det hele nu er håndteret. Jeg er stolt af at have stået op for mine værdier, for mig selv og for mine kolleger. Det er på en eller anden måde sivet lidt hvad der sker og jeg får tilkendegivelser om at jeg er modig, og ”skide godt gået Mona, jeg ville ønske jeg havde dit mod.”
Jeg arbejder videre. De næste 11 dage er fine. Jeg taler egentlig ikke om det, hvilket jeg heller ikke gjorde før jeg sagde det højt til ledelsen, men på en eller anden måde bliver der alligevel smidt benzin på bålet omkring denne leder. 19 oktober 2020 bliver jeg kaldt ind på min nærmeste leders kontor. Han fortæller mig, med en synlig ubehagelig følelse i egen krop, at jeg vil få en mail hvor jeg vil blive indkaldt til en tjenstlig samtale. Jeg forstår først ikke hvad det handler om. Jeg bliver handlingslammet, og stammer lidt uforstående overfor ham:
Mig: ”Men hvad handler det om?”
Ham: ”Det må jeg ikke sige, og jeg ved det heller ikke.”
Mig: ”Jamen, jeg forstår det ikke…?”
Ham: ”Nej – men det er den besked jeg har fået. Jeg skal også bede dig om at forlade familiehuset med det samme.”
Mig: ”Nå, okay så. Jeg skal fandme da opleve meget her i Labberup Kommune!”
Ham: ”jeg skal lige bede dig om numrene til de familier du arbejder med, så jeg kan aflyse dine aftaler.”
Jeg afleverer min telefon og koden dertil og tøffer ud af hans kontor og går hen for at pakke sammen og gå hjem. Kolleger ser undersøgende på mig, spørger hvad der sker, og jeg kan ikke sige andet end at jeg ikke ved det. Det var den mærkeligste dag i hele mit arbejdsliv. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle opleve det. Men her var den så, den oplevelse.
Eftermiddagen bruger jeg på at kontakte min fagforening, tale med min TR og prøve at finde ro, indtil den famøse mail kommer hvor jeg indkaldes. Usikkerheden er ved at æde mig op. Det utrygge rum jeg svæver i, hvor jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt og heller ikke ved hvad det handler om. Da mailen kommer, føles det som at få en på skrinet – det har jeg også prøvet i mit liv – så jeg kender den følelse. Der står i teksten på indkaldelsen:
Baggrunden for den tjenstlige samtale er, at Labberup Kommune har modtaget en henvendelse om, at du har fortalt og inddraget kollegaer om, at der kører en sag mod xxxxx xxxxx xxxxx i forhold til magtmisbrug og sexualiserende adfærd. Dette anses for krænkende adfærd og chikane over for xxxxx xxxxx xxxxx fra din side, og vurderes på de foreliggende oplysninger som en tilsidesættelse af dine ansættelsesforpligtelser.
(Direkte kopieret, navnet er indsat med xxxxx xxxxx xxxxx, kommunenavnet er ændret – jeg beskytter mig selv)
Så nu er det mig der er krænkeren, jeg er en der chikanerer…. Jeg er målløs, vred og virkelig ramt på mine værdier og den ordentlighed jeg altid har tilstræbt at lægge for dagen, i det jeg bevæger mig i, i livet. Jeg skal nu vente 2,5 dag på at komme til den samtale. Fagforeningen mener det er et meget tyndt grundlag, at de går efter at få mig ud. Da jeg fortæller at jeg er blevet headhuntet til en ny stilling tilbage i august måned, og faktisk har opsagt min stilling til udgangen af november, undrer det endnu mere. Så kunne de jo lave en undersøgelse og lade det blive ved det. Jeg var jo på vej væk, hvis det var det det handlede om. Det blev 2 meget lange dage for mit vedkommende. Jeg forsøger at kontakte min AMR men hun svarer pludselig ikke tilbage…?
Med til samtalen har jeg min fagforening og min TR som har stået mig bi gennem hele denne sag. Samtalen er med en afsnitsleder og en HR jurist. Jeg kender dem ikke. Centerchefen som er den der har sagt at jeg skulle til denne tjenstlige samtale, hun er på ferie – og fred være med det, men man kunne måske have ventet til hun var hjemme igen om tirsdagen, 5 dage senere? Men nej, det var vigtigt at gøre det. De damer som skal holde samtalen med mig, er tydeligt utilpasse. Jeg bliver vred og skælder dem ud, selv om det jo ikke er dem der har taget beslutningen, men dem der har valgt ordlyden, de skrev ”Krænkende og chikanerende” – og det er egentlig det jeg er mest vred over. At JEG bliver kaldt det. Der er helt sikkert nogen der trækker i snorene her, nogen som sidder på ledelsesniveau, som ikke er centerchefen. Jeg får gennem forløbet en tydelig fornemmelse af at hendes hånd bliver ført. Jeg kan ikke bevise noget som helst, men jeg er ikke i tvivl om at jeg bliver behandlet på denne måde for at de kan statuere et eksempel.
Jeg bliver fritaget fra tjeneste og sendt hjem resten af min tid i Labberup. Med fuld løn. Jeg er rystet i min grundvold. Magtmisbrug får en helt ny dimension for mig, og efterfølgende taler jeg med rigtig mange der har oplevet lignende, både indenfor kommunale organisationer og også i det private erhvervsliv. Historier om hvordan pengestærke mænd bliver vrede når de får et nej tak til intimitet med en kvindelig leder, og derefter smadrer hele organisationen ved at trække de økonomiske midler ud de allerede har lovet, ved at lave ulovlige transaktioner alene for at ramme den kvinde der sagde NEJ.
Tilbage til Labberup. Jeg taler med min fagforening om at få endnu en samtale med Centerchefen. Bare for at opklare hvordan hun sprang fra: ”Jeg tager den herfra:” Til at indkalde mig til en tjenstlig samtale. Den samtale kommer ugen efter. Centerchefen har ikke mange ord til overs til mig. Hun fortæller at hun har lavet en undersøgelse som hun efter loven er forpligtet til, at den ikke viste at mine påstande holdt og at hun derfor ikke så andre muligheder end at sende mig væk. Jeg spørger hvordan hendes undersøgelse har været, og hun fortæller at hun har spurgt i tillidsværket, som er måske 6-7 personer ud af 200 ansatte. Jeg understreger igen, at ingen jo tør sige noget af frygt for den mandlige leders reaktion, og nu også med det eksempel hun statuerer med mig, jeg siger at jeg ikke finder det særlig lødigt med den empiri hun har samlet – til det trækker hun på skuldrene. Jeg siger videre at så er det jo sandt at man ikke kan gå til ledelsen…? Til det trækker hun også på skuldrene.
Samtalen slutter. Intet er ændret. Jeg er målløs.
Imellem tjenstlig samtale og den sidste samtale kontakter de familier jeg har arbejdet med mig, for at spørge hvordan de kan beholde mig. Det de også fortæller er at forklaringerne på at jeg ikke længere er der er forskellige, der lyves om min person og der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Mit navn trækkes ned, og det er ikke ok vreden spædes op. Jeg kan intet stille op, jeg kan fortælle det her på bloggen, og jeg kan prøve at skrive en bredere fortælling om alle de andre historier der flyder til mig i forhold til magtmisbrug. Jeg har flere venner der fortæller om oplevelser både i toppen af dansk erhvervsliv, i kommunalt regi og i Ngo sammenhæng.
Så en kæmpe tak, til Sofie Linde for at genskabe debatten, tage den til næste level. Men der er laaangt igen, der sker stadig alt for meget derude og der er alt for mange der vælger at lukke øjnene.
Jeg har talt med flere efter jeg ikke skulle komme på arbejde mere. Flere som stadig siger at de ikke tør stå frem af frygt for repressalier, af frygt for at miste deres arbejde. Men så længe at denne type af ledere kan cirkulere rundt i landets kommuner, at de når de så høvles ud, kan undgå at det står i deres sag, at den viden om dem gives videre – ja så vil problemet fortsætte. Så der er noget helt oppe på kommunalbestyrelses niveau der skal forandre sig, noget grundlæggende kulturelt og politisk i samfundet der skal forandre sig.
Ham den anden leder der aldrig kom igen efter julefrokosten… Han er nu leder for et opholdssted for unge udsatte piger…. Jeg siger det bare!!!
Hvis bare en stod frem i Labberup Kommune, og understøttede min historie så ville han ryge ud. Jeg venter stadig på den ene…
Tak for du læste med her til, den var lang jeg ved det godt – men jeg har haft sådan brug for at fortælle det til verden.
Mit motto har i mange år været: ”Du skal ikke finde dig i en skid.” og det holder…
Med det vil jeg ønske dig den bedste dag, og ønske for dig at du finder mod til at stå op for dig selv, og alle dem du omgiver dig med der har brug for det. Også selv om det kan have omkostninger. Det er det hele værd.
Jeg føler mig stærk, jeg mærker at mine værdier er grundlæggende og jeg ser mig selv som et ordentligt menneske. Og det er mere værd end alt muligt andet.
Årene skifter værdierne ud efterhånden som jeg bliver klogere, ældre og lægger mere og mere afstand til min forældres værdier. Som en der er vokset op i 60’erne og 70’erne i et småborgerligt hjem på Frederiksberg lå værdikampen for mig som ung teenager et helt andet sted. Jeg tror egentlig ikke jeg var bevidst om det med menneskelige værdier, for der var aldrig nogen der talte om det. Om det at være et ordentligt menneske, hvad det betød eller hvordan det så ud. Bevares der var sætninger som “En aftale er en aftale” – “Har du sagt A må du også sige B” – “Man skal være en der er til at stole på”, men sådan grundlæggende menneskelige værdier kontra de kommercielle materialistiske værdier, den samtale fandt ikke sted, eller hvis den gjorde var jeg ikke med i den.
Så menneskelige værdier som en grundlæggende vejviser i mit indre er noget jeg selv har udviklet, noget jeg har arbejdet mig frem til at se i mig selv. Og selv om jeg en stor del af mit liv har arbejdet for at tjene penge, og også i perioder har tjent rigtig mange penge, så er det bare ikke så vigtigt længere. Nu her hvor jeg er imellem jobs – igen – ser jeg ingen grund til at halse efter et job hvor indtjeningen er høj, eller et job hvor ydelsen altså det reelle arbejdes tid, nødvendigvis skal være meget lille i forhold til indtjening. Jeg ser efter trivsel, ser efter hvordan mit liv skal være for at jeg trives. Og lige nu er det et liv som vikar for et pædagogisk vikarbureau. det giver stor frihed til at planlægge selv, til at være til stede i det konkrete arbejde, være nærværende i de timer du hjælper til et sted, og det er et privilegie som er vikaren forundt. Der er ikke noget jeg skal være ansvarlig for at planlægge, skrive eller overskue, jeg er vikaren der kommer, løser en opgave og går hjem igen. Mens jeg er der tager jeg naturligvis mit ansvar alvorligt og fylder fuldt ud opgaven, men der ligger ikke noget og rumler når jeg går hjem, ingen ufærdige opgaver, ingen behandlingsplaner og ingen udvidede forventninger. For mig er det lige nu en grundlæggende værdi, at gå hjem med en rolig hjerne der ikke suser rundt, og har svært ved at finde hvile.
At kunne skrive mine tekster, her på bloggen og mine bøger. At kunne være i livet med kærlighed, nærvær og glæde, er mit ønske for hverdagen. Ikke mere stress til mig, tak. Jeg har prøvet det flere gange efterhånden, og jeg orker faktisk ikke det pres et fuldtidsarbejde skaber. Der er andre vigtigere ting i livet hvis du spørger mig.
Engang var det vigtigt for mig at tjene mange penge, så min far kunne se jeg var dygtig, så omverdenen kunne se jeg sled og slæbte og var dygtig, så jeg kunne bevise overfor mig selv, måned efter måned at jeg var dygtig til at tjene penge. En værdi jeg fik med mig hjemmefra, selv om jeg egentlig i virkeligheden aldrig har været særlig optaget af penge. Når de har været der har jeg brugt dem, og når de ikke har været der her jeg tjent nogle nye. De sidste par år har jeg arbejdet som lønarbejder, i en kommune og senest hos en privat aktør, hvor jeg begge steder fik en god løn, men det var bare ikke det – jeg kunne ikke trække vejret, det var alt for klemt i regler og rammer, alt for klemt i at yde yde yde… Alt for lidt plads til at være, til at tilbyde nærvær og være til stede i de øjeblikke der kunne gøre en forskel, fordi de hele tiden er på vej et andet sted hen, med chefer der hele tiden siger: “Kan det vente – jeg skal lige til et møde.” jeg forstår godt præmissen, jeg vil bare ikke være en del af den mere.
Jeg har arbejdet siden jeg var 11, da stod jeg på en omvendt ølkasse hos Slagtermester Pedersen og vaskede op hver eftermiddag fra 17 – 18.30, 90 kroner om ugen. Jeg har prøvet 70 timers arbejdsuge og 30 timer arbejdesuge. Jeg har været buschauffør, pædagog i daginstitution og familiebehandler som privat aktør og i en kommune – der er afprøvet mange konstellationer i arbejdslivet, og jeg er nået hertil.
“Det er mig der er vikaren, Mona hedder jeg. Jeg er fra Pædagogisk Vikarbureau.”
Jeg smiler og træder ind. “Hvor vil i have mig?” Efter vagten siger jeg: “Tak for denne gang, måske vi ses igen.” Enkelt, vigtigt og værdiskabende i mit liv.
Hvordan har dine værdier det? Lever du efter dem eller…?
Sydhavnsmamma - Historierne står i KØ 