Featured

Min intention er at fortælle historien om mig selv – men i små bidder.

Den kan godt slå folk lidt af pinden… Så hvis du er klar så kan du følge med her på bloggen og måske blive lidt klogere på dit eget liv, på din egen historie og din egen proces.

Hele livet er en proces.

Fra fødsel til død – vi er alle sammen i proces og vi har alle muligheden for at forandre det vi ikke kan li’.

— Mona Kjærulff Hansen

Det første indlæg her vil jeg gerne rette mod begyndelsen. Ha-ha, ja hvor fanden ellers. Du skal bare vide lidt om mit udgangspunkt for at have haft det her liv, med alle mulige forfærdeligheder og alle mulige skønne øjeblikke og kærlige mennesker. Alt noget der har påvirket min måde at håndtere det hele på og min måde at være i verden på.

Idag er jeg et ret roligt menneske, med stor tålmodighed og en markant større kærlighed til andre mennesker end jeg før har haft.

Jeg er født som en uønsket graviditet. Jeg er lige under spærregrænsen og fra 1960. “Før aborten den blev fri”, som Kim Larsen synger. Ikke at min mor ikke ønskede lige præcis MIG – men altså det var et ubelejligt tidspunkt hun blev gravid på. Så du forstår nok at det ikke handlede om hende og mig som mennesker men det handlede meget om den måde jeg blev undfanget på og de vilkår min mor og far havde på det tidspunkt.

Min far havde lige sat sig som selvstændig Maler og min mor var hjemmegående, som det var mest almindeligt at kvinder var dengang. De hutlede sig noget igennem livet. Min far drak alt for meget og min mor levede et ensomt liv i København, lang fra sin familie i Horsens. Hun havde kun få veninder og var henvist til jobbet som vicevært og pasning af min bror, som er to år ældre end mig og så kom jeg.

På det tidspunkt jeg blev født havde de knap nok til saltet til et æg. Min mor har fortalt mig at de brugte kaffebønnerne to gange, og at hun kogte bleerne i en stor gryde i køkkenet. Hun har beskrevet for mig hvor slemt det lugtede og hvor meget hun hadede det. Og jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været.

De boede på Sindshvilevej på Frederiksberg. Siden kom de til at bo i Hostrups Have og efterfølgende byttede de den lejlighed med en kæmpe herskabslejlighed på Kochsvej I teaterkvarteret på Frederiksberg. De steg i graderne, i hvert fald på boligområdet og økonomisk.

Nå men – tilbage til min undfangelse. Altså der var meget alkohol i min fars liv, og historien er at han kom fuld hjem og tiltvang sig adgang til sex med min mor og vupti, så var jeg på vej. I hele mit liv har det været en ufortalt del af mit følelseunivers at jeg kunne mærke jeg var uønsket. Det blev egentlig først sagt højt da jeg var teenager og gerne ville sove hos en kæreste. Jeg har været omkring 15 år og havde Torben på 21. Han så gerne at jeg sov hos ham, men det måtte jeg ikke. Lige som jeg heller ikke måtte overnatte hos veninder op gennem skoletiden – noget jeg aldrig har fundet helt præcist ud af hvorfor, men jeg har da nogle anelser og fatasier om det. mere om det senere. Den situation der opstår er jeg vil gerne sove hos Torben, og min mor siger nej. Vi har en diskussion og jeg ender med at sige at det hun er så bange for skal ske, det kan foregå i det store spisefrikvarter – at det intet har at gøre med hvor jeg sover. Hun bliver rasende og hvæser ud gennem tænderne: “Du skulle have været en plet på lagenet, i stedet er du blevet en plet i mit liv” – “Det er hvad din fars druk har gjort”

Jeg er lammet. Jeg kan ikke røre mig og min hals snører sig helt sammen. Hun rejser sig vredt fra stolen og snerrer. “Gør hvad du vil, du er alligevel ligeglad med mig”

Jeg gjorde det ikke – sov hos Torben. Jeg blev bekræftet i at jeg ikke havde været velkommen, at det jeg ofte havde mærket hele min opvækst sammen med min mor var rigtigt. Hun ønskede ikke jeg var der. Og det er mit udgangspunkt, og senere i mit forløb hos forskellige terapeuter, under min uddannelse til terapeut og gennem mit arbejde, er det blevet tydeligt for mig at jeg på ingen måde har været alene. I min generation er vi mange uønskede, alene fordi der ikke var et valg.

Det kom til at præge mit liv i ret stor grad, og det var faktisk også det der gjorde at chancen for overgreb for mig blev langt mere present end den var hos andre børn.

Nytårs bloggen…

Nytårsfortsættere er bare ikke rigtig mig, tilbageblik har jeg løbende hen over året, så det er egentlig heller ikke en nytårsting, så hvad er der så? Jeg ved det ikke men her er i hvert fald nogle refleksioner på denne første dag i 2022.

Her til morgen lå jeg under dynen og huskede tilbage på en nytårsaften for mange år siden, hvor jeg ringede til min mor, der år efter år valgte at sidde alene nytårsaften – trods mine invitationer til at komme og deltage – den her nytårsaften ringede jeg op som jeg gjorde hvert år for at ønske godt nytår og hun tog telefonen grædende. Jeg kunne høre at hun havde grædt lidt tid, du ved når man kan høre at der har samlet sig snot og tårer både indeni og udenpå et ansigt. Jeg blev overrasket og spurgte naturligvis hvad der var sket. “Ikke noget,” snøftede hun, “det skulle du ikke opleve, det er jeg ked af.” Jeg afbrød hende, sagde det ikke gjorde noget om der var noget jeg kunne gøre. “Nej nej – mor du dig bare med dine piger, jeg er bare ikke på toppen.” Jeg fik sagt godt nytår og vi lagde på.

Næste dag besøgte jeg hende selvfølgelig, og spurgte til nattens samtale. Hun forklarede om hendes vane med at se tilbage og altid komme til at huske på alt det der ikke var der mere, alt det der ikke var i hendes liv mere, gjorde at hun savnede det – derfor havde hun grædt. Det gør jeg hvert år sagde hun, som det mest selvfølgelige i verden, at sidde alene og græde nytårsaften.

Her til morgen hvor jeg kom i tanke om det, slog det mig at hun hvert år til nytår nulstillede alt det gode, at hun med sin vane om at se tilbage på alt det der ikke længere var der, hele tiden holdt fast i smerten i sit liv. Livssmerten….

Gennem året slipper jeg, tilgiver, og takker. En praksis jeg har opøvet, som er der løbende, mindst en gang om ugen sætter jeg mig og retter bevidst al min energi ind på at finde det som slider på mig, som smerter mig og så giver jeg slip, tilgiver dem som på en eller anden måde har været med til at katalysere den energi ind i relationen mellem os, ind i mit liv. Der er ingenting der sker helt af sig selv, som jeg ser det. De relationer vi indgår i er med til at skabe det vi befinder os i, den energi vi omgiver os med i et givent øjeblik, den dannes af dine intentioner, dit ønske om hvad der nu skal ske. Og er du smertefuld og frygtsom med negativt ladede forventninger, så bliver det formentlig der efter, på samme måde som når du er tilgivende, kærlig og taknemmelig overfor situationen, så vil det større hele blive bedre for dig.

Året der er gået har budt på nogle muligheder for mig, igen i dette år en mulighed for at stå op for mig selv overfor et usundt arbejdsmiljø, en usund ledelse – hvor jeg i farten mødte nogle absolut skønne mennesker, mennesker som jeg ikke umiddelbart ønsker at slippe relationen til igen. Året har også trukket energien ud af nogle relationer som det også har genopladet andre, jeg har i flere sammenhænge stået op for mig selv (ja det er så det jeg har øvet mig på) både i de nære og i de lidt større sammenhænge. Jeg har været taknemmelig for at få den mulighed for at øve mig, og jeg har tilgivet de som satte mig i den position hvor det var nødvendigt.

Jeg er hoppet ud af nogle sammenhænge hvor jeg var en glad frivillig bidragsyder, for at skåne de relationer jeg havde, og jeg er hoppet ind i nogle nye sammenhænge hvor jeg finder mening i at give noget af mig selv og af mine kompetencer, fordi jeg gerne vil medvirke på en større klinge til at skabe bedre muligheder for andre og måske et bedre liv for nogle. Tak til Dansk Psykoterapeutforening og til landsforeningen spor for at invitere mig ind, og tak til TUBA for at tage imod min ansøgning.

Året der kommer vil byde på nogle rigtig gode ting, der kommer nye ting som jeg endnu ikke ved hvad er, der kommer nye jobmuligheder og der kommer en ny bog. Jeg er på vej ind i den sidste fjerdedel af mit liv, forudsat at jeg bliver 110 år – og jeg nyder faktisk den alder jeg har, jeg nyder den ro jeg mærker i mig, og glæden ved at jeg er kommet hertil. Mit livs udgangspunkt var ikke det bedste i verden, og alligevel er jeg nået frem til det her sted, hvor det meste giver mening, hvor jeg ser mig selv med kærlighed og glæde, hvor det at være betydningsfuld kommer indefra mig og ikke længere er afhængigt af nogle ydre omstændigheder eller mennesker.

Så til dig der har læst med her til, måske i håbet om at jeg kommer med en eller anden forkromet opskrift, til dig vil jeg bare sige: Tillykke med alt det du har opnået, smerte og lykke, glæd dig over at du er kommet hertil, at det liv du har, er det du har skabt til dig selv. Se dig selv i et kærligt lys fra i dag og i al tid frem – du fortjener at blive elsket, set og rummet med alt hvad du er, med alt hvad du har. Hvis du starter med dig selv, så følger de andre efter….

2022 kan bare komme, jeg er klar…

Er du?

Knus og kærlige tanker

Mona

Det første du mister er dig selv….

Når du samarbejder over evne, gør alt – også for meget – hvad du kan for at dine omgivelser skal være glade, skal synes du er dygtig eller skal elske dig, så er det første du mister, dig selv.

Det er sket for mig i mit rodede liv mange mange gange. Det sker for rigtig mange af os, helt uden vi opdager det. Måske lever vi videre og først mange år senere sker der noget med dig følelsesmæssigt, du går ned med stress eller depression, eller måske er det ikke helt så grelt, men du står pludselig og ser dig selv udefra, kan måske slet ikke genkende den person du kigger på. Du har mistet dig selv undervejs på dit livs rejse.

Nogle “Experter” slår sig op på at du skal skabe et liv du ikke vil holde ferie fra. Det kan jeg egentlig godt bakke op om, men der er ikke nogen hurtig vej til at opnå det, i det indre landskab vi alle har, som hos os hver især er forskelligt, bygget af de livsvilkår der blev vores. Der findes ikke noget quickfix. Du bliver i situationen når du mister dig selv, tvunget til at se på dine indre værdier, se om de stemmer overens med det du har i dit ydre liv. Du skal tage nogle nye skridt, og min anbefaling er at det er små skridt, ændre det lidt ad gangen, for langsomt men sikkert at komme til et sted hvor du ikke længere mister dig selv, men er fast forankret i hvem du er og hvordan dit liv skal se ud.

I min seneste ansættelse opdagede jeg hurtigt at jeg var ved at miste mig selv, og så kom jeg derfra i en vis fart. Jeg har en personlig relation hvor jeg mærker jeg skal holde godt fast i mig selv, for ikke at komme til at miste mig selv, fordi relationen i mange år har været betydningsfuld for mig, givet mig meget. Og lige der i det mere nære, handler det også om at vi på forskellige tidspunkter i livet er forskellige steder, og de mennesker vi omgiver os med, bringer noget ind vi har brug for, og vi bringer noget til dem som de har brug for. Når den gensidige udveksling af menneskelig gaver ikke længere er nødvendig, så viser det sig om vi er forbundne i hjertet eller i noget følelsesmæssigt reparationsarbejde. Jytte Vikkelsø https://jyttevikkelsoe.dk taler i sin bog, “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” om de skader vi hver især har fra vores opvækst, og hvordan det er muligheden for at få det repareret der gør at vi tiltrækkes til den anden, derfor vi forelsker os i lige præcis dem. Jeg tror det er sådan i de fleste relationer, ikke kun i parforholdet.

I mit liv er der gennem tiden rejst mange mennesker igennem, som i en periode kastede lys på noget i mig der var i stykker, noget der skulle repareres. Som helt ung og i mit tidlige voksenliv havde jeg svært ved at forstå de mønstre der gentog sig, svært ved at se hvad de skulle til for, hvorfor jeg gentog igen og igen havnede i svære relationelle positioner, indtil jeg var på kanten af døden – så tog jeg en radikal beslutning om at vende fokus ind i mig selv, om at ændre mit liv til at handle om mig og kun mig. Jeg blev pludselig overvældende pinefuldt bevidst om at hvis ikke jeg fungerede bedre, så ville min datter (døtre) komme til at lide under det. Jeg havde helt og aldeles mistet mig selv.

Jeg har brugt mange mange timer i forskellige terapiforløb, uddannet mig selv til terapeut og familiebehandler og fundet tilbage til mig. Her i den sene del af mit liv står det helt klart for mig at det er det, det hele drejer sig om, at rejse hjem til sig selv og blive et helt menneske som andre, der er på deres egen rejse kan spejle sig i, og vokse ved at mødes med undervejs. Der er ingen dato for hvornår i livet rejsen hjem til dig selv slutter, men jeg tænker at jo før du indser at du er på lige præcis den rejse, så når du frem tidligere end du ellers ville.

Jeg er i dag så priviligeret at jeg får muligheden for at støtte andre på deres rejse. Det er en stor gave for mig når der lander indsigter, når et ungt menneske slipper forestillingen om at skulle tilfredsstille alle andre end dem selv, så glædes mit hjerte. Sådan er det også når det er voksne der endelig når frem til at skilsmissen er bedre en ægteskabet, når de kommer ud på den anden side i venskab og kærlighed med ægtefællen, der også ser sig selv i et nyt lys. Når en mor får øje på hvor stor betydning hendes gøren og laden har for hendes børn, når hun vælger at stoppe op og ændre kurs, så glædes mit hjerte…

Forandring er ikke kun svært, det er også vigtigt og glædeligt. Så står du der foran spejlet og kigger på dit eget ansigt og tænker: “Hvad fanden skete der – hvem er du?” så er det tid til en forandring.

Min trilogi om Monica handler om forandring, om en hård rejse hen mod målet og om hvordan det kan lykkes at vende skuden uanset hvor slemt det ser du. Du kan købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/mona-kjaerulff-hansen/ eller på alle andre gængse platforme. Jeg har indtalt den til dig som lydbog, og den kan købes som e-bog og naturligvis som trykt bog. I næste uge skriver jeg bind 2 færdig, den glæder jeg mig til at dele med jer.

Hav en dejlig søndag og hav en god rejse hjem til dig.

Knus Mona

website: http://monak.dk/forfatterskab/

Engang ville jeg gerne være rig…

Årene skifter værdierne ud efterhånden som jeg bliver klogere, ældre og lægger mere og mere afstand til min forældres værdier. Som en der er vokset op i 60’erne og 70’erne i et småborgerligt hjem på Frederiksberg lå værdikampen for mig som ung teenager et helt andet sted. Jeg tror egentlig ikke jeg var bevidst om det med menneskelige værdier, for der var aldrig nogen der talte om det. Om det at være et ordentligt menneske, hvad det betød eller hvordan det så ud. Bevares der var sætninger som “En aftale er en aftale” – “Har du sagt A må du også sige B” – “Man skal være en der er til at stole på”, men sådan grundlæggende menneskelige værdier kontra de kommercielle materialistiske værdier, den samtale fandt ikke sted, eller hvis den gjorde var jeg ikke med i den.

Så menneskelige værdier som en grundlæggende vejviser i mit indre er noget jeg selv har udviklet, noget jeg har arbejdet mig frem til at se i mig selv. Og selv om jeg en stor del af mit liv har arbejdet for at tjene penge, og også i perioder har tjent rigtig mange penge, så er det bare ikke så vigtigt længere. Nu her hvor jeg er imellem jobs – igen – ser jeg ingen grund til at halse efter et job hvor indtjeningen er høj, eller et job hvor ydelsen altså det reelle arbejdes tid, nødvendigvis skal være meget lille i forhold til indtjening. Jeg ser efter trivsel, ser efter hvordan mit liv skal være for at jeg trives. Og lige nu er det et liv som vikar for et pædagogisk vikarbureau. det giver stor frihed til at planlægge selv, til at være til stede i det konkrete arbejde, være nærværende i de timer du hjælper til et sted, og det er et privilegie som er vikaren forundt. Der er ikke noget jeg skal være ansvarlig for at planlægge, skrive eller overskue, jeg er vikaren der kommer, løser en opgave og går hjem igen. Mens jeg er der tager jeg naturligvis mit ansvar alvorligt og fylder fuldt ud opgaven, men der ligger ikke noget og rumler når jeg går hjem, ingen ufærdige opgaver, ingen behandlingsplaner og ingen udvidede forventninger. For mig er det lige nu en grundlæggende værdi, at gå hjem med en rolig hjerne der ikke suser rundt, og har svært ved at finde hvile.

At kunne skrive mine tekster, her på bloggen og mine bøger. At kunne være i livet med kærlighed, nærvær og glæde, er mit ønske for hverdagen. Ikke mere stress til mig, tak. Jeg har prøvet det flere gange efterhånden, og jeg orker faktisk ikke det pres et fuldtidsarbejde skaber. Der er andre vigtigere ting i livet hvis du spørger mig.

Engang var det vigtigt for mig at tjene mange penge, så min far kunne se jeg var dygtig, så omverdenen kunne se jeg sled og slæbte og var dygtig, så jeg kunne bevise overfor mig selv, måned efter måned at jeg var dygtig til at tjene penge. En værdi jeg fik med mig hjemmefra, selv om jeg egentlig i virkeligheden aldrig har været særlig optaget af penge. Når de har været der har jeg brugt dem, og når de ikke har været der her jeg tjent nogle nye. De sidste par år har jeg arbejdet som lønarbejder, i en kommune og senest hos en privat aktør, hvor jeg begge steder fik en god løn, men det var bare ikke det – jeg kunne ikke trække vejret, det var alt for klemt i regler og rammer, alt for klemt i at yde yde yde… Alt for lidt plads til at være, til at tilbyde nærvær og være til stede i de øjeblikke der kunne gøre en forskel, fordi de hele tiden er på vej et andet sted hen, med chefer der hele tiden siger: “Kan det vente – jeg skal lige til et møde.” jeg forstår godt præmissen, jeg vil bare ikke være en del af den mere.

Jeg har arbejdet siden jeg var 11, da stod jeg på en omvendt ølkasse hos Slagtermester Pedersen og vaskede op hver eftermiddag fra 17 – 18.30, 90 kroner om ugen. Jeg har prøvet 70 timers arbejdsuge og 30 timer arbejdesuge. Jeg har været buschauffør, pædagog i daginstitution og familiebehandler som privat aktør og i en kommune – der er afprøvet mange konstellationer i arbejdslivet, og jeg er nået hertil.

“Det er mig der er vikaren, Mona hedder jeg. Jeg er fra Pædagogisk Vikarbureau.”

Jeg smiler og træder ind. “Hvor vil i have mig?” Efter vagten siger jeg: “Tak for denne gang, måske vi ses igen.” Enkelt, vigtigt og værdiskabende i mit liv.

Hvordan har dine værdier det? Lever du efter dem eller…?

Hav en dejlig mandag.

Kærligst Mona.

Der er noget der altid vil blive boende i dig…

De seneste måneder er der (igen) sket en del i mit liv. Jeg lærer for tiden noget om relationerne i mit liv. Noget om hvordan et andet menneskes indre landskab kan fremstå for mig, og så viser det sig at det menneske er langt mere kompliceret end jeg lige havde set, og slet ikke er den jeg troede de var. Eller også, alternativt er det mig der har for høje forventninger til “de rene linjer”og dybden i relationen.

Det har taget årtier for mig, at finde ind til kærligheden i mig selv, jeg har slidt og slæbt i terapien og i mit indre for at komme frem, og jeg føler jeg er der, det meste af tiden, alligevel sker der stadig det ind imellem at den trædes under fode, jeg ser ikke at det er de andre der gør det, jeg ser at det er noget der sker inde i mig, ud af mit ønske om at have tætte relationer, altså sådan nogle rigtig tætte nærmest familiære relationer, med mennesker jeg faktisk ikke er i familie med, relationer hvor jeg kan mærke kærligheden sammen med den anden – altså det er jo ikke sådan en romantisk kærlighed jeg taler om her – men den mellemmenneskelige slags, den slags der gør at jeg tør mærke og sige det der er til stede i mig. Den slags der understøtter mit mod til at være mig, til at være den jeg er, med al min sårbarhed og al min kærlighed.

I den kontekst bliver frygten for at miste relationen den skygge der kastes ind over min side af relationen, fordi jeg har oplevet så mange svigt, så mange der alligevel ikke mente det de sagde, og det gør at jeg hurtigt bliver bange, den skygge gør mig bange. Der; i det mellemrum mellem kærlighedens lys og den skygge, kastes jeg tilbage i min betydningsløse barndom, i mit indre kaotiske barndoms og ungdomsliv, hvor jeg faktisk ikke tåler at være i særlig lang tid, og så trækker jeg mig.

Når følelsen af forladthed og betydningsløshed tager fat i mig nu om stunder, er det mit største ønske at komme ud af det, væk fra det, fordi jeg godt ved det ikke er sandt og samtidig er det de følelser der stormer frem. Jeg oplever jo, i situationen at der er nogen der vil gøre mig ondt, at de holder mig ud i strakt arm og ikke “rigtig” vil mig alligevel – det betyder at jeg flytter mig, i mit ønske om at passe på mig selv. Det bliver efterfølgende den sandhed, der skaber den samtale jeg har med mig selv om det der sker i relationen til den anden. For selv om jeg er modig, så skræmmer det mig også fra vid og sans at åbne for det dilemma, som måske eller måske ikke er mig eget, det som jeg ser i den konstellation.

Giver det overhovedet mening for andre end mig…???

Når det så er sagt, så er jeg igen i en transformationsproces. Jeg har færdiggjort bind 2 i trilogien om Monica og den er sendt ud til Betalæsere der graciøst har stillet sig til rådighed. “Det som ingen hørte” er titlen. Den handler om efterspillet fra bind 1. Jeg lægger løbende op på Instagram om indholdet du kan forvente i bind 2. Og jeg er allerede startet på Bind 3, hvis titel ikke er helt på plads endnu. Så på den front går det ret godt. Da jeg kom hjem fra USA dengang for mere end 30 år siden, gik der nogle år og så blev jeg kontaktet af Interpol i forbindelse med sagen om ham der tog mig og datteren som gidsler og udsatte mig (og sekundært hende) for ekstreme overgreb før det lykkedes for mig at sørge for at vi blev reddet. Hvad ville de mig fra Interpol, og hvad skete der så…? Det er det bind 2 handler om blandt andet.

Har du endnu ikke læst bind 1: Og Ingen taler Om det, kan du købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/mona-kjaerulff-hansen/

Nå, jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte idag…

Alt godt til dig sveske 😉

Mona

De triste dage, hvor jeg tænker: Jeg kan ikke mere…

De er der også, dagene hvor jeg overvældes af mit eget indre landskab, hvor tårerne bare kommer og den altoverskyggende følelse er at jeg bare ikke kan mere. Hvor mine hænder lander foran mit ansigt og jeg siger ud i den tomme stue – foruden hunden – at jeg bare ikke kan mere. Det er ikke nødvendigvis en dag hvor jeg har haft travlt på jobbet, eller der er sket noget specifikt, denne gang var det på en fridag som jeg egentlig havde sat af til at jeg skulle skrive – men jeg kunne ikke, jeg var for trist, for overvældet. Jeg fandt et par ører der kunne holde ud at jeg havde det sådan, så kan du tænke at det var en god ven, men det var nede i vores lokale Café hvor en sagde: “Nå hej Mona, hvordan går det?” et helt uskyldigt spørgsmål som vi stiller til hinanden hele tiden, men for mig på denne dag blev det til en lang snak om overbelastning i socialt arbejde, om livsvilkår der i sidste ende tager pippet fra os, selv om vi formår at få en dag og et liv til at fungerer, så tager det ind imellem pippet fra os, og vi græder.

Det hjalp at Lone lyttede, jeg fik det lidt bedre. Omend resten af dagen bar præg af tristheden, jeg sov på sofaen, jeg gik med hunden, jeg handlede og spiste, jeg tog mig af mig selv, og landede i at ja, der er sådanne dage når man som jeg har været udsat for mange overgreb i livet, når man som jeg insisterer på at de ikke skal definere mig, og når man som jeg vælger at snakke om det – at have været udsat for overgreb i barndommen præger et liv. Her et link til Caféen, som er en køretur værd.

https://www.instagram.com/lonassandwich/?hl=da

solen står altid op, uanset hvad. Så er der altid en dag i morgen.

Alle disse små elementer fra menneskers liv, fra samfundet og de debatter der ofte raser om hvordan kvinder reagerer, om hvad kvinder “bare” kan gøre når de udsættes for mænd der ikke kender grænserne, eller mænd der udsættes for kvinder der ikke kender grænserne kan virkelig få mig hen i et hjørne hvor jeg ikke ved om jeg skal kaste op, skrige, kæmpe eller græde. Jeg vil ikke her redegøre for de videnskabeligt beviste reaktionsmønstre mennesker besidder når de krænkes (i krig, af en voldsmand, overgreb i barndommen o.s.v.) men jeg vil gerne understrege at jeg eksempelvis selv fortrængte overgreb fra barndommen i 20 år. Det var først da jeg selv skulle være mor at de kom frem i min bevidsthed, og så kan det ellers nok være at jeg kom i proces, og det helt uden at jeg selv havde kontrol over det. Jeg gik fra at blot have overlevet i livet uden at vide hvorfor min skæbne var som den var, til at overleve med en bevidsthed om hvad der var sket og en vilje og et ønske om at rydde op i det, så jeg kunne få et godt og normalt følelsesliv. Nu mere end 30 år senere mærker jeg stadig konsekvenserne af de overgreb, jeg mærker stadig at jeg voksede op i en familie hvor følelserne ikke havde noget sprog, jeg mærker stadig hvordan jeg i min kerne er læderet, hvordan mit nervesystem fortsat reagerer når jeg er presset, eller når omgivelserne ikke anerkender den del af senfølgerne. Landsforeningen Spor www.landsforeningenspor.dk gør et kæmpe stykke arbejde for den del, og der er mange stemmer derude, mænds og kvinders der lægger ind med indlæg i samfundsdebatterne, men for helvede altså der er sgu lang vej endnu når en Naser Khader kan fortsætte med at udsætte kvinder for overgreb i så mange år, og når de kvinder der så modigt står frem så bliver udskammet. Det rammer mig i mit selv, det rammer mig der hvor det gør allermest ondt – der hvor vi der har været udsat ikke bliver troet. Det er den største skræk man har inden man siger det højt, det er ikke at blive troet. Og det handler ikke om man er sådan en der lyver, det handler om den kultur der er, i synet på kvinders ret til at sige nej, også selv om det er en kendt relation, et familiemedlem, en kammerat af familien eller hvem fanden det nu er der er krænkeren.

Jeg følger forskellige mennesker på instagram og det er ikke ofte jeg fremhæver nogen, men vil du gerne blive klogere, både på den her del, men også på livet som alene mor, forældreskabet, og det at folde sig selv ud som kvinde, så vil jeg gerne pege på

Freyamaj November

http://www.frejamaynovember.dk hun har både en blog og selvfølgelig er hun til stede på de andre medier også. Hun siger mange kloge ting og er god til at nuancere debatten.

Nå men, jeg kan jo godt mere. I dag kan jeg godt. Jeg kan godt tænke at mine elevator følelser både handler om overbelastning gennem mange år, og også om at jeg faktisk er blevet bedre til at mærke mig selv, at jeg måske faktisk er ved at nå ind i normalområdet hvad følelsesliv angår. Og efter at have været syg med stress 3 gange siden 2018, og været udsat for Ballerup Kommunes dårlige behandling (en sag som stadig kører) så er jeg jo også mere sårbar, jeg er ikke lige så stærk som jeg var før – og det skal jeg nok heller ikke være, for det var jeg i høj grad fordi jeg formåede at pakke mig selv sammen og bare klare det… Ikke særlig sundt vil jeg gerne understrege.

Vi vokser allesammen hele livet, vokser ind i os selv. Jeg husker ikke hvem der har sagt det, men det at blive født er starten på en lang rejse som dybest set handler om at blive sig selv. Den handler om at livet former dig, danner dig og uddanner dig og efterhånden som tiden går bliver du klogere og klogere på hvem du er i den samtid du lever i. Jeg oplever at mange unge i nutiden ikke har til sinds at tilpasse sig i samme høje grad som jeg og min generation gjorde. Jeg synes jeg ser og oplever en styrke i dem, en styrke der gør at mange går deres egen vej, som også er med til at forandre kulturen omkring opfattelsen af kvinder og mænds dannelse, hvad er på spil og hvordan håndteres det. Kom bare ungdom tag et standpunkt, vis hvem i er.

Nå, men på denne lørdag hvor regnen stille falder og jeg sidder her med min computer ville jeg bare lige lave et opråb, pege på gode folk og sige til dig derude, vi bliver allesammen kede af det engang imellem, vi kender alle på en eller anden måde til overbelastning, til at miste os selv og til ikke at få sagt fra på en tydelig og præcis måde. Vi er helt normale, og vi siger fra undervejs det bliver blot ofte på måder der ikke er synlige for andre.

Læs min bog “Og Ingen Taler Om Det” den beskriver alle de måder man kan sige fra på, den beskriver et liv præget af senfølger. Find den her: http://monak.dk/forfatterskab/ eller på alle andre platforme, den er både som bog, e-bog og lydbog.

Hav en god lørdag og søndag.

Kærligst Mona.

Det traumatiske og traumerne…

I den seneste tid har jeg stiftet nærmere bekendtskab med Dr. Gabor Matè han er et særligt menneske der via sine egne traumer og sin lægegerning har forsket i og skilt ad den fortælling der er om traumer, om en traumatisk opvækst og han fortæller på en rigtig god og forståelig måde hvordan det hele hænger sammen. Jeg lægger et link til ham herunder hvis du finder det interessant og/eller selv har behov for at forstå.

Læs mere om denne mand her https://drgabormate.com/about/ Du kan også finde ham på Youtube, og senest har han lavet en dokumentar om sit arbejde som du kan finde her: https://wisdomoftrauma.com/movie/?fbclid=IwAR0-sDythyDBLjrFKevaBqFEZDNo2Gpova9FoVi0i1ioAsSZQNG2_xkNcpY det er muligt du skal donere lidt til hans arbejde, men de penge er godt givet ud. Du vil forstå dig selv bedre efter at have set den film.

Traumer får vi alle, og fra Gabor så jeg den her inspirerende film: https://l.facebook.com/l.php?u=https%3A%2F%2Fyoutu.be%2FBVg2bfqblGI%3Ffbclid%3DIwAR38EGBXRslh9kF01fL7SOxfv4Zc210SNhBWjRz9_GM6RrY6Fe-vqbmoXBA&h=AT1dgdA5rUR4iN1A7KiG0F-pkrRWsIOzfql3NBPgv2WKtWY3PaO21KyORPJcYNmU_AQrpRhUx0DXreVbZDLh8MlzzBa_gKhz_0NARhEPbYQGOz-We1QH9wtTXDhMdR1H18sn4VukKg&__tn__=%2CmH-R&c[0]=AT3hpD-mRP3pRrbEFRhQaphxyBxQ8Cacc0woP9nRMBjG1yKUZy7Na5zSBDV-hxNPKkT4QsusIT-N3XymYKwObL4Ic7vqptXITcX-0yNoM65u9kDPRClCyNi-KMdnizaGvlx_ZpGTa5BsjXo-QCYIpSbIhw

Den fortæller hvordan små traumer som manglende tilknytningsevne hos forældre skaber dit indre univers, hvordan dine serotonin niveauer er for lave på den baggrund, og at det påvirker dig humør og din livskvalitet hele vejen. Byggestenene til din afhængighed – uanset hvordan den så ser ud – kommer herfra. De tidlige år er afgørende for om du klarer dig i livet. Der var en periode hvor man undsagde sig at det ikke altsammen kunne være mor skyld, og her må jeg bare sige at det er i høj grad måden hvorpå man er mor & far der afgør en livsbane. I voksenlivet, endda som ung kan vi selv begynde at vælge, det kræver dig at vi har indsigt i vores egne mønstre og kan gennemskue hvor de kommer fra. Lige for tiden taler jeg med flere unge, og alle bliver indlysende oplyst og ser klart hvordan deres forældres valg og evner til det emotionelle præger deres livsbaner. De er inspirerende at tale med og deres lyst og vilje til at forandre det eksisterende er kæmpe stort at være vidne til.

Mine egne traumatiske oplevelser og mine traumer, som jeg også beskriver dem i min bog Og Ingen Taler Om det, fortæller en del om hvordan min vej kone til at se ud som den gjorde. Hvordan jeg igen og igen havnede i voldsregerede forhold og nedbrydende relationer – det var der jeg følte mig genkendt, der jeg på en sær måde følte mig tryg. Da jeg begyndte at hele mit indre, begyndte mit liv at forandre sig, jeg begyndte at få nye typer venner, så værdier andre steder end før og mine tidligere bekendtskaber faldt fra, og blev skubbet ud, og det ofte på ikke særlig rare måder.

At finde vej gennem livet er en lang vidunderlig rejse, det kan være en spændende rejse eller en skrækkelig rejse, alt efter hvor du lader dit udsyn pege hen og hvilke valg du træffer. Det er ikke let at forandre det eksisterende, til tiden endda benhårdt, men det er det hele værd. Det kan jeg skrive under på og det kender jeg også mange andre der kan.

Så er du lige der i livet hvor du tænker: “Jeg er klar til at se på det Mona, klar til at høre hvor mine livsknuder ligger…!” Så kan du bare ringe, så finder vi et tidspunkt hvor vi kan tale sammen. Du kan læse mere om mit virke på www.MonaK.dk priser og alt det finder du også der.

Lad sommeren omfavne dig, holde dig om hjertet og gå ud i livet med et smil på læben. Elsk dig selv, så vil kærligheden strømme til dig.

Kærligst Mona

Længe siden sidst… Du får lige en opdatering.

Skal jeg starte et sted er det for mig altid bedst at starte nu og her. Denne dag hvor jeg faktisk har fri fordi jeg er gået ned i tid, og alligevel forholder mig til en mail eller 2, taler med en advokat og laver et opslag på Linkedin. Men med de arbejdsvilkår jeg har hos min nyeste skønne chef, så er det altså helt ok. Jeg er stadig socialarbejder, familiebehandler og terapeut, og inderst inde er det der jeg trives og elsker at være. Når det så er sagt, så kan jeg også godt mærke den stress der bor i min krop. Jeg blev faktisk for nylig opmærksom på at mit nervesystem stadig er berørt af de gange jeg har været syg med stress. Min historie, med overgreb, vold og overlevelse på overlevelse, giver mig måske en ekstra sårbarhed, og samtidig oplever jeg også, at jeg her hvor jeg er på den anden side af 60 år, mærker mig selv mere end nogensinde før. Er det så et sundhedstegn, eller er det en konsekvens af det hele? Opvæksttraumer, psykiske sygdomsperioder som voksen – depression og stress – eller er jeg efterhånden så sund at det jeg mærker er det alle andre også (altid) kan mærke? Jeg ved det jo faktisk ikke, for jeg er jo mig med alt hvad det så betyder.

Hele historien med min ansættelse i en kommune som du kan læse om her er endnu ikke slut. Jeg har en sag der ligger i ligebehandlingsnævnet, som det kan tage 8 – 10 måneder at færdiggøre. Men de tog den op, og for det er jeg taknemmelig. Jeg kan desuden sige at de mellemledere der var tale om nu er ansat i nye ledelsespositioner, den ene på et opholdssted for sårbare unge, og en anden i en ny kommune hvor han så er steget lidt i hierakiet…. Den lader vi lige stå et øjeblik. Desuden har den person der var Arbejdsmiljørepræsentant opsagt sin stilling. Det skete da Ligebehandlingsnævnet rørte på sig og hun blev forholdt den måde hun havde ageret på – om der er en sammenhæng skal jeg lade være usagt, men jeg kan ikke undgå at tænke mit.

Jeg går for tiden til nogle undersøgelser på Hvidovre hospital, undersøgelser hvor jeg skal op i det der leje – du ved – der hvor vi som kvinder føler os mest sårbare. Den situation har jeg altid kunne klare ved at dissociere, altså skille mit hoved ad fra min krop. Det kan jeg ikke mere, der lå jeg og selv om jeg havde fortalt om min skadede krop og mit skadede nervesystem, så løb tårerne ned ad min kind og sygeplejersken holdt mig i hånden. Så søde og nænsomme var de, og selv da lægen sagde: “Du skal lige slappe lidt mere af!” og jeg måtte svare: “Det bliver sgu nok ikke mere end det her, du må bare gøre det du skal!” og jeg mærkede min skam over ikke at kunne levere det hun gerne ville have, så er jeg nok psykisk sundere nu end jeg nogensinde har været – og samtidig har jeg en dyb erkendelse af at der er noget af det der er senfølger af de seksuelle overgreb der aldrig helt vil forsvinde. Både dem jeg udsattes for i barndommen og dem jeg gennemlevede som voksen.

Til den gode side er jeg blevet inviteret til at læse op af min bog til årets Folkemøde som i år er splittet op og foregår her og der landet over. jeg skal møde op på Østerbro og du er velkommen. Tænk hvor er det stort at de gerne vil lytte til mig….

Du kan læse hvor og hvornår via dette link: https://fountain-house.dk/?s=Folkemøde

Samtidig er der også de her øjeblikke hvor jeg køber en ny sofa, en ret dyr sofa – som for måske første gang i mit liv er valgt fordi den er flot, passer ind i det hjem jeg elsker så højt, som ikke er fra Ikea, fra genbrug eller er den gamle forklædt med et nyt betræk. De stunder hvor jeg kommer med Brug Bolden www.brug-bolden.dk til Middelfart og oplever at gøre nytte som formand for den bestyrelse. Stunder hvor jeg i Pårørende netværket sammen med bestyrelsen og mange frivillige skaber rådgivning for mennesker berørt af misbrug. Øjeblikke hvor kolleger der har læst min bog, vender tilbage med en stor krammer og fortællinger fra deres læseoplevelse. Når mennesker jeg hjælper siger at jeg har gjort en forskel i deres liv, og jeg faktisk er i stand til at tage imod anerkendelsen, frem for at forklare min indsats og flytte fokus fra min dygtighed, som jeg ellers har gjort i så mange år. Jeg hører mig selv sige at jeg er dygtig til mit arbejde, jeg hører min chef sige med respekt og kærlighed i sin stemme: “Altså Mona det er da utroligt med dig, hvornår forstår du hvor dygtig du faktisk er…?” mens hun ser mig ind i øjnene. Med alt det her føles det som om jeg heler fra det dybeste sted, der hvor min mors afvisning ligger, sammen med undfangelsen, der hvor der ingen ord er – der hvor jeg er allermest ødelagt. For det er jeg dybt taknemmelig hver eneste dag.

Både for det jeg mærker og tager imod fra andre, men også og måske især for den jeg er blevet til som menneske, på trods af at der var en tid hvor alle odds var imod at det liv jeg havde skulle blive et godt liv.

Jeg tuder lidt mens jeg skriver det her blokindlæg, fordi det igen går op for mig at det i derude siger til mig, det i siger om mig er sandt. Hold kæft jeg er kommet langt.

Hvis du ikke vidste det, så kommer jeg gerne ud og holder foredrag og fortæller om min personlige rejse, med udgangspunkt i min bog Og Ingen taler Om det som du kan købe via linket ovenover, eller direkte fra mig med en hilsen i. Jeg tager også imod klienter i individuel terapi skulle du have brug for det. Du kan finde mit nummer og andre oplysninger på min hjemmeside www.MonaK.dk

Kære du, hav en dejlig dag og pas godt på dig. Lyt til dit hjertes stemme, find din vej med den og skab dig selv et godt liv.

Mona

Rodløs, vaklende, omstillingsparat eller skadet?

Jeg vakler i min valg. Det gør jeg nærmest daglig. Altså jeg vælger relativt hurtigt når jeg vælger, og jeg står ved det jeg vælger. Jeg vælger mest noget der fungerer, jeg vælger mig selv og jeg vælger ud fra det liv jeg gerne vil se mig selv i. Jeg er ikke længere afhængig af om omgivelserne synes det er et godt valg, eller af at få anerkendelse eller andet i den dur, for mine valg – sådan synes jeg ikke det er. Jeg vælger alene fordi det valg synes at være et godt valg for mig, på det givne tidspunkt. Og det er det også, de fleste gange – jeg står ved mine valg, står ved den jeg er og samtidig vakler jeg… Hvad handler det så om?

Lad mig prøve at undersøge det her, mens jeg skriver… Jeg træffer langt om længe et valg om at sende min bog til nogle for mig, relevante modtagere. Du der følger med her, ved at jeg har skrevet en bog der hedder: “Og Ingen Taler Om Det” som handler om senfølger af overgreb, og om hvilket liv man får når man vokser op i en familie hvor følelserne ikke har noget sprog. Jeg nævner i bogen Dannerhuset, og jeg har nu pakket en bog til dem. Det virker for mig som et godt valg, et valg jeg har tænkt over længe. Jeg har vejet for og imod, hele tiden vejende om de vil synes jeg er sådan en der pusher for egen vindings skyld, eller om de kan se at jeg bare gerne vil dele og have budskabet ud. Inde i mig er der vaklen… Jeg tænker jo det samme og er ikke heeelt klar på hvad der er hvad. Og hvad er der egentlig i vejen med at Pushe min bog ud, er der noget i det der ikke er ok? Forleden have jeg besøg af min gode ven Leif. Han har også haft sådan et liv, hvor kærlighedens sprog havde svære vilkår, han forstod det godt – og samtidig sagde han og alligevel er det nok dét du skal gøre. Og jeg er enig, det er det nok, for at få den derud hvor den kan røre ved andre mennesker, blive brugt til noget læring måske. Jeg ser andre gøre det… har de ingen skrupler tænker jeg, ingen vaklen – kører de bare på, uden at tænker over hvordan de kommer til at fremstå?

Åh, og når det så er sagt (eller skrevet) så mærker jeg også tydeligt min egen indre dæmon, som er den der spørger efter at mærke betydningsfuldheden i mig. Er jeg betydningsfuld nok, til at min bog vil blive modtaget på den rigtige måde. Jeg har et stort ønske om at komme ud og tale om min bog, om min personlige rejse – og samtidig bremser det mig at jeg har svært ved rent faktisk at være betydningsfuld, i en større sammenhæng. Jeg ved godt intellektuelt at jeg betyder meget for mange, jeg mærker det også i relationerne, der hvor det er en realitet. For ikke så længe siden mærkede jeg det så meget, at jeg græd af glæde over hvor betydningsfuld et andet menneske synes jeg er, betydningsfuld og dygtig, til det jeg laver når jeg professionelt hjælper andre mennesker.

Nå; men det der med at stille sig helt frem og sige: “Se mig, jeg er dygtig – jeg har skrevet den her bog – køb den, du vil ikke fortryde…” det er svært for mig. Der føles det som om jeg pusher unødigt, tager en plads som ikke er min. Tager den fra en anden… Men hvem er det denne anden, hvis plads tager jeg? Jeg ved det ikke, jeg tænker at den her vaklen har bund i de overgreb jeg har oplevet, bund i aldrig at føle mig betydningsfuld i min egen opvækst familie – eller det ved jeg den har, og hvordan kommer jeg den til livs? Det føles helt som om det er den nederste af den skade jeg har indeni mig, det er det sidste jeg skal arbejde med – det er den her vaklen, den her manglende tillid til at jeg faktisk er betydningsfuld, i verden, i min egen nære familie, for de som læser min bog og måske tager noget med sig, for dig måske… Og igen jeg vakler – hvilken sandhed er det, hvis sandhed er det?

Min mor døde for ikke så længe siden, jeg blev betydningsfuld for hende de sidste 10-15 år af hendes liv, fordi jeg blev den primære omsorgsperson for hende. Hvem skulle nu have troet det, hun fortalte mig da jeg var helt ung at jeg var en klods om hendes ben, det er meget længe siden og hun er tilgivet, men det sidder jo i mig – giver mig en grundlæggende følelse af at være betydningsløs… Det er her det stammer fra, og fra at hun faktisk ikke ønskede ET barn på det tidspunkt jeg blev født – det var ikke mig hun ikke ønskede, det var ET barn… ikke specifikt mig, men det blev mig der kom til at bære byrden for hende, hendes afmagt, hendes manglende energi og fravær af glæde ved det her barn – det var anderledes for min bror, heldigvis og så alligevel ikke – han bærer på jo nok på sit.

Refleksionerne er mange, vaklende – bølgende frem og tilbage hele tiden, hver dag er der nogen. De er der på mange forskellige emner og temaer, store og små – kød i dag eller ej? Det her tøj eller det her tøj? Netflix eller skrive? Læse eller gå tur? Jeg tror at det for andre er anderledes… Måske er det slet ikke det? Måske har alle denne vaklen i deres valg – send mig gerne et svar når du har læst færdig – jeg er oprigtig nysgerrig, Vakler du?

Tak for du læste med…

Vi snakkes ved.

Gemmer mig her i hjørnet – Du ved, så jeg ikke fylder…!

Mona

Man gjorde et barn fortræd…

Tove Ditlevsen skrev en bog med den titel. En bog hvor smerten er så subtil at man nærmest ikke kan få øje på den. Hvor det er erindringernes skygger der fortæller om overgrebene, om smerten om det svære og ubærlige…

Børn er en gave. Det kan vi vist alle hurtigt blive enige om. Min bedstefar sagde altid: “Børn er en guds gave og en fandens plage” – helt hvad han mente med det, ved jeg faktisk ikke, jeg spurgte aldrig. Skal jeg selv tolke ind i det, så tror jeg han mente at så længe de opførte sig ordentligt, på en måde de voksne mente var god opførsel, så var de en guds gave, og når de udfordrede deres omgivelser, så var de en fandens plage. Nu er det jo mange år siden min bedstefar døde som 87 årig, og som den gæve mand han var er jeg sikker på jeg kunne have fået en god snak med ham om den betragtning.

I går aftes så jeg “Nødråb fra et børnehjem” i tv. Hjerteskærende og sønderrivende udsendelse, og jeg siger tak til de modige unge mennesker der dokumenterer det skete. De videoklip vi så havde på ingen måde noget som helst retfærdig magtanvendelse over sig. Det var brutalt, uden grund og på ingen måde i orden. Overgreb hedder det på almindeligt dansk. I mit liv som socialkonsulent har jeg gennem årene været i kontakt med forældre og børn der har været anbragt af det offentlige i andre boformer end den de blev født ind i. Jeg har besøgt og hørt om de opholdssteder som også er med i TV. En af mine bedste venner er en gammel Godhavnsdreng, jeg kender til livet som anbragt på godt og desværre mest på ondt.

Og som jeg ser det så er det altid en alt for stor indgriben at anbringe, før alt andet er prøvet. Og sådan er det heldigvis også tit, at alt er afprøvet – anbringelsen kan også nogen gange komme alt for sent, og der er prøvet alt for mange andre foranstaltninger som ikke har virket, før man anbringer et barn – for at redde dem siger man, fra en fejludvikling.

Mange fagfolk vil skrive under på at et barneliv er skrøbeligt, fra fostertilstand, gennem fødsel og til de rammer teenage-livet, hvor de på egen hånd skal til at danne identitet overfor og op imod omverdenen. I alle de år, er de i de voksnes vold. De voksne som omgiver dem, sætter dagsordenen, de bestemmer livet for barnet, de er barnets rollemodeller, de er dem der skal støtte, undervise og udfordre barnet på hvert et udviklingstrin de er på. Børn fødes helt hjælpeløse, de ved ingenting, de kan ingenting, de er helt og aldeles overgivet til vores nåde, vores formåen. Og lad mig være den første til at sige, det er en kæmpe opgave at forme et liv. Det er på ingen måde nogen let opgave og dem der siger at vi kan det instinktivt, som vores mødre før os kunne, de ser ikke perspektivet med samfundets øjne, med udviklingens øjne med den omgivende verdens kravs øjne.

Får et barn helt basis tryghed fra starten, så lykkes det for omsorgspersonerne for Forældrene, at skabe en tryg tilknytning så er et barn godt klædt på til næste fase, formår du der som forælder, som omsorgsgiver selv at tackle livet relevant, og stadig knytte an til dit barn, uden frygt og med tillid til verden, dig selv og dem du omgiver dig med, jamen så skal det nok gå… På opholdssteder og behandlingshjem er det bare ikke sådan. Kravene til personalet er for smalle, opsynet med stederne er mangelfuld og evnen til at lytte til børnene er mere eller mindre gået fløjten når først de er havnet der.

Sidste år skrev jeg en artikel i Information, læs her hvor jeg plæderede at man ikke kan lovgive sig ud af udsatte børns mistrivsel, der er gået noget helt tabt i den forståelse af hvordan man “Reparerer” et barns fejludvikling. Og jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er med lovgivning, eller med flere anbringelser eller bortadoptioner. At anbringe børn på grund af mistrivsel, til steder hvor overgreb og High Arrousal hører til dagens orden, er i hvert fald slet ikke tilstrækkeligt eller på nogen måde det billede det offentlige bør stræbe efter at skabe af sig selv.

Desværre er vi et sted nu, hvor det offentlige har udviklet en praksis der gør dem til fjenden, det offentlige er de onde – og det endda hvis en borger selv beder om hjælp. Kampen for at få hjælp er ualmindelig hård, den er umenneskelig endda engang imellem, og det er jo mennesker der i forvejen ligger ned der beder om hjælp… til alt muligt også til forældreopgaven.

Det tager en landsby at opdrage et barn… ja det gør det også, men det tager også Kærlige arme, kærlige ord og varm kravssætning. Det tager tid og omsorg, det tager glæde og imødekommenhed. Det tager din og min indsigt og forståelse og det tager at lytte til det barnet siger… Det er hvad det tager at skabe et menneske ud af et barn der ikke trives… Og det mine damer og herrer, ser det ikke ud til at de nævnte opholdssteder er i besiddelse af, sådan som de blev fremstillet i går i TV.

Aflslutningsvis vil jeg sige at jeg også har besøgt gode, ansvarsfulde, kærlige ordentlige opholdssteder hvor man går med det gode og hvor fagligheden er høj. Ikke alle steder begår overgreb.

Nå – god weekend derude. Kys dine børn, lyt til deres stemmer, mærk deres hjerter slå – de fortæller vigtige ting.

kærlige tanker

Mona

Kom videre, slug kamelen og kom videre…

Ingen kunne vide hvilket år det ville blive, hverken sidste år, forrige år, eller dette år – som jo endnu ikke har været her ret længe, men allerede har sat kæmpe fodspor i min livsbane. Ingen tvivl om at der er gået en del forud, før jeg er nået hertil. Lad mig lige nævne: Ballerup Kommune, Stress, Ballerup Kommune, min gamle mor og hendes demens og alderdoms forløb – alt sammen noget der er skrevet om i andre blogs her på siden. Scroll og du skal finde 😉

Jeg lander i et nyt job i www.Dankbar.dk d. 1.12 2020, fast besluttet på at give den en alvorlig skalle i det her miljøterapeutiske behandlingsarbejde. Jeg er stolt af at være blevet inviteret ind her, stolt af at en kvinde som jeg respekterer og beundrer for hendes ild, hendes faglige dygtighed og hendes engagement, gerne vil have mig på sit hold. Jeg føler faktisk at jeg endelig er hende der er blevet valgt først til rundbold i skolen. Jeg starter og jeg klør på, jeg er til stede sammen med de unge, med personalet, i en for mig helt ny kontekst. Her lige før min 61′ års fødselsdag skal jeg lære noget nyt og spændende, Miljøterapeutisk behandlingsarbejde. Ikke at konceptet er mig helt fremmed, men her er det implementeret så meget, at uanset hvem du er, så kommer din egen historie i spil. Du møder ganske enkelt dig selv hele tiden og alle dine egne indre gordiske knuder, i mødet med de unge og i mødet med den indsats du skal præstere i samspillet med kolleger.

Her gik jeg og var faktisk ret overbevist om at jeg var kommet virkelig langt – og det er jeg også – misforstå mig ikke, holdt op imod hvor jeg startede, så er jeg kommet langt…

Da jeg så landede i Dankbar, kom jeg i kontakt med det her ordløse sted, det sted hvor jeg faktisk er tilknytningsforstyrret, fordi min mor havde det stramt lige på det tidspunkt hvor hun fik mig, fordi hun ikke selv formåede at vise eller håndtere sine følelser, så kunne hun bare ikke danne en tryg tilknytning, og det blev til det man kalder en “undgående tilknytning”, jeg blev en mester i at klare mig selv, jeg blev emotionelt undgående og praktisk dygtig – det er den helt korte version, og det er det jeg har arbejdet terapeutisk med i rigtig mange år – og altså stadig møder i mig selv.

Her befinder jeg mig midt i Januar, i arbejdet på gulvet sammen med de unge, der kommer med problematikker som mine, lignende emotionelle udfordringer – de unge der ligner mig så meget da jeg var ung, de der som jeg gjorde, savner at mærke kærligheden, høre følelsernes sprog – pludselig befinder jeg mig her, i et setup hvor mit indre lille barn kan mærke savnet og længslen, barnet der ordløst begynder at “græde” indeni i mig – kalde efter det jeg aldrig fik.

FUCK…. Var faktisk min første tanke da det gik op for mig at det var det der skete. Det går jo slet ikke det her. Jeg fik igen stress symptomer og klog af skade reagerede jeg på dem så hurtigt jeg kunne. Tog kontakt til chefen, sagde som det var at jeg ikke kunne tåle at være i miljøet – jeg tog mig selv og det jeg mærkede alvorligt og det blev jeg øjeblikkelig stolt af at jeg gjorde, og hvordan kunne jeg i øvrigt også gøre andet, med den viden jeg har om mig, og det jeg ved om de unges rejse – ikke at tage det alvorligt ville have været omsorgssvigt på en eller anden måde. Både af mig selv og af dem.

Jeg var klar til at blive afskediget, altså jeg var jo indenfor prøvetiden og det havde været det letteste i verden at høvle mig ud, jeg tænker jo at hun havde købt en anden vare end den hun nu sad med – men nej, jeg tilbydes at gå ned i tid, jeg får så meget omsorg at jeg nærmest ikke kan være i det, og bedst som vi får en aftale på plads pr. 1 februar, og mens jeg stadig er sprød, grådlabil og føler mig rystet over min egen reaktion på den miljøterapeutiske indvirkning, så dør min mor.

Ja man kan jo tænke at Universet sender mig ud i en turbulens igen og igen, så jeg lige kan lære det sidste – og jo tak det gør jeg så, og tager imod, men altså helt ærlig så kan jeg faktisk godt lide selv at bestemme hvornår læringen skal komme, på hvilken måde og den slags, men jeg tænker også at en del af mig har sluppet kontrollen, i en del af mig læner jeg mig ind i og stoler på at Universet har mig, holder mig og præsenterer mig for det der er bedst for mig. Min erfaring er jo også at vi ikke bliver presset ud i noget som vi ikke er i stand til at klare… Så det her skal også nok gå fint.

Kan du se hvordan det hele hænger sammen på en meget finurlig og smart måde – for det kan jeg.

Nu er min mor lagt til hvile, jeg har omlagt min arbejdssituation sammen med den kærligste af chefer, og alt er jo som det skal være.

Bind 2 i serien om Monica er på vej, lydbogen er indtalt og jeg har besøgt dygtige www.caritasfischer.dk som fortæller at der kommer mange gode ting min vej i dette år. Der indfinder sig så småt en følelse af frihed fordi jeg ikke længere skal tage vare på min mors trivsel (som jeg har gjort det de sidste 10-15 år) og jeg mærker så småt igen min indre styrke og lader min viden støtte mig, i min fortsatte personlige rejse mod et bedre hele.

Mine veje krydses af præcis de mennesker jeg har brug for, Jeg oplever præcis de ting jeg skal for at finde retning i mit liv…. Så igen: Alt er godt.

Har du fået læst bogen jeg skrev og udgav i 2020? Du kan stadig nå det, køb den her: https://www.saxo.com/dk/og-ingen-taler-om-det_mona-kjaerulff-hansen_haeftet_9788793927445 – og lige om lidt kommer den på Lydbog.

Jeg bliver færdig med bind 2 inden længe, så kan du igen følge Monica på hendes rejse, og den kvikke læser kan vist godt regne ud hvem Monica’s persona er bygget på…

Det var bare det jeg ville på denne skønne forårsdag i slutningen af februar.

Alt godt til dig