Featured

Min intention er at fortælle historien om mig selv – men i små bidder.

Den kan godt slå folk lidt af pinden… Så hvis du er klar så kan du følge med her på bloggen og måske blive lidt klogere på dit eget liv, på din egen historie og din egen proces.

Hele livet er en proces.

Fra fødsel til død – vi er alle sammen i proces og vi har alle muligheden for at forandre det vi ikke kan li’.

— Mona Kjærulff Hansen

Det første indlæg her vil jeg gerne rette mod begyndelsen. Ha-ha, ja hvor fanden ellers. Du skal bare vide lidt om mit udgangspunkt for at have haft det her liv, med alle mulige forfærdeligheder og alle mulige skønne øjeblikke og kærlige mennesker. Alt noget der har påvirket min måde at håndtere det hele på og min måde at være i verden på.

Idag er jeg et ret roligt menneske, med stor tålmodighed og en markant større kærlighed til andre mennesker end jeg før har haft.

Jeg er født som en uønsket graviditet. Jeg er lige under spærregrænsen og fra 1960. “Før aborten den blev fri”, som Kim Larsen synger. Ikke at min mor ikke ønskede lige præcis MIG – men altså det var et ubelejligt tidspunkt hun blev gravid på. Så du forstår nok at det ikke handlede om hende og mig som mennesker men det handlede meget om den måde jeg blev undfanget på og de vilkår min mor og far havde på det tidspunkt.

Min far havde lige sat sig som selvstændig Maler og min mor var hjemmegående, som det var mest almindeligt at kvinder var dengang. De hutlede sig noget igennem livet. Min far drak alt for meget og min mor levede et ensomt liv i København, lang fra sin familie i Horsens. Hun havde kun få veninder og var henvist til jobbet som vicevært og pasning af min bror, som er to år ældre end mig og så kom jeg.

På det tidspunkt jeg blev født havde de knap nok til saltet til et æg. Min mor har fortalt mig at de brugte kaffebønnerne to gange, og at hun kogte bleerne i en stor gryde i køkkenet. Hun har beskrevet for mig hvor slemt det lugtede og hvor meget hun hadede det. Og jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været.

De boede på Sindshvilevej på Frederiksberg. Siden kom de til at bo i Hostrups Have og efterfølgende byttede de den lejlighed med en kæmpe herskabslejlighed på Kochsvej I teaterkvarteret på Frederiksberg. De steg i graderne, i hvert fald på boligområdet og økonomisk.

Nå men – tilbage til min undfangelse. Altså der var meget alkohol i min fars liv, og historien er at han kom fuld hjem og tiltvang sig adgang til sex med min mor og vupti, så var jeg på vej. I hele mit liv har det været en ufortalt del af mit følelseunivers at jeg kunne mærke jeg var uønsket. Det blev egentlig først sagt højt da jeg var teenager og gerne ville sove hos en kæreste. Jeg har været omkring 15 år og havde Torben på 21. Han så gerne at jeg sov hos ham, men det måtte jeg ikke. Lige som jeg heller ikke måtte overnatte hos veninder op gennem skoletiden – noget jeg aldrig har fundet helt præcist ud af hvorfor, men jeg har da nogle anelser og fatasier om det. mere om det senere. Den situation der opstår er jeg vil gerne sove hos Torben, og min mor siger nej. Vi har en diskussion og jeg ender med at sige at det hun er så bange for skal ske, det kan foregå i det store spisefrikvarter – at det intet har at gøre med hvor jeg sover. Hun bliver rasende og hvæser ud gennem tænderne: “Du skulle have været en plet på lagenet, i stedet er du blevet en plet i mit liv” – “Det er hvad din fars druk har gjort”

Jeg er lammet. Jeg kan ikke røre mig og min hals snører sig helt sammen. Hun rejser sig vredt fra stolen og snerrer. “Gør hvad du vil, du er alligevel ligeglad med mig”

Jeg gjorde det ikke – sov hos Torben. Jeg blev bekræftet i at jeg ikke havde været velkommen, at det jeg ofte havde mærket hele min opvækst sammen med min mor var rigtigt. Hun ønskede ikke jeg var der. Og det er mit udgangspunkt, og senere i mit forløb hos forskellige terapeuter, under min uddannelse til terapeut og gennem mit arbejde, er det blevet tydeligt for mig at jeg på ingen måde har været alene. I min generation er vi mange uønskede, alene fordi der ikke var et valg.

Det kom til at præge mit liv i ret stor grad, og det var faktisk også det der gjorde at chancen for overgreb for mig blev langt mere present end den var hos andre børn.

Engang ville jeg gerne være rig…

Årene skifter værdierne ud efterhånden som jeg bliver klogere, ældre og lægger mere og mere afstand til min forældres værdier. Som en der er vokset op i 60’erne og 70’erne i et småborgerligt hjem på Frederiksberg lå værdikampen for mig som ung teenager et helt andet sted. Jeg tror egentlig ikke jeg var bevidst om det med menneskelige værdier, for der var aldrig nogen der talte om det. Om det at være et ordentligt menneske, hvad det betød eller hvordan det så ud. Bevares der var sætninger som “En aftale er en aftale” – “Har du sagt A må du også sige B” – “Man skal være en der er til at stole på”, men sådan grundlæggende menneskelige værdier kontra de kommercielle materialistiske værdier, den samtale fandt ikke sted, eller hvis den gjorde var jeg ikke med i den.

Så menneskelige værdier som en grundlæggende vejviser i mit indre er noget jeg selv har udviklet, noget jeg har arbejdet mig frem til at se i mig selv. Og selv om jeg en stor del af mit liv har arbejdet for at tjene penge, og også i perioder har tjent rigtig mange penge, så er det bare ikke så vigtigt længere. Nu her hvor jeg er imellem jobs – igen – ser jeg ingen grund til at halse efter et job hvor indtjeningen er høj, eller et job hvor ydelsen altså det reelle arbejdes tid, nødvendigvis skal være meget lille i forhold til indtjening. Jeg ser efter trivsel, ser efter hvordan mit liv skal være for at jeg trives. Og lige nu er det et liv som vikar for et pædagogisk vikarbureau. det giver stor frihed til at planlægge selv, til at være til stede i det konkrete arbejde, være nærværende i de timer du hjælper til et sted, og det er et privilegie som er vikaren forundt. Der er ikke noget jeg skal være ansvarlig for at planlægge, skrive eller overskue, jeg er vikaren der kommer, løser en opgave og går hjem igen. Mens jeg er der tager jeg naturligvis mit ansvar alvorligt og fylder fuldt ud opgaven, men der ligger ikke noget og rumler når jeg går hjem, ingen ufærdige opgaver, ingen behandlingsplaner og ingen udvidede forventninger. For mig er det lige nu en grundlæggende værdi, at gå hjem med en rolig hjerne der ikke suser rundt, og har svært ved at finde hvile.

At kunne skrive mine tekster, her på bloggen og mine bøger. At kunne være i livet med kærlighed, nærvær og glæde, er mit ønske for hverdagen. Ikke mere stress til mig, tak. Jeg har prøvet det flere gange efterhånden, og jeg orker faktisk ikke det pres et fuldtidsarbejde skaber. Der er andre vigtigere ting i livet hvis du spørger mig.

Engang var det vigtigt for mig at tjene mange penge, så min far kunne se jeg var dygtig, så omverdenen kunne se jeg sled og slæbte og var dygtig, så jeg kunne bevise overfor mig selv, måned efter måned at jeg var dygtig til at tjene penge. En værdi jeg fik med mig hjemmefra, selv om jeg egentlig i virkeligheden aldrig har været særlig optaget af penge. Når de har været der har jeg brugt dem, og når de ikke har været der her jeg tjent nogle nye. De sidste par år har jeg arbejdet som lønarbejder, i en kommune og senest hos en privat aktør, hvor jeg begge steder fik en god løn, men det var bare ikke det – jeg kunne ikke trække vejret, det var alt for klemt i regler og rammer, alt for klemt i at yde yde yde… Alt for lidt plads til at være, til at tilbyde nærvær og være til stede i de øjeblikke der kunne gøre en forskel, fordi de hele tiden er på vej et andet sted hen, med chefer der hele tiden siger: “Kan det vente – jeg skal lige til et møde.” jeg forstår godt præmissen, jeg vil bare ikke være en del af den mere.

Jeg har arbejdet siden jeg var 11, da stod jeg på en omvendt ølkasse hos Slagtermester Pedersen og vaskede op hver eftermiddag fra 17 – 18.30, 90 kroner om ugen. Jeg har prøvet 70 timers arbejdsuge og 30 timer arbejdesuge. Jeg har været buschauffør, pædagog i daginstitution og familiebehandler som privat aktør og i en kommune – der er afprøvet mange konstellationer i arbejdslivet, og jeg er nået hertil.

“Det er mig der er vikaren, Mona hedder jeg. Jeg er fra Pædagogisk Vikarbureau.”

Jeg smiler og træder ind. “Hvor vil i have mig?” Efter vagten siger jeg: “Tak for denne gang, måske vi ses igen.” Enkelt, vigtigt og værdiskabende i mit liv.

Hvordan har dine værdier det? Lever du efter dem eller…?

Hav en dejlig mandag.

Kærligst Mona.

Der er noget der altid vil blive boende i dig…

De seneste måneder er der (igen) sket en del i mit liv. Jeg lærer for tiden noget om relationerne i mit liv. Noget om hvordan et andet menneskes indre landskab kan fremstå for mig, og så viser det sig at det menneske er langt mere kompliceret end jeg lige havde set, og slet ikke er den jeg troede de var. Eller også, alternativt er det mig der har for høje forventninger til “de rene linjer”og dybden i relationen.

Det har taget årtier for mig, at finde ind til kærligheden i mig selv, jeg har slidt og slæbt i terapien og i mit indre for at komme frem, og jeg føler jeg er der, det meste af tiden, alligevel sker der stadig det ind imellem at den trædes under fode, jeg ser ikke at det er de andre der gør det, jeg ser at det er noget der sker inde i mig, ud af mit ønske om at have tætte relationer, altså sådan nogle rigtig tætte nærmest familiære relationer, med mennesker jeg faktisk ikke er i familie med, relationer hvor jeg kan mærke kærligheden sammen med den anden – altså det er jo ikke sådan en romantisk kærlighed jeg taler om her – men den mellemmenneskelige slags, den slags der gør at jeg tør mærke og sige det der er til stede i mig. Den slags der understøtter mit mod til at være mig, til at være den jeg er, med al min sårbarhed og al min kærlighed.

I den kontekst bliver frygten for at miste relationen den skygge der kastes ind over min side af relationen, fordi jeg har oplevet så mange svigt, så mange der alligevel ikke mente det de sagde, og det gør at jeg hurtigt bliver bange, den skygge gør mig bange. Der; i det mellemrum mellem kærlighedens lys og den skygge, kastes jeg tilbage i min betydningsløse barndom, i mit indre kaotiske barndoms og ungdomsliv, hvor jeg faktisk ikke tåler at være i særlig lang tid, og så trækker jeg mig.

Når følelsen af forladthed og betydningsløshed tager fat i mig nu om stunder, er det mit største ønske at komme ud af det, væk fra det, fordi jeg godt ved det ikke er sandt og samtidig er det de følelser der stormer frem. Jeg oplever jo, i situationen at der er nogen der vil gøre mig ondt, at de holder mig ud i strakt arm og ikke “rigtig” vil mig alligevel – det betyder at jeg flytter mig, i mit ønske om at passe på mig selv. Det bliver efterfølgende den sandhed, der skaber den samtale jeg har med mig selv om det der sker i relationen til den anden. For selv om jeg er modig, så skræmmer det mig også fra vid og sans at åbne for det dilemma, som måske eller måske ikke er mig eget, det som jeg ser i den konstellation.

Giver det overhovedet mening for andre end mig…???

Når det så er sagt, så er jeg igen i en transformationsproces. Jeg har færdiggjort bind 2 i trilogien om Monica og den er sendt ud til Betalæsere der graciøst har stillet sig til rådighed. “Det som ingen hørte” er titlen. Den handler om efterspillet fra bind 1. Jeg lægger løbende op på Instagram om indholdet du kan forvente i bind 2. Og jeg er allerede startet på Bind 3, hvis titel ikke er helt på plads endnu. Så på den front går det ret godt. Da jeg kom hjem fra USA dengang for mere end 30 år siden, gik der nogle år og så blev jeg kontaktet af Interpol i forbindelse med sagen om ham der tog mig og datteren som gidsler og udsatte mig (og sekundært hende) for ekstreme overgreb før det lykkedes for mig at sørge for at vi blev reddet. Hvad ville de mig fra Interpol, og hvad skete der så…? Det er det bind 2 handler om blandt andet.

Har du endnu ikke læst bind 1: Og Ingen taler Om det, kan du købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/mona-kjaerulff-hansen/

Nå, jeg havde bare lige brug for at lette mit hjerte idag…

Alt godt til dig sveske 😉

Mona

De triste dage, hvor jeg tænker: Jeg kan ikke mere…

De er der også, dagene hvor jeg overvældes af mit eget indre landskab, hvor tårerne bare kommer og den altoverskyggende følelse er at jeg bare ikke kan mere. Hvor mine hænder lander foran mit ansigt og jeg siger ud i den tomme stue – foruden hunden – at jeg bare ikke kan mere. Det er ikke nødvendigvis en dag hvor jeg har haft travlt på jobbet, eller der er sket noget specifikt, denne gang var det på en fridag som jeg egentlig havde sat af til at jeg skulle skrive – men jeg kunne ikke, jeg var for trist, for overvældet. Jeg fandt et par ører der kunne holde ud at jeg havde det sådan, så kan du tænke at det var en god ven, men det var nede i vores lokale Café hvor en sagde: “Nå hej Mona, hvordan går det?” et helt uskyldigt spørgsmål som vi stiller til hinanden hele tiden, men for mig på denne dag blev det til en lang snak om overbelastning i socialt arbejde, om livsvilkår der i sidste ende tager pippet fra os, selv om vi formår at få en dag og et liv til at fungerer, så tager det ind imellem pippet fra os, og vi græder.

Det hjalp at Lone lyttede, jeg fik det lidt bedre. Omend resten af dagen bar præg af tristheden, jeg sov på sofaen, jeg gik med hunden, jeg handlede og spiste, jeg tog mig af mig selv, og landede i at ja, der er sådanne dage når man som jeg har været udsat for mange overgreb i livet, når man som jeg insisterer på at de ikke skal definere mig, og når man som jeg vælger at snakke om det – at have været udsat for overgreb i barndommen præger et liv. Her et link til Caféen, som er en køretur værd.

https://www.instagram.com/lonassandwich/?hl=da

solen står altid op, uanset hvad. Så er der altid en dag i morgen.

Alle disse små elementer fra menneskers liv, fra samfundet og de debatter der ofte raser om hvordan kvinder reagerer, om hvad kvinder “bare” kan gøre når de udsættes for mænd der ikke kender grænserne, eller mænd der udsættes for kvinder der ikke kender grænserne kan virkelig få mig hen i et hjørne hvor jeg ikke ved om jeg skal kaste op, skrige, kæmpe eller græde. Jeg vil ikke her redegøre for de videnskabeligt beviste reaktionsmønstre mennesker besidder når de krænkes (i krig, af en voldsmand, overgreb i barndommen o.s.v.) men jeg vil gerne understrege at jeg eksempelvis selv fortrængte overgreb fra barndommen i 20 år. Det var først da jeg selv skulle være mor at de kom frem i min bevidsthed, og så kan det ellers nok være at jeg kom i proces, og det helt uden at jeg selv havde kontrol over det. Jeg gik fra at blot have overlevet i livet uden at vide hvorfor min skæbne var som den var, til at overleve med en bevidsthed om hvad der var sket og en vilje og et ønske om at rydde op i det, så jeg kunne få et godt og normalt følelsesliv. Nu mere end 30 år senere mærker jeg stadig konsekvenserne af de overgreb, jeg mærker stadig at jeg voksede op i en familie hvor følelserne ikke havde noget sprog, jeg mærker stadig hvordan jeg i min kerne er læderet, hvordan mit nervesystem fortsat reagerer når jeg er presset, eller når omgivelserne ikke anerkender den del af senfølgerne. Landsforeningen Spor www.landsforeningenspor.dk gør et kæmpe stykke arbejde for den del, og der er mange stemmer derude, mænds og kvinders der lægger ind med indlæg i samfundsdebatterne, men for helvede altså der er sgu lang vej endnu når en Naser Khader kan fortsætte med at udsætte kvinder for overgreb i så mange år, og når de kvinder der så modigt står frem så bliver udskammet. Det rammer mig i mit selv, det rammer mig der hvor det gør allermest ondt – der hvor vi der har været udsat ikke bliver troet. Det er den største skræk man har inden man siger det højt, det er ikke at blive troet. Og det handler ikke om man er sådan en der lyver, det handler om den kultur der er, i synet på kvinders ret til at sige nej, også selv om det er en kendt relation, et familiemedlem, en kammerat af familien eller hvem fanden det nu er der er krænkeren.

Jeg følger forskellige mennesker på instagram og det er ikke ofte jeg fremhæver nogen, men vil du gerne blive klogere, både på den her del, men også på livet som alene mor, forældreskabet, og det at folde sig selv ud som kvinde, så vil jeg gerne pege på

Freyamaj November

http://www.frejamaynovember.dk hun har både en blog og selvfølgelig er hun til stede på de andre medier også. Hun siger mange kloge ting og er god til at nuancere debatten.

Nå men, jeg kan jo godt mere. I dag kan jeg godt. Jeg kan godt tænke at mine elevator følelser både handler om overbelastning gennem mange år, og også om at jeg faktisk er blevet bedre til at mærke mig selv, at jeg måske faktisk er ved at nå ind i normalområdet hvad følelsesliv angår. Og efter at have været syg med stress 3 gange siden 2018, og været udsat for Ballerup Kommunes dårlige behandling (en sag som stadig kører) så er jeg jo også mere sårbar, jeg er ikke lige så stærk som jeg var før – og det skal jeg nok heller ikke være, for det var jeg i høj grad fordi jeg formåede at pakke mig selv sammen og bare klare det… Ikke særlig sundt vil jeg gerne understrege.

Vi vokser allesammen hele livet, vokser ind i os selv. Jeg husker ikke hvem der har sagt det, men det at blive født er starten på en lang rejse som dybest set handler om at blive sig selv. Den handler om at livet former dig, danner dig og uddanner dig og efterhånden som tiden går bliver du klogere og klogere på hvem du er i den samtid du lever i. Jeg oplever at mange unge i nutiden ikke har til sinds at tilpasse sig i samme høje grad som jeg og min generation gjorde. Jeg synes jeg ser og oplever en styrke i dem, en styrke der gør at mange går deres egen vej, som også er med til at forandre kulturen omkring opfattelsen af kvinder og mænds dannelse, hvad er på spil og hvordan håndteres det. Kom bare ungdom tag et standpunkt, vis hvem i er.

Nå, men på denne lørdag hvor regnen stille falder og jeg sidder her med min computer ville jeg bare lige lave et opråb, pege på gode folk og sige til dig derude, vi bliver allesammen kede af det engang imellem, vi kender alle på en eller anden måde til overbelastning, til at miste os selv og til ikke at få sagt fra på en tydelig og præcis måde. Vi er helt normale, og vi siger fra undervejs det bliver blot ofte på måder der ikke er synlige for andre.

Læs min bog “Og Ingen Taler Om Det” den beskriver alle de måder man kan sige fra på, den beskriver et liv præget af senfølger. Find den her: http://monak.dk/forfatterskab/ eller på alle andre platforme, den er både som bog, e-bog og lydbog.

Hav en god lørdag og søndag.

Kærligst Mona.

Det traumatiske og traumerne…

I den seneste tid har jeg stiftet nærmere bekendtskab med Dr. Gabor Matè han er et særligt menneske der via sine egne traumer og sin lægegerning har forsket i og skilt ad den fortælling der er om traumer, om en traumatisk opvækst og han fortæller på en rigtig god og forståelig måde hvordan det hele hænger sammen. Jeg lægger et link til ham herunder hvis du finder det interessant og/eller selv har behov for at forstå.

Læs mere om denne mand her https://drgabormate.com/about/ Du kan også finde ham på Youtube, og senest har han lavet en dokumentar om sit arbejde som du kan finde her: https://wisdomoftrauma.com/movie/?fbclid=IwAR0-sDythyDBLjrFKevaBqFEZDNo2Gpova9FoVi0i1ioAsSZQNG2_xkNcpY det er muligt du skal donere lidt til hans arbejde, men de penge er godt givet ud. Du vil forstå dig selv bedre efter at have set den film.

Traumer får vi alle, og fra Gabor så jeg den her inspirerende film: https://l.facebook.com/l.php?u=https%3A%2F%2Fyoutu.be%2FBVg2bfqblGI%3Ffbclid%3DIwAR38EGBXRslh9kF01fL7SOxfv4Zc210SNhBWjRz9_GM6RrY6Fe-vqbmoXBA&h=AT1dgdA5rUR4iN1A7KiG0F-pkrRWsIOzfql3NBPgv2WKtWY3PaO21KyORPJcYNmU_AQrpRhUx0DXreVbZDLh8MlzzBa_gKhz_0NARhEPbYQGOz-We1QH9wtTXDhMdR1H18sn4VukKg&__tn__=%2CmH-R&c[0]=AT3hpD-mRP3pRrbEFRhQaphxyBxQ8Cacc0woP9nRMBjG1yKUZy7Na5zSBDV-hxNPKkT4QsusIT-N3XymYKwObL4Ic7vqptXITcX-0yNoM65u9kDPRClCyNi-KMdnizaGvlx_ZpGTa5BsjXo-QCYIpSbIhw

Den fortæller hvordan små traumer som manglende tilknytningsevne hos forældre skaber dit indre univers, hvordan dine serotonin niveauer er for lave på den baggrund, og at det påvirker dig humør og din livskvalitet hele vejen. Byggestenene til din afhængighed – uanset hvordan den så ser ud – kommer herfra. De tidlige år er afgørende for om du klarer dig i livet. Der var en periode hvor man undsagde sig at det ikke altsammen kunne være mor skyld, og her må jeg bare sige at det er i høj grad måden hvorpå man er mor & far der afgør en livsbane. I voksenlivet, endda som ung kan vi selv begynde at vælge, det kræver dig at vi har indsigt i vores egne mønstre og kan gennemskue hvor de kommer fra. Lige for tiden taler jeg med flere unge, og alle bliver indlysende oplyst og ser klart hvordan deres forældres valg og evner til det emotionelle præger deres livsbaner. De er inspirerende at tale med og deres lyst og vilje til at forandre det eksisterende er kæmpe stort at være vidne til.

Mine egne traumatiske oplevelser og mine traumer, som jeg også beskriver dem i min bog Og Ingen Taler Om det, fortæller en del om hvordan min vej kone til at se ud som den gjorde. Hvordan jeg igen og igen havnede i voldsregerede forhold og nedbrydende relationer – det var der jeg følte mig genkendt, der jeg på en sær måde følte mig tryg. Da jeg begyndte at hele mit indre, begyndte mit liv at forandre sig, jeg begyndte at få nye typer venner, så værdier andre steder end før og mine tidligere bekendtskaber faldt fra, og blev skubbet ud, og det ofte på ikke særlig rare måder.

At finde vej gennem livet er en lang vidunderlig rejse, det kan være en spændende rejse eller en skrækkelig rejse, alt efter hvor du lader dit udsyn pege hen og hvilke valg du træffer. Det er ikke let at forandre det eksisterende, til tiden endda benhårdt, men det er det hele værd. Det kan jeg skrive under på og det kender jeg også mange andre der kan.

Så er du lige der i livet hvor du tænker: “Jeg er klar til at se på det Mona, klar til at høre hvor mine livsknuder ligger…!” Så kan du bare ringe, så finder vi et tidspunkt hvor vi kan tale sammen. Du kan læse mere om mit virke på www.MonaK.dk priser og alt det finder du også der.

Lad sommeren omfavne dig, holde dig om hjertet og gå ud i livet med et smil på læben. Elsk dig selv, så vil kærligheden strømme til dig.

Kærligst Mona

Længe siden sidst… Du får lige en opdatering.

Skal jeg starte et sted er det for mig altid bedst at starte nu og her. Denne dag hvor jeg faktisk har fri fordi jeg er gået ned i tid, og alligevel forholder mig til en mail eller 2, taler med en advokat og laver et opslag på Linkedin. Men med de arbejdsvilkår jeg har hos min nyeste skønne chef, så er det altså helt ok. Jeg er stadig socialarbejder, familiebehandler og terapeut, og inderst inde er det der jeg trives og elsker at være. Når det så er sagt, så kan jeg også godt mærke den stress der bor i min krop. Jeg blev faktisk for nylig opmærksom på at mit nervesystem stadig er berørt af de gange jeg har været syg med stress. Min historie, med overgreb, vold og overlevelse på overlevelse, giver mig måske en ekstra sårbarhed, og samtidig oplever jeg også, at jeg her hvor jeg er på den anden side af 60 år, mærker mig selv mere end nogensinde før. Er det så et sundhedstegn, eller er det en konsekvens af det hele? Opvæksttraumer, psykiske sygdomsperioder som voksen – depression og stress – eller er jeg efterhånden så sund at det jeg mærker er det alle andre også (altid) kan mærke? Jeg ved det jo faktisk ikke, for jeg er jo mig med alt hvad det så betyder.

Hele historien med min ansættelse i en kommune som du kan læse om her er endnu ikke slut. Jeg har en sag der ligger i ligebehandlingsnævnet, som det kan tage 8 – 10 måneder at færdiggøre. Men de tog den op, og for det er jeg taknemmelig. Jeg kan desuden sige at de mellemledere der var tale om nu er ansat i nye ledelsespositioner, den ene på et opholdssted for sårbare unge, og en anden i en ny kommune hvor han så er steget lidt i hierakiet…. Den lader vi lige stå et øjeblik. Desuden har den person der var Arbejdsmiljørepræsentant opsagt sin stilling. Det skete da Ligebehandlingsnævnet rørte på sig og hun blev forholdt den måde hun havde ageret på – om der er en sammenhæng skal jeg lade være usagt, men jeg kan ikke undgå at tænke mit.

Jeg går for tiden til nogle undersøgelser på Hvidovre hospital, undersøgelser hvor jeg skal op i det der leje – du ved – der hvor vi som kvinder føler os mest sårbare. Den situation har jeg altid kunne klare ved at dissociere, altså skille mit hoved ad fra min krop. Det kan jeg ikke mere, der lå jeg og selv om jeg havde fortalt om min skadede krop og mit skadede nervesystem, så løb tårerne ned ad min kind og sygeplejersken holdt mig i hånden. Så søde og nænsomme var de, og selv da lægen sagde: “Du skal lige slappe lidt mere af!” og jeg måtte svare: “Det bliver sgu nok ikke mere end det her, du må bare gøre det du skal!” og jeg mærkede min skam over ikke at kunne levere det hun gerne ville have, så er jeg nok psykisk sundere nu end jeg nogensinde har været – og samtidig har jeg en dyb erkendelse af at der er noget af det der er senfølger af de seksuelle overgreb der aldrig helt vil forsvinde. Både dem jeg udsattes for i barndommen og dem jeg gennemlevede som voksen.

Til den gode side er jeg blevet inviteret til at læse op af min bog til årets Folkemøde som i år er splittet op og foregår her og der landet over. jeg skal møde op på Østerbro og du er velkommen. Tænk hvor er det stort at de gerne vil lytte til mig….

Du kan læse hvor og hvornår via dette link: https://fountain-house.dk/?s=Folkemøde

Samtidig er der også de her øjeblikke hvor jeg køber en ny sofa, en ret dyr sofa – som for måske første gang i mit liv er valgt fordi den er flot, passer ind i det hjem jeg elsker så højt, som ikke er fra Ikea, fra genbrug eller er den gamle forklædt med et nyt betræk. De stunder hvor jeg kommer med Brug Bolden www.brug-bolden.dk til Middelfart og oplever at gøre nytte som formand for den bestyrelse. Stunder hvor jeg i Pårørende netværket sammen med bestyrelsen og mange frivillige skaber rådgivning for mennesker berørt af misbrug. Øjeblikke hvor kolleger der har læst min bog, vender tilbage med en stor krammer og fortællinger fra deres læseoplevelse. Når mennesker jeg hjælper siger at jeg har gjort en forskel i deres liv, og jeg faktisk er i stand til at tage imod anerkendelsen, frem for at forklare min indsats og flytte fokus fra min dygtighed, som jeg ellers har gjort i så mange år. Jeg hører mig selv sige at jeg er dygtig til mit arbejde, jeg hører min chef sige med respekt og kærlighed i sin stemme: “Altså Mona det er da utroligt med dig, hvornår forstår du hvor dygtig du faktisk er…?” mens hun ser mig ind i øjnene. Med alt det her føles det som om jeg heler fra det dybeste sted, der hvor min mors afvisning ligger, sammen med undfangelsen, der hvor der ingen ord er – der hvor jeg er allermest ødelagt. For det er jeg dybt taknemmelig hver eneste dag.

Både for det jeg mærker og tager imod fra andre, men også og måske især for den jeg er blevet til som menneske, på trods af at der var en tid hvor alle odds var imod at det liv jeg havde skulle blive et godt liv.

Jeg tuder lidt mens jeg skriver det her blokindlæg, fordi det igen går op for mig at det i derude siger til mig, det i siger om mig er sandt. Hold kæft jeg er kommet langt.

Hvis du ikke vidste det, så kommer jeg gerne ud og holder foredrag og fortæller om min personlige rejse, med udgangspunkt i min bog Og Ingen taler Om det som du kan købe via linket ovenover, eller direkte fra mig med en hilsen i. Jeg tager også imod klienter i individuel terapi skulle du have brug for det. Du kan finde mit nummer og andre oplysninger på min hjemmeside www.MonaK.dk

Kære du, hav en dejlig dag og pas godt på dig. Lyt til dit hjertes stemme, find din vej med den og skab dig selv et godt liv.

Mona

Rodløs, vaklende, omstillingsparat eller skadet?

Jeg vakler i min valg. Det gør jeg nærmest daglig. Altså jeg vælger relativt hurtigt når jeg vælger, og jeg står ved det jeg vælger. Jeg vælger mest noget der fungerer, jeg vælger mig selv og jeg vælger ud fra det liv jeg gerne vil se mig selv i. Jeg er ikke længere afhængig af om omgivelserne synes det er et godt valg, eller af at få anerkendelse eller andet i den dur, for mine valg – sådan synes jeg ikke det er. Jeg vælger alene fordi det valg synes at være et godt valg for mig, på det givne tidspunkt. Og det er det også, de fleste gange – jeg står ved mine valg, står ved den jeg er og samtidig vakler jeg… Hvad handler det så om?

Lad mig prøve at undersøge det her, mens jeg skriver… Jeg træffer langt om længe et valg om at sende min bog til nogle for mig, relevante modtagere. Du der følger med her, ved at jeg har skrevet en bog der hedder: “Og Ingen Taler Om Det” som handler om senfølger af overgreb, og om hvilket liv man får når man vokser op i en familie hvor følelserne ikke har noget sprog. Jeg nævner i bogen Dannerhuset, og jeg har nu pakket en bog til dem. Det virker for mig som et godt valg, et valg jeg har tænkt over længe. Jeg har vejet for og imod, hele tiden vejende om de vil synes jeg er sådan en der pusher for egen vindings skyld, eller om de kan se at jeg bare gerne vil dele og have budskabet ud. Inde i mig er der vaklen… Jeg tænker jo det samme og er ikke heeelt klar på hvad der er hvad. Og hvad er der egentlig i vejen med at Pushe min bog ud, er der noget i det der ikke er ok? Forleden have jeg besøg af min gode ven Leif. Han har også haft sådan et liv, hvor kærlighedens sprog havde svære vilkår, han forstod det godt – og samtidig sagde han og alligevel er det nok dét du skal gøre. Og jeg er enig, det er det nok, for at få den derud hvor den kan røre ved andre mennesker, blive brugt til noget læring måske. Jeg ser andre gøre det… har de ingen skrupler tænker jeg, ingen vaklen – kører de bare på, uden at tænker over hvordan de kommer til at fremstå?

Åh, og når det så er sagt (eller skrevet) så mærker jeg også tydeligt min egen indre dæmon, som er den der spørger efter at mærke betydningsfuldheden i mig. Er jeg betydningsfuld nok, til at min bog vil blive modtaget på den rigtige måde. Jeg har et stort ønske om at komme ud og tale om min bog, om min personlige rejse – og samtidig bremser det mig at jeg har svært ved rent faktisk at være betydningsfuld, i en større sammenhæng. Jeg ved godt intellektuelt at jeg betyder meget for mange, jeg mærker det også i relationerne, der hvor det er en realitet. For ikke så længe siden mærkede jeg det så meget, at jeg græd af glæde over hvor betydningsfuld et andet menneske synes jeg er, betydningsfuld og dygtig, til det jeg laver når jeg professionelt hjælper andre mennesker.

Nå; men det der med at stille sig helt frem og sige: “Se mig, jeg er dygtig – jeg har skrevet den her bog – køb den, du vil ikke fortryde…” det er svært for mig. Der føles det som om jeg pusher unødigt, tager en plads som ikke er min. Tager den fra en anden… Men hvem er det denne anden, hvis plads tager jeg? Jeg ved det ikke, jeg tænker at den her vaklen har bund i de overgreb jeg har oplevet, bund i aldrig at føle mig betydningsfuld i min egen opvækst familie – eller det ved jeg den har, og hvordan kommer jeg den til livs? Det føles helt som om det er den nederste af den skade jeg har indeni mig, det er det sidste jeg skal arbejde med – det er den her vaklen, den her manglende tillid til at jeg faktisk er betydningsfuld, i verden, i min egen nære familie, for de som læser min bog og måske tager noget med sig, for dig måske… Og igen jeg vakler – hvilken sandhed er det, hvis sandhed er det?

Min mor døde for ikke så længe siden, jeg blev betydningsfuld for hende de sidste 10-15 år af hendes liv, fordi jeg blev den primære omsorgsperson for hende. Hvem skulle nu have troet det, hun fortalte mig da jeg var helt ung at jeg var en klods om hendes ben, det er meget længe siden og hun er tilgivet, men det sidder jo i mig – giver mig en grundlæggende følelse af at være betydningsløs… Det er her det stammer fra, og fra at hun faktisk ikke ønskede ET barn på det tidspunkt jeg blev født – det var ikke mig hun ikke ønskede, det var ET barn… ikke specifikt mig, men det blev mig der kom til at bære byrden for hende, hendes afmagt, hendes manglende energi og fravær af glæde ved det her barn – det var anderledes for min bror, heldigvis og så alligevel ikke – han bærer på jo nok på sit.

Refleksionerne er mange, vaklende – bølgende frem og tilbage hele tiden, hver dag er der nogen. De er der på mange forskellige emner og temaer, store og små – kød i dag eller ej? Det her tøj eller det her tøj? Netflix eller skrive? Læse eller gå tur? Jeg tror at det for andre er anderledes… Måske er det slet ikke det? Måske har alle denne vaklen i deres valg – send mig gerne et svar når du har læst færdig – jeg er oprigtig nysgerrig, Vakler du?

Tak for du læste med…

Vi snakkes ved.

Gemmer mig her i hjørnet – Du ved, så jeg ikke fylder…!

Mona

Man gjorde et barn fortræd…

Tove Ditlevsen skrev en bog med den titel. En bog hvor smerten er så subtil at man nærmest ikke kan få øje på den. Hvor det er erindringernes skygger der fortæller om overgrebene, om smerten om det svære og ubærlige…

Børn er en gave. Det kan vi vist alle hurtigt blive enige om. Min bedstefar sagde altid: “Børn er en guds gave og en fandens plage” – helt hvad han mente med det, ved jeg faktisk ikke, jeg spurgte aldrig. Skal jeg selv tolke ind i det, så tror jeg han mente at så længe de opførte sig ordentligt, på en måde de voksne mente var god opførsel, så var de en guds gave, og når de udfordrede deres omgivelser, så var de en fandens plage. Nu er det jo mange år siden min bedstefar døde som 87 årig, og som den gæve mand han var er jeg sikker på jeg kunne have fået en god snak med ham om den betragtning.

I går aftes så jeg “Nødråb fra et børnehjem” i tv. Hjerteskærende og sønderrivende udsendelse, og jeg siger tak til de modige unge mennesker der dokumenterer det skete. De videoklip vi så havde på ingen måde noget som helst retfærdig magtanvendelse over sig. Det var brutalt, uden grund og på ingen måde i orden. Overgreb hedder det på almindeligt dansk. I mit liv som socialkonsulent har jeg gennem årene været i kontakt med forældre og børn der har været anbragt af det offentlige i andre boformer end den de blev født ind i. Jeg har besøgt og hørt om de opholdssteder som også er med i TV. En af mine bedste venner er en gammel Godhavnsdreng, jeg kender til livet som anbragt på godt og desværre mest på ondt.

Og som jeg ser det så er det altid en alt for stor indgriben at anbringe, før alt andet er prøvet. Og sådan er det heldigvis også tit, at alt er afprøvet – anbringelsen kan også nogen gange komme alt for sent, og der er prøvet alt for mange andre foranstaltninger som ikke har virket, før man anbringer et barn – for at redde dem siger man, fra en fejludvikling.

Mange fagfolk vil skrive under på at et barneliv er skrøbeligt, fra fostertilstand, gennem fødsel og til de rammer teenage-livet, hvor de på egen hånd skal til at danne identitet overfor og op imod omverdenen. I alle de år, er de i de voksnes vold. De voksne som omgiver dem, sætter dagsordenen, de bestemmer livet for barnet, de er barnets rollemodeller, de er dem der skal støtte, undervise og udfordre barnet på hvert et udviklingstrin de er på. Børn fødes helt hjælpeløse, de ved ingenting, de kan ingenting, de er helt og aldeles overgivet til vores nåde, vores formåen. Og lad mig være den første til at sige, det er en kæmpe opgave at forme et liv. Det er på ingen måde nogen let opgave og dem der siger at vi kan det instinktivt, som vores mødre før os kunne, de ser ikke perspektivet med samfundets øjne, med udviklingens øjne med den omgivende verdens kravs øjne.

Får et barn helt basis tryghed fra starten, så lykkes det for omsorgspersonerne for Forældrene, at skabe en tryg tilknytning så er et barn godt klædt på til næste fase, formår du der som forælder, som omsorgsgiver selv at tackle livet relevant, og stadig knytte an til dit barn, uden frygt og med tillid til verden, dig selv og dem du omgiver dig med, jamen så skal det nok gå… På opholdssteder og behandlingshjem er det bare ikke sådan. Kravene til personalet er for smalle, opsynet med stederne er mangelfuld og evnen til at lytte til børnene er mere eller mindre gået fløjten når først de er havnet der.

Sidste år skrev jeg en artikel i Information, læs her hvor jeg plæderede at man ikke kan lovgive sig ud af udsatte børns mistrivsel, der er gået noget helt tabt i den forståelse af hvordan man “Reparerer” et barns fejludvikling. Og jeg kan med sikkerhed sige at det ikke er med lovgivning, eller med flere anbringelser eller bortadoptioner. At anbringe børn på grund af mistrivsel, til steder hvor overgreb og High Arrousal hører til dagens orden, er i hvert fald slet ikke tilstrækkeligt eller på nogen måde det billede det offentlige bør stræbe efter at skabe af sig selv.

Desværre er vi et sted nu, hvor det offentlige har udviklet en praksis der gør dem til fjenden, det offentlige er de onde – og det endda hvis en borger selv beder om hjælp. Kampen for at få hjælp er ualmindelig hård, den er umenneskelig endda engang imellem, og det er jo mennesker der i forvejen ligger ned der beder om hjælp… til alt muligt også til forældreopgaven.

Det tager en landsby at opdrage et barn… ja det gør det også, men det tager også Kærlige arme, kærlige ord og varm kravssætning. Det tager tid og omsorg, det tager glæde og imødekommenhed. Det tager din og min indsigt og forståelse og det tager at lytte til det barnet siger… Det er hvad det tager at skabe et menneske ud af et barn der ikke trives… Og det mine damer og herrer, ser det ikke ud til at de nævnte opholdssteder er i besiddelse af, sådan som de blev fremstillet i går i TV.

Aflslutningsvis vil jeg sige at jeg også har besøgt gode, ansvarsfulde, kærlige ordentlige opholdssteder hvor man går med det gode og hvor fagligheden er høj. Ikke alle steder begår overgreb.

Nå – god weekend derude. Kys dine børn, lyt til deres stemmer, mærk deres hjerter slå – de fortæller vigtige ting.

kærlige tanker

Mona

Kom videre, slug kamelen og kom videre…

Ingen kunne vide hvilket år det ville blive, hverken sidste år, forrige år, eller dette år – som jo endnu ikke har været her ret længe, men allerede har sat kæmpe fodspor i min livsbane. Ingen tvivl om at der er gået en del forud, før jeg er nået hertil. Lad mig lige nævne: Ballerup Kommune, Stress, Ballerup Kommune, min gamle mor og hendes demens og alderdoms forløb – alt sammen noget der er skrevet om i andre blogs her på siden. Scroll og du skal finde 😉

Jeg lander i et nyt job i www.Dankbar.dk d. 1.12 2020, fast besluttet på at give den en alvorlig skalle i det her miljøterapeutiske behandlingsarbejde. Jeg er stolt af at være blevet inviteret ind her, stolt af at en kvinde som jeg respekterer og beundrer for hendes ild, hendes faglige dygtighed og hendes engagement, gerne vil have mig på sit hold. Jeg føler faktisk at jeg endelig er hende der er blevet valgt først til rundbold i skolen. Jeg starter og jeg klør på, jeg er til stede sammen med de unge, med personalet, i en for mig helt ny kontekst. Her lige før min 61′ års fødselsdag skal jeg lære noget nyt og spændende, Miljøterapeutisk behandlingsarbejde. Ikke at konceptet er mig helt fremmed, men her er det implementeret så meget, at uanset hvem du er, så kommer din egen historie i spil. Du møder ganske enkelt dig selv hele tiden og alle dine egne indre gordiske knuder, i mødet med de unge og i mødet med den indsats du skal præstere i samspillet med kolleger.

Her gik jeg og var faktisk ret overbevist om at jeg var kommet virkelig langt – og det er jeg også – misforstå mig ikke, holdt op imod hvor jeg startede, så er jeg kommet langt…

Da jeg så landede i Dankbar, kom jeg i kontakt med det her ordløse sted, det sted hvor jeg faktisk er tilknytningsforstyrret, fordi min mor havde det stramt lige på det tidspunkt hvor hun fik mig, fordi hun ikke selv formåede at vise eller håndtere sine følelser, så kunne hun bare ikke danne en tryg tilknytning, og det blev til det man kalder en “undgående tilknytning”, jeg blev en mester i at klare mig selv, jeg blev emotionelt undgående og praktisk dygtig – det er den helt korte version, og det er det jeg har arbejdet terapeutisk med i rigtig mange år – og altså stadig møder i mig selv.

Her befinder jeg mig midt i Januar, i arbejdet på gulvet sammen med de unge, der kommer med problematikker som mine, lignende emotionelle udfordringer – de unge der ligner mig så meget da jeg var ung, de der som jeg gjorde, savner at mærke kærligheden, høre følelsernes sprog – pludselig befinder jeg mig her, i et setup hvor mit indre lille barn kan mærke savnet og længslen, barnet der ordløst begynder at “græde” indeni i mig – kalde efter det jeg aldrig fik.

FUCK…. Var faktisk min første tanke da det gik op for mig at det var det der skete. Det går jo slet ikke det her. Jeg fik igen stress symptomer og klog af skade reagerede jeg på dem så hurtigt jeg kunne. Tog kontakt til chefen, sagde som det var at jeg ikke kunne tåle at være i miljøet – jeg tog mig selv og det jeg mærkede alvorligt og det blev jeg øjeblikkelig stolt af at jeg gjorde, og hvordan kunne jeg i øvrigt også gøre andet, med den viden jeg har om mig, og det jeg ved om de unges rejse – ikke at tage det alvorligt ville have været omsorgssvigt på en eller anden måde. Både af mig selv og af dem.

Jeg var klar til at blive afskediget, altså jeg var jo indenfor prøvetiden og det havde været det letteste i verden at høvle mig ud, jeg tænker jo at hun havde købt en anden vare end den hun nu sad med – men nej, jeg tilbydes at gå ned i tid, jeg får så meget omsorg at jeg nærmest ikke kan være i det, og bedst som vi får en aftale på plads pr. 1 februar, og mens jeg stadig er sprød, grådlabil og føler mig rystet over min egen reaktion på den miljøterapeutiske indvirkning, så dør min mor.

Ja man kan jo tænke at Universet sender mig ud i en turbulens igen og igen, så jeg lige kan lære det sidste – og jo tak det gør jeg så, og tager imod, men altså helt ærlig så kan jeg faktisk godt lide selv at bestemme hvornår læringen skal komme, på hvilken måde og den slags, men jeg tænker også at en del af mig har sluppet kontrollen, i en del af mig læner jeg mig ind i og stoler på at Universet har mig, holder mig og præsenterer mig for det der er bedst for mig. Min erfaring er jo også at vi ikke bliver presset ud i noget som vi ikke er i stand til at klare… Så det her skal også nok gå fint.

Kan du se hvordan det hele hænger sammen på en meget finurlig og smart måde – for det kan jeg.

Nu er min mor lagt til hvile, jeg har omlagt min arbejdssituation sammen med den kærligste af chefer, og alt er jo som det skal være.

Bind 2 i serien om Monica er på vej, lydbogen er indtalt og jeg har besøgt dygtige www.caritasfischer.dk som fortæller at der kommer mange gode ting min vej i dette år. Der indfinder sig så småt en følelse af frihed fordi jeg ikke længere skal tage vare på min mors trivsel (som jeg har gjort det de sidste 10-15 år) og jeg mærker så småt igen min indre styrke og lader min viden støtte mig, i min fortsatte personlige rejse mod et bedre hele.

Mine veje krydses af præcis de mennesker jeg har brug for, Jeg oplever præcis de ting jeg skal for at finde retning i mit liv…. Så igen: Alt er godt.

Har du fået læst bogen jeg skrev og udgav i 2020? Du kan stadig nå det, køb den her: https://www.saxo.com/dk/og-ingen-taler-om-det_mona-kjaerulff-hansen_haeftet_9788793927445 – og lige om lidt kommer den på Lydbog.

Jeg bliver færdig med bind 2 inden længe, så kan du igen følge Monica på hendes rejse, og den kvikke læser kan vist godt regne ud hvem Monica’s persona er bygget på…

Det var bare det jeg ville på denne skønne forårsdag i slutningen af februar.

Alt godt til dig

Nyt år, mit perspektiv og noget om tillid.

Det er ikke gået ubemærket hen 2020. Ikke at særlig mange år gør det, men 2020 har især gjort sig bemærket overfor verden. Pandemien har raset, mange er døde af virussen Covid19 og mange har været meget syge. Nogle, blandt andet mig, har “bare” haft den som en almindelig influenza, med en lang restitutionstid efterfølgende. Det har ikke været nogen dans på roser, eller har det – for roser har jo netop torne og kan stikke noget så modbydeligt.

Hvad har det så budt på, eller budt ind med, at gennemleve en pandemi næsten i et helt år. Mange familier har omprioriteret livet, er kommet tættere på hinanden og set at der er andet der er vigtigere for dem end arbejde, fritidsaktiviteter, og det at være og leve i en bestemt kasse, som vores samfund gennem mange mange år har skabt til os. Vi har jo altid haft valget om at stå af ræset, og mange har gjort det gennem de sidste 25 år, men alt for mange hænger i, og hænger på (den) fordi det også har betydet at bo på en måde, som ikke tåler en svag økonomi, end ikke i korte perioder og det betyder at man SKAL arbejde, SKAL tjene en vis sum penge og SKAL leve op til enormt mange gængse uskrevne regler i samfundet. Jeg hylder dem der står af det samfundsbestemte og økonomisk funderede liv, dem der lykkes med at skabe sig et liv med udgangspunkt i behov, glæde og en her og nu strategi, hvor der er plads til kærlige indslag, børneliv og parforhold. Mange finder en vej i det, og får rent faktisk skabt sig et liv der er mere børnevenligt, bedre for kærligheden, i rolige fredfyldte naturskønne omgivelser.

Mette Frederiksen nævnte i sin nytårstale at provinsen skal have et løft, med flere nærpolitistationer og uddannelsesmuligheder, så man kan studere tættere på hvor man bor – det er en god ide. Så er der grobund for dem der gerne vil bo lidt udenfor byerne.

Pandemien har også skilt vandene på mange fronter. Konspirationsteorier har blomstret i en grad så der er taget drastiske skridt på flere sociale medier, for at undgå spredning af misk mask omkring hvem der styrer hvad – Bill Gates eller regeringen med illuminatis som chef og den slags sære ytringer. Alt baseret i mistillid til det system der gennem årtier er bygget op. Demokratiet er under lup, og det er ikke så skidt endda, men at udråbe folketingsmedlemmer til at være nærmest nazister er simpelthen så uordentligt at jeg slet ikke ved hvad jeg skal stille op med det. Der er en tendens, og den er desværre ikke helt ny, men en tendens til at de som har mistillid til deres omgivelser, også er dem der snyder systemet når de kan. Der er en tendens til, at det alt for ofte er laveste fællesnævner der danner basis for nye regler, nye lovgivninger og ny retning. Når vi kigger ordentlig efter, er de der føder og overlever i hverdagen på mistillid, dem som snyder og udnytter systemet for egen økonomisk vindings skyld, faktisk et fåtal ud af den samlede befolkning. Kunne vi som samfund finden en anden vej at gå, end at straffe de mange, for det de få udøver. Se bare hvor mange penge der er brugt på Inger Støjberg og hele hendes mærkelig måde at være i verden på. Med mistillid til de som er flygtet fra krig og ødelæggelse, de som søger hjælp og ophold, indtil de kan vende hjem igen – se lige hvor meget krudt der bliver brugt på høring efter høring og nu måske en rigsretssag. Hvorfor bliver hun ikke bare fyret, og så kunne de midler måske være gået til nogle af de flygtninge der har så meget brug for hjælp, fysisk, psykisk og på alle måder – kunne det ikke være en måde at fortælle Inger at hun er galt på den, at rent faktisk hjælpe de mennesker. Mennesker, der som hende og Palludan spreder had og mistillid, dem synes jer er svære at rumme. Jeg prøver virkelig, det gør jeg – men det er svært.

“Jamen hvorfor prøver du at rumme dem Mona?” Ja det kan du spørge om, men det er fordi jeg ikke vil være en del af problemet men en del af løsningen – også en sætning der er blevet gentaget mange gange i løbet af 2020. Hvis jeg er med til at sprede mistillid og had, så er jeg ikke bedre end dem. Jeg nægter at leve mit liv uden tillid til det menneske ved siden af mig, overfor mig eller bag mig. Jeg har tilbragt en stor del af mit liv med manglende tillid til mine omgivelser. I årevis troede jeg ikke på at nogen ville mig det godt, at alle var ude efter mig… Der levede jeg et kummerligt liv, indtil jeg slap “anklageskriftet” jeg havde bygget i mit hoved, som havde fundet vej til mit hjerte. Jeg valgte at tilgive dem alle. Ikke kun mig selv, men alle de som gennem årene har gjort mig ondt. Det har taget tid, det har det – men mit liv er blevet så meget bedre med den kærlighed, omgående tilgivelse og den rummelighed det bibringer at gøre det. Tilgivelse handler ret beset ikke om de andre, men om selv at slippe byrden, som det er at holde fast i anklagen og det den gør ved dig. Smerten der følger med hele tiden at huske på hvem der gjorde dig ondt – det kan ikke betale sig, og skal man være millimeter demokratisk beregnende, så vinder skurken i det regnskab. Slip det fri, tilgiv dem og se og mærk at det giver dig luften og kærligheden tilbage i dit indre.

Vil du være med til at indgå en aftale om 2021. Ikke et nytårsfortsæt, eller andet der på den måde er tidsbestemt, men skal vi ikke aftale at tillid skal være et bærende element i fremtiden. At tillid og kærlighed skal være det vi går videre med. Jeg mener, hvis du og jeg gør det, så smitter det til naboen og til dem du stå i kø med i supermarkedet. Sammen kan vi sprede et budskab om at vi alle gerne vil hinanden det godt, at de folkevalgte politikere gør deres bedste (selv om de også klumrer i det engang imellem) så er de der jo alene fordi du satte dit kryds et sted hvor du tænkte det gjorde nytte. 2021 er kommunalvalgets år, sæt dit kryds der hvor du tænker det er et menneske der vil det gode, en som går dit ærinde med det gode – og ikke en der markedsføre sig ved at nedgøre eller udskælde andre mennesker.

Skal vi ikke aftale at gøre det lidt bedre – som Nyrop sagde engang i sin nytårstale. Jeg vil i hvert fald arbejde videre med mig, i kærlighedens fodspor, i tillidens navn og i troen på at inde i os alle bor der en sjæl, et lille barn om du vil, som blev født med et rent hjerte og en smuk sjæl, hvor kun kærligheden kan herske.

Sidste men ikke mindst på en lidt mere privat note. 2020 blev året hvor jeg tog livtag med Ballerup Kommune og en ledelse der fralagde sig ansvaret for det dårlige arbejdsmiljø. Jeg har anmeldt dem til arbejdstilsynet og ligebehandlingsnævnet og så må vi se om det har nogen effekt – til jer der stadig er i Ballerup, jeg håber i vil fortælle mig om det hjalp, for jeres tavshed gjorde det bestemt ikke lettere… Du kan læse mere om det her: https://sydhavnsmamma.com/2020/12/01/den-er-lang-den-her-haber-du-vil-laese-med-alligevel/

Jeg blev headhuntet til et nyt job, og Tak for det Randi Tang og www.Dankbar.dk jeg skal nok falde til. Dankbar er et sted jeg i mange år har haft samarbejde med og haft stor respekt for. Der er et uforligneligt miljø hvori man arbejder for og med de unge der har det svært. Og det er FOR de UNGE. Der er ingen der tager pauser FRA de unge – vi er sammen om at skabe udvikling. Jeg ved jeg bliver dygtigere af at være der, og på den rejse forhåbentlig også hjælpe et par stykker eller 10.

Jeg øver mig på at bage surdejsbrød. Det begyndte jeg på i efteråret 2018 – jeg øver mig stadig.

Jeg udgav en bog. Eller, ikke bare en bog, men BOGEN som jeg har talt om de sidste 25 – 30 år. Nu er den der til alle kan læse. Det er blevet en anden bog end jeg troede, men sådan er det jo som bekendt med så meget. Den er blevet godt modtaget, der er gode anmeldelser og jeg er både stolt og glad. Bind 2 er på vej – og kender du et forlag der ikke skal have penge for at udgive, så peg gerne i min retning.

Min gamle mor hænger på endnu. Hun er lige blevet 88 år og hendes demens svinger hende ud og ind af virkeligheden. Vi omkring hende er blevet dygtige til at være med den virkelighed hun nu har. Nogen gange skal man virkelig gøre sig umage for at forstå den…

Mine skønne døtre er her i mit liv, med hele deres liv. Stadig lærer jeg så meget af dem, knuselsker dem og har dejlig meget kontakt med dem – jeg er for evigt taknemmelig fordi vi fandt hinanden. Universet bar jer frem til mig.

Sidst men ikke mindst, mine dejlige veninder, der hele tiden minder mig om hvor langt jeg er kommet, som spejler mig og ser mig som det hele menneske jeg er. Jeg håber du også har sådan nogle omkring dig i dit liv.

Så kommer der ikke mere i denne omgang. Gå med fred og kærlighed. Med tillid og tilgivelse hånd i hånd, vis verden hvem du er i dit hjerte – så skal det nok gå alt sammen.

Kærlig hilsen Mona

Den er lang den her… Håber du vil læse med alligevel.

INGEN BILLEDER, INGEN FORSKØNNELSE, INGEN NAVNE NÆVNT. KUN DEN ALLERSTEDS NÆRVÆRENDE SANDHED – MIN SANDHED, OM DET JEG FIK MED MIG UD FRA KNAP 2 ÅR I EN KOMMUNE – JEG TÆNKER IKKE DET HER ER DEN ENESTE KOMMUNE HVOR DET ER SÅDAN. OG JA JEG SKRIVER EN OPFØLGNING…

I alle lagene af #Metoo, med alle de forfejlede overfortolkede benyttelser af de begreber der knytter an til debatten, som eksempelvis begreberne sexisme, overgreb, voldtægt, seksuelle krænkelser, forulempelse, grænseoverskridende adfærd og så videre, der er sikkert flere i samme boldgade, mærker jeg en langsom afdækning af hvordan det landskab ser ud inde i og rundt om mig.

Ikke mindst fordi jeg i de seneste måneder har deltaget i et Kafkask drama, i den kommune jeg frem til 30.11.2020 har været ansat i. Jeg blev hovedpersonen i et (tilsyneladende) selvskabt drama, uventet og uden selv at vide, at jeg sagde noget, eller vide helt hvad det var jeg har sagde, der kunne foranledige at jeg skulle indkaldes til en tjenstlig samtale, hvilket jeg blev d.19.10.2020. 

Før det skete, mente jeg at have gjort noget godt, min pligt om du vil, med den viden jeg sad inde med.

Af helt personlige årsager, og blandt andet fordi jeg har haft en tydelig følelse af at hvis jeg sagde noget om det hele før min ansættelse ophørte, kunne det få andre konsekvenser end bare en mistet løn, og derfor har jeg ventet til nu med at åbne op offentligt, bruge min ytringsfrihed, fordi jeg som menneske har haft brug for den sidste løn tikkede ind, og før dét skete var jeg i risiko for at blive bortvist og måske også i risiko for andre ting, og så tager de lønnen med. 

For nu ikke at komme til at træde på endnu flere fødder i mine bestræbelser på at gøre tingene ordentligt, og dele min viden med den omverden jeg mener bør have den, ændrer jeg i det følgende navnene på alt og alle. Også for at undgå at blive injurierende – så altså ingen navne, i en kommune der hedder Labberup. Det kan fremstå en smule humoristisk, eller måske endda latterliggørende, og til det har jeg at bare sige at der er fandme også en tragikomisk vinkel på hele miseren, men det er ikke tilsigtet at gøre det hverken humoristisk eller latterligt, og for mig har det været ganske alvorligt, at være udpeget til at være krænkende og chikanerende af EN af mine kolleger i en flok, hvor jeg ellers troede jeg kunne stole på dem alle – altså som i, de havde min ryg i den her sammenhæng, hvilket jeg fik af vide – helt bogstaveligt af min AMR. 

Sådan har virkeligheden vist sig ikke at være, og kommunen valgte at tage hele historien ret let vil jeg sige, nu de havde mig som ”Prügelknape.”

Den anden side af det her, er det der bor i mig. Den måde at blive behandlet på, er nemlig ikke fremmed for mig, og kan spores helt tilbage til min barndom. Så med fare for at du finder ind i min historie og pludselig mener at jeg er en smule skør eller andet, så kan jeg afsløre at jeg hele vejen har fået psykologisk hjælp til at håndtere og skille alt det her ad. Det har aldrig været min hensigt at skade nogen, udstille nogen eller opnå noget til egen vinding… Eller den slags. Jeg har alene handlet fordi der dels er nogle mennesker i organisationen, og nogle mennesker der søger hjælp i organisationen som er ramte. Og det kan jeg ikke sidde stille med. Så for alle dem der ikke selv råber op – så gør jeg. Om det er historierne der er usande, eller manden der har uhensigtsmæssig adfærd, er mig egentlig ligegyldig, det skaber et dårligt arbejdsmiljø uanset.

Det har alene været mit ærinde at oplyse om en dårlig og usund kultur i en afdeling, i en kommune hvor opgaven er at hjælpe andre mennesker, et bedre sted hen i deres liv. Jeg tillader mig at spørge: ”Hvordan lader det sig gøre i en kultur der er så usund, at man end ikke tør påpege uregelmæssigheder i sagsgange, samarbejdsrelationer eller strukturer, uden at frygte for sin ansættelse, sin leders vrede eller magtmisbrug, eller for fremad at få alle lorteopgaverne?”

Siden min ansættelse i Labberup Kommune 01.05.2019 har jeg ved selvsyn oplevet denne kommunes arbejdsmiljø helt tæt på. Da det er en afdeling i kommunen hvor der arbejdes med familier, børn og unge taler vi her om det psykiske arbejdsmiljø. Internt i afdelingen har man de senere år ansat nye kræfter, og fra historierne i kulissen kunne jeg godt høre fra starten af, at det handlede om at man for nogle år tilbage havde ansat en Djøffer til at rydde op, og skabe besparelser i dette afsnit af Labberup Kommunes organisation. Da jeg blev ansat i en ekstern afdeling, på en anden matrikel end rådhusets, kunne jeg heldigvis være på afstand af historierne og fokusere på den opgave jeg var blevet ansat til. Jeg var virkelig glad for mit nye job, der var gode faglige udfordringer, en nyoprettet stilling hvor jeg selv skulle være medskabende på indholdet, og udsigten til en fast månedsløn, selvledelse i arbejdstiden og søde kolleger jeg kunne snakke om stort og småt med, gjorde at jeg tænkte at alt var godt.

Der ansættes samtidig med mig en ny leder på den store matrikel i Labberup kommune, som skal lede hele tilbuddet og formedelst gøre arbejdet mere effektivt, og skabe en ny sammenhæng i tilbuddet. Her må jeg bare tilføje at jeg fra første håndtryk fik kuldegysninger, og med mit fintunede kropslige apparat og min indre bullshit detektor, med det samme mærke en dysfunktion hos manden de havde sat i spidsen for blandt andet den matrikel jeg var på. 

Det kan du læse mere om her: https://sydhavnsmamma.com/blog-feed/page/2/

4 måneder inde i min ansættelse, bliver vi alle på min matrikel kaldt til samling. Ledelsen fra den store matrikel i Lapperup Kommune kommer ud og meddeler os at der skal spares 23 millioner i indeværende og næste år og der kommer på den konto til at rulle hoveder. Blandt andet nedlægger man 3 lederstillinger, og skal afskedige 7 medarbejdere i det afsnit jeg hører ind under. Man vælger også at lukke det tilbud jeg er ansat i, hvilket i sig selv er helt meningsløst da tilbuddet løser en kerneopgave i Lapperup og faktisk med ret stor succes, nedlukningen vil betyde at min stilling som er helt nyoprettet, ikke længere er eksisterende. Jeg mærker tydeligt suset da tæppet trækkes væk under mig og min ny fundne glæde. Der går lige nogle dage med kollega snak, frustration, undren og også en del vrede. Bevares ret skal være ret, og besparelser er et vilkår når man ansættes i en kommune, og der er mange måder at gøre det på og præsentere det på. Den måde de valgte at gøre det på i Lapperup var ikke særlig hensigtsmæssig. Man kan roligt sige at de smed 50 års viden på møddingen med nedlæggelse af 3 ledelses stillinger og de skabte uro og stress i medarbejder gruppen, med metoden de valgte. Altså jeg er ret sikker på, at ham de ansatte samme dag som mig, stod for forslaget til hvordan det skulle gøres, og egentlig havde jeg i dagene efter et eneste spørgsmål: ”Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor de ansatte mig, for så 4 måneder senere at spare det hele væk.” ingen ville svare klart på det, men de ville gerne lyve og sige at de ikke havde vidst det stod så alvorligt til med finanserne – til det siger jeg bare BULLSHIT – for hvis det er sandt så er der da nogle af økonomerne der skal på kursus eller noget…

Jeg har en sygdomsperiode (læs blogindlægget der linkes til ovenfor) og er derfor ikke med til julefrokosten, hvor jeg forstår på efterfølgende samtaler og kolleger der banker på døren til mit kontor for at blive de briefet, at bølgerne hos især to mandlige ledere er gået højt. Der er drukket igennem, den nyeste leder taler højt om en liste med alle de unge singler som han nok ved hvad han vil gøre med, og den anden leder danser utilstedeligt tæt med en teamleder, altså en på et magt niveau under, og der bliver også snavet igennem, hun er så tilsyneladende selv med på ideen, men det fortæller noget om hvilken slags leder vi har med at gøre, synes du ikke? 

Igen skal det understreges at jeg ikke selv er til stede, disse fortællinger kommer til mig efterfølgende dels i forbifarten, i frokostpausen, og i et lukket rum bundet af tavshedspligt. Men der er mange der føler sig forulempede af det de har været tilskuere til. Tilliden til ledelse kan efter denne julefrokost ligge på et meget lille sted, og bevidstheden om at når mandagen kommer, skal de lade sig lede af disse to mænd gør ikke noget godt for nogen.

Den senest ankomne leder går dog så langt over stregen, at han bliver ført ud med at fast tag i albuen samme aften. Han kommer ikke igen på arbejdspladsen og det er endnu ikke alment kendt om han blev fyret, blev gået, blev bortvist eller fik muligheden for selv at sige op. Der er spekulationer om hvad der siden skete, som i skrivende stund så småt er ved at dø ud, men nu er der også snart gået et år.

Den anden ledelsesperson, får en irettesættelse – det er det historierne fortæller, det er det fortællingen i afdelingen, går på. Men reelt er der ingen andre end de som har været direkte involverede der ved det – man praktiserer på ledelsesniveau øvelsen ikke at tale om det – og det ved jeg, af helt personlig erfaring er en rigtig rigtig dårlig ide. 

http://monak.dk/forfatterskab

Nå, men efter nytår 2019/2020 hvor jeg også så småt vender tilbage til mit arbejde, fortsætter disse fortællinger med at lande i mit øre. Jeg får dem fra mange forskellige medarbejdere og kolleger. Der kommer en midlertidig leder, som egentlig er en dygtig fyr der er gået på pension og blot tager lidt opgaver i en privat praksis, en som Labberup kommune kender i forvejen fordi han før har været leder i kommunen, og derfor også kender hende der er Centerchef og mange andre ansatte. Han er en god mand og det er også ham der ender med at støtte mig i at flytte fra den ene matrikel til en anden, hvor jeg sådan lidt ind ad bagdøren får opnormeret et familiehus og ansættes som familiebehandler i en fast stilling. Lad mig tilføje at ingen fra den eksisterende ledelse tager ansvar for mig som medarbejder, ingen spørger mig hvad vil du eller andet. Jeg tager selv den opgave på mig, at finde en vej i det her rod. Altså det er jo fint nok, men jeg synes det er en kæmpe ansvarsfralæggelse, allerede der møder jeg den del af Labberups DNA om ikke at tage ansvar for det det egentlig handler om, men skøjte på overfladen og kun tage de mindre indgribende ansvar på sig. Jeg kommer også i tanke om hvorfor det egentlig var jeg blev selvstændig og ikke ville arbejde i en kommune.

Videre i historien, kommer Sofie Linde på banen i medierne. Hendes tale hvor hun fortæller om den DR medarbejder der ”tilbød” hende at hun da kunne give ham et blowjob og ellers… sætter gang i hele ”Metoo” debatten igen. Det siges at debatten tages til et helt nyt niveau, idet Sofie påpeger at det handler om den kultur der er, og ikke om manden. Lidt lige som det jeg ender med at forsøge at gøre i Labberup Kommune. 

Og fortællingerne fra Labberup familieafdeling fortsætter med at lande i mine ører. 

  • ”Han er så ubehagelig, sådan du ved klam. Står helt tæt på og man kan mærke han snuser ind.. Adr!”
  • ”Jamen man ved bare, at når han siger noget, så skal man klikke hælene sammen og gøre det, ellers får man alle lorteopgaverne.”
  • ”Ej men helt ærlig, så sidder han der og flirter hen over bordet med xxxx xxxxx mens der er borgere til stede, det er så uprofessionelt og faktisk ulækkert. Jeg følte mig helt grænseoverskredet i det møde:”
  • ”Jamen Mona, det kan da ikke passe at han bare kan råbe på den måde ad mig. Jeg ved helt ærlig ikke hvad jeg skal gøre.”
  • ”Jeg så det på afstand, han råbte bare – hun græd og løb ud. Nu er hun sygemeldt med stress. Jeg tror desværre ikke hun kommer tilbage…!”

Og det fortsætter i den dur. Oveni de fortællinger der er fra julefrokosten hvor der udtrykkes mistillid og at mange har følt sig forulempet af hans adfærd.

Jeg har en baggrund som selvstændig social konsulent og familiebehandler hvilket betyder et ret stort netværk. Og som i mange andre brancher så flytter medarbejderne sig også rundt i kommunerne, afhængig af hvor de lige bor, hvor der er gode stillinger, avancementer og alt det. Så mange i mit netværk kender også til de personer der fløjter rundt på ledelsesniveau, uden besvær fra den ene kommune til den anden, og på en eller anden måde aldrig kommer til at stå til ansvar for deres gerninger – altså de uheldige af slagsen. Og jeg møder á og til mennesker på gaden, der spørger som man nu gør når man løber på hinanden: 

Tidligere samarbejdspartner: 

”Nå hvordan går det så med dig? Jeg hørte du var blevet ansat i Labberup Kommune…?”

Mig: 

”Ja – det er jeg også.”

Tidligere samarbejdspartner: 

”Nå okay er du glad for det, for jeg har hørt at xxxx xxxxx er blevet leder der – og det kan da ikke være godt?”

Mig: 

”Ja det er også sandt, du kender ham?”

Tidligere samarbejdspartner: 

”Ja for helvede… Men desværre ikke for noget godt. Klam fyr, helt igennem.”

Mig: 

”ja det er desværre også det jeg hører.”

Jeg har haft flere af denne slags samtaler, altså med folk der ikke længere arbejder i Labberup, eller som kender ham fra andre kommuner i DK. 

Efterhånden som tiden går, finder jeg det sværere og sværere fortsat at rumme de fortællinger der lander i mine ører. Jeg overvejer med mig selv, hvordan jeg kan gøre et eller andet.

På LinkedIn er jeg i netværk med mange forskellige mennesker, herunder også Direktøren for det hele i Labberup Kommune. Han spørger en dag ud på sin profil noget i stil med: 

”Hvad gør en klog i disse Sofie Linde tider, der er meget at se til og jeg tænker over hvordan man bedst kan agere?” (jeg har formuleret med egne ord, men det er essensen) jeg ser hans opslag og bliver inspireret til at svare ham. Jeg skriver nogenlunde følgende:

”Ja man kan jo starte med at se ind i sin egen organisation og trække på de erfaringer der ligger der. Jeg kommer gerne til en kop kaffe med gode ideer.”

Dagen efter er opslaget taget ned, jeg kan i hvert fald ikke se det. Jeg tænker lidt over det og beslutter mig til at skrive til ham i en privat besked. Det er vigtigt for mig at fortælle det jeg ved til en ledelsesperson som kan tage ansvar for de her ting. 

Med til historien hører det, at en kollega har fortalt mig at hun før har forsøgt at gå til Centerchefen i Labberups familieafdeling, men der fik hun at vide at, ”Det taler vi ikke om.” 

Med den oplysning er jeg naturligvis nødt til at gå et niveau højere op. Jeg skriver til ham i en privat besked. Fortæller hvad der lander i mine ører, hvem det handler om og hvordan det påvirker. Jeg afslutter med: 

” Du bestemmer jo selv om du vil gøre noget – men nu er du informeret 😌 Det var bare det…..” (Kopieret direkte fra LinkedIn)

Der opstår en dialog mellem os, og den ender med at han foreslår mig at gå videre til min arbejdsmiljørepræsentant (AMR) og min tillidsrepræsentant (TR) med hele historien. Jeg vælger at lytte til hvad direktøren for det hele foreslår, selv om jeg faktisk synes han fralægger sig sit ansvar. Samme dag ser jeg, at den leder det handler om, er inde og kigge på min profil på LinkedIn. Det gør mig faktisk en smule utryg. Ovenpå alle historierne jeg har hørt, føler jeg faktisk jeg er blevet intimideret og har ikke lyst til at komme tættere på denne person – slet ikke.

I løbet af dagen viser jeg denne tråd fra LinkedIn og orienterer min AMR om forløbet indtil nu. Hun tænker lidt over det og siger at hun vil gå videre med det til de andre AMR repræsentanter, hun siger også til mig at hun synes jeg er modig, at medarbejderne på den store matrikel helt sikkert vil synes jeg er en helt og jeg bliver i hendes ordstrøm rost til skyerne. Samme aften ringer hun og er omsorgsfuld og oplysende om, at hun har bragt sagen frem til Centerchefen. Det har hun valgt at gøre, skal det siges, uden at spørge mig om jeg er ok med det.

Næste dag kaldes jeg til en samtale med denne centerchef (Som jo altså også ikke vil tale om det). Det bliver faktisk en god samtale, jeg har min TR med og vi går ud sammen og synes det er en god samtale. Den ender med at centerchefen siger: ”Jeg tager den herfra Mona.” Og jeg siger: ”Fedt, så er den ude af min skrivebordsskuffe.” Jeg går derfra med en god følelse, og tænker egentlig at den kollega der har sagt, om centerchefen at hun ikke vil tale om det må have misforstået det eller noget… Ja ja – sig bare jeg er naiv. Jeg tror på det gode i mennesker – stadig.

Vi er på temadag, og jeg kører hjem om eftermiddagen og er lettet over at det hele nu er håndteret. Jeg er stolt af at have stået op for mine værdier, for mig selv og for mine kolleger. Det er på en eller anden måde sivet lidt hvad der sker og jeg får tilkendegivelser om at jeg er modig, og ”skide godt gået Mona, jeg ville ønske jeg havde dit mod.”

Jeg arbejder videre. De næste 11 dage er fine. Jeg taler egentlig ikke om det, hvilket jeg heller ikke gjorde før jeg sagde det højt til ledelsen, men på en eller anden måde bliver der alligevel smidt benzin på bålet omkring denne leder. 19 oktober 2020 bliver jeg kaldt ind på min nærmeste leders kontor. Han fortæller mig, med en synlig ubehagelig følelse i egen krop, at jeg vil få en mail hvor jeg vil blive indkaldt til en tjenstlig samtale. Jeg forstår først ikke hvad det handler om. Jeg bliver handlingslammet, og stammer lidt uforstående overfor ham:

Mig: ”Men hvad handler det om?”

Ham: ”Det må jeg ikke sige, og jeg ved det heller ikke.”

Mig: ”Jamen, jeg forstår det ikke…?”

Ham: ”Nej – men det er den besked jeg har fået. Jeg skal også bede dig om at forlade familiehuset med det samme.”

Mig: ”Nå, okay så. Jeg skal fandme da opleve meget her i Labberup Kommune!”

Ham: ”jeg skal lige bede dig om numrene til de familier du arbejder med, så jeg kan aflyse dine aftaler.”

Jeg afleverer min telefon og koden dertil og tøffer ud af hans kontor og går hen for at pakke sammen og gå hjem. Kolleger ser undersøgende på mig, spørger hvad der sker, og jeg kan ikke sige andet end at jeg ikke ved det. Det var den mærkeligste dag i hele mit arbejdsliv. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle opleve det. Men her var den så, den oplevelse. 

Eftermiddagen bruger jeg på at kontakte min fagforening, tale med min TR og prøve at finde ro, indtil den famøse mail kommer hvor jeg indkaldes. Usikkerheden er ved at æde mig op. Det utrygge rum jeg svæver i, hvor jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt og heller ikke ved hvad det handler om. Da mailen kommer, føles det som at få en på skrinet – det har jeg også prøvet i mit liv – så jeg kender den følelse. Der står i teksten på indkaldelsen:

Baggrunden for den tjenstlige samtale er, at Labberup Kommune har modtaget en henvendelse om, at du har fortalt og inddraget kollegaer om, at der kører en sag mod xxxxx xxxxx xxxxx i forhold til magtmisbrug og sexualiserende adfærd. Dette anses for krænkende adfærd og chikane over for xxxxx xxxxx xxxxx fra din side, og vurderes på de foreliggende oplysninger som en tilsidesættelse af dine ansættelsesforpligtelser.  

(Direkte kopieret, navnet er indsat med xxxxx xxxxx xxxxx, kommunenavnet er ændret – jeg beskytter mig selv)

Så nu er det mig der er krænkeren, jeg er en der chikanerer…. Jeg er målløs, vred og virkelig ramt på mine værdier og den ordentlighed jeg altid har tilstræbt at lægge for dagen, i det jeg bevæger mig i, i livet. Jeg skal nu vente 2,5 dag på at komme til den samtale. Fagforeningen mener det er et meget tyndt grundlag, at de går efter at få mig ud. Da jeg fortæller at jeg er blevet headhuntet til en ny stilling tilbage i august måned, og faktisk har opsagt min stilling til udgangen af november, undrer det endnu mere. Så kunne de jo lave en undersøgelse og lade det blive ved det. Jeg var jo på vej væk, hvis det var det det handlede om. Det blev 2 meget lange dage for mit vedkommende. Jeg forsøger at kontakte min AMR men hun svarer pludselig ikke tilbage…?

Med til samtalen har jeg min fagforening og min TR som har stået mig bi gennem hele denne sag. Samtalen er med en afsnitsleder og en HR jurist. Jeg kender dem ikke. Centerchefen som er den der har sagt at jeg skulle til denne tjenstlige samtale, hun er på ferie – og fred være med det, men man kunne måske have ventet til hun var hjemme igen om tirsdagen, 5 dage senere? Men nej, det var vigtigt at gøre det. De damer som skal holde samtalen med mig, er tydeligt utilpasse. Jeg bliver vred og skælder dem ud, selv om det jo ikke er dem der har taget beslutningen, men dem der har valgt ordlyden, de skrev ”Krænkende og chikanerende” – og det er egentlig det jeg er mest vred over. At JEG bliver kaldt det. Der er helt sikkert nogen der trækker i snorene her, nogen som sidder på ledelsesniveau, som ikke er centerchefen. Jeg får gennem forløbet en tydelig fornemmelse af at hendes hånd bliver ført. Jeg kan ikke bevise noget som helst, men jeg er ikke i tvivl om at jeg bliver behandlet på denne måde for at de kan statuere et eksempel. 

Jeg bliver fritaget fra tjeneste og sendt hjem resten af min tid i Labberup. Med fuld løn. Jeg er rystet i min grundvold. Magtmisbrug får en helt ny dimension for mig, og efterfølgende taler jeg med rigtig mange der har oplevet lignende, både indenfor kommunale organisationer og også i det private erhvervsliv. Historier om hvordan pengestærke mænd bliver vrede når de får et nej tak til intimitet med en kvindelig leder, og derefter smadrer hele organisationen ved at trække de økonomiske midler ud de allerede har lovet, ved at lave ulovlige transaktioner alene for at ramme den kvinde der sagde NEJ.

Tilbage til Labberup. Jeg taler med min fagforening om at få endnu en samtale med Centerchefen. Bare for at opklare hvordan hun sprang fra: ”Jeg tager den herfra:” Til at indkalde mig til en tjenstlig samtale. Den samtale kommer ugen efter. Centerchefen har ikke mange ord til overs til mig. Hun fortæller at hun har lavet en undersøgelse som hun efter loven er forpligtet til, at den ikke viste at mine påstande holdt og at hun derfor ikke så andre muligheder end at sende mig væk. Jeg spørger hvordan hendes undersøgelse har været, og hun fortæller at hun har spurgt i tillidsværket, som er måske 6-7 personer ud af 200 ansatte. Jeg understreger igen, at ingen jo tør sige noget af frygt for den mandlige leders reaktion, og nu også med det eksempel hun statuerer med mig, jeg siger at jeg ikke finder det særlig lødigt med den empiri hun har samlet – til det trækker hun på skuldrene. Jeg siger videre at så er det jo sandt at man ikke kan gå til ledelsen…? Til det trækker hun også på skuldrene.

Samtalen slutter. Intet er ændret. Jeg er målløs.

Imellem tjenstlig samtale og den sidste samtale kontakter de familier jeg har arbejdet med mig, for at spørge hvordan de kan beholde mig. Det de også fortæller er at forklaringerne på at jeg ikke længere er der er forskellige, der lyves om min person og der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Mit navn trækkes ned, og det er ikke ok vreden spædes op. Jeg kan intet stille op, jeg kan fortælle det her på bloggen, og jeg kan prøve at skrive en bredere fortælling om alle de andre historier der flyder til mig i forhold til magtmisbrug. Jeg har flere venner der fortæller om oplevelser både i toppen af dansk erhvervsliv, i kommunalt regi og i Ngo sammenhæng. 

Så en kæmpe tak, til Sofie Linde for at genskabe debatten, tage den til næste level. Men der er laaangt igen, der sker stadig alt for meget derude og der er alt for mange der vælger at lukke øjnene.

Jeg har talt med flere efter jeg ikke skulle komme på arbejde mere. Flere som stadig siger at de ikke tør stå frem af frygt for repressalier, af frygt for at miste deres arbejde. Men så længe at denne type af ledere kan cirkulere rundt i landets kommuner, at de når de så høvles ud, kan undgå at det står i deres sag, at den viden om dem gives videre – ja så vil problemet fortsætte. Så der er noget helt oppe på kommunalbestyrelses niveau der skal forandre sig, noget grundlæggende kulturelt og politisk i samfundet der skal forandre sig. 

Ham den anden leder der aldrig kom igen efter julefrokosten… Han er nu leder for et opholdssted for unge udsatte piger…. Jeg siger det bare!!!

Hvis bare en stod frem i Labberup Kommune, og understøttede min historie så ville han ryge ud. Jeg venter stadig på den ene…

Tak for du læste med her til, den var lang jeg ved det godt – men jeg har haft sådan brug for at fortælle det til verden. 

Mit motto har i mange år været: ”Du skal ikke finde dig i en skid.” og det holder…

Med det vil jeg ønske dig den bedste dag, og ønske for dig at du finder mod til at stå op for dig selv, og alle dem du omgiver dig med der har brug for det. Også selv om det kan have omkostninger. Det er det hele værd.

Jeg føler mig stærk, jeg mærker at mine værdier er grundlæggende og jeg ser mig selv som et ordentligt menneske. Og det er mere værd end alt muligt andet.

Alle mulige kærlige tanker

Mona

Mona