Featured

Min intention er at fortælle historien om mig selv – men i små bidder.

Den kan godt slå folk lidt af pinden… Så hvis du er klar så kan du følge med her på bloggen og måske blive lidt klogere på dit eget liv, på din egen historie og din egen proces.

Hele livet er en proces.

Fra fødsel til død – vi er alle sammen i proces og vi har alle muligheden for at forandre det vi ikke kan li’.

— Mona Kjærulff Hansen

Det første indlæg her vil jeg gerne rette mod begyndelsen. Ha-ha, ja hvor fanden ellers. Du skal bare vide lidt om mit udgangspunkt for at have haft det her liv, med alle mulige forfærdeligheder og alle mulige skønne øjeblikke og kærlige mennesker. Alt noget der har påvirket min måde at håndtere det hele på og min måde at være i verden på.

Idag er jeg et ret roligt menneske, med stor tålmodighed og en markant større kærlighed til andre mennesker end jeg før har haft.

Jeg er født som en uønsket graviditet. Jeg er lige under spærregrænsen og fra 1960. “Før aborten den blev fri”, som Kim Larsen synger. Ikke at min mor ikke ønskede lige præcis MIG – men altså det var et ubelejligt tidspunkt hun blev gravid på. Så du forstår nok at det ikke handlede om hende og mig som mennesker men det handlede meget om den måde jeg blev undfanget på og de vilkår min mor og far havde på det tidspunkt.

Min far havde lige sat sig som selvstændig Maler og min mor var hjemmegående, som det var mest almindeligt at kvinder var dengang. De hutlede sig noget igennem livet. Min far drak alt for meget og min mor levede et ensomt liv i København, lang fra sin familie i Horsens. Hun havde kun få veninder og var henvist til jobbet som vicevært og pasning af min bror, som er to år ældre end mig og så kom jeg.

På det tidspunkt jeg blev født havde de knap nok til saltet til et æg. Min mor har fortalt mig at de brugte kaffebønnerne to gange, og at hun kogte bleerne i en stor gryde i køkkenet. Hun har beskrevet for mig hvor slemt det lugtede og hvor meget hun hadede det. Og jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været.

De boede på Sindshvilevej på Frederiksberg. Siden kom de til at bo i Hostrups Have og efterfølgende byttede de den lejlighed med en kæmpe herskabslejlighed på Kochsvej I teaterkvarteret på Frederiksberg. De steg i graderne, i hvert fald på boligområdet og økonomisk.

Nå men – tilbage til min undfangelse. Altså der var meget alkohol i min fars liv, og historien er at han kom fuld hjem og tiltvang sig adgang til sex med min mor og vupti, så var jeg på vej. I hele mit liv har det været en ufortalt del af mit følelseunivers at jeg kunne mærke jeg var uønsket. Det blev egentlig først sagt højt da jeg var teenager og gerne ville sove hos en kæreste. Jeg har været omkring 15 år og havde Torben på 21. Han så gerne at jeg sov hos ham, men det måtte jeg ikke. Lige som jeg heller ikke måtte overnatte hos veninder op gennem skoletiden – noget jeg aldrig har fundet helt præcist ud af hvorfor, men jeg har da nogle anelser og fatasier om det. mere om det senere. Den situation der opstår er jeg vil gerne sove hos Torben, og min mor siger nej. Vi har en diskussion og jeg ender med at sige at det hun er så bange for skal ske, det kan foregå i det store spisefrikvarter – at det intet har at gøre med hvor jeg sover. Hun bliver rasende og hvæser ud gennem tænderne: “Du skulle have været en plet på lagenet, i stedet er du blevet en plet i mit liv” – “Det er hvad din fars druk har gjort”

Jeg er lammet. Jeg kan ikke røre mig og min hals snører sig helt sammen. Hun rejser sig vredt fra stolen og snerrer. “Gør hvad du vil, du er alligevel ligeglad med mig”

Jeg gjorde det ikke – sov hos Torben. Jeg blev bekræftet i at jeg ikke havde været velkommen, at det jeg ofte havde mærket hele min opvækst sammen med min mor var rigtigt. Hun ønskede ikke jeg var der. Og det er mit udgangspunkt, og senere i mit forløb hos forskellige terapeuter, under min uddannelse til terapeut og gennem mit arbejde, er det blevet tydeligt for mig at jeg på ingen måde har været alene. I min generation er vi mange uønskede, alene fordi der ikke var et valg.

Det kom til at præge mit liv i ret stor grad, og det var faktisk også det der gjorde at chancen for overgreb for mig blev langt mere present end den var hos andre børn.

Hvor fanden skal jeg begynde? Jeg starter med at sige Tak og at glæde mig.

Så mange betragtninger og synspunkter om krænkelser, om sexisme, om magtmisbrug, om overgreb, om mænd versus kvinder og den anden vej rundt.

Det slår mig hårdt når nogen laver sjov med det, hele fænomenet omkring magtmisbrug og sex. det slår mig nærmest i gulvet når magtmisbruget i nogle sammenhænge kommer i samme kasse som sexuelle overgreb, som for mig er noget helt andet, og voldeligt der sker mod et andet menneske som ikke er enig i handlingen og som måske er et barn. Magt-(misbrug) bruges også til at få andre til at gøre ting, som ikke har sex som omdrejningspunkt, og det er både kvinder og mænd der gør det.

Faktisk er der en lovgivning der fortæller at Blufærdighedskrænkelse er forbudt og kan straffes med 2 års fængsel. Berøring er også blufærdighedskrænkelse. Faktisk er der en del skriv omkring det i straffeloven. En simpel google søgning giver den her:

§232 – Blufærdighedskrænkelse. §232. Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Det bliver uddybet og tydeliggjort hvordan man så definerer blufærdighedskrænkelse. Når det så er sagt, og at der er alt for lidt fokus på den del i medierne, og så er der jo faktisk ikke plads i fængslerne til de her forbrydere. For der er jo mange af dem, ser det ud til. Jeg har faktisk aldrig hørt om nogen der er straffet for den slags magtmisbrugende sexistiske adfærd, hvor man uanstændigt krænker et andet menneske. Jeg har til gengæld hørt om aftrædelsesordninger, og om mænd der fortsætter i nye stillinger, uden at det bliver videreformidlet (Læs: At tage referencer) at de ikke kan opføre sig ordentligt.

Det er interessant at mange af de tekster jeg finder omkring Blufærdighedskrænkelse retter sig mod gerningsmanden, det er vigtigt at have en god forsvarsadvokat og det handler om omstændighederne i sagen, og mindst mulig straf… Det får sgu da også sat en tankerække i gang, eller hvad?

Det har været der i alt for mange år, grænseoverskridende adfærd fra mænd til kvinder. Mænd har ejet kvinder, helt tilbage i tiden. Vi er oppe imod århundreders kultur hvor kvinder ikke har haft ret til mange ting. Og i det perspektiv så går det jo frem kan man sige. Det er ikke så mange år siden at en kvinde skulle adlyde sin mand i ægteskabsløftet, elske ære og adlyde hed det, nu er adlyde taget ud – men stadig, det er ikke længe siden det blev brugt. Så jeg forstår godt den ældre generation der vægrer sig i denne debat, for hvornår er det så ikke okay at tage hvad man vil, hvis man i ægteskabet engang sagde ja til at adlyde…?

Nå; men der er mange refleksioner i den her debat, mange nuancer og mange kvinder der er gået før os i kampen for lige værd, lige stilling, lige løn, lige meget til alle. Så tak for det siger jeg, og tak til jer der går foran i nutiden. Det er fandme en hård vej at gå, der ligger ikke bare brosten og det går op ad bakke, men vejen er desuden belagt med glasskår, knive og pludselige udfald der ligger og lurer i skyggerne, i samtidens teknologiske væren i verden.

Det er den nye unge stærke generation af kvinder, i er fandme skabt af det helt særlige stof som jeres formødre udvandt ved at gå de første skridt og brænde deres BH på bålet, ved at stille sig frem og sige NU ER DET NOK med undertrykkelsen. Jeg hylder jer og i har min støtte hele vejen.

I er fucking seje og den her forandring i er med til at skabe er en af de store.

Så Tak.

Der er sgu snart så meget..!

Brinkman gør det klart at der er plads til at være offer. Pia kjærsgård synes ikke Sofie Linde skal være offer. Emilie Van Hauen råber af sit fjernsyn fordi Pia kjærsgård siger det til Sofie. Det kan være svært at holde rede på hvem der mener hvad og om det nu er de rigtige der mener det man selv mener og i det hele taget finde rundt i snart sagt alle slags måder at agere og tale på – hvad er ok og hvad er ikke. Er der overhovedet plads til at gøre fejl efterhånden uden at blive udråbt til et eller andet, eller beskyldt for at være på den ene eller den anden “krænkende” måde.

Emilie Van Hauen har fat i den lange ende her (Find det på facebook i hendes feed) der er ofre, og det er med til at definere hvem der er skurke. De gode og de onde. Sådan har det altid været og sådan er det stadig. Men skal vi ikke blive enige om at de der krænker og er skurke det er dem der gør reel skade på andre mennesker. Sjæleligt eller fysisk. Og dem det rammer er ofrene. Det er altså ikke det samme som at man bliver ved med at være offer eller skurk for den sags skyld. Jeg har mødt mange af begge dele. Og de har sgu alle sammen udviklet sig til et andet sted i deres væren og i deres liv.

I går så jeg en dokumentar om Sing Sing, et fængsel i New York. Der har de skabt en mulighed for at fangerne kan komme på college og få en uddannelse – mens de sidder i fængsel. Og det er de virkelig hårde kriminelle, de har taget liv og voldtaget. Det er sgu ikke for sjov. De er faktisk både ofre og skurke i en og samme person. Fordi de fleste af dem har haft en lorte barndom med tæsk, stofmisbrug og fraværende forældre. Og de kan forandre sig… Hvad så med dig Pia kjærsgård? Hvorfor kan du ikke? hvorfor er det så vigtigt for dig at shame dem du står overfor, tale ned til dem og holde så meget på at få ret, så du bliver blind for det potentiale for forandring der ligger lige foran dig? Jeg spørger bare, ikke at jeg forventer du svarer, men altså…???

Det at være ung i dag er ikke nemt. Jeg misunder dem på ingen måde, og fik jeg valget om at gøre om, få 20’erne tilbage, ville jeg takke nej. De skal forholde sig til et nyt tema næsten daglig, de skal vælge hvem de vil være i en verden hvor de bombarderes med holdninger, indtryk, måder at være på og rigtigt og forkert i nærmest alle sammenhænge, og jeg forstår godt at nogle af dem farer vild i det hele. Hvis så deres forældre måske også kæmper med hvem de er, eller hvad de synes – eller de måske er gået i en retning som de egentlig ikke selv kan stå inde for, eller de havde virkelig travlt da børnene var små og nu hvor de er blevet unge mennesker kender de dem ikke rigtig.

Der er så mange tusind facetter af livet og det er godt nok svært at finde ro med at være sig, og at det er ok og godt og fint at være den men nu er, og når jeg i mit daglige arbejde taler med unge, så er det de fineste mennesker jeg møder, der godt ved hvem de er – egentlig – men de forvirres og bliver i tvivl om deres egne værdier, deres egne sår på sjælen. De bliver usikre på om det er ok at blive ked af det eller det – og det er altså faktisk en kæmpe stor lort som ligger der – skabt af sociale medier, medie åbenhed, af udviklingen i verden, af at vi kan se med når politiet skyder nogen i USA nærmest i real tid, samtidig med at der skal holdes øje med om nogen poster noget om en på SOME…

De værdier du skaber i din familie, sammen med dem du holder af, skal bære verden videre. Begreber som næstekærlighed, tilgivelse og overbærenhed kommer i baggrunden i så mange sammenhænge. Skal vi ikke sammen bære dem frem i lyset igen, sætte dem på dagsordenen, og undervise alle verdens “Pia Kjærsgårde” så vi kan forandre verden til det bedre, og komme videre fra overgebskulturen og shamingen, komme videre hen mod et mere og større kærligt hele – synes du ikke?

Skal vi ikke aftale det – Godt så.

Hav en dejlig uge.

Hej Sofie Linde. Det var godt sagt…

Kære Sofie. Det var godt du sagde det. Skide være med alle dem der siger “Tid og sted”, skide være med alle dem der siger det ikke findes, for du fik fortalt alle de andre at det findes. Du fik sagt det til familier, småpiger og drenge, gamle mennesker og sådan nogen som mig fik en hånd i ryggen. Tag ikke fejl af alle de lag du rammer her…

Der er de åbenlyse, de som på en arbejdsplads har været eller er ramt af chikane som du har, så er der dem der faktisk udsætter andre for det, uden at ane det er det de gør – “Ha Ha det er da bare for sjov” – menneskerne. Så er der dem som lever sammen med dem som gør det, for tro mig de gør det også derhjemme, der er det bare blevet en vane – en del af sexlivet. Og ved du hvad Sofie, så er der os – den gruppe som jeg er en del af. Og selv om mange vil sige at vi hører til en anden gruppe end den du tilhører, så vil jeg bare sige at de som er sexuelt forulempet, de som har været udsat for sexuelle overgreb, er blevet voldtaget, eller på en eller anden måde har været nødt til at ligge under for andres sexchikanerende (u)manerer, vi er også taknemmelige for du har sat fokus på det her – mere fokus på de sexuelle grænseoverskridende adfærdsnormer vi har været omgivet af i årtier.

Da jeg blev født var børneporno stadig lovligt. I nutidens retorik bruger man stadig ordet “Børneporno” selv om det på papiret slet ikke findes mere. Sex med børn er overgreb, det er vold, grænseløst klamt og helt uden for det normale. Så lad os også åbne den skuffe med dine udtalelser.

Det ser ud til at befolkningen har lettere ved at tale om chikanen på arbejdspladsen, end de har ved at tale om overgreb. Det at være og føle sig krænket, er efterhånden også trukket et sted hen hvor det for os, som virkelig, og jeg mener VIRKELIG – har været krænket, er blevet en lidt grødet masse. Lad os ophøje sexchikane, lad os brede begrebet ud, lad os kalde dem det de er, dem der gør det… De er KRÆNKERE på lige fod med alle de andre der krænker. Bare lige for at sætte det på plads venner, og Sofie Linde – en krænker er en der udøver grænseoverskridende adfærd overfor et andet menneske.

Ifølge den danske ordbog betyder at krænke at begå overgreb mod nogens ære, selvfølelse eller lignende. Ordet krænkelse bruges til tider om seksuelle overgreb.

Bare fordi man kalder det noget andet, er det ikke bedre eller lettere eller mere acceptabelt. Det er stadig en sexuel grænseoverskridelse. Og jeg ved sgu ikke helt hvad de mener med den sidste sætning – at det til tider bruges om seksuelle overgreb.. Hvad fanden vil de ellers kalde det?

I går aftes holdt jeg oplæg i Landsforeningen spor. Rummet var så fyldt det kunne være med corona regler og alt det. Jeg delte scenen med Camilla Darre som har åbnet Center for Seksuelle overgreb, og sammen gjorde vi front mod vores private oplevelser. Vi bredte det ud, hvad det gør ved et liv, ved en udviklingsproces, ved et menneske at blive udsat for overgreb i barndommen. Ja eksempelvis skaber det voksne der udsætter andre for chikane….

Hav en dejlig tirsdag.

Et lille pip – Eller et stort brøl?

Mange socialforvaltninger omstrukturere for tiden. Der er nye toner her og der, og det betyder blandt andet nogen steder at man nedlægger handicapteams, og siger at alle skal ses på med samme øjne, alle sager skal starte samme sted. Ingen skal behandles forskelligt, uanset differentieringen i problemstillinger. Tanken er; at blive mere borgerrettede, borgeren i centrum (som om det er nytænkning), borgeren mere på banen og tage flere ting i opløbet så det slet ikke bliver til en “sag” i kommunen. Man distriktsopdeler, og tilknytter fagpersoner til distrikterne. Mon man kan slippe for at lave børnefaglige undersøgelser på den note? Eller man kan lægge ansvar ud til lærerne, pædagogerne og tilbage i familierne, når man på den her snedige måde holder store møder før man undersøger? Jeg spørger faktisk – hvad tænker du?

Hm….

Der hvor jeg har færdedes gennem snart mange år, har borgeren nu altid været i centrum, på den ene eller den anden måde. Synes egentlig aldrig de har været ude af centrum, men det har i mange henseender handlet om ringe eller i bedste fald mangelfuld sagsbehandling. Og det er ofte ikke sagsbehandlerne der ikke gerne vil gøre alt for at hjælpe, det er oftere en ledelse der sætter sig på nogle “Kloge” taburetter og mener de ligger inde med sandheden – hvert fald den økonomiske sandhed – og derfra handler de og laver nye strukturer, uden at tænke over hvor mange resurser det koster at gøre tingene på en ny måde, hvor mange mennesker (Borgere) der kommer i klemme i transformations perioden, og hvor mange medarbejdere der sukker højt, ryster på hovedet og siger: “Åh for helvede altså, nu havde jeg lige i samarbejdet fået skabt en god udvikling i den eller den familie!”

Omstruktureringer er næsten altid funderet i økonomi, en eller anden akademiker et sted opfinder endnu en dyb tallerken, som gør at vi kan spare de millioner vi fik brugt for meget sidste år. Nabokommunen ser de nye tiltag og tænker “Aha – måske kan vi også spare nogle millioner…?” og gør det samme. Monkey see Monkey do!

Og hvem er det reelt der betaler prisen på bundlinjen? Det er medarbejderen der igen skal til at skabe nye samarbejdsrelationer hen over midten, det er familier og børn der (Igen) skal forholde sig til en eller flere nye sagsbehandlere, det er børnene der venter på hjælp, som igen skubbes et stykke tid, for at skabe plads til de nye forandringer. Og så kan det godt være at man pakker det ind i “Mere borgerrettede forløb” men reelt er det spareøvelser. Som jeg ser det.

Jeg husker dengang man formede Bistandsloven som den hed. Da sociallovgivningen var ung og overskuelig. Dengang man reelt ønskede at hjælpe dem der var i klemme på en eller anden måde. Fanget i sygdom eller et liv med handicap, som var faldet ud af arbejdsmarkedet eller den slags, og man havde 1 sagsbehandler hver, uanset hvad problemet var, man gik op sagde sit cpr. nummer og fik en at tale med – den samme hver gang. Og nu er det desværre min oplevelse, at det er borgerne mod kommunerne, i en eller anden dum økonomisk battle, hvor det for kommunen handler om at bruge færrest kroner, frem for at se hvad der reelt er behov for, og for den der har behov for hjælp, handler om at blive set, hørt, forstået og hjulpet.

Og det er ikke fordi jeg ikke forstår udviklingen, det gør jeg. Jeg husker også mange fra min ungdom der udnyttede systemet, ragede til sig alt hvad de kunne på de spæde paragraffer, og de mennesker blev desværre laveste fællesnævner, de skabte et behov for at lave tillæg til loven, udvide loven og arbejde målrettet med at beskytte pengene, dine og mine skattekroner, så de som havde brug for hjælp kunne få det, frem for at det blev dem som var dumsmarte og udnyttede systemet fik mulighed for at malke det.

Loven er ændret mange gange siden, i et forsøg på at gøre det mere tydeligt hvem der er berettiget og hvem der ikke er… Det forstår jeg. Men som det er idag, ser jeg alt for mange mennesker der har behov for støtte, falde gennem hullerne, det er blevet en kamp og familier og børn er ofte henvist til at vente evigheder, eller slet ikke få hjælp – jeg ser også (jeg var med til mødet) at man bruger møde resurser (5 fagpersoner) på en 4 – årig der er sprogligt lidt bagud – men ellers er god til det hele (og det var ikke det første møde i denne alvorlige sag – mærk ironien). WTF…?

Nå men, det var så dagens lille PIP… Eller store BRØL – du læser det som du synes.

Hav en dejlig onsdag

Kærligst Mona

Nogen måtte fortælle det.

Der er så mange nuancer, dybt liggende forforståelser, måder at mærke og forstå på som du ikke kender hvis ikke du har prøvet det selv.

Det er ikke pænt, eller nydeligt eller smertefrit. Det går mere og mere op for mig at den fortælling jeg har skrevet ned, som er min fortælling om det liv der har været en del af mig, som ER en del af mig, for andre er en skrækhistorie af format. Mange af læserne af bogen “Og Ingen Taler om det,” læser den i små bidder. Fordi det er hårdt at læse. Nogle læser den i et stræk, fordi de skal nå ud på den anden side og vide hvad der sker med figuren Monica. Der er nogen der spørger “Men hvor meget af den er din historie?” med et undrende og lidt mistroisk blik spørger de. Og jeg svarer: “Det er min historie, med få dramaturgiske ændringer for at det skal hænge sammen, og ikke blive værre end det allerede er, længere end det er og for at det trods alt er til at holde ud at læse om. Det er sandt, hvert et ord er sandt – jeg ved det, for jeg var der.

Igår talte jeg med en kær veninde som sagde: “Det er skide godt du har skrevet den bog, for folk ved det ikke Mona, de ved ikke at det er sådan det er at vokse op med senfølger fra overgreb.” Nej det gør de nok ikke svarer jeg, vel vidende at det gør de ikke. Jeg bliver bare så overrasket over at det ikke er almen viden i den voksne del af befolkningen, at vi der er ramte (Hvert 4. barn i enhver skoleklasse…) lever her, i troen om at det her, det er noget alle ved. De ramte børn, dem der lever i det LIGE NU – de ved det heller ikke. De ved ikke hvad der kommer af pres, angst, ensomhed, betydningsløshed, kærlighedsløse relationer hvor de får sat sig selv op til flere overgreb – de vil også først opdage det senere – hvis de opdager det overhovedet.

Okay, jeg er ikke helt så blåøjet som jeg kommer til at fremstå her. Jeg har mødt forfærdelsen mange gange og det gør også at jeg i lang tid holdt op med at fortælle om dette og hint i mit liv, fordi mennesker generelt ikke har kunne tåle at høre – Sandheden. Og samtidig er der det her hemmelige fællesskab af senfølgeramte, os som lever der – når vi møder hinanden så er der øjeblikkelig genkendelse, og indenfor de første 10 minutter kan vi tale om en smerte så dyb og voldsom at det for andre er helt uforståeligt at det findes. Os der har været svigtet i så høj grad at vi mistede os selv i overlevelsens hellige navn. Os, der leder efter kærligheden i alt hvad vi møder, i alt hvad vi oplever – os der end ikke kan genkende den når den kommer, fordi dens ansigt var så grimt da vi troede vi så den første gang.

Jeg har skrevet en bog hvor det bliver beskrevet meget tydeligt, og grafisk – billederne vil tone frem på din indre skærm, og du kan måske aldrig slippe for dem igen. Men ved du hvad, vi er fucking nød til at tale om det her, fordi der stadig er nogle mennesker derude der ikke tror det er skadeligt at dyrke sex med et barn, eller slå et barn, eller udsætte et barn for alle mulige voldelige overgreb – sexuelle som ikke sexuelle. Omsorgssvigt er nøjagtig lige så skadeligt, men på en eller anden måde har andre mennesker lettere ved at forstå og acceptere det. Mennesker i almindelighed ved ikke HVOR skadeligt det egentlig er, selv psykologer der ved meget og kan meget, aner ikke omfanget af hvordan det faktisk er at være der, midt i lortelivet – med mindre de selv har prøvet det.

Jeg er kommet langt siden jeg var offeret, siden jeg slap den del af min indentitet og tog fat på livet på en bedre og sundere måde. og stadig har jeg i mit voksne liv mødt krænkelser og set dem for sent til at jeg ikke blev ramt, krænkelser så subtile og svære at få øje på, at jeg først i det terapeutiske rum bagefter fandt ud af at det faktisk var krænkelser, og at jeg var i min gode ret til at føle mig grænseovertrådt og krænket. Sådan tænker jeg det er for mange mennesker, også de ikke senfølgeramte. I mit daglige arbejde som terapeut har jeg en forpligtigelse til at holde mine egen temaer udenfor den behandlende relation, og det kan jeg også sagtens – jeg rammes mest når jeg møde en der er blevet sexuelt krænket, så må jeg nogen gange i klientstolen igen for at adskille min egen smerte fra den jeg skal hjælpe. Og samtidig bringer jeg også et møde ind i relationen til den jeg skal hjælpe som de ikke får andre steder. På samme måde som når en alkoholiker bliver hjulpet af en tidligere alkoholiker, men det kan altså kun ske hvis du selv er gennembearbejdet og behandlet efter alle kunstens regler. Sådan er det, og jeg ved at alle mine terapeut kolleger vil være enige med mig her.

Så du kan nok se at krænkelser for mig er noget helt andet end en noget med navnet på en is, eller noget med en statue. Krænkelser er noget langt mere alvorligt, og hvis ikke du ved hvad det er – så læs min bog, hvis du tør.

Jeg skriver på bind 2 af 3, fordi jeg gerne vil følge historien til dørs. Jeg vil også gerne tydeliggøre hvor meget det kræver af et menneske at rejse efter en krænket liv er levet, hvor meget det kræver at skabe et andet liv med et kærligt indhold, hvor meget det kræver at komme ind til kærligheden i sig selv, når den blev skåret i tusind stykker før den endnu var vokset helt frem. I skal allesammen vide hvor meget det berører de børn der fødes ind i den krænkedes liv, og hvor meget selvdisciplin det kræver ikke at rulle sig sammen i fosterstilling og blive liggende der, når livet igen og igen sparker dig i mellemgulvet og sender dig til tælling. Jeg vil også gerne fortælle at det lader sig gøre, så det er også en fortælling om håb, tilgivelse og indre kærlighed.

Jeg håber du vil hjælpe mig med at holde samtalen igang. Du kan jo eksempelvis starte med at læse min bog.

I september kommer jeg til Esbjerg bibliotek for landsforeningen SPOR hvor jeg skal tale om det kroppen fortæller. Jeg tror det er et lukket arrangement og du skal være medlem af foreningen for at deltage – men det er en god sag at støtte, synes du ikke?

Nå, det var bare det jeg ville sige på denne tirsdag morgen hvor jeg alligevel vågnede klokken 4 og ikke kunne sove længere.

Kærlige tanker

Mona

Krænkelser & Markedsføring…

Der er nu gået lidt mere end 2 måneder siden udgivelsen af min bog. Jeg oplever at mange har læst den, jeg har fået mange gode tilbagemeldinger, og alligevel er jeg ikke med på forlagets liste over dem der har solgt flest bøger… Jeg spørger hvor mange der er solgt af min bog, og de fortæller at de ikke kan sige det fordi det er mange forskellige platforme, men de kan godt have en liste med flest solgte – det hænger sgu ikke helt sammen for mig. Synes det er modsigende, så jeg har givet op med at spørge – jeg får samme svar hver gang.

At promovere sin egen bog synes jeg er en smule grænseoverskridende på en eller anden måde. Se Mig, Se Mig, skal jeg skrige fra tagenes top – og for sådan et relativt barndoms skadet menneske som mig, så går det faktisk langt ud over min opfattelse af hvem jeg er, langt ud over der hvor jeg synes jeg skal rette spotlyset hen. Og nåh ja, så er jeg jo vikset op i en familie hvor vi ikke talte om alt det svære, eller hvor det at gøre opmærksom på sig selv var okay. Så uanset hvad, så er jeg oppe imod både indre og ydre historier.

Hokus pokus Mona i fokus

Selv om vi jo lever i en tid hvor det er helt almindeligt at rette lyset mod sig selv, så har jeg det stramt med det. Who knew! Det er naturligvis også derfor andre af mine tidligere projekter ikke er kommet ud over rampen, uanset hvor gode de var, så skulle jeg stå frem og sige: “jeg er ekspert på det her eller det her” Og faktisk har jeg det også stramt med selvudnævnte eksperter. Niels Christian Barkholt (tidligere næstformand i socialrådgivernes fagforening, nu Social Talks manden – tjek det ud, virkelig godt projekt) præsenterede mig engang for en af sine venner som ekspert i seksuelle overgreb og senfølger. Det gav et helt gib i min krop. For selv om jeg ved virkelig meget, så har jeg det stramt med at blive kaldt en ekspert – endda selv om jeg faktisk er en slags ekspert i det felt.

Nå men på den note, hvis du læser med her på bloggen, så kan du se jeg har virkelig brug for din hjælp til at markedsføre min bog, for som medudgiver på et lille forlag, siger man ja til at gøre en del selv – så synes det min bog er værdig til en kommentar eller til udbredelse så siger jeg Tak for dig hjælp hvis du gør noget for det. Og kæmpe tak til alle jer der allerede har gjort det. Der er Bog reception d. 20.08 mellem 16 – 18 på Vang & Bar Ingerslevsgade 200 – Kom frisk, tag din journalistven med eller din forlæggerven eller nogen der er i bogbranchen som kan hjælpe mig, så bliver jeg rigtig glad og kysser dig lige midt på panden efter du har fået en ordentlig krammer. Tag også gerne en blogger med, en influenser hvis du kender en – Kom frisk – jeg er klar.

https://www.vangandbar.com/ tjek det ud her 😉

Så er der alt det her med krænkelser der suser rundt i verden, i medierne og i iskioskerne. Jeg er helt med på at man ikke skal krænke nogen, at de som føler sig krænket jo føler det, uden at andre kan bedømme om det nu er sandt eller falsk. For mig er krænkelser noget heeelt andet end noget med ord. Det er noget med SEX & VOLD – selvfølgelig er der også Psykiske krænkelser, det er der – det følger ligesom med i de der SEX & VOLD krænkelser – og derfra kan jeg sagtens snakke ind i dem der føler sig etnisk krænket fordi der tales om deres etnicitet på en uordentlig måde og fordi det er sgu ikke okay at tale nedsættende om nogen overhovedet – som i OVERHOVEDET IKKE – og derfra skal vi starte, hvis du spørger mig.

Det starter hjemme i andegården hvor du selv opholder dig, det starter med hvordan du taler til og om dig selv. Så kan man føre det videre til hvordan man opdrager sine børn, derfra hvordan man bevæger sig i samfundet, på sin arbejdsplads, i svære situationer der opstår i verden. Hvor åben er du, i hvor høj grad er du i stand til at sætte dig ind i andre menneskers situation? Forstår du at når nogen flygter fra en krig, så er det ikke for at komme til et andet land og genere andre mennesker? Forstår du at når en defineret etnisk gruppe i tusinder af år er blevet forfulgt og slået ned, at så handler det i meget høj grad om den måde blandt andet du bevæger dig i verden på? Ser du sammenhængene mellem din måde at være i verden på og det der sker på den stor klinge?

Min Morfar sagde altid, “Du skal være mod andre som du ønsker de skal være mod dig”, og “Der er aldrig en kande så skæv uden der er en hank til den…” – jeg synes det er gode ordsprog, der skaber gode grund leveregler. De er hermed givet videre.

Hvis du synes det giver mening så del min blog videre, tænker du det lyder fornuftigt eller kan du hjælpe mig med markedsføringen af min bog (Som i øvrigt handler om krænkelser) så gør det gerne… Du skal få kæmpe krammer og kys i pande.

Sådan en søndag som den her skal jeg på Kursus og blive klogere på at bruge Tarotkort – ja for sådan en er jeg også – der er nemlig mere mellem himmel og jord end det øjet kan se. Hav en dejlig søndag og vær kærlig overfor dig.

Mange kærlige tanker og hilsner

Mona

PS. Jeg synes heller ikke altid det er nemt at leve retlinet – bare til info.

Vold og overgreb, kærlighed og nærhed…!

Hos organisationen Bryd Tavsheden har de i den lukkede coronaperiode fået mange flere henvendelser fra unge der bliver udsat for partnervold end de ellers får. Der har været en nedgang hos krisecentrene i henvendelser fra partnere udsat for vold. Er det et tegn på noget eller er alt som det “Plejer”?

Hvis jeg i al ydmyghed skal komme med et bud på de her resultater, så tænker jeg at de unge der ellers lukker damp ud når de fester, og hænger ud med jævnaldrende, de har manglet det rum. Der har ikke været plads til at afreagere andre steder, og så går det ud over kæresten. Ikke at det retfærdiggør volden, men det forklarer fænomenet med flere henvendelser. For unge er forventningen ofte, at en kæreste skal kunne klare mere end andre, en kæreste er tættere på og forstår bedre… Og samtidig så er der alt for mange emotionelle blokeringer hos unge, alt for mange unge der tror de skal være perfekte, at de skal klare alt og samtidig føler de at de selv skal tage magten og være “stærke” i deres eget liv. Det er ikke enkelt og let at snakke om det her. Vold er en kompleks størrelse, om du er den er er for enden af den knyttede hånd som modtager, eller den der sender den afsted mod din kæreste.

På krisecentrene har de oplevet at henvendelserne har været færre, og for mig (og for alle andre) fortæller det faktuelt at de som er udsat for vold har haft sværere ved at komme ud af døren. De har så at sige været spærret inde med deres voldsudøver, og sådan ser det formentlig også ud for mange børn i voldsudsatte familier.

Lad mig afsløre for dig at det at snakke åbent om at være udsat for vold er et KÆMPE tabu. Stadig… Og ikke kun fordi der imellem offer og krænker er truslen om at “Hvis du siger noget bliver det værst for dig selv…!” Men også fordi at det er ualmindelig svært for andre at høre på historierne om volden, det er svært for mange mennesker at rumme at høre hvordan volden ser ud, og at vide hvad de skal gøre.

Det man skal forstå er, at hvis du i din opvækstfamilie ikke har haft et tydeligt billede af hvordan kærligheden ser udså er det svært at vide hvordan den ser ud når du selv skal være i et kærligt forhold, og så Kan vold og overgreb komme til at ligne kærlighed. Sætninger som: “Jamen det er jo bare fordi jeg elsker dig så meget” – “Jamen hvis ikke jeg kan får di er der ingen der skal have dig” bliver hverdag og til sidst tror du på hvad din voldsudøver siger til dig. Du bliver nedbrudt, bid for bid tager han/hun dit eget billede af hvem du er og erstatter det med det billede han/hun kan kontrollere. Og tag ikke fejl, det er to sider af samme mønt. Den der er voldelig ved heller ikke hvordan kærligheden ser ud når den har et sundt udtryk, præcis om den det går ud over.

Men hvad kan man gøre, spørger du? Man kan blande sig når man ser det i det offentlige rum, man kan sige til dem men ved er udsat for vold, at man er der hvis de får brug for en hånd, man kan udtrykke overfor den der udøver volden at man ser det, og sidst men ikke mindst kan man åbent og tydeligt støtte op om organisationer der arbejder mod vold, opdrage sine børn til ikke at udøve vold, og være en rolle model alle de steder hvor man færdes.

Desværre kan vi ikke tvinge nogen til at gå ud af et voldeligt forhold, før de selv er parat til det, vi kan heller ikke tvinge nogen til at arbejde med sig selv, hvis de tyer til vold, hvis de ikke vil, men vi kan opsøge vores kreds og snakke om hvad vold gør ved et menneske, vi kan skabe et rum hvor det er okay at tale om det, et rum hvor der er plads til os alle, også dem der “bare” gerne vil snakke – men ikke er parate til at gå, eller modtage behandling. Vi kan starte der, med ikke at fordømme dem der bliver i volden, men i stedet tilbyde dem støtte til at træde ud, når de er parate. Starte med at være nysgerrige og undersøgende overfor de som lever et voldeligt liv, uden at fordømme – og ja jeg mener faktisk også voldsudøveren.

Ingen i verden fødes onde. Ingen i verden fødes med en vilje til vold. Alle fødes med et rent hjerte og en smuk sjæl, og alle chancer vi får skal vi bruge på at fremelske det i det andet menneske ved at vise dem vores eget inderste væsen. Vi skal turde være sårbare, turde være med det svære og turde tage samtalen.

Det nytter bare ikke noget at vi ikke taler om det. Det der slår os ihjel, det der dræber kærligheden mellem og og det der skaber “Mørketal” og folk der ikke tør træde ind i lyset og sige “Jeg har brug for hjælp” er at ingen taler om det….

Jeg har skrevet en bog der hedder:

Og Ingen Taler Om Det.

som handler om vold, om årsager til hvorfor man bliver der og den handler om kærligheden der bor i os alle… også når den er usynlig.

Du kan finde den her:

https://www.saxo.com/dk/og-ingen-taler-om-det_mona-kjaerulff-hansen_haeftet_9788793927445

Læs mere om mig og bogen her:

www.MonaK.dk

Lad os tale om det…

Sommer, Coronatanker

Mona

Krisecentre, skattely og lidt andet…

I de senere år er der kommet flere krisecentre til. Det er jo godt… De fleste af dem er private organisationer som tilbyder ly til de som er på flugt fra vold – det er vist mest kvinder og børn der henvender sig, selv om der jo også er mænd der er i den situation. For ikke så længe siden var jeg ude og vejlede en kvinde der havde ophold på Lyngby kvindekrise center. Hun kunne fortælle at hun oplevede sig ekstremt presset til hurtigt at finde en anden løsning, at de som arbejdede der mest var frivillige og ikke havde en egentlig faglig baggrund i feltet hvor hun havde brug for hjælp, og at der var flere af de fælles opholdsrum hvor kvinderne ikke måtte opholde sig, fordi det skulle se pænt ud, og de ikke havde resurser til rengøring mm. Kvinden jeg talte med var tydeligvis presset. Ikke kun af sin egen livssituation, men også af det faktum at stedet der skulle beskytte og hjælpe hende, nærmest pressede hende til “Hurtigt” at finde en anden løsning…!!! Jeg har kendt denne kvinde siden hun var teenager og mener hendes udsagn er valideret.

Som en kvinde der har prøvet den her vej – ud af voldelige forhold – flere gange end jeg har lyst til at nævne her, (Læs min bog) vil jeg gerne sige STOP – for hede hule helvede – STOP – hvad foregår der lige. Når du lige er flygtet fra et voldeligt forhold, så har du formentlig allerede været i det alt for længe, dit nervesystem er helt oppe i alarmberedskab 24/7, som i hele tiden, og det er helt urimeligt at forvente at kvinder i den situation er i stand til at se klart, endsige mobilisere resurser til at finde GODE løsninger der er bæredygtige i en fremtid de endnu slet ikke kan se.

Når du er her, på det her tidspunkt i din proces, så lægger du asfalt mens du går. Lidt ligesom regeringen har gjort her under Corona pandemien. Fremtiden er ikke synlig og det er ikke muligt at svare på spørgsmål som: “Hvordan ser du at du kommer videre herfra?” – “Hvor længe tænker du at du skal bo her?” – “Har du andre steder du kan være?” osv.

Forleden var jeg i en tråd på Linkedin hvor man snakkede om §107 tilbud og det at planlægge en udflytning med det samme når man var flyttet ind, og min gode og kloge kollega Niels Christian Barkholdt udtalte at han syntes det også kunne bruges på kvinde krisecentre… Læs tråden her: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6666250740312350721/?commentUrn=urn%3Ali%3Acomment%3A(activity%3A6666023499087265794%2C6666250707747778560)

Og ja, måske vil nogle kvinder være i stand til at gøre det, men det er altså essentielt at kvinder der vælger krisecentre får TIDTID i sikkerhed fra volden, TID til at hele og samle sig selv, TID til at finde vej i sit indre kaos, før nogen spørger: “Og hvornår skal du så videre herfra?” – Jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Mange af de voldsramte der går tilbage i forholdet, gør det enten fordi de er pressede af voldspersonen, eller fordi de bliver pressede andre steder fra – LÆS – Fra krisecentret eller familien.

Og så lige i en bisætning…. Er det fake news at der er nogle af de store virksomheder i Danmark der har søgt hjælpepakker? Jeg bliver sgu i tvivl om det er sandt. Et sted læste jeg at “Bestseller” hvis ejer har 30 milliarder kroner i banken/formue søgte… SERIØST – WTF…??? Kan det virkelig passe at sådan en mand ikke kan dykke i egne lommer for at holde sig oven vande og skabe plads til de små virksomheder som de næste år skal kæmpe for at overleve og oparbejde en slags kapital, hvis altså de overhovedet overlever…. Jeg bliver sgu så vred altså, over den der selvcentrerede egoistiske tankegang der alene handler om MIG MIG MIG og PENGE i egne lommer….. Og igen – jeg spørger er det fake news? Jeg kan ikke gennemskue det og orker ikke at gennemtrawle google eller andet for at undersøge det… Men helt ærligt, så er jeg sgu færdig med Lagkagehuset, og andre af de der der sætter deres penge i Skattely og unddrager sig det land som i første omgang hjalp dem igang…. Alene fordi de gik gratis i skole, fik uddannelse og ja fortsæt selv….

Ja, og mindst lige så vigtigt altså 🙂 så er der jo min BOG… Jeg er stadig helt oppe at køre over den er udgivet, og læs lige her under hvad et par af læserne syntes om den…

Taknemmeligheden flyder i mig…. TAK.

Du kan købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/produkt/og-ingen-taler-om-det/

Vi snakkes ved her, på facebook eller instagram.

#ogingentaleromdet

SES Kærligst Mona

Og ingen taler om det.

Bogen er landet på min adresse. Den lander i manges postkasse den kommende torsdag, 7 maj 2020 kommer min bog på gaden for alvor, og jeg kunne ikke være mere stolt.

Den har været længe undervejs, og har været skrevet om og startet forfra mange mange gange. Nu er der et færdigt resultat, og den kan købes fra torsdag, på Saxo.dkwww.forfatterskabet.dkwww.bogogide.dk som de steder jeg vil fremhæve.

Nu skal den ud og have sit eget liv, give dig som læser den oplevelse du nu får, og som med al kunst, så ligger det hos beskueren at tillægge oplevelsen den betydning følelsen der skabes, giver.

Jeg håber du vil læse den med dit hjerte åbent, med troen på at det jeg har skrevet kommer fra mit inderste til dit.

jeg læser små afsnit op af den i disse dage på siden her: https://www.facebook.com/ogingentaleromdet/?ref=bookmarks

Min dybeste drøm er at den kan bruges i undervisningen af mennesker, der arbejder med mennesker. At den får sit eget liv derude, og at det bliver et godt og langt liv.

Jeg kan mærke mens jeg skriver det her at jeg har sluppet den, givet den fri til at du kan tage imod den på den måde du nu skal tage imod den. Jeg er så spændt på hvad anmeldelserne vil sige, spændt på hvordan den vil lande, for der kommer 2 bøger mere i Monicas historie. Historien fortsætter – og jeg indrømmer gerne at jeg har forsøgt at skabe en cliffhanger, og jeg er startet på nr. 2.

Giv mig gerne en tilbagemelding hvis du læser mit værk. Også hvis du ikke synes det var noget for dig…

Kærlige tanker til min bog, og til dig.

Mona Kjærulff Hansen

Selvomsorg…

Selvomsorg som begreb er kendt siden antikken, det læste jeg på google, der hed det egenomsorg, så det er som sådan ikke et nyt begreb eller en ny måde at være med sig selv på. Idag oplever jeg, at det nærmest anses som noget ekstra, noget tillært, noget særligt som ikke er alle forundt eller noget alle kender eller mener de fortjener. Og sådan tænker jeg det er blevet fordi vi lever i en verden hvor alt faktisk går alt for hurtigt.

Her i denne tid, hvor hele samfundet er sat i slowmotion, mærker vi os selv lidt mere tænker jeg, og det der er blevet overset i en hastig hverdag, træder tydeligt frem og skaber grund for et indre værditjek. Der har været tid til at fordybe sig i nye ting, der har været behov for at træne hjemme, dyrke yoga via skærmen, bage brød og lave simremad.

Mange danskere har de sidste mange uger fundet tilbage til nogle gamle dyder, fundet noget glemt ro og fundet ind til sig selv. Det er dejligt og jeg håber det vil skabe ændringer dybt inde i den enkelte, som vil vibrere ud i verden, mellem mennesker og give fred til os alle både på det indre og det ydre og lidt mere ro til jordklodens healing.

Når det så er sagt, så har jeg en god veninde som jeg deler mange opfattelser og erfaringer med, og idag talte vi kort om hvorfor det er at vi, hende og jeg, har så svært ved at fastholde os selv i nogle af de ting som faktisk er så gode for os, altså aktiviteter og beslutninger for os selv som hører ind under selvomsorg. Og skal jeg svare helt kort, så er det fordi vi dels aldrig har lært hvad det overhovedet er, fordi vores forældre ikke har været den slags rollemodeller, og dels er det fordi vi dybt inde er vokset op i familier hvor kærligheden ikke havde et sprog. Familier hvor omsorg var et fjernt begreb, og selvomsorg betød for meget alkohol og oplevelser der involverede fremmede.

For mig selv kan jeg sige at for mange år siden sagde en psykolog til mig,

“Du skal give dig selv noget omsorg Mona,” og jeg så på hende med undren,

“jeg er ikke helt sikker på jeg ved hvad det er eller hvordan det ser ud” svarede jeg, og hun måtte forklare mig hvordan det kunne føles, og hvad det kunne være. Siden har jeg øvet mig på at lære det. Både hvad det er, hvordan det føles og at også at jeg fortjener det.

Når kærligheden ikke har noget sprog, og ingen taler om det der skaber gode vækstvilkår for kærligheden, så er det et livslangt projekt at lære lige præcis det.

Har du styr på din egeneomsorg, på hvad du skal gøre for at give dig selv den omsorg der støtter din sjæl og din indre kernes kærlighed, den kærlighed der skal hjælpe dig med at pejle ude i verden, og finde hjem til dig selv igen hver gang du har været ude af dig selv?

Ellers har du stadig tid til at lære det.

Kærligst Mona

ps.: Min bog “Og ingen taler om det” kommer ud 7.5.2020. Du kan forudbestille den nu på Saxo.dk , forfatterskabet.dk eller hos Bogogide.dk