Featured

Min intention er at fortælle historien om mig selv – men i små bidder.

Den kan godt slå folk lidt af pinden… Så hvis du er klar så kan du følge med her på bloggen og måske blive lidt klogere på dit eget liv, på din egen historie og din egen proces.

Hele livet er en proces.

Fra fødsel til død – vi er alle sammen i proces og vi har alle muligheden for at forandre det vi ikke kan li’.

— Mona Kjærulff Hansen

Det første indlæg her vil jeg gerne rette mod begyndelsen. Ha-ha, ja hvor fanden ellers. Du skal bare vide lidt om mit udgangspunkt for at have haft det her liv, med alle mulige forfærdeligheder og alle mulige skønne øjeblikke og kærlige mennesker. Alt noget der har påvirket min måde at håndtere det hele på og min måde at være i verden på.

Idag er jeg et ret roligt menneske, med stor tålmodighed og en markant større kærlighed til andre mennesker end jeg før har haft.

Jeg er født som en uønsket graviditet. Jeg er lige under spærregrænsen og fra 1960. “Før aborten den blev fri”, som Kim Larsen synger. Ikke at min mor ikke ønskede lige præcis MIG – men altså det var et ubelejligt tidspunkt hun blev gravid på. Så du forstår nok at det ikke handlede om hende og mig som mennesker men det handlede meget om den måde jeg blev undfanget på og de vilkår min mor og far havde på det tidspunkt.

Min far havde lige sat sig som selvstændig Maler og min mor var hjemmegående, som det var mest almindeligt at kvinder var dengang. De hutlede sig noget igennem livet. Min far drak alt for meget og min mor levede et ensomt liv i København, lang fra sin familie i Horsens. Hun havde kun få veninder og var henvist til jobbet som vicevært og pasning af min bror, som er to år ældre end mig og så kom jeg.

På det tidspunkt jeg blev født havde de knap nok til saltet til et æg. Min mor har fortalt mig at de brugte kaffebønnerne to gange, og at hun kogte bleerne i en stor gryde i køkkenet. Hun har beskrevet for mig hvor slemt det lugtede og hvor meget hun hadede det. Og jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været.

De boede på Sindshvilevej på Frederiksberg. Siden kom de til at bo i Hostrups Have og efterfølgende byttede de den lejlighed med en kæmpe herskabslejlighed på Kochsvej I teaterkvarteret på Frederiksberg. De steg i graderne, i hvert fald på boligområdet og økonomisk.

Nå men – tilbage til min undfangelse. Altså der var meget alkohol i min fars liv, og historien er at han kom fuld hjem og tiltvang sig adgang til sex med min mor og vupti, så var jeg på vej. I hele mit liv har det været en ufortalt del af mit følelseunivers at jeg kunne mærke jeg var uønsket. Det blev egentlig først sagt højt da jeg var teenager og gerne ville sove hos en kæreste. Jeg har været omkring 15 år og havde Torben på 21. Han så gerne at jeg sov hos ham, men det måtte jeg ikke. Lige som jeg heller ikke måtte overnatte hos veninder op gennem skoletiden – noget jeg aldrig har fundet helt præcist ud af hvorfor, men jeg har da nogle anelser og fatasier om det. mere om det senere. Den situation der opstår er jeg vil gerne sove hos Torben, og min mor siger nej. Vi har en diskussion og jeg ender med at sige at det hun er så bange for skal ske, det kan foregå i det store spisefrikvarter – at det intet har at gøre med hvor jeg sover. Hun bliver rasende og hvæser ud gennem tænderne: “Du skulle have været en plet på lagenet, i stedet er du blevet en plet i mit liv” – “Det er hvad din fars druk har gjort”

Jeg er lammet. Jeg kan ikke røre mig og min hals snører sig helt sammen. Hun rejser sig vredt fra stolen og snerrer. “Gør hvad du vil, du er alligevel ligeglad med mig”

Jeg gjorde det ikke – sov hos Torben. Jeg blev bekræftet i at jeg ikke havde været velkommen, at det jeg ofte havde mærket hele min opvækst sammen med min mor var rigtigt. Hun ønskede ikke jeg var der. Og det er mit udgangspunkt, og senere i mit forløb hos forskellige terapeuter, under min uddannelse til terapeut og gennem mit arbejde, er det blevet tydeligt for mig at jeg på ingen måde har været alene. I min generation er vi mange uønskede, alene fordi der ikke var et valg.

Det kom til at præge mit liv i ret stor grad, og det var faktisk også det der gjorde at chancen for overgreb for mig blev langt mere present end den var hos andre børn.

Krisecentre, skattely og lidt andet…

I de senere år er der kommet flere krisecentre til. Det er jo godt… De fleste af dem er private organisationer som tilbyder ly til de som er på flugt fra vold – det er vist mest kvinder og børn der henvender sig, selv om der jo også er mænd der er i den situation. For ikke så længe siden var jeg ude og vejlede en kvinde der havde ophold på Lyngby kvindekrise center. Hun kunne fortælle at hun oplevede sig ekstremt presset til hurtigt at finde en anden løsning, at de som arbejdede der mest var frivillige og ikke havde en egentlig faglig baggrund i feltet hvor hun havde brug for hjælp, og at der var flere af de fælles opholdsrum hvor kvinderne ikke måtte opholde sig, fordi det skulle se pænt ud, og de ikke havde resurser til rengøring mm. Kvinden jeg talte med var tydeligvis presset. Ikke kun af sin egen livssituation, men også af det faktum at stedet der skulle beskytte og hjælpe hende, nærmest pressede hende til “Hurtigt” at finde en anden løsning…!!! Jeg har kendt denne kvinde siden hun var teenager og mener hendes udsagn er valideret.

Som en kvinde der har prøvet den her vej – ud af voldelige forhold – flere gange end jeg har lyst til at nævne her, (Læs min bog) vil jeg gerne sige STOP – for hede hule helvede – STOP – hvad foregår der lige. Når du lige er flygtet fra et voldeligt forhold, så har du formentlig allerede været i det alt for længe, dit nervesystem er helt oppe i alarmberedskab 24/7, som i hele tiden, og det er helt urimeligt at forvente at kvinder i den situation er i stand til at se klart, endsige mobilisere resurser til at finde GODE løsninger der er bæredygtige i en fremtid de endnu slet ikke kan se.

Når du er her, på det her tidspunkt i din proces, så lægger du asfalt mens du går. Lidt ligesom regeringen har gjort her under Corona pandemien. Fremtiden er ikke synlig og det er ikke muligt at svare på spørgsmål som: “Hvordan ser du at du kommer videre herfra?” – “Hvor længe tænker du at du skal bo her?” – “Har du andre steder du kan være?” osv.

Forleden var jeg i en tråd på Linkedin hvor man snakkede om §107 tilbud og det at planlægge en udflytning med det samme når man var flyttet ind, og min gode og kloge kollega Niels Christian Barkholdt udtalte at han syntes det også kunne bruges på kvinde krisecentre… Læs tråden her: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6666250740312350721/?commentUrn=urn%3Ali%3Acomment%3A(activity%3A6666023499087265794%2C6666250707747778560)

Og ja, måske vil nogle kvinder være i stand til at gøre det, men det er altså essentielt at kvinder der vælger krisecentre får TIDTID i sikkerhed fra volden, TID til at hele og samle sig selv, TID til at finde vej i sit indre kaos, før nogen spørger: “Og hvornår skal du så videre herfra?” – Jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Mange af de voldsramte der går tilbage i forholdet, gør det enten fordi de er pressede af voldspersonen, eller fordi de bliver pressede andre steder fra – LÆS – Fra krisecentret eller familien.

Og så lige i en bisætning…. Er det fake news at der er nogle af de store virksomheder i Danmark der har søgt hjælpepakker? Jeg bliver sgu i tvivl om det er sandt. Et sted læste jeg at “Bestseller” hvis ejer har 30 milliarder kroner i banken/formue søgte… SERIØST – WTF…??? Kan det virkelig passe at sådan en mand ikke kan dykke i egne lommer for at holde sig oven vande og skabe plads til de små virksomheder som de næste år skal kæmpe for at overleve og oparbejde en slags kapital, hvis altså de overhovedet overlever…. Jeg bliver sgu så vred altså, over den der selvcentrerede egoistiske tankegang der alene handler om MIG MIG MIG og PENGE i egne lommer….. Og igen – jeg spørger er det fake news? Jeg kan ikke gennemskue det og orker ikke at gennemtrawle google eller andet for at undersøge det… Men helt ærligt, så er jeg sgu færdig med Lagkagehuset, og andre af de der der sætter deres penge i Skattely og unddrager sig det land som i første omgang hjalp dem igang…. Alene fordi de gik gratis i skole, fik uddannelse og ja fortsæt selv….

Ja, og mindst lige så vigtigt altså 🙂 så er der jo min BOG… Jeg er stadig helt oppe at køre over den er udgivet, og læs lige her under hvad et par af læserne syntes om den…

Taknemmeligheden flyder i mig…. TAK.

Du kan købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/produkt/og-ingen-taler-om-det/

Vi snakkes ved her, på facebook eller instagram.

#ogingentaleromdet

SES Kærligst Mona

Og ingen taler om det.

Bogen er landet på min adresse. Den lander i manges postkasse den kommende torsdag, 7 maj 2020 kommer min bog på gaden for alvor, og jeg kunne ikke være mere stolt.

Den har været længe undervejs, og har været skrevet om og startet forfra mange mange gange. Nu er der et færdigt resultat, og den kan købes fra torsdag, på Saxo.dkwww.forfatterskabet.dkwww.bogogide.dk som de steder jeg vil fremhæve.

Nu skal den ud og have sit eget liv, give dig som læser den oplevelse du nu får, og som med al kunst, så ligger det hos beskueren at tillægge oplevelsen den betydning følelsen der skabes, giver.

Jeg håber du vil læse den med dit hjerte åbent, med troen på at det jeg har skrevet kommer fra mit inderste til dit.

jeg læser små afsnit op af den i disse dage på siden her: https://www.facebook.com/ogingentaleromdet/?ref=bookmarks

Min dybeste drøm er at den kan bruges i undervisningen af mennesker, der arbejder med mennesker. At den får sit eget liv derude, og at det bliver et godt og langt liv.

Jeg kan mærke mens jeg skriver det her at jeg har sluppet den, givet den fri til at du kan tage imod den på den måde du nu skal tage imod den. Jeg er så spændt på hvad anmeldelserne vil sige, spændt på hvordan den vil lande, for der kommer 2 bøger mere i Monicas historie. Historien fortsætter – og jeg indrømmer gerne at jeg har forsøgt at skabe en cliffhanger, og jeg er startet på nr. 2.

Giv mig gerne en tilbagemelding hvis du læser mit værk. Også hvis du ikke synes det var noget for dig…

Kærlige tanker til min bog, og til dig.

Mona Kjærulff Hansen

Selvomsorg…

Selvomsorg som begreb er kendt siden antikken, det læste jeg på google, der hed det egenomsorg, så det er som sådan ikke et nyt begreb eller en ny måde at være med sig selv på. Idag oplever jeg, at det nærmest anses som noget ekstra, noget tillært, noget særligt som ikke er alle forundt eller noget alle kender eller mener de fortjener. Og sådan tænker jeg det er blevet fordi vi lever i en verden hvor alt faktisk går alt for hurtigt.

Her i denne tid, hvor hele samfundet er sat i slowmotion, mærker vi os selv lidt mere tænker jeg, og det der er blevet overset i en hastig hverdag, træder tydeligt frem og skaber grund for et indre værditjek. Der har været tid til at fordybe sig i nye ting, der har været behov for at træne hjemme, dyrke yoga via skærmen, bage brød og lave simremad.

Mange danskere har de sidste mange uger fundet tilbage til nogle gamle dyder, fundet noget glemt ro og fundet ind til sig selv. Det er dejligt og jeg håber det vil skabe ændringer dybt inde i den enkelte, som vil vibrere ud i verden, mellem mennesker og give fred til os alle både på det indre og det ydre og lidt mere ro til jordklodens healing.

Når det så er sagt, så har jeg en god veninde som jeg deler mange opfattelser og erfaringer med, og idag talte vi kort om hvorfor det er at vi, hende og jeg, har så svært ved at fastholde os selv i nogle af de ting som faktisk er så gode for os, altså aktiviteter og beslutninger for os selv som hører ind under selvomsorg. Og skal jeg svare helt kort, så er det fordi vi dels aldrig har lært hvad det overhovedet er, fordi vores forældre ikke har været den slags rollemodeller, og dels er det fordi vi dybt inde er vokset op i familier hvor kærligheden ikke havde et sprog. Familier hvor omsorg var et fjernt begreb, og selvomsorg betød for meget alkohol og oplevelser der involverede fremmede.

For mig selv kan jeg sige at for mange år siden sagde en psykolog til mig,

“Du skal give dig selv noget omsorg Mona,” og jeg så på hende med undren,

“jeg er ikke helt sikker på jeg ved hvad det er eller hvordan det ser ud” svarede jeg, og hun måtte forklare mig hvordan det kunne føles, og hvad det kunne være. Siden har jeg øvet mig på at lære det. Både hvad det er, hvordan det føles og at også at jeg fortjener det.

Når kærligheden ikke har noget sprog, og ingen taler om det der skaber gode vækstvilkår for kærligheden, så er det et livslangt projekt at lære lige præcis det.

Har du styr på din egeneomsorg, på hvad du skal gøre for at give dig selv den omsorg der støtter din sjæl og din indre kernes kærlighed, den kærlighed der skal hjælpe dig med at pejle ude i verden, og finde hjem til dig selv igen hver gang du har været ude af dig selv?

Ellers har du stadig tid til at lære det.

Kærligst Mona

ps.: Min bog “Og ingen taler om det” kommer ud 7.5.2020. Du kan forudbestille den nu på Saxo.dk , forfatterskabet.dk eller hos Bogogide.dk

Udgivelse 7. maj 2020

Den her bog har været længe om at blive født, den har boet i mig i mange mange år og den har haft mange forskellige ansigter. Nu er den endelig blevet som jeg tænker den skal være for at give noget til andre. Det er min intention at du som læser, både bliver underholdt, oplyst og får en lille smule mere indsigt i de menneskers indre, som allerede fra fødslen, bliver fanget ind i et livsforløb der bliver præget af dårligt selvværd, manglende kærlighedsudtryk og alt for mange overlevelsesstrategier, som kommer til at skabe et liv på kanten af døden, eller i hvert fald på kanten af glæden.

Der er ingen af os der beder om en bestemt opvækst, ingen af os ved hvilket liv vi egentlig præsenterer vores børn for, fordi vilkår og miljø har stor betydning for hvordan det hele forløber. Vi kan selvfølgelig selv gøre en masse for at det blive godt, men ultimativt så er det sådan at der kan være hændelser, vilkår eller en familiekulturs baggrund der bestemmer rigtig meget.

Fortællingen følger et menneske gennem den proces det også er, at havne i uhensigtsmæssige vilkår, at (over)-leve i en familiekultur med nærmest alle de udfordringer du kan tænke dig, men uden at det ses udenpå. Udadtil er det en fin familie, men på indersiden sker der noget andet end du regner med.

“Og ingen taler om det” er første bind af 3 – for rejsen slutter jo ikke bare, det er en livsrejse og det at arbejde sig ud af det som tynger, er ofte et langt sejt træk. Bliver man så nogensinde færdig med den rejse? Nej det tror jeg ikke man gør, og heldigvis for det, for der ligger enormt meget læring i at turde tage de skridt, læring som kan gives videre til andre og læring som kan tjene langt flere mennesker en den der går igennem det.

Det ved vi jo, for vi inspireres alle af mange forskellige mennesker der har gået gennem svære ting og er kommet ud på den anden side.

Jeg håber jeg kan være med til at inspirere dig med denne bog. Og jeg håber du vil læse den med et åbent hjerte.

Fik jeg sagt at den er baseret på virkelige hændelser?

Du kan hjælpe mig så meget hvis du går ned i din lokale boghandler og bestiller din kopi af bogen hjem til d. 7. maj – så lover jeg til gengæld, at på den anden side af Coronakrisen kommer jeg rundt og signere, også i din boghandel.

Du kan også Bestille den her: https://www.forfatterskabet.dk – og selv om jeg endnu ikke ses på deres side – så er det der den kommer.

Tak og på gensyn hos boghandleren.

Mona K.

Så gik der tid med det…

Overskriften er starten på en sang, og sådan er det i realtid, der går tid med både det ene og det andet.

Citatet her til højre er fra en af mine absolut største inspirationer kunstnerisk og i forfatter henseende. Hende har jeg lært meget af, det med at skrive fra hjertet, skrive som du ville tale til det menneske der skal modtage det du skriver, som om de sad foran dig.

Det har jeg forsøgt at gøre med mit værk “Og ingen taler om det”. Den er skrevet færdig, det sidste punktum er sat i dette første bind af 3. Du kan følge Monica på hendes rejse i livet, fra fødslen og så derud af. Du kan få et fælleskab med hende i ensomhedens hjerteskærende rum, der hvor ingen lytter og ingen kærlighed flyder – end ikke den kærlighed der bor i os alle som gerne naturligt skulle flyde til dig selv, fra dig selv. Altså hvis man har lært som lille at man er elskelig og skøn.

Du kan følge med i de katastrofale gerninger der skaber hendes overbevisning om at hun ikke er værd at elske, og som gør hende til offer i eget liv.

Jeg har øst ud af mit eget hjerte i bogen, øst ud af egne erfaringer krydret med fortællinger fra det virkelige liv. Bogen baserer sig på virkelige hændelser, og så er der alt det andet. Det er et følelsesrum hvor mit ønske er at bygge en gangbro til forståelsen for de mennesker der bliver i en voldelig relation, i usunde forhold i livet uden at være i stand til at ryste dem af sig, og det kommer til at se ud som om de iscenesætter sig selv, igen og igen – men det er ikke det der sker. Nogle af os, der har gået ad den vej véd bedre, det er den stemme jeg gerne vil formidle.

Så vil du gerne have indsigt i livet inde i den kvinde der ikke formår at flytte sig væk fra volden og livet med volden, og hvorfor der er nogen der havner der – så køb min bog og fortæl mig hvad du synes.

Der går et lille øjeblik før den er i handlen, 1. maj skulle det gerne ske. Du kan naturligvis forudbestille her hos mig – send mig en mail på Mokjha@outlook.dk med dit navn og din adresse, så skriver jeg dig på den liste, som heldigvis allerede er en realitet.

Og ikke et ord om Corona…

KH Mona

Kønskamp, Corona og volden…

Da jeg var barn var der mange der røg noget der hed Corona cerutter, mange damer røg dem og de var tynde, og lignede lidt en cigar. Forleden købte jeg nogle øl der også hedder Corona – de smager godt med en Lime skive i. Corona Virus er så noget helt andet jo, og der er mange der er syge, nogle er døde og vi skal forholde os til en ny influenza virus, som jo slayer ind over landegrænser og skaber frygt med sin måde at optræde på. Den er ikke sjov det er den ikke, og når det så er sagt, så husker jeg flere gange gennem mit liv nye influenza typer der er kommet til, så opfinder en eller anden virksomhed en vaccine og vi danner allesammen antistoffer og så kommer der ro på igen. Sådan har jeg det også lige nu med den her Corona – den er ikke hyggelig, den er nok kommet for at blive og der kommer ro igen. Skulle der gøres noget ved det faktum at der kommer en ny virus ind imellem så skal man nok slukke for alle de der markeder hvor man blander dyreslagtninger og grøntsager med menneske snot og madlavning… Der er en del af den slags ude i verden – I Kina for eksempel.

Igår var det d. 8 marts, kvindernes internationale kampdag. Jeg synes det er godt at huske på dem der kom før os, de som kæmpede og vandt stemmeret, plads på arbejdsmarkedet og alle de andre gode ting vi som kvinder idag har mulighed for at være med i. Og der er mange ting endnu vi kan og skal arbejde hen imod, for lige ret er der stadig ikke i mange sammenhænge. Jeg kan godt tænke at det måske ikke er meningen at vi skal være lige på ALLE punkter, men der er stadig et stykke vej for mænd og kvinders ligestilling.

Hvad så med alle de andre der kæmper for at samfundet skal blive mere rummeligt i forhold til at nogle identificerer sig som flerkønnet, eller som det andet køn, eller som trans eller som ?? Ja altså jeg kan ikke helt finde rundt i det og er lidt nervøs for den dag hvor jeg står overfor en person jeg skal tiltale de og dem. Altså fred være med det, men jeg får en udfordring tror jeg… Eller måske slet ikke. Det bliver spændende at se.

Lidt tættere på hjem kan jeg fortæller at min debut som forfatter ser ud til at lande 01.05.2020. Det er en god dag at udgive på. den dag hvor der er arbejdere der slår et slag for de vilkår der er for dem, den selv samme dag kommer min bog som gerne skulle slå et slag for de kvinder som bliver udsat for vold, skabe forståelse for hvem det er der bliver ofre, og hvad det er for en dynamik i et menneske der gør at det er så svært at komme ud af sådan et forhold.

Jeg håber i vil tage godt imod dette første bind i trilogien om Monica og hendes livsrejse med alle de udfordringer hun møder.

Ses vi til 1. Maj når jeg holder reception for bogudgivelsen? Husk at sætte et X i kalenderen…

KH Mona

Socialt bedrageri…

Lad os lige snakke lidt om det. Og når det så er sagt er det første navn der popper op vel Britta Nielsen. 117.000.000 kroner for 6 år – ude om 3. det giver en årsløn på 19.500.000 på 6 år og ja det er jo så det dobbelte på 3.

Jeg er socialarbejder og har gennem snart mange år, fra tid til anden siddet med borgere, der på den ene eller den anden måde har argumenteret for deres ret til at få dette eller hint. Der har været momenter hvor jeg har være nød til at komme op på tå og sige fra overfor grådigheden og selvfølgeligheden i at det offentlige skal betale for forskellige ting som ligger udenfor den ramme vi som samfund mener er ret og rimeligt. Og jeg har gjort det med loven i hånden, både den juridiske og den etiske og moralske. For i min bog så skal man gøre hvad man kan for at forsørge sig selv, og bidrage til den kasse der skal hjælpe dem der har behov for det – altså dem der dels er syge, eller dem der på anden måde bliver ramt at livsudfordringer der kan vælte et menneske for en tid – og de SKAL kunne få hjælp.

Og så kommer Britta valsende med den her fløde hun har skummet gennem alle de år. Taget af kassen og vist samfundet og retssystemet at hun står over alle andre borgere, og nu understreger dommen det til fulde. Jeg må sige at det rammer sådan en som mig lige i mellemgulvet, især også fordi hun har taget de penge der skulle gå ind i projekter der kan gøre livet bedre for de som har brug for en hånd i ryggen.

Jeg bliver ramt på den hylde der hvor min glæde (og det er ikke første gang jeg rammes der) ved at betale skat til fælleskassen ligger, min samfundsforståelse og min indsigt i hvordan det hele er bygget op her i Danmarks velfærdsstat, ligger på den hylde, som efterhånden hælder så skævt at der ikke længere kan ligge særlig meget på den. Mine overbevisninger om og min tro på retfærdigheden glider lige så stille ned fra hylden og havner i afløbet hvor det støt men roligt skylles ud med det vand der løber ud i det totalt forurendede hav….

Nogle dage er det svært at holde fanen højt og tro på at det danske samfund og det danske retssamfund vil det der er bedst for den lille mand på gulvet, at der er lige ret for alle, at du ikke skal tage af kassen for så bliver du straffet.

Britta skal i fængsel. Jeg tænker hun med sin fysiske skrøbelighed havner i Horserød på åbne afdeling med udgang hver 14. dag og ret til både det ene og det andet. Der kan hun så slappe af et par år eller tre og efterfølgende komme ud til en pension – fra det offentlige….. Jeg brækker mig !!!!

Nå den skulle jeg bare lige af med…

Undskyld hvis jeg forstyrrede din i morgenkaffen.

Med ønsket om en god dag hvor du føler dig støttet af dine omgivelser, de nære såvel som de lidt fjernere.

Mona

Syg med stress – igen…

Man skulle jo tro at når man en gang har været stresset så bliver man det ikke igen. Som med en bestemt influenza, når du har haft den virus så kommer den ikke igen. Sådan er det desværre ikke med stress.

Jeg startede 1. Maj 2019 i mit fantastiske job som familiebehandler, helt lokalt på Ballerup Ungdomspension og jeg var GLAD. Det var drømmejobbet og det var det virkelig, som dagene gik og jeg kom tættere og tættere på mine kolleger, på opgaven og samarbejdet med min nærmeste ledelse, blev jeg mere og mere rolig og så mine sidste år på arbejdsmarkedet foregå her. På lige præcis denne matrikel i Ballerup.

Sådan er det så ikke blevet. Kommuner er uforudsigelige og Ballerup adskiller sig ikke fra andre i den sammenhæng. Jeg vil dog gerne tilføje, at i alle de år jeg var selvstændig social konsulent og familiebehandler oplevede jeg Ballerup som en god og ordentlig kommune, der gjorde tingene med fokus på den enkelte borger, desværre ser det ud til at den sang er sunget og der er nye toner.

Der skal spares penge og i den bølge kommer der serviceforringelser, der er en mellemleder der ansættes til at løse opgaven med at lede de forskellige afdelinger gennem disse forringelser, og de medarbejdere jeg har mødt har alle haft det svært med at skulle skære (endnu) mere i tilbuddene til borgerne.

Det ændrer så også fuldstændig på min arbejdssituation. Og den der mellemleder var så heller ikke noget at råbe hurra for, (han er væk nu – fyret (fratrådt) på gråt papir) fordi han ikke kunne opføre sig ordentligt overfor kvinder – JO du læste rigtigt i disse år med METO og det hele, kunne han ikke holde snitterne fra sig selv. Vi er mange der er lettede over han er væk, for som man siger en ulykke kommer sjældent alene, og hans ageren før han pillede ved pigerne lod også meget tilbage at ønske.

NÅ; men der hvor jeg sidder på Ungdomspensionen kan jeg ikke blive siddende. Den lukker nemlig som døgnforanstaltning og jeg skal……????? Ja det er rigtigt, jeg ved det stadig ikke. Så den jobusikkerhed der som en lille del af et større billede, blandt andet gjorde at jeg lukkede min egen virksomhed, den sidder jeg nu i igen, bare uden at jeg har nogen som helst kontrol over det. Det eneste jeg ved er, at jeg skal flyttes til noget andet, og for en stund var føromtalte mellemleder min kommende leder og tanken om at skulle arbejde tættere på ham, fik det til at gyse i mit indre. Mine bulshitt detektorer blinkede fra første håndtryk, så det havde jeg bare slet ikke lyst til. Og naturligvis hele det element der hedder, at man selv vælger sit job, det er nu heller ikke en mulighed. Der er selvfølgelig mange nuancer og lag i den historie her, men på bundlinjen er det endt med at jeg har fået stress og har været syg hjemme hele december måned. Jeg er lige startet op igen her i januar på nedsat tid, og det føles bedre – men uvisheden er blevet svær at håndtere for mig, og sådan har jeg ikke altid haft det.

Måske er jeg et sundere menneske der mærker mig selv mere. Måske er jeg et pejlemærke der lyser for at andre kan se urimeligheden i at ens arbejdsliv forandres og der ikke ligger en plan for fremtidig arbejdsopgave, måske kan det at jeg meldte mig syg give andre et billede af at det, at de har det skidt på grund af omstruktureringer ikke er usædvanligt eller urimeligt.

Forleden var jeg på arbejds – og miljømedicinsk klinik til en samtale for at afklare om min stress denne gang, er en arbejdsskade. Det var de sådan set ikke i tvivl om at det er, så den bliver anmeldt som sådan. Dels handler det om at kaste lys på arbejdsrelateret stress som en arbejdsskade, og dels handler det om at ledere skal tænke sig om før de handler. Der er mennesker der rammes når dårlig ledelse kombineres med meningsløshed i arbejdssituationen – side 1. i stresshåndbogen.

Jeg er tilbage på nedsat tid og jeg får hjælp. Jeg passer det jeg skal og jeg håber jeg lander et godt sted. Hvor jeg lander håber jeg selv at få indflydelse på, men vi må se… Ingen ved det. Og det er et tema i mit liv, det der med at ingen taler om det….

Jeg er faktisk ved at lægge sidste hånd på en bog med samme titel:

Og ingen taler om det

Den kommer her til foråret. Det fortæller jeg om i næste blog.

Det blev en lang en denne gang, håber du har læst med og lad mig komme med en opfordring: oplever du at det er din arbejdssituation der ender med at give dig stress, så anmeld det som en arbejdsskade – jo flere der gør det jo større opmærksomhed på problemet.

Hav en dejlig mandag.

Stoooor nyhed livsforandrende faktisk.

En drøm er landet og mit liv vil aldrig blive det samme igen.

Forestil dig en pige på 7 år der er en del af en fest hendes far holder for sine medarbejdere og samarbejdspartnere. Pigen går lidt rundt og bliver á og til klappet på håret, smilet til og talt til. ingen tager egentlig rigtig notits af hende indtil en af gæsterne spørger hende:

“hvad vil du så gerne være når du bliver stor? Maler måske som din far?” Pigen siger med høj og klar barnerøst “nej – jeg skal være forfatter” spørgerens øjenbryn løfter sig en smule og han smiler. Pigens far har rejst sig og slår en latter op mens han stryger hende over håret, “ja ja, det er godt med dig” alle gæster stemmer i med latter, ja nogen af dem nærmest skraldgriner, og den lille piges stemme sygner hen og dør lige der. Drømmen er knust, de voksne tror ikke på hun kan eller at der er en plads til hende med den drøm i live. Faren skubber hende ud af stuen i den store Frederiksberglejlighed og hun tøffer nærmest afsted ud i køkkenet hvor hendes mor er igang med at sætte kager på fad. Hun kan stadig høre dem grine i stuen.

kærligheden til dig er den vigtigste af dem alle.

Det er en del af min historie. Drømmen om at blive forfatter er aldrig død og i alle årene har jeg skrevet historier, digte og alt muligt ind imellem. Forleden dag skrev jeg kontrakt med et forlag som ser et potentiale i mig som forfatter. For mig var det en stor dag, og en dag hvor jeg mærkede champagnebobler i min mave, hvor jeg følte mig løftet op og kom i kontakt med den lille pige på 7 år som blev grinet ud af stuen. Jeg tog hende i hendes sammen med forlaget og gav hende en platform, så nu skal der godt nok skrives for dul hammer. Altså jeg her jo indtil flere bøger der ligger og er igang, jeg har end er næsten er færdig og det er den vi har skrevet under på de udgiver. Så selv om jeg for tiden er syg med både stress og ondt i ryggen, så sker der forrygende gode ting i mit liv.

Er du klar til at læse med på mine historier som vil have rod i virkeligheden, socialrealisme så det batter. Åh jeg håber du er, for det her er min livsdrøm der går i opfyldelse.

Så selv om der kan gå lang tid før du endelig når frem, så bliver det aldrig for sent at gå efter drømmen, det bliver aldrig for sent at give det et skud. Du kan spørge jamen hvad hvis min drøm virkelig stikker af, altså ser for urealistisk ud, så siger jeg – det gør ingenting – når du har mærket i din krop at det er den rigtige drøm for dig, at det er det du skal mens du er her på jorden – så skal du holde fast i den drøm, gå efter det når du kan, forberede dig til du er i en situation hvor universet åbner for den dør der skal til for at du kan realisere din drøm. Og vigtigst af alt, du skal aldrig give slip på din drøm…

Mangler du støtte til at finde din drøm, holde fast i den eller afkode vejen frem til realiseringen så kan jeg godt hjælpe dig.

find mig her: www.MonaK.dk lad os tage en uforpligtende snak.

Julemåneden.

I 2017 rejste jeg til indien i 2 uger i starten af december. Opholdet var på et ayuvedisk hospital og dagene var fyldt med urter og massage. Det husker jeg som en virkelig god beslutning. Jeg kom hjem og var helt udrenset, frisk og klar til at være med julen og alt hvad det betyder. Dengang var min mor stadig i eget hjem, jeg boede i rækkehus i Kgs.Lyngby og min virksomhed eksisterede stadig. Mit indre var allerede der præget af stress som lagde mig fladt ned i 2018.

I år hvor 2019 rinder ud og julen er tæt på ser jeg tilbage på at have holdt jul 59 gange i mit liv. Det er alligevel en del. Da jeg var barn var spændingen nærmest uudholdelig. Min far gjorde et stort nummer ud af at “Afsløre” træet om eftermiddagen. Det var altid en kæmpe gran der fyldte en stor del af stuen, og pakkerne lå klar under træet.

Vi fik for det meste hvad vi ønskede os rent materielt, og han fastholdte at julen var børnenes fest. Min ældste datter er den eneste der nåede at opleve jul med morfar inden han døde alt for tidligt som 54 årig. Mine egne juletraditioner har været præget af hvilken livssituation jeg var i på det pågældende tidspunkt. Det har dog altid været vigtigt for mig at skabe traditioner sammen med mine børn, som de kan huske i deres voksne liv og måske tage med ind i de familier de selv skal skabe. I de fleste år har vi haft adventstraditioner. 1. søndag med at pynte op og lave juledekorationer, 2. søndag med småkagebagning, 3. søndag med konfekt og 4. søndag med juletræ og klippe klistre. Og naturligvis har børnenes hjemmeklip altid haft de forreste pladser på træet, i hjemmet og i det hele taget. Gennem årene har jeg modtaget smukke børnekunstneriske julegaver og de senere år smukke gaver og altid noget jeg har ønsket mig.

I år har jeg foreslået at jeg får gaver fra genbrugsforretninger. At raflegaverne er købt i genbrug eller er noget vi selv har hjemme, som vi ikke bruger mere. I mange år har jeg plæderet for at skære ned på gaverne, uden helt at slippe dem – for der ligger også en stor glæde i at give og modtage en gave, men være med til at stoppe overforbruget ved at stoppe vores eget.

I min alder mangler jeg jo som sådan ikke noget, og det at tilbringe en hel eftermiddag, der glider over i en smuk aften sammen med mine højt elskede døtre, tilberede et godt måltid til os og være sammen uden der er noget der venter, nogen der presser på eller andet – det er i sig selv en gave. Og kan jeg så få lov at invitere en ind fra omgangskredsen som måske ikke har nogen at holde jul med, så er det bare et ekstra plus.

vi har holdt jul selv mange år, nogle år har min gamle mor deltaget hver andet år (min bror har haft besøget de andre år) – men hun kan slet ikke rumme forandringer mere og vil helst sidde i sin stol på plejehjemmet. Hun kan ikke længere kende forskel på hverdag eller højtid, så vi har sammen besluttet at hun får lov at blive der hvor hun er mest tryg. I 2017 havde vi hende med og da blev hun så forvirret og utryg at det var synd og vi kørte hende hjem klokken 20.

“Julen er hjerternes fest” siger man. Jeg vil gerne opfordre til at hele året er hjerternes fest. At den venlighed og åbenhed mange præsterer i julen breder sig ud hele året. Jeg kender til flere fagprofessionelle der holder åben jul hvor man kan deltage som gæst uden at det koster noget – jeg kender til én der holder lignende arrangementer hele året, hvor det så koster et meget lille beløb at deltage. Tjek det på www.dankbar.dk Cafe Freunde i trekroner.

Selv forsøger jeg at være kærlig og imødekommende altid. Jeg gør mit yderste for at møde alle ligeværdigt, for at se folk i øjnene og åben være modtagelig for det de deler med mig. Det lykkes ikke altid, det indrømmer jeg gerne – men det er en del af mig at møde hver dag og hvert menneske, med et åbent og kærligt hjerte.

Har du læst med hertil, siger jeg dig tak og ønsker dig en god og hjertelig december, et godt og kærligthedsfyldt 2020 og ønsker for dig det du ønsker for dig.

Husk at de tanker du giver mest plads, kommer til at præge dit liv mest.

Skulle du have brug for støtte til at skabe dig et liv med kærlighed og god udvikling. Hvor dine ønsker og glæder er i centrum, så kan jeg hjælpe dig og tænker du ikke det duer så er jeg sikker på der er en anden til dig derude.

Pas godt på dig.

Mona.