Nogen måtte fortælle det.

Der er så mange nuancer, dybt liggende forforståelser, måder at mærke og forstå på som du ikke kender hvis ikke du har prøvet det selv.

Det er ikke pænt, eller nydeligt eller smertefrit. Det går mere og mere op for mig at den fortælling jeg har skrevet ned, som er min fortælling om det liv der har været en del af mig, som ER en del af mig, for andre er en skrækhistorie af format. Mange af læserne af bogen “Og Ingen Taler om det,” læser den i små bidder. Fordi det er hårdt at læse. Nogle læser den i et stræk, fordi de skal nå ud på den anden side og vide hvad der sker med figuren Monica. Der er nogen der spørger “Men hvor meget af den er din historie?” med et undrende og lidt mistroisk blik spørger de. Og jeg svarer: “Det er min historie, med få dramaturgiske ændringer for at det skal hænge sammen, og ikke blive værre end det allerede er, længere end det er og for at det trods alt er til at holde ud at læse om. Det er sandt, hvert et ord er sandt – jeg ved det, for jeg var der.

Igår talte jeg med en kær veninde som sagde: “Det er skide godt du har skrevet den bog, for folk ved det ikke Mona, de ved ikke at det er sådan det er at vokse op med senfølger fra overgreb.” Nej det gør de nok ikke svarer jeg, vel vidende at det gør de ikke. Jeg bliver bare så overrasket over at det ikke er almen viden i den voksne del af befolkningen, at vi der er ramte (Hvert 4. barn i enhver skoleklasse…) lever her, i troen om at det her, det er noget alle ved. De ramte børn, dem der lever i det LIGE NU – de ved det heller ikke. De ved ikke hvad der kommer af pres, angst, ensomhed, betydningsløshed, kærlighedsløse relationer hvor de får sat sig selv op til flere overgreb – de vil også først opdage det senere – hvis de opdager det overhovedet.

Okay, jeg er ikke helt så blåøjet som jeg kommer til at fremstå her. Jeg har mødt forfærdelsen mange gange og det gør også at jeg i lang tid holdt op med at fortælle om dette og hint i mit liv, fordi mennesker generelt ikke har kunne tåle at høre – Sandheden. Og samtidig er der det her hemmelige fællesskab af senfølgeramte, os som lever der – når vi møder hinanden så er der øjeblikkelig genkendelse, og indenfor de første 10 minutter kan vi tale om en smerte så dyb og voldsom at det for andre er helt uforståeligt at det findes. Os der har været svigtet i så høj grad at vi mistede os selv i overlevelsens hellige navn. Os, der leder efter kærligheden i alt hvad vi møder, i alt hvad vi oplever – os der end ikke kan genkende den når den kommer, fordi dens ansigt var så grimt da vi troede vi så den første gang.

Jeg har skrevet en bog hvor det bliver beskrevet meget tydeligt, og grafisk – billederne vil tone frem på din indre skærm, og du kan måske aldrig slippe for dem igen. Men ved du hvad, vi er fucking nød til at tale om det her, fordi der stadig er nogle mennesker derude der ikke tror det er skadeligt at dyrke sex med et barn, eller slå et barn, eller udsætte et barn for alle mulige voldelige overgreb – sexuelle som ikke sexuelle. Omsorgssvigt er nøjagtig lige så skadeligt, men på en eller anden måde har andre mennesker lettere ved at forstå og acceptere det. Mennesker i almindelighed ved ikke HVOR skadeligt det egentlig er, selv psykologer der ved meget og kan meget, aner ikke omfanget af hvordan det faktisk er at være der, midt i lortelivet – med mindre de selv har prøvet det.

Jeg er kommet langt siden jeg var offeret, siden jeg slap den del af min indentitet og tog fat på livet på en bedre og sundere måde. og stadig har jeg i mit voksne liv mødt krænkelser og set dem for sent til at jeg ikke blev ramt, krænkelser så subtile og svære at få øje på, at jeg først i det terapeutiske rum bagefter fandt ud af at det faktisk var krænkelser, og at jeg var i min gode ret til at føle mig grænseovertrådt og krænket. Sådan tænker jeg det er for mange mennesker, også de ikke senfølgeramte. I mit daglige arbejde som terapeut har jeg en forpligtigelse til at holde mine egen temaer udenfor den behandlende relation, og det kan jeg også sagtens – jeg rammes mest når jeg møde en der er blevet sexuelt krænket, så må jeg nogen gange i klientstolen igen for at adskille min egen smerte fra den jeg skal hjælpe. Og samtidig bringer jeg også et møde ind i relationen til den jeg skal hjælpe som de ikke får andre steder. På samme måde som når en alkoholiker bliver hjulpet af en tidligere alkoholiker, men det kan altså kun ske hvis du selv er gennembearbejdet og behandlet efter alle kunstens regler. Sådan er det, og jeg ved at alle mine terapeut kolleger vil være enige med mig her.

Så du kan nok se at krænkelser for mig er noget helt andet end en noget med navnet på en is, eller noget med en statue. Krænkelser er noget langt mere alvorligt, og hvis ikke du ved hvad det er – så læs min bog, hvis du tør.

Jeg skriver på bind 2 af 3, fordi jeg gerne vil følge historien til dørs. Jeg vil også gerne tydeliggøre hvor meget det kræver af et menneske at rejse efter en krænket liv er levet, hvor meget det kræver at skabe et andet liv med et kærligt indhold, hvor meget det kræver at komme ind til kærligheden i sig selv, når den blev skåret i tusind stykker før den endnu var vokset helt frem. I skal allesammen vide hvor meget det berører de børn der fødes ind i den krænkedes liv, og hvor meget selvdisciplin det kræver ikke at rulle sig sammen i fosterstilling og blive liggende der, når livet igen og igen sparker dig i mellemgulvet og sender dig til tælling. Jeg vil også gerne fortælle at det lader sig gøre, så det er også en fortælling om håb, tilgivelse og indre kærlighed.

Jeg håber du vil hjælpe mig med at holde samtalen igang. Du kan jo eksempelvis starte med at læse min bog.

I september kommer jeg til Esbjerg bibliotek for landsforeningen SPOR hvor jeg skal tale om det kroppen fortæller. Jeg tror det er et lukket arrangement og du skal være medlem af foreningen for at deltage – men det er en god sag at støtte, synes du ikke?

Nå, det var bare det jeg ville sige på denne tirsdag morgen hvor jeg alligevel vågnede klokken 4 og ikke kunne sove længere.

Kærlige tanker

Mona

Krænkelser & Markedsføring…

Der er nu gået lidt mere end 2 måneder siden udgivelsen af min bog. Jeg oplever at mange har læst den, jeg har fået mange gode tilbagemeldinger, og alligevel er jeg ikke med på forlagets liste over dem der har solgt flest bøger… Jeg spørger hvor mange der er solgt af min bog, og de fortæller at de ikke kan sige det fordi det er mange forskellige platforme, men de kan godt have en liste med flest solgte – det hænger sgu ikke helt sammen for mig. Synes det er modsigende, så jeg har givet op med at spørge – jeg får samme svar hver gang.

At promovere sin egen bog synes jeg er en smule grænseoverskridende på en eller anden måde. Se Mig, Se Mig, skal jeg skrige fra tagenes top – og for sådan et relativt barndoms skadet menneske som mig, så går det faktisk langt ud over min opfattelse af hvem jeg er, langt ud over der hvor jeg synes jeg skal rette spotlyset hen. Og nåh ja, så er jeg jo vikset op i en familie hvor vi ikke talte om alt det svære, eller hvor det at gøre opmærksom på sig selv var okay. Så uanset hvad, så er jeg oppe imod både indre og ydre historier.

Hokus pokus Mona i fokus

Selv om vi jo lever i en tid hvor det er helt almindeligt at rette lyset mod sig selv, så har jeg det stramt med det. Who knew! Det er naturligvis også derfor andre af mine tidligere projekter ikke er kommet ud over rampen, uanset hvor gode de var, så skulle jeg stå frem og sige: “jeg er ekspert på det her eller det her” Og faktisk har jeg det også stramt med selvudnævnte eksperter. Niels Christian Barkholt (tidligere næstformand i socialrådgivernes fagforening, nu Social Talks manden – tjek det ud, virkelig godt projekt) præsenterede mig engang for en af sine venner som ekspert i seksuelle overgreb og senfølger. Det gav et helt gib i min krop. For selv om jeg ved virkelig meget, så har jeg det stramt med at blive kaldt en ekspert – endda selv om jeg faktisk er en slags ekspert i det felt.

Nå men på den note, hvis du læser med her på bloggen, så kan du se jeg har virkelig brug for din hjælp til at markedsføre min bog, for som medudgiver på et lille forlag, siger man ja til at gøre en del selv – så synes det min bog er værdig til en kommentar eller til udbredelse så siger jeg Tak for dig hjælp hvis du gør noget for det. Og kæmpe tak til alle jer der allerede har gjort det. Der er Bog reception d. 20.08 mellem 16 – 18 på Vang & Bar Ingerslevsgade 200 – Kom frisk, tag din journalistven med eller din forlæggerven eller nogen der er i bogbranchen som kan hjælpe mig, så bliver jeg rigtig glad og kysser dig lige midt på panden efter du har fået en ordentlig krammer. Tag også gerne en blogger med, en influenser hvis du kender en – Kom frisk – jeg er klar.

https://www.vangandbar.com/ tjek det ud her 😉

Så er der alt det her med krænkelser der suser rundt i verden, i medierne og i iskioskerne. Jeg er helt med på at man ikke skal krænke nogen, at de som føler sig krænket jo føler det, uden at andre kan bedømme om det nu er sandt eller falsk. For mig er krænkelser noget heeelt andet end noget med ord. Det er noget med SEX & VOLD – selvfølgelig er der også Psykiske krænkelser, det er der – det følger ligesom med i de der SEX & VOLD krænkelser – og derfra kan jeg sagtens snakke ind i dem der føler sig etnisk krænket fordi der tales om deres etnicitet på en uordentlig måde og fordi det er sgu ikke okay at tale nedsættende om nogen overhovedet – som i OVERHOVEDET IKKE – og derfra skal vi starte, hvis du spørger mig.

Det starter hjemme i andegården hvor du selv opholder dig, det starter med hvordan du taler til og om dig selv. Så kan man føre det videre til hvordan man opdrager sine børn, derfra hvordan man bevæger sig i samfundet, på sin arbejdsplads, i svære situationer der opstår i verden. Hvor åben er du, i hvor høj grad er du i stand til at sætte dig ind i andre menneskers situation? Forstår du at når nogen flygter fra en krig, så er det ikke for at komme til et andet land og genere andre mennesker? Forstår du at når en defineret etnisk gruppe i tusinder af år er blevet forfulgt og slået ned, at så handler det i meget høj grad om den måde blandt andet du bevæger dig i verden på? Ser du sammenhængene mellem din måde at være i verden på og det der sker på den stor klinge?

Min Morfar sagde altid, “Du skal være mod andre som du ønsker de skal være mod dig”, og “Der er aldrig en kande så skæv uden der er en hank til den…” – jeg synes det er gode ordsprog, der skaber gode grund leveregler. De er hermed givet videre.

Hvis du synes det giver mening så del min blog videre, tænker du det lyder fornuftigt eller kan du hjælpe mig med markedsføringen af min bog (Som i øvrigt handler om krænkelser) så gør det gerne… Du skal få kæmpe krammer og kys i pande.

Sådan en søndag som den her skal jeg på Kursus og blive klogere på at bruge Tarotkort – ja for sådan en er jeg også – der er nemlig mere mellem himmel og jord end det øjet kan se. Hav en dejlig søndag og vær kærlig overfor dig.

Mange kærlige tanker og hilsner

Mona

PS. Jeg synes heller ikke altid det er nemt at leve retlinet – bare til info.

Vold og overgreb, kærlighed og nærhed…!

Hos organisationen Bryd Tavsheden har de i den lukkede coronaperiode fået mange flere henvendelser fra unge der bliver udsat for partnervold end de ellers får. Der har været en nedgang hos krisecentrene i henvendelser fra partnere udsat for vold. Er det et tegn på noget eller er alt som det “Plejer”?

Hvis jeg i al ydmyghed skal komme med et bud på de her resultater, så tænker jeg at de unge der ellers lukker damp ud når de fester, og hænger ud med jævnaldrende, de har manglet det rum. Der har ikke været plads til at afreagere andre steder, og så går det ud over kæresten. Ikke at det retfærdiggør volden, men det forklarer fænomenet med flere henvendelser. For unge er forventningen ofte, at en kæreste skal kunne klare mere end andre, en kæreste er tættere på og forstår bedre… Og samtidig så er der alt for mange emotionelle blokeringer hos unge, alt for mange unge der tror de skal være perfekte, at de skal klare alt og samtidig føler de at de selv skal tage magten og være “stærke” i deres eget liv. Det er ikke enkelt og let at snakke om det her. Vold er en kompleks størrelse, om du er den er er for enden af den knyttede hånd som modtager, eller den der sender den afsted mod din kæreste.

På krisecentrene har de oplevet at henvendelserne har været færre, og for mig (og for alle andre) fortæller det faktuelt at de som er udsat for vold har haft sværere ved at komme ud af døren. De har så at sige været spærret inde med deres voldsudøver, og sådan ser det formentlig også ud for mange børn i voldsudsatte familier.

Lad mig afsløre for dig at det at snakke åbent om at være udsat for vold er et KÆMPE tabu. Stadig… Og ikke kun fordi der imellem offer og krænker er truslen om at “Hvis du siger noget bliver det værst for dig selv…!” Men også fordi at det er ualmindelig svært for andre at høre på historierne om volden, det er svært for mange mennesker at rumme at høre hvordan volden ser ud, og at vide hvad de skal gøre.

Det man skal forstå er, at hvis du i din opvækstfamilie ikke har haft et tydeligt billede af hvordan kærligheden ser udså er det svært at vide hvordan den ser ud når du selv skal være i et kærligt forhold, og så Kan vold og overgreb komme til at ligne kærlighed. Sætninger som: “Jamen det er jo bare fordi jeg elsker dig så meget” – “Jamen hvis ikke jeg kan får di er der ingen der skal have dig” bliver hverdag og til sidst tror du på hvad din voldsudøver siger til dig. Du bliver nedbrudt, bid for bid tager han/hun dit eget billede af hvem du er og erstatter det med det billede han/hun kan kontrollere. Og tag ikke fejl, det er to sider af samme mønt. Den der er voldelig ved heller ikke hvordan kærligheden ser ud når den har et sundt udtryk, præcis om den det går ud over.

Men hvad kan man gøre, spørger du? Man kan blande sig når man ser det i det offentlige rum, man kan sige til dem men ved er udsat for vold, at man er der hvis de får brug for en hånd, man kan udtrykke overfor den der udøver volden at man ser det, og sidst men ikke mindst kan man åbent og tydeligt støtte op om organisationer der arbejder mod vold, opdrage sine børn til ikke at udøve vold, og være en rolle model alle de steder hvor man færdes.

Desværre kan vi ikke tvinge nogen til at gå ud af et voldeligt forhold, før de selv er parat til det, vi kan heller ikke tvinge nogen til at arbejde med sig selv, hvis de tyer til vold, hvis de ikke vil, men vi kan opsøge vores kreds og snakke om hvad vold gør ved et menneske, vi kan skabe et rum hvor det er okay at tale om det, et rum hvor der er plads til os alle, også dem der “bare” gerne vil snakke – men ikke er parate til at gå, eller modtage behandling. Vi kan starte der, med ikke at fordømme dem der bliver i volden, men i stedet tilbyde dem støtte til at træde ud, når de er parate. Starte med at være nysgerrige og undersøgende overfor de som lever et voldeligt liv, uden at fordømme – og ja jeg mener faktisk også voldsudøveren.

Ingen i verden fødes onde. Ingen i verden fødes med en vilje til vold. Alle fødes med et rent hjerte og en smuk sjæl, og alle chancer vi får skal vi bruge på at fremelske det i det andet menneske ved at vise dem vores eget inderste væsen. Vi skal turde være sårbare, turde være med det svære og turde tage samtalen.

Det nytter bare ikke noget at vi ikke taler om det. Det der slår os ihjel, det der dræber kærligheden mellem og og det der skaber “Mørketal” og folk der ikke tør træde ind i lyset og sige “Jeg har brug for hjælp” er at ingen taler om det….

Jeg har skrevet en bog der hedder:

Og Ingen Taler Om Det.

som handler om vold, om årsager til hvorfor man bliver der og den handler om kærligheden der bor i os alle… også når den er usynlig.

Du kan finde den her:

https://www.saxo.com/dk/og-ingen-taler-om-det_mona-kjaerulff-hansen_haeftet_9788793927445

Læs mere om mig og bogen her:

www.MonaK.dk

Lad os tale om det…

Sommer, Coronatanker

Mona

Krisecentre, skattely og lidt andet…

I de senere år er der kommet flere krisecentre til. Det er jo godt… De fleste af dem er private organisationer som tilbyder ly til de som er på flugt fra vold – det er vist mest kvinder og børn der henvender sig, selv om der jo også er mænd der er i den situation. For ikke så længe siden var jeg ude og vejlede en kvinde der havde ophold på Lyngby kvindekrise center. Hun kunne fortælle at hun oplevede sig ekstremt presset til hurtigt at finde en anden løsning, at de som arbejdede der mest var frivillige og ikke havde en egentlig faglig baggrund i feltet hvor hun havde brug for hjælp, og at der var flere af de fælles opholdsrum hvor kvinderne ikke måtte opholde sig, fordi det skulle se pænt ud, og de ikke havde resurser til rengøring mm. Kvinden jeg talte med var tydeligvis presset. Ikke kun af sin egen livssituation, men også af det faktum at stedet der skulle beskytte og hjælpe hende, nærmest pressede hende til “Hurtigt” at finde en anden løsning…!!! Jeg har kendt denne kvinde siden hun var teenager og mener hendes udsagn er valideret.

Som en kvinde der har prøvet den her vej – ud af voldelige forhold – flere gange end jeg har lyst til at nævne her, (Læs min bog) vil jeg gerne sige STOP – for hede hule helvede – STOP – hvad foregår der lige. Når du lige er flygtet fra et voldeligt forhold, så har du formentlig allerede været i det alt for længe, dit nervesystem er helt oppe i alarmberedskab 24/7, som i hele tiden, og det er helt urimeligt at forvente at kvinder i den situation er i stand til at se klart, endsige mobilisere resurser til at finde GODE løsninger der er bæredygtige i en fremtid de endnu slet ikke kan se.

Når du er her, på det her tidspunkt i din proces, så lægger du asfalt mens du går. Lidt ligesom regeringen har gjort her under Corona pandemien. Fremtiden er ikke synlig og det er ikke muligt at svare på spørgsmål som: “Hvordan ser du at du kommer videre herfra?” – “Hvor længe tænker du at du skal bo her?” – “Har du andre steder du kan være?” osv.

Forleden var jeg i en tråd på Linkedin hvor man snakkede om §107 tilbud og det at planlægge en udflytning med det samme når man var flyttet ind, og min gode og kloge kollega Niels Christian Barkholdt udtalte at han syntes det også kunne bruges på kvinde krisecentre… Læs tråden her: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6666250740312350721/?commentUrn=urn%3Ali%3Acomment%3A(activity%3A6666023499087265794%2C6666250707747778560)

Og ja, måske vil nogle kvinder være i stand til at gøre det, men det er altså essentielt at kvinder der vælger krisecentre får TIDTID i sikkerhed fra volden, TID til at hele og samle sig selv, TID til at finde vej i sit indre kaos, før nogen spørger: “Og hvornår skal du så videre herfra?” – Jeg kan ikke sige det tydeligt nok. Mange af de voldsramte der går tilbage i forholdet, gør det enten fordi de er pressede af voldspersonen, eller fordi de bliver pressede andre steder fra – LÆS – Fra krisecentret eller familien.

Og så lige i en bisætning…. Er det fake news at der er nogle af de store virksomheder i Danmark der har søgt hjælpepakker? Jeg bliver sgu i tvivl om det er sandt. Et sted læste jeg at “Bestseller” hvis ejer har 30 milliarder kroner i banken/formue søgte… SERIØST – WTF…??? Kan det virkelig passe at sådan en mand ikke kan dykke i egne lommer for at holde sig oven vande og skabe plads til de små virksomheder som de næste år skal kæmpe for at overleve og oparbejde en slags kapital, hvis altså de overhovedet overlever…. Jeg bliver sgu så vred altså, over den der selvcentrerede egoistiske tankegang der alene handler om MIG MIG MIG og PENGE i egne lommer….. Og igen – jeg spørger er det fake news? Jeg kan ikke gennemskue det og orker ikke at gennemtrawle google eller andet for at undersøge det… Men helt ærligt, så er jeg sgu færdig med Lagkagehuset, og andre af de der der sætter deres penge i Skattely og unddrager sig det land som i første omgang hjalp dem igang…. Alene fordi de gik gratis i skole, fik uddannelse og ja fortsæt selv….

Ja, og mindst lige så vigtigt altså 🙂 så er der jo min BOG… Jeg er stadig helt oppe at køre over den er udgivet, og læs lige her under hvad et par af læserne syntes om den…

Taknemmeligheden flyder i mig…. TAK.

Du kan købe den her: https://www.forfatterskabet.dk/produkt/og-ingen-taler-om-det/

Vi snakkes ved her, på facebook eller instagram.

#ogingentaleromdet

SES Kærligst Mona

Og ingen taler om det.

Bogen er landet på min adresse. Den lander i manges postkasse den kommende torsdag, 7 maj 2020 kommer min bog på gaden for alvor, og jeg kunne ikke være mere stolt.

Den har været længe undervejs, og har været skrevet om og startet forfra mange mange gange. Nu er der et færdigt resultat, og den kan købes fra torsdag, på Saxo.dkwww.forfatterskabet.dkwww.bogogide.dk som de steder jeg vil fremhæve.

Nu skal den ud og have sit eget liv, give dig som læser den oplevelse du nu får, og som med al kunst, så ligger det hos beskueren at tillægge oplevelsen den betydning følelsen der skabes, giver.

Jeg håber du vil læse den med dit hjerte åbent, med troen på at det jeg har skrevet kommer fra mit inderste til dit.

jeg læser små afsnit op af den i disse dage på siden her: https://www.facebook.com/ogingentaleromdet/?ref=bookmarks

Min dybeste drøm er at den kan bruges i undervisningen af mennesker, der arbejder med mennesker. At den får sit eget liv derude, og at det bliver et godt og langt liv.

Jeg kan mærke mens jeg skriver det her at jeg har sluppet den, givet den fri til at du kan tage imod den på den måde du nu skal tage imod den. Jeg er så spændt på hvad anmeldelserne vil sige, spændt på hvordan den vil lande, for der kommer 2 bøger mere i Monicas historie. Historien fortsætter – og jeg indrømmer gerne at jeg har forsøgt at skabe en cliffhanger, og jeg er startet på nr. 2.

Giv mig gerne en tilbagemelding hvis du læser mit værk. Også hvis du ikke synes det var noget for dig…

Kærlige tanker til min bog, og til dig.

Mona Kjærulff Hansen

Selvomsorg…

Selvomsorg som begreb er kendt siden antikken, det læste jeg på google, der hed det egenomsorg, så det er som sådan ikke et nyt begreb eller en ny måde at være med sig selv på. Idag oplever jeg, at det nærmest anses som noget ekstra, noget tillært, noget særligt som ikke er alle forundt eller noget alle kender eller mener de fortjener. Og sådan tænker jeg det er blevet fordi vi lever i en verden hvor alt faktisk går alt for hurtigt.

Her i denne tid, hvor hele samfundet er sat i slowmotion, mærker vi os selv lidt mere tænker jeg, og det der er blevet overset i en hastig hverdag, træder tydeligt frem og skaber grund for et indre værditjek. Der har været tid til at fordybe sig i nye ting, der har været behov for at træne hjemme, dyrke yoga via skærmen, bage brød og lave simremad.

Mange danskere har de sidste mange uger fundet tilbage til nogle gamle dyder, fundet noget glemt ro og fundet ind til sig selv. Det er dejligt og jeg håber det vil skabe ændringer dybt inde i den enkelte, som vil vibrere ud i verden, mellem mennesker og give fred til os alle både på det indre og det ydre og lidt mere ro til jordklodens healing.

Når det så er sagt, så har jeg en god veninde som jeg deler mange opfattelser og erfaringer med, og idag talte vi kort om hvorfor det er at vi, hende og jeg, har så svært ved at fastholde os selv i nogle af de ting som faktisk er så gode for os, altså aktiviteter og beslutninger for os selv som hører ind under selvomsorg. Og skal jeg svare helt kort, så er det fordi vi dels aldrig har lært hvad det overhovedet er, fordi vores forældre ikke har været den slags rollemodeller, og dels er det fordi vi dybt inde er vokset op i familier hvor kærligheden ikke havde et sprog. Familier hvor omsorg var et fjernt begreb, og selvomsorg betød for meget alkohol og oplevelser der involverede fremmede.

For mig selv kan jeg sige at for mange år siden sagde en psykolog til mig,

“Du skal give dig selv noget omsorg Mona,” og jeg så på hende med undren,

“jeg er ikke helt sikker på jeg ved hvad det er eller hvordan det ser ud” svarede jeg, og hun måtte forklare mig hvordan det kunne føles, og hvad det kunne være. Siden har jeg øvet mig på at lære det. Både hvad det er, hvordan det føles og at også at jeg fortjener det.

Når kærligheden ikke har noget sprog, og ingen taler om det der skaber gode vækstvilkår for kærligheden, så er det et livslangt projekt at lære lige præcis det.

Har du styr på din egeneomsorg, på hvad du skal gøre for at give dig selv den omsorg der støtter din sjæl og din indre kernes kærlighed, den kærlighed der skal hjælpe dig med at pejle ude i verden, og finde hjem til dig selv igen hver gang du har været ude af dig selv?

Ellers har du stadig tid til at lære det.

Kærligst Mona

ps.: Min bog “Og ingen taler om det” kommer ud 7.5.2020. Du kan forudbestille den nu på Saxo.dk , forfatterskabet.dk eller hos Bogogide.dk

Udgivelse 7. maj 2020

Den her bog har været længe om at blive født, den har boet i mig i mange mange år og den har haft mange forskellige ansigter. Nu er den endelig blevet som jeg tænker den skal være for at give noget til andre. Det er min intention at du som læser, både bliver underholdt, oplyst og får en lille smule mere indsigt i de menneskers indre, som allerede fra fødslen, bliver fanget ind i et livsforløb der bliver præget af dårligt selvværd, manglende kærlighedsudtryk og alt for mange overlevelsesstrategier, som kommer til at skabe et liv på kanten af døden, eller i hvert fald på kanten af glæden.

Der er ingen af os der beder om en bestemt opvækst, ingen af os ved hvilket liv vi egentlig præsenterer vores børn for, fordi vilkår og miljø har stor betydning for hvordan det hele forløber. Vi kan selvfølgelig selv gøre en masse for at det blive godt, men ultimativt så er det sådan at der kan være hændelser, vilkår eller en familiekulturs baggrund der bestemmer rigtig meget.

Fortællingen følger et menneske gennem den proces det også er, at havne i uhensigtsmæssige vilkår, at (over)-leve i en familiekultur med nærmest alle de udfordringer du kan tænke dig, men uden at det ses udenpå. Udadtil er det en fin familie, men på indersiden sker der noget andet end du regner med.

“Og ingen taler om det” er første bind af 3 – for rejsen slutter jo ikke bare, det er en livsrejse og det at arbejde sig ud af det som tynger, er ofte et langt sejt træk. Bliver man så nogensinde færdig med den rejse? Nej det tror jeg ikke man gør, og heldigvis for det, for der ligger enormt meget læring i at turde tage de skridt, læring som kan gives videre til andre og læring som kan tjene langt flere mennesker en den der går igennem det.

Det ved vi jo, for vi inspireres alle af mange forskellige mennesker der har gået gennem svære ting og er kommet ud på den anden side.

Jeg håber jeg kan være med til at inspirere dig med denne bog. Og jeg håber du vil læse den med et åbent hjerte.

Fik jeg sagt at den er baseret på virkelige hændelser?

Du kan hjælpe mig så meget hvis du går ned i din lokale boghandler og bestiller din kopi af bogen hjem til d. 7. maj – så lover jeg til gengæld, at på den anden side af Coronakrisen kommer jeg rundt og signere, også i din boghandel.

Du kan også Bestille den her: https://www.forfatterskabet.dk – og selv om jeg endnu ikke ses på deres side – så er det der den kommer.

Tak og på gensyn hos boghandleren.

Mona K.

Så gik der tid med det…

Overskriften er starten på en sang, og sådan er det i realtid, der går tid med både det ene og det andet.

Citatet her til højre er fra en af mine absolut største inspirationer kunstnerisk og i forfatter henseende. Hende har jeg lært meget af, det med at skrive fra hjertet, skrive som du ville tale til det menneske der skal modtage det du skriver, som om de sad foran dig.

Det har jeg forsøgt at gøre med mit værk “Og ingen taler om det”. Den er skrevet færdig, det sidste punktum er sat i dette første bind af 3. Du kan følge Monica på hendes rejse i livet, fra fødslen og så derud af. Du kan få et fælleskab med hende i ensomhedens hjerteskærende rum, der hvor ingen lytter og ingen kærlighed flyder – end ikke den kærlighed der bor i os alle som gerne naturligt skulle flyde til dig selv, fra dig selv. Altså hvis man har lært som lille at man er elskelig og skøn.

Du kan følge med i de katastrofale gerninger der skaber hendes overbevisning om at hun ikke er værd at elske, og som gør hende til offer i eget liv.

Jeg har øst ud af mit eget hjerte i bogen, øst ud af egne erfaringer krydret med fortællinger fra det virkelige liv. Bogen baserer sig på virkelige hændelser, og så er der alt det andet. Det er et følelsesrum hvor mit ønske er at bygge en gangbro til forståelsen for de mennesker der bliver i en voldelig relation, i usunde forhold i livet uden at være i stand til at ryste dem af sig, og det kommer til at se ud som om de iscenesætter sig selv, igen og igen – men det er ikke det der sker. Nogle af os, der har gået ad den vej véd bedre, det er den stemme jeg gerne vil formidle.

Så vil du gerne have indsigt i livet inde i den kvinde der ikke formår at flytte sig væk fra volden og livet med volden, og hvorfor der er nogen der havner der – så køb min bog og fortæl mig hvad du synes.

Der går et lille øjeblik før den er i handlen, 1. maj skulle det gerne ske. Du kan naturligvis forudbestille her hos mig – send mig en mail på Mokjha@outlook.dk med dit navn og din adresse, så skriver jeg dig på den liste, som heldigvis allerede er en realitet.

Og ikke et ord om Corona…

KH Mona

Kønskamp, Corona og volden…

Da jeg var barn var der mange der røg noget der hed Corona cerutter, mange damer røg dem og de var tynde, og lignede lidt en cigar. Forleden købte jeg nogle øl der også hedder Corona – de smager godt med en Lime skive i. Corona Virus er så noget helt andet jo, og der er mange der er syge, nogle er døde og vi skal forholde os til en ny influenza virus, som jo slayer ind over landegrænser og skaber frygt med sin måde at optræde på. Den er ikke sjov det er den ikke, og når det så er sagt, så husker jeg flere gange gennem mit liv nye influenza typer der er kommet til, så opfinder en eller anden virksomhed en vaccine og vi danner allesammen antistoffer og så kommer der ro på igen. Sådan har jeg det også lige nu med den her Corona – den er ikke hyggelig, den er nok kommet for at blive og der kommer ro igen. Skulle der gøres noget ved det faktum at der kommer en ny virus ind imellem så skal man nok slukke for alle de der markeder hvor man blander dyreslagtninger og grøntsager med menneske snot og madlavning… Der er en del af den slags ude i verden – I Kina for eksempel.

Igår var det d. 8 marts, kvindernes internationale kampdag. Jeg synes det er godt at huske på dem der kom før os, de som kæmpede og vandt stemmeret, plads på arbejdsmarkedet og alle de andre gode ting vi som kvinder idag har mulighed for at være med i. Og der er mange ting endnu vi kan og skal arbejde hen imod, for lige ret er der stadig ikke i mange sammenhænge. Jeg kan godt tænke at det måske ikke er meningen at vi skal være lige på ALLE punkter, men der er stadig et stykke vej for mænd og kvinders ligestilling.

Hvad så med alle de andre der kæmper for at samfundet skal blive mere rummeligt i forhold til at nogle identificerer sig som flerkønnet, eller som det andet køn, eller som trans eller som ?? Ja altså jeg kan ikke helt finde rundt i det og er lidt nervøs for den dag hvor jeg står overfor en person jeg skal tiltale de og dem. Altså fred være med det, men jeg får en udfordring tror jeg… Eller måske slet ikke. Det bliver spændende at se.

Lidt tættere på hjem kan jeg fortæller at min debut som forfatter ser ud til at lande 01.05.2020. Det er en god dag at udgive på. den dag hvor der er arbejdere der slår et slag for de vilkår der er for dem, den selv samme dag kommer min bog som gerne skulle slå et slag for de kvinder som bliver udsat for vold, skabe forståelse for hvem det er der bliver ofre, og hvad det er for en dynamik i et menneske der gør at det er så svært at komme ud af sådan et forhold.

Jeg håber i vil tage godt imod dette første bind i trilogien om Monica og hendes livsrejse med alle de udfordringer hun møder.

Ses vi til 1. Maj når jeg holder reception for bogudgivelsen? Husk at sætte et X i kalenderen…

KH Mona

Socialt bedrageri…

Lad os lige snakke lidt om det. Og når det så er sagt er det første navn der popper op vel Britta Nielsen. 117.000.000 kroner for 6 år – ude om 3. det giver en årsløn på 19.500.000 på 6 år og ja det er jo så det dobbelte på 3.

Jeg er socialarbejder og har gennem snart mange år, fra tid til anden siddet med borgere, der på den ene eller den anden måde har argumenteret for deres ret til at få dette eller hint. Der har været momenter hvor jeg har være nød til at komme op på tå og sige fra overfor grådigheden og selvfølgeligheden i at det offentlige skal betale for forskellige ting som ligger udenfor den ramme vi som samfund mener er ret og rimeligt. Og jeg har gjort det med loven i hånden, både den juridiske og den etiske og moralske. For i min bog så skal man gøre hvad man kan for at forsørge sig selv, og bidrage til den kasse der skal hjælpe dem der har behov for det – altså dem der dels er syge, eller dem der på anden måde bliver ramt at livsudfordringer der kan vælte et menneske for en tid – og de SKAL kunne få hjælp.

Og så kommer Britta valsende med den her fløde hun har skummet gennem alle de år. Taget af kassen og vist samfundet og retssystemet at hun står over alle andre borgere, og nu understreger dommen det til fulde. Jeg må sige at det rammer sådan en som mig lige i mellemgulvet, især også fordi hun har taget de penge der skulle gå ind i projekter der kan gøre livet bedre for de som har brug for en hånd i ryggen.

Jeg bliver ramt på den hylde der hvor min glæde (og det er ikke første gang jeg rammes der) ved at betale skat til fælleskassen ligger, min samfundsforståelse og min indsigt i hvordan det hele er bygget op her i Danmarks velfærdsstat, ligger på den hylde, som efterhånden hælder så skævt at der ikke længere kan ligge særlig meget på den. Mine overbevisninger om og min tro på retfærdigheden glider lige så stille ned fra hylden og havner i afløbet hvor det støt men roligt skylles ud med det vand der løber ud i det totalt forurendede hav….

Nogle dage er det svært at holde fanen højt og tro på at det danske samfund og det danske retssamfund vil det der er bedst for den lille mand på gulvet, at der er lige ret for alle, at du ikke skal tage af kassen for så bliver du straffet.

Britta skal i fængsel. Jeg tænker hun med sin fysiske skrøbelighed havner i Horserød på åbne afdeling med udgang hver 14. dag og ret til både det ene og det andet. Der kan hun så slappe af et par år eller tre og efterfølgende komme ud til en pension – fra det offentlige….. Jeg brækker mig !!!!

Nå den skulle jeg bare lige af med…

Undskyld hvis jeg forstyrrede din i morgenkaffen.

Med ønsket om en god dag hvor du føler dig støttet af dine omgivelser, de nære såvel som de lidt fjernere.

Mona