Julemåneden.

I 2017 rejste jeg til indien i 2 uger i starten af december. Opholdet var på et ayuvedisk hospital og dagene var fyldt med urter og massage. Det husker jeg som en virkelig god beslutning. Jeg kom hjem og var helt udrenset, frisk og klar til at være med julen og alt hvad det betyder. Dengang var min mor stadig i eget hjem, jeg boede i rækkehus i Kgs.Lyngby og min virksomhed eksisterede stadig. Mit indre var allerede der præget af stress som lagde mig fladt ned i 2018.

I år hvor 2019 rinder ud og julen er tæt på ser jeg tilbage på at have holdt jul 59 gange i mit liv. Det er alligevel en del. Da jeg var barn var spændingen nærmest uudholdelig. Min far gjorde et stort nummer ud af at “Afsløre” træet om eftermiddagen. Det var altid en kæmpe gran der fyldte en stor del af stuen, og pakkerne lå klar under træet.

Vi fik for det meste hvad vi ønskede os rent materielt, og han fastholdte at julen var børnenes fest. Min ældste datter er den eneste der nåede at opleve jul med morfar inden han døde alt for tidligt som 54 årig. Mine egne juletraditioner har været præget af hvilken livssituation jeg var i på det pågældende tidspunkt. Det har dog altid været vigtigt for mig at skabe traditioner sammen med mine børn, som de kan huske i deres voksne liv og måske tage med ind i de familier de selv skal skabe. I de fleste år har vi haft adventstraditioner. 1. søndag med at pynte op og lave juledekorationer, 2. søndag med småkagebagning, 3. søndag med konfekt og 4. søndag med juletræ og klippe klistre. Og naturligvis har børnenes hjemmeklip altid haft de forreste pladser på træet, i hjemmet og i det hele taget. Gennem årene har jeg modtaget smukke børnekunstneriske julegaver og de senere år smukke gaver og altid noget jeg har ønsket mig.

I år har jeg foreslået at jeg får gaver fra genbrugsforretninger. At raflegaverne er købt i genbrug eller er noget vi selv har hjemme, som vi ikke bruger mere. I mange år har jeg plæderet for at skære ned på gaverne, uden helt at slippe dem – for der ligger også en stor glæde i at give og modtage en gave, men være med til at stoppe overforbruget ved at stoppe vores eget.

I min alder mangler jeg jo som sådan ikke noget, og det at tilbringe en hel eftermiddag, der glider over i en smuk aften sammen med mine højt elskede døtre, tilberede et godt måltid til os og være sammen uden der er noget der venter, nogen der presser på eller andet – det er i sig selv en gave. Og kan jeg så få lov at invitere en ind fra omgangskredsen som måske ikke har nogen at holde jul med, så er det bare et ekstra plus.

vi har holdt jul selv mange år, nogle år har min gamle mor deltaget hver andet år (min bror har haft besøget de andre år) – men hun kan slet ikke rumme forandringer mere og vil helst sidde i sin stol på plejehjemmet. Hun kan ikke længere kende forskel på hverdag eller højtid, så vi har sammen besluttet at hun får lov at blive der hvor hun er mest tryg. I 2017 havde vi hende med og da blev hun så forvirret og utryg at det var synd og vi kørte hende hjem klokken 20.

“Julen er hjerternes fest” siger man. Jeg vil gerne opfordre til at hele året er hjerternes fest. At den venlighed og åbenhed mange præsterer i julen breder sig ud hele året. Jeg kender til flere fagprofessionelle der holder åben jul hvor man kan deltage som gæst uden at det koster noget – jeg kender til én der holder lignende arrangementer hele året, hvor det så koster et meget lille beløb at deltage. Tjek det på www.dankbar.dk Cafe Freunde i trekroner.

Selv forsøger jeg at være kærlig og imødekommende altid. Jeg gør mit yderste for at møde alle ligeværdigt, for at se folk i øjnene og åben være modtagelig for det de deler med mig. Det lykkes ikke altid, det indrømmer jeg gerne – men det er en del af mig at møde hver dag og hvert menneske, med et åbent og kærligt hjerte.

Har du læst med hertil, siger jeg dig tak og ønsker dig en god og hjertelig december, et godt og kærligthedsfyldt 2020 og ønsker for dig det du ønsker for dig.

Husk at de tanker du giver mest plads, kommer til at præge dit liv mest.

Skulle du have brug for støtte til at skabe dig et liv med kærlighed og god udvikling. Hvor dine ønsker og glæder er i centrum, så kan jeg hjælpe dig og tænker du ikke det duer så er jeg sikker på der er en anden til dig derude.

Pas godt på dig.

Mona.

Spiritualitet

En af weekend dagene bruger jeg altid noget tid på at finde ind til mig selv. Finde ind der hvor min kærlighed bor og hvor jeg ser mig selv tydeligt. Nogle gange læser jeg i en bog, andre gange mediterer jeg eller begge, nogle gange lytter jeg til nogen af de store (dem jeg synes er store) spirituelle lærere i verden. Idag lyttede jeg til Michael Beckwith i en samtale med Koya Webb. Du kan finde samtalen på https://youtu.be/DG0YoCdJV5M hvis du hellere vil gå direkte til kilden.

De taler om mange ting, gode ting som man bliver klog af at lytte til. Og noget af det jeg hæfter mig ved er den evige kærlige stemning der er omkring Michael Beckwith. Da jeg mødte ham for år tilbage mærkede jeg det helt tæt på. Et nærvær som han har baseret på hans indre liv, den han er. Noget af det han snakker om i videoen er hans rejse dertil hvor han er i dag. Han fortæller hvordan han havde en garage han indrettede til hans rum for personlig udvikling, og hvordan han gik derind og mødte sig selv.

En samtale vi alle kan drage nytte af tænker jeg, så her kommer den gengivet på min måde. Når jeg arbejder med mennesker benytter jeg af og til Joharis vindue som en måde at få klarhed på. Men her idag vil jeg gengive det jeg hørte idag.

Stil dig et sted eller sæt dig et sted hvor du ikke bliver forstyrret. Forestil dig at du står overfor dig selv, ser dit eget spejlbillede og snak nu ind i “Jeg” – Jeg er… Som er det du siger til og om dig selv… Det kan du ændre til hver en tid, og du vil opleve at det der kommer frem i resten af øvelsen også vil ændre sig.

Når du har udtømt den del, snak ind i “Du” er… som er den del hvor du hører det andre siger til dig… Du har et valg, om at hæfte dig ved de positive meldinger eller de negative, det valg har du gennem hele øvelsen – når denne del er udtømt snakker du ind i “Hun/Han” er… som er det andre siger om dig når du ikke lytter, altså det du forestiller dig de siger og selvfølgelig gerne det du ved de siger. Øvelsens formål er at separere dit Ego, din Personlighed fra den du ER, fra din sjæl, fra din essens. At skabe kontakt til dit oprindelig jeg, og skrælle andres udtalelser fra, så du står tilbage med den person du blev født til at være. Det kærlige væsen du er, og den tilgivende sjæl du er. Øvelsen skal gentages så mange gange du behøver det, og målet er at finde de kærligste udtalelser der er, finde ind til den kærlighed jeg ved bor i os alle. Du kan se Michael Beckwith tale om det i videoen, og høre hvordan det hjalp ham.

Et andet tema der berøres er det med tilgivelse. Når du tilgiver andre og dig selv, slipper du for at være i forsøget på at forandre dem. Når du lever i en kærlig stemning vil tilgivelsen komme nemt til dig, og du vil finde din vej uden at skulle hele tiden forandre andre, hele tiden skulle justere dig for at passe til de andre, og hele tiden træde ud af dig selv. Livet med tilgivelse som en del af kærlig praksis, har været det der har hjulpet mig til at give slip på fraværet af mine forældres nærvær, tilgive at kærligheden ikke havde et udtryk, at jeg ikke følte mig ønsket – endda tilgive de som har gjort mig ondt undervejs. Det har betydet at jeg kan være sammen med mennesker hvis adfærd og handlinger jeg havde alle mulige meninger om, uden at dømme eller fordømme, uden at bruge kræfter på at forstå deres måde. Allerede fra start af har jeg tilgivet, og allerede fra start af ved jeg at de har deres måde og det er ikke min opgave at forandre den, det arbejde skal de selv gøre.

Det bringer mig videre til snak om parforhold, eller relationer i livet. Når man hører Michael Beckwith fortælle om sine to ægteskaber er det med kærlighed og respekt for de kvinder han har været gift med. Han fortæller videre om hans vejledning til par at det vigtigste er at huske på at vi alle flytter os i livet, at vi ikke kan være den samme hele livet. Han siger smukt at forhold ofte er sæsonprægede, og at der i afrikansk kultur ofte bor en ide om at man er sammen i 7 år af gangen. Når de 7 år er gået kigger man ind i relationen og afgør om der er basis for endnu 7 år eller om det vil være til begges fordel at afslutte ægteskabet, og forblive venner. I Danmark har vi Susse Wold og Bent Mejding der fortæller at de fornyer deres ægteskabsløfte hvert 10. år – altså det med at have fokus på om det stadig er godt for os at være sammen. Nogle ægteskaber er på den måde at der er plads til vækst og det kan foregå sammen, og nogle ægteskaber mister den intime del og overgår til venskaber – og det er også ok. Jeg siger nogen gange til klienter “Det nytter jo ikke at tæve løs på en død ko” som i hvis den er død, så er den jo det.

Jeg håber du er blevet inspireret til at se den samtale på youtube. Jeg ved jeg er i hvert fald vild med den vinkel han kan give livets op og nedture. Og jeg tænker ikke det her er den sidste Blog jeg skriver med inspiration fra ham. Han har en ny bog der skulle være ude i Juni “Take back your mind” som den seneste. Ellers kan du finde hans andre bøger via linket herunder, skulle det have din interesse. De er på engelsk så det er jo en forudsætning at du kan det sprog.

https://agapelive.com/collections/michael-bernard-beckwith

Mine intentioner i denne verden er at hjælpe så mange som muligt med at udleve deres eget potentiale, uanset hvilke vilkår de er landet i fra starten af livet. Det har jeg gjort i rigtig mange år efterhånden. De sidste 10 år med en dybere forståelse af hvilke kræfter der er i Universet som vi kan læne os ind i, hvilke kræfter vi har i os selv hvis blot vi tør at give dem plads. Kærligheden er allerede i dit liv, den bor i dig – så du behøver ikke lede andre steder.

Har du lyst til at arbejde med dig selv sammen med mig så kan vi sammen aftale et forløb. jeg har forskellige tilbud der kan reducere prisen for dig.

Du kan helt uforpligtende ringe til mig på 60 64 25 03 og høre om jeg er den rette.

God søndag.

Mona

http://www.MonaK.dk

Når det hele alligevel ikke er som man troede.

Livet tager nogle drejninger ind imellem som kræver at man holder tungen lige i munden. Bedst som jeg troede at nu var den hellige (og gode) indtjening sikret og det gode faste job på plads så tog det hele en drejning.

Ballerup Kommune som jeg arbejder i, har været tvunget ud i nogle besparelser og det betyder helt konkret for mig at det job jeg troede jeg skulle vokse i og udvikle på den sidste tid af mit arbejdsliv, ikke eksisterer længere – lige om et øjeblik. Jeg beholder et job i kommunen men det bliver et andet end det jeg valgte da jeg søgte. Og det der med at nogen andre vælger for mig, det har jeg det altså ikke så festligt med.

I alt for mange situationer i mit liv har jeg stået i situationer hvor jeg ikke havde noget valg. Liv og død situationer, hvor det forkerte valg kunne betyde at de tæsk der kom ville være værre, at konsekvenserne ville blive uoverskuelige og at jeg mistede den kontrol jeg oplevede jeg havde, ved at spille det spil der gjorde at jeg klarede skærene igen og igen, gennem voldelige forhold med psykopatiske kærester. Okay, det er måske en skrap sammenligning, men det med ikke at få et valg det huer mig ikke. Og lige her i den her situation mærker jeg tydeligt hvor vigtigt det er for mig at mit frie valg respekteres.

Mit valg har været at tage imod det tilbud eller den plads jeg får i de nye omstruktureringer eller tage mit gode tøj og gå. Jeg har ikke haft fornemmelsen af at der er noget til forhandling – hvilket hele processen omkring de her besparelser har båret præg af. Ingen er taget med på råd – her er vilkårene tag dem, eller skrid.

Og det er jo et valg kan man sige, og virkeligheden er jo også at jeg skal tjene til dagen og vejen så valget er lige nu at blive og se hvad der kommer til at ske.

Min arbejdsglæde har taget et hug og jeg mærker hver dag hvordan jeg skal hive mig selv op til at yde optimalt i de opgaver hvor der ikke sidder mennesker overfor mig. Dem svigter jeg ikke på baggrund af besparelserne – men det andet arbejde jeg har siddet med, giver ikke længere mening. Udvikle pædagogikken, udvikle pædagogiske handleplaner, holde inspirationen oppe og give sparring til ledelsen omkring nye pædagogiske veje – der giver det ikke længere mening at lægge energi.

Nå men som jeg startede med at sige, livet tager nogle drejninger og i der kender til mig ved at jeg for det meste trygt læner mig ind i det universet bringer frem, stoler på det og ser hvor det tager mig hen. Jeg får nogle impulser til forskelligt, men dem holder jeg lige for mig selv et øjeblik…

Der er jo altid et valg, men er det et valg der er til at træffe uden konsekvensen bliver skadende for mit gode liv?

Hvor god er du til at træffe valg? Til at navigere i livet når det drejer et sted du ikke helt var forberedt på det? Hvor i kroppen mærker du om det er godt eller skidt?

Hvis du har brug for hjælp så tager jeg stadig imod private kunder og det både i aftentimerne og weekends.

Ring og hør om det er mig der passer til dig: 60 64 25 03

www.Monak.dk

Hvis der er Vold – så flyt dig.

Nærmest uanset hvilke grænseoverskridelser (eller ej) du er vokset op med, så danner de grundlag for hvordan du agerer i de relationer du får senere i livet. Hvis du har været vant til ikke at blive hørt, at din gennemgående følelse har været at du ingen betydning havde, at ingen rigtig tog sig af hvordan dine følelser havde det – så er det nærmest helt sikkert at du som voksen skal gennemleve en eller flere usunde relationer. Det sker fordi der er læring at hente der – hvis du vil altså.

Alle relationer vi danner har noget til os, på den ene eller den anden måde. Og efterhånden som vi udvikler os og vokser, bliver de første relationer vi har grundlæggende for hvordan vi træder ind i de næste relationer vi møder – med det vi lærte fra den forrige.

Og lærer vi ikke noget, enten fordi vi ikke er parate eller fordi vi ganske enkelt ikke er vidende om denne mekanisme, så vil en ny relation indeholde de samme smertefulde elementer. Og det vil blive ved til du har lært det. Selvfølgelig kan du være i så god samhørighed med Universet, at den relation du er i – er en hvor i sammen kan lære det i skal, og så er det nærmest sikkert som amen i Kirken at den relation, hvor det er en fællesnævner vil holde længere end mange andre.

For mig har det betydet at der har været flere voldelige forhold. Og flere, blandt andet fordi jeg i mage år fortrængte de seksuelle overgreb jeg blev udsat for som barn. Indtil fortrængningerne faldt oplevede jeg at parforhold nærmest skulle være fyldt med smerte, skænderier og slåskampe. Det var også en del af det jeg havde oplevet som barn, selv om min far ikke var fysisk voldelig, så var han psykisk voldelig – så historien gentog sig i de kærester jeg valgte. Som 17-årig den første der slog mig i hans egen afmagt, fordi vi holdt fast i en ferie, selv om vi ikke længere dannede par. Han slog mig på ferien, og jeg fik nogen til at gøre gengæld da vi kom hjem.

Som 20-årig en kæreste der blev voldelig når han drak, ham hang jeg fast i gennem mere end 3 år fordi der var mange trusler om hvad der ville ske hvis jeg gik, og da jeg endelig anmeldte ham for vold truede ham mig til at slippe anmeldelsen, ved at true med at gøre skade på min mor.

Som 27-årig med et forhold til en lollik der i starten sad i fængsel, og hvor jeg både sloges med de fortrængninger der nu faldt, et liv som ny mor og et nyt miljø i en landsby på Lolland.

Igen som 29-årig hvor jeg rejste til USA til en penneven, med en aftale om ægteskab og en fremtid. Han viste sig at være fuldstændig sociopatisk og holdt mig og min 2-årige datter som gidsel gennem mange uger, før jeg under meget drama og kun lige med nød og næppe kom hjem igen. Ikke at jeg ikke godt vidste – efter kæresten på Lolland – at jeg skulle have hjælp og der efterhånden tydeligt tegnede sig et mønster – men der skal være overskud til den del og da Amerikaneren kom på banen, inviteret af mig – og viftede mig om næsen med den amerikanske drøm – ja så slog jeg til. Og det blev ligesom hovedet på sømmet, der hvor jeg fuldt ud indså at intet forhold i fremtiden ville være bæredygtigt i kærlighed hvis ikke jeg fik hjælp.

Jeg har tilbragt mange år i terapi hos forskellige psykologiske behandlere og har også gennem egen uddannelse til først Social pædagog og siden familiebehandler og Psykoterapeut, og i mit samarbejde med mange klienter og udsatte familier, oplevet igen og igen – at det at finde roden til de udfordringer du står i lige nu og lige her, er løsningen på at stoppe et mønster, en måde at være i verden på som ikke er god for dig.

Jeg gjorde det, og når jeg kunne så kan du også.

De her tanker kommer frem igen, efter en weekend hvor min overbo forsøgte at kvæle sin kæreste, som søgte hjælp hos mig. Hun havner i min stue om natten og jeg gør mit bedste for at støtte hende – på en eller anden måde ved jeg jo hvad hun har brug for. Det kommer helt frem i min bevidsthed hvor meget jeg egentlig selv er gået gennem, og det bliver krystalklart for mig hvorfor jeg er god til det jeg gør i mit arbejdsliv.

Jeg har gået vejen selv. Jeg har været gennem alle faserne – oplevet alt det værste, gjort alt det selvskadende “almindelige” man kan gøre (drikke for meget – for mange stoffer – spiseforstyrrelse… osv.) du kender sikkert listen hvis du har læst med her til.

Og jeg vil gerne understrege her at uanset hvad, hvor, hvem, hvilke omstændigheder, SÅ ER VOLD ALDRIG I ORDEN – DET ER ALDRIG EN LØSNING – OG DU SKAL IKKE BLIVE I DET HVIS DET ER DIG DER UDSÆTTES FOR DET. Søg hjælp for der er en grund til det hvis du bliver. Søg hjælp hvis du er den der udøver volden, for der er en grund til du gør det.

I mit virke har jeg gennem årene mødt vold i alle dens former. Vold er et sprog som kuer og undertrykker og vold er også et udtryk for mistrivsel i en grad som gør at den der udsættes for volden ofte stadig, nærer stor kærlighed til udøveren. Der er mange krydsfaktorer når en voldsramt skal hjælpes og midt i det hele er ofte et udgangspunkt med kærlighed som det centrale. 

Døm ikke de som er fanget i det mønster – hjælp dem til at se.

Har du brug for hjælp? https://dialogmodvold.dk/stop-vold-mod-boern/ her kan du får råd og vejledning.

Jeg er naturligvis også klar med terapi så du kan bryde dine mønstre. Ring gerne uforpligtende 60 64 25 03.

Da jeg så min mor uden tænder.

Jeg har mildt sagt haft et kompliceret forhold til min mor. Gennem årene har det forandret sig, jeg har forandret mig og relationen til hende har forandret mig. Da jeg var barn var hun jo det en mor er. Hende der sørger for ting, hende der laver mad og vasker tøj og alt det – dengang så jeg ikke hvordan der blev gjort forskel på mig og min bror. Jeg vidste jo ikke noget og livet var bare.

Min mor havde svært ved det med følelser. Det går faktisk bedre nu hvor hun er dement og hendes frontallapper er ude af drift – så kan vi jo tænke lidt over det. Gennem min opvækst mærker jeg det hun føler uden at det bliver sagt. Jeg er undfanget i en situation hvor min far er beruset og tiltvinger sig adgang til min mor. Det er i 1959 og der var ikke lovlig adgang til abort endnu så jeg blev født, selv om min mor ikke synes det var et godt tidspunkt eller at hun dybest set kunne overskue endnu et barn lige der.

Jeg er meget oprørsk i mine teenage år og forsøger at finde mening. Jeg har været misbrugt fra 7 – 11 år af en ven af familien, og det er naturligvis også en faktor for mig i mine valg. Min mor og jeg er uvenner hele tiden i de år. Jeg mærker ikke hendes kærlighed og oplever at jeg er i vejen mere end jeg er noget andet. Jeg forsøger at gøre opmærksom på hvor skidt jeg har det, men defineres som utaknemmelig og “et skarn” bliver jeg kaldt af min mor. Senere er jeg den stærke i familien da min far dør af lungekræft i sin egen seng efter eget ønske. Det er mig der er der, mig hun ringer efter når han står op om natten i sin morfinrus og mig der trækker læsset i den periode.

Der bliver en afstand mellem os da min far ikke er der længere. Jeg har svært ved at være sammen med hende, og oplever at det påhviler mig at hjælpe hende. Jeg lovede også min far at passe på hende, på hans dødsleje – den er sgu svær at slippe. Man skal holde hvad man lover. Så det gør jeg.

Undervejs i alle disse år finder jeg ind i terapien. Jeg arbejder med mig selv og mine relationer, jeg rydder op og finder vej. Jeg konfronterer min mor løbende, og vi både skændes og forsones mange gange. Da hun begynder at blive dement er det også mig der er den gennemgående figur hos hende indtil det lykkes at få hende på plejehjem i 2018. I sidste uge kom hun så på hospitalet med akut blindtarmsbetændelse og bliver hasteopereret lørdag eftermiddag. Narkosen gør noget ved hendes demens, så hun er en fest at være sammen med. Vi griner helt vildt meget sammen. Mere end vi har gjort i mange år.

Jeg tumler rundt i alle følelserne mens vi endnu ikke helt ved hvordan hun vil klare operationen. For første gang nogensinde ser jeg hende uden hendes gebis i munden. For første gang er hun på operationsbordet. Og for første gang er jeg i kontakt med det at måske miste hende.

Ambivalensen er til at tage og føle på. På den ene side er hun min mor og på den anden side er der en frihed for mig på den anden side af hendes liv her på jorden. Hun er 87 her til december og hun har selv mange gange sagt at hun ikke orker mere. Jeg ønsker for hende det hun selv ønsker – måske er det også en faktor i mit indre rod.

jeg tænker ikke jeg er den eneste der har det på sådan en rodet måde med min mor. Måske kan der være andre relationer hvor det her rod også gør sig gældende. Jeg arbejder stædigt videre med mit eget sjæleliv, og tror på at jeg har universet på min side. Jeg er ikke alene – uanset hvad, så er jeg ikke alene.

Bøvler du også med relationerne i dit liv – så er de hjælp at hente hos en terapeut.

Jeg er terapeut og har hjulpet mange mennesker gennem årene. Jeg kan også henvise til andre terapeuter – hvis du har brug for en.

Send mig gerne en mail: Mokjha@outlook.dk

Løgne og andre bedrag.

Livet består af valg. Dagen igennem tager vi det ene valg efter det andet. Det gør vi alle sammen, det er et vilkår i den verden vi lever i. Kvaliteten af dit liv afhænger af de valg du tager – sat på spidsen, for der er naturligvis nogle ting vi ikke kan styre som lander på vores vej, giver os udfordringer og læringsmuligheder, som vi måske ellers ikke ville være stødt ind i. Men de fleste valg er dine, og de fleste valg er med til at definere dig som menneske, de fortæller om dine værdier, skaber nogle vilkår i dit liv og danner de relationer du er i.

Så når du former dit liv, eksempelvis med en masse løgnehistorier om hvem du er, hvad sker der så med de mennesker omkring dig, som vælger at være sammen med dig og dine historier? De kan jo – uden at vide det – blive suget ind i nogle livsvilkår som du slet ikke værdimæssigt kan stå inde for, og det kan betyde at deres eget liv bliver påvirket, fordi de mister sig selv for en stund, på en note som er bygget på en løgn.

Jeg har mødt løgnehistorier. Jeg har endda selv i min ungdom fortalt nogle – en del faktisk. Men det der har ramt mig som voksen allermest, er de løgnehistorier der kommer ud af munden på dem som er i hjælpebranchen som jeg er. De mennesker der udråber sig selv til at være “Specialiserede” i et felt, eller som overfor deres klienter – dem der skal modtage hjælpen – mestrer at fremstå som “autentiske” – “Sande” – “Oprigtige” uden at de egentlig er det. De som kalder på anerkendelse på baggrund af deres egen løgne, dem har jeg svært ved ikke at pege på, pege ud om du vil – for jeg synes det er så tarveligt, at de siger at de er noget de faktisk slet ikke er. De findes jo også i business verdenen, i de store virksomheder, men det ved jeg ikke nok om til at sige noget om. Men der afsløres jo svindlere hele tiden – og de lyver jo også.

Så kan du tænke at hvad ved jeg om det. Jamen lige dem jeg har mødt, dem kender jeg faktisk ret godt nogen af dem bedre end andre. Var veninde med en kvinde mere end 10 år og det viste sig at hun havde givet et billede af sig selv til omverdenen og da der en dag opstod en konflikt så handlede hun på et helt andet værdisæt, og en anden kendte jeg gennem en veninde, ledere jeg har mødt gennem årene, socialarbejdere der lover og lover og ikke kan føre det til dørs – er det løgne? svært at vurdere – men så kan man sige at man ikke skal love mere end man kan holde. Og nå ja – så er der alle de voldspsykopater jeg har været alt for tæt på – men det er en helt anden historie og her er løgnene af en helt anden og mere farlig karakter.

Det jeg har oplevet, især i et tilfælde er at når så livsløgnen afsløres, så stopper relationen. Så stopper kommunikationen og der tages ikke ansvar. Altså hvorfor ønsker man at leve i et liv med vilkår der bygger på en løgn? Det forstår jeg ikke helt. Jeg sætter selv en ære i at være ærlig, og leve efter det værdisæt jeg har valgt.

I mange år af mit liv har jeg levet på de vilkår jeg mente var skabt, som jeg ikke troede jeg havde indflydelse på. Idag ved jeg bedre, og er helt med på at noget af det der skete i mit liv, skete fordi jeg valgte som jeg gjorde. Det har i høj grad handlet om bevidsthed for mit vedkommende. Jeg vidste ikke bedre, og det tager jeg ansvar for. Så skulle jeg møde nogen som jeg på en eller anden måde har såret med adfærd der byggede på manglende viden, manglende udvikling – så tager jeg ansvar for det. Siger undskyld og bøjer nakken i ydmyghed over min egen uvidenhed med den visdom jeg har nu. Jeg forventer ikke at den anden tilgiver eller sletter det der nu er mellem os, men i handlingen får jeg rum til at tilgive mig selv, rum til at flytte den handling, den løgn eller de uvidende ord over på hylden af livets udfordringer som jeg har klaret på en god måde.

Jeg kan godt fortælle jer, at jo mere der står på den eller de hylder, af episoder, handlinger og tidligere uhensigtsmæssig adfærd, jo bedre har jeg det – jo mere plads er der til kærligheden til mig selv, og det er den der i sidste ende er den vigtigste – kærligheden der bor i dig.

Den er der faktisk i os alle, og den er de til overflod, så du kan sagtens øse ud af den i rigelige mængder. Og måske er det det vi skal gøre med dem der lyver, dem der udnævner sig selv til specialister uden reelt at være det og dem der i livet har trådt ved siden af. Øse kærlighed ud over dem når de afsløres.

Der er en landsby et sted i Afrika hvor den stamme der bor der, gør det at når en har trådt ved siden af, danner de en cirkel rundt om vedkommende og overøser personen med alle de gode og smukke egenskaber den person også indeholder. De healer med kærlighed.

Se det er et koncept jeg kan li’…

Har du fortalt løgne som du ved har såret andre, snydt dine omgivelser eller endnu værre narret mennesker der er kommet forbi din vej?

Har du brug for hjælp kan du få en uforpligtende samtale med mig for at se om jeg er et match – mobil: &0 64 25 03 Mail: Mokjha@outlook.dk

Den ensomhed der bor i mig.

Henover de seneste 5-6 dage har mit følelsesliv været på en rutchebane. Sammen med mine kolleger er vi adviseret om nedskæringer. Vi ved ikke helt hvad det ender med endnu, og uvisheden er svær at være med. For mange er det en omvæltning af deres liv, som skaber helt nye vilkår både i deres private liv og i deres arbejdsliv.

Fredag aften holdt vi sensommerfest, og aftalen var ikke at snakke om de der nedskæringer. Det lykkedes nogenlunde. Jeg drikker ikke særlig meget, både fordi jeg egentlig har fået min ration og også fordi jeg altid har min bil med, så min oplevelse var at nedskæringerne fylder – det kan ikke lægges helt væk sådan en aften, og det der fylder mest er at det går ud over nogen unge mennesker, som efter ungdomspensionen lukker ned (hvis den gør det) ikke har nogen steder at gå hen. Den gruppe der ikke er meget dårlige, men som ikke kan rummes i familien, som har brug for en geografisk adskillelse dem – hvad med dem? Det er der vores fokus er. Egentlig ikke på os selv så meget som på de unge, der ikke længere er en plads til i nærmiljøet.

Søndag var jeg i Marmor kirken og lytte til et kor synge Rachmaninoff. Det var imponerende alligevel. Jeg fik billeder af scenen i filmen “Pretty Woman” hvor hun er i operaen, hendes øjne bliver fyldt med tårer og hendes krop giver et sæt da sangeren på scenen giver den gas. Sådan oplevede jeg det igår et par gange. Samtidig kom jeg i kontakt med en indre ensomhed, som er velkendt og aldrig forlader mig, og som jeg ikke har mærket så tydeligt i meget lang tid. Jeg tror det var både koret der fyldte rummet og det at veninden jeg fulgtes med stødte på en anden hun kendte. Denne anden skulle lige opdateres på dette og hint, som det jo er – og jeg blev ramt af ensomhedsfølelsen jeg kender fra min barndom. Når min far tog afsted med min bror. Ud for at køre Go-Kart, ud for at være sammen om noget som jeg ikke var en del af.

Hver gang de tog afsted føltes jeg mig efterladt, alene, ensom. Jo jo min mor var hjemme, men som tidligere fortalt så var jeg hendes klods om benet, fejltagelsen der ikke skulle have været født, så det var ikke en særlig god erstatning. Og igår kom jeg altså i kontakt med den følelse igen.

Jeg kunne have valgt at gå helt ned på den. Blive vred og ked af det. Skælde ud på veninden og måske endda gå før koncerten var færdig. Min veninde havde givet mig oplevelsen som en fødselsdagsgave, og jeg havde glædet mig. Jeg blev, jeg mærkede og jeg kom videre.

Jeg er idag helt klar indeni. Min veninde er så betydningsfuld for mig at hun føles som familie. Mere end min egen familie idag gør. Så frem for at fokusere på det der smertede, vælger jeg at fokusere på den glæde det er at have en veninde der er så tæt på og betyder så meget for mig, at når jeg har haft det sådan kan jeg snakke med hende om det, og vi kan mærke sammen hvad der skete, vi kan anerkende hvad det var og vi kan slippe.

Det er jo dybest set inden i mig det meste sker. Jeg blev set, hørt og anerkendt i den følelse der var – præcis som hvis jeg var et barn med det behov, og det gjorde at jeg kunne slippe det helt.

Og nej jeg er ikke barnlig, men følelsen stammer fra mit barndomsliv. Jeg blev tricket i noget gammelt, og idag er jeg helet lidt mere, i min ensomhed. Som vel at mærke også er en god ven.

Det bringer mig frem til taknemmeligheden. At ændre sit liv kan kræve en del fra et menneske. Alt afhængig af hvor i livet det menneske lige er.

Hvis du er et sted hvor du gerne vil forandre dit liv, eller der er noget i dit liv du gerne vil ændre på, så kan jeg varmt anbefale Gabrielle Bernstein www.gabbybernstein.com Det foregår naturligvis på engelsk, så det er jo en fordel at kunne det. Hendes bøger er også oversat, men jeg synes alligevel jeg får mere ud af det på originalsproget.

Nogle af hendes anbefalinger er blandt andet Taknemmelighed. Værdsæt det du har, om du så skal starte i en bagatel, så værdsæt det og sig tak. Hver dag find nye ting du kan takke for. Efterhånden vil du opleve at de dukker op helt af sig selv.

Så på den oplevelse fra igår, siger jeg tak for læringen kære Univers. Tak for oplevelsen og tak for altid at have min ryg.

Har du brug for støtte til at tage disse skridt eer jeg til rådighed:

Ring uforpligtende: 60 64 25 03

Dejlig mandag til dig.

Så svinger mit liv i en anden retning igen…

Når en kommune skal spare er det ofte kun økonomien de kigger på. Og ikke om de rammer folk der lige er ansat i drømmejobbet, eller hvilke konsekvenser det kan have på de som har brug for kommunens ydelser, eller på dem som havde andre planer eller som bare ikke lige synes at det var sådan her det skulle gå. Spareforslag er kolde, kyniske og helt uden bløde værdier.

Sådan er det også i store virksomheder, mindre store virksomheder og i andre sammenhænge. Økonomien styrer en del (alt for meget hvis du spørger mig) i den verdensorden menneskene har skabt. Jeg synes det er virkelig ærgerligt og det er ikke i den ånd jeg lever mit liv – hvilket min bank kan bekræfte.

Forleden dag fik vi besked i den kommune hvor jeg arbejder, om store besparelser. Jeg vil ikke her gå nærmere ind i den måde de har håndteret det på – som er utilstedelig – men jeg vil gerne udtrykke hvordan det påvirker mig og de mennesker der har behov for hjælpen.

Der er i mit liv en lang periode hvor jeg er selvstændig med alt hvad det bringer med sig af usikkerhed, ustabil økonomi og des lige. I samme periode blev min mor tiltagende dårlig, mere og mere dement og efter 3 års kamp lykkedes det mig at få hende på plejehjem. De to vilkår i mit liv blev det der gjorde at jeg røg på stressvognen og måtte trække stikket i en periode. Mens jeg holdt denne velfortjente, omend tvungne pause, besluttede jeg mig for at mit næste arbejde skulle være et fast job, hvor lønnen kom fast ind på kontoen og hvor min opgave var givet. I Oktober 2018 lukkede jeg min virksomhed og stoppede med at tage nye sager ind fra offentlige forvaltninger. Jeg tager stadig private klienter, men det er i en helt anden skala, og fordi det giver mig så stor glæde at arbejde med mennesker i den kontekst.

Da jeg først havde taget beslutningen om at lukke, havde fået afviklet de sager jeg kunne og givet dem jeg ikke kunne lukke videre til andre gode kolleger, mærkede jeg en vældig stor lettelse og mine skuldre kom helt ned.

Livet som selvstændig har været et godt liv, og jeg har virkelig hjulpet mange mennesker hvilket jeg er mega stolt af, både min egen indsats og deres. Så beslutningen om at lukke var en god beslutning, og også en sorgfuld beslutning.

Fremtiden som jeg så den skulle indeholde fast job, fast god løn, og ingen arbejdsopgaver i weekends, aftener eller andre tider, det skulle være fleksibelt, men uden pres og dage med 10-12 timer ude i marken. Ingen markedsføring, regnskaber, eller møder der ikke fører nogen vegne.

Jeg møder ind, jeg laver det jeg elsker aller mest og jeg går hjem. Og sådan er det blevet og sådan har det været siden 1.maj 2019. Lige indtil sidste onsdag hvor ledelsen på rådhuset fortæller om besparelser der forringer serviceniveauet i en grad så det ligner offentligt omsorgssvigt. Jeg kan godt mærke at min indre kriger vækkes, og jeg får lyst til at gøre noget som på den lange bane ikke bare hjælper de mennesker der har brug for hjælp, men som også sparer kommunen for penge.

Jeg tænker langsigtet. De tænker dette år og næste. Så det bliver lidt som at pisse i bukserne. Det varmer kun et øjeblik. Jeg forudser at der om nogle år vil være endnu flere der går ned med flaget fordi den hjælp de nu kan få, er mangelfuld i bedste fald, og på den lange bane slet ikke slår til.

For mig personligt betyder det faktisk at min arbejdsglæde daler noget. Jeg tænker at hvis rammen for ydelser og service ikke er i orden, hvis spareplanerne skaber mangelfuld sagsbehandling og begrænser udførelse af hjælpen, er det så noget for mig. Jeg og rigtig mange andre der arbejder i dette felt ved at det ofte er de lange seje træk der virker. At komme i en familie gennem lang tid, at mødes med en ung gennem lang tid, at have mulighed for at vende tilbage og at være vedholdende – det er det der virker, skaber tillid og udvikling.

Det som er det sværeste for mig er egentlig at jeg bare ikke kan forstå at så mange kloge mennesker i en forvaltning kan tage sådan nogle dumme beslutninger.

Eksempelvis:

Et lille udpluk af beslutningerne…!

Først ansætter de nogle nye ledere til x antal millioner om året i løn. Så ansætter de 4 konsulenter til x antal millioner i løn. Så indgår de samarbejder med eksterne udbydere (som de nye ledere kender fra andre sammenhænge!!!) og 2 måneder senere meddeler de at der bliver fyringer. Ledelsesstillinger nedlægges, døgntilbuddet lukkes, og 6-7 medarbejdere kan forvente enten at blive omplaceret eller opsagt. Disse skal tages ud af en gruppe på ca. 40. Efterfølgende vil der blive EN leder for 40 medarbejdere og en koordinator… Hvem er det der synes det er en god ide? Ledelse for mennesker der arbejder under selvledelse som udegående medarbejdere, kræver en del mere end hvis man er samlet i samme hus hver dag.

Seriøst – det er svært for mig at se meningen i det her. Andet end budgettet her og nu ser pænere ud, og stadig er der langt op til det beløb der reelt skal spares.

Pis i bukserne !!!!

Man kan vel formode at den her økonomiske klemme ikke pludselig var der en morgen da de vågnede, men at den har været undervejs i et stykke tid. Dernæst kan man vel formode at der findes dygtige folk i kommunen i forvejen, der ville kunne lægge spareplaner frem, folk som helt vildt gerne ville være med til at udarbejde planer der kunne holde – eller måske gå en helt anden vej en den valgte. Hvad er det der gør at man mener det er folk udefra der skal løse problemerne? Hvorfor ansætte nye konsulenter når den opgave de får kan løses i den medarbejderstab der allerede er tilgængelig. Og hvordan kan det være at man ikke spørger ud for læææænge siden – “Kære venner, vi har den her økonomiske klemme vi skal ud af, hvordan tænker i vi kan løse den uden det rammer borgerne alt for meget?”

Jeg fatter det ikke – da jeg var selvstændig og havde perioder med mindre flow i pengene, så var det ikke min første handling at ansætte eksterne, eller nye medarbejdere. Heller ikke at skælde ud på dem der almindeligvis hjalp mig eller skære dem fra… Der er bare så meget i det her, og meget mere end jeg gengiver her, som skriger til himlen.

For helvede altså, velkommen i offentlig forvaltning Mona.

Hav en dejlig torsdag. Nu går jeg på arbejde.

Hvad troede du der ville ske?

Nogen gange i livet satser vi. Tager springet og kaster os ud i er eventyr. Jeg synes det er vigtigt at gøre det når det føles rigtigt, når du mærker helt ind i dit inderste hjerte at det er rigtigt for dig.

Og så er det egentlig ligegyldigt hvad andre synes om det, hvis styringen og beslutningen kommer indefra dig og ikke fra noget ydre eller fra noget andre synes.

Lad ikke andres fortolkninger af hvem du er skabe din virkelighed. Lad ikke andres fordomme slå rod og definere dig og den du er. Lad dit hjertes stemme være den du lytter til først. Når det har talt, kan du altid hente refleksioner ind fra dine nærmeste, til at perspektivere og før du tager en endelig beslutning mærker du lige efter en gang mere.

Du er kaptajn i dit liv, det er dig der styrer skuden og bestemmer retning. Og uanset hvad du har oplevet i dit liv kan du altid altid altid vende skuden i en anden retning.

Det kan godt tage tid og det kan godt være svært men det er det hele værd.

Jeg ville ikke være hvor jeg er idag hvis ikke jeg havde troet på det.

“Ser du Månen Daniel”

En virkelig stærk film som bygger på virkeligheden. Styrken i hans families kærlighed, som ultimativt er den der bringer ham hjem igen, kan jeg kun beundre. Deres vedholdenhed for at skaffe pengene, deres energi for at bare ville have ham hjem ramte mig lige i hjertet. Jeg er faktisk usikker på om min familie ville have gjort det samme – altså jeg har jo en slags erfaring.

Hans ærinde er hverken ondt eller storslået da han rejser til Syrien. Han vil bare gerne tage billeder af den hverdag der også er selv om der er krig. Han forsikrer sine forældre om at han ikke skal til Aleppo hvor kampene er værst, og han kommer egentlig med dertil helt uforberedt og uden at vide (som det fremgår i filmen) hvad han går ind til.

Jeg rammes da han udsættes for tortur og igen aller mest da han efter frigivelsen går over grænsen og der kommer en bil i høj fart. Han er bange for at de tager ham igen, han små løber fremad og bliver taget imod af den danske agent, som er mellemleddet der sørger for det praktiske omkring hans frigivelse og sørger for han endelig kommer hjem.

Jeg rammes hårdt da hans familie tager imod ham og holder om ham. Da jeg ser der er nogen der kerer sig om ham og støtter ham. Jeg mærker den grundlæggende ensomhed der bor i mig brutalt tydeligt, da jeg går ud af biografen sammen med min veninde.

Der var sgu ingen der støttede mig da jeg kom hjem fra USA og havde være holdt som gidsel af en gal sociopatisk mand i 5-6 uger. Der var min far i lufthavnen, som bad mig tørre mine øjne da tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg gik bagefter ham ud til bilen, fordi det endelig var dansk jord jeg stod på og fordi jeg havde overlevet forfærdeligheder så ubeskrivelige at det stadig er svært for mig overhovedet at vide at det er sket, så udmattet af at have været i mine overlevelsesstrategier så massivt og så længe, og ikke kun for mig selv men også for min to-årige datter som var med på rejsen.

Det er uden tvivl den hårdeste periode i mit liv, og i årevis efter føltes det som om jeg havde været en del af en Amerikansk film, selv om jeg vidste det var mig der havde oplevet alle de forfærdelige overgreb, alle de psykiske tæsk, og alle truslerne, samtidig vidende om at min smukke datter havde været vidne til alt for meget af det. Smerten var for stor til at det kunne blive en del af mig lige med det samme. Senere; efter hvad der synes som en million timers terapi, er det lykkedes mig at tage det ind. Og stadig må jeg holde det lidt på afstand for ikke at falde ned i smertens afgrund.

Mens jeg skriver det her indlæg falder jeg ind i erkendelsen af, at måske fordi jeg ikke havde et netværk, familie eller andet, der støttede mig, fordi jeg følte jeg måtte håndtere det selv, – sammen med super psykologen Karin Rue – måske derfor er min skønne datter havnet i alt for mange udfordringer i hendes liv. Hver dag tænker jeg på de konsekvenser det har haft for hende, at jeg havde den opvækst jeg havde, at jeg på den baggrund traf de valg jeg gjorde, hver dag må jeg tilgive mig selv og hver dag må jeg læne mig ind i at jeg gjorde det bedste jeg kunne i de vilkår der var. Tilgivelsen er en del af mit morgenritual, hvor jeg sender kærlighed til både hende og jeg. Hvor tilgivelsen gælder alle der har brug for den, inklusive og især mig selv.

Mit liv blev for evigt ændret med den oplevelse.

Jeg sad i skrædderstilling i timevis gennem de mørkeste timer på døgnet, med et pistolløb i munden og hænderne foldede bag nakken, en mand med helt sorte onde øjne overfor mig. Han fortalte i detaljer hvordan han ville torturere og skade mig eller min datter eller os begge, og hvordan jeg ikke ville kunne finde nogen der ville hjælpe mig, fordi Amerikanere er af den overbevisning at kvinder er noget mænd ejer og fordi jeg bare ikke er værd at redde – Det blev for mig benzin på det bål der allerede brændte i mig. Det bål der hele mit liv havde fortalt at jeg ikke var værdig til at få kærlighed, det bål der fortalte mig at hvis jeg skulle elskes skulle jeg yde. Yde i forhold til den andens seksuelle præferencer, yde som en der servicerer den anden, yde for at få lov at eksistere. Og her i USA på en afsides campingplads i Maupin City Oregon, betød det at yde ro – lade mig hjernevaske og ligge under for hans mindste vink. Den eneste mulighed for at overleve, var at være mere snedig end ham. Man kan sige at fordi jeg tidligere havde lidt overgreb fra både den ene og den anden mand jeg havde mødt i livet, så var jeg godt klædt på til at håndtere denne situation. Og faktisk er jeg overbevist om, at det var derfor vi kom levende hjem. Fordi jeg kunne lege med i hans syge adfærd, fordi jeg kendte hans måder fra andre som ham.

Opfattelsen af mig selv som den jeg beskriver her bliver jeg jo ikke født med. Den opstår fordi mine vilkår er dem min mor sætter for mig allerede ved undfangelsen. Jeg er en fejl. Hun bliver gravid ved et brandert uheld. Jeg bliver født alligevel og hun gør sit bedste for at sørge for mig, men kærligheden er der bare ikke. Tilknytningen går galt fra starten. Senere er jeg et let offer for krænkeren, det danner et grundlag i mig for at opsøge alle de scenarier hvor jeg bliver offeret. Fordi her kan jeg navigere, her er det trygt at være. Uanset hvor dysfunktionelt det er, så er det sådan.

Det falder mig alt for længe alt for let at sætte mig selv op til at blive offer. Og selv om jeg præsterer på mange fronter, på en god måde. I min Uddannelse, jeg passer mine ting, anstrenger mig når jeg har sagt ja til noget – og alligevel finder jeg næsten altid før eller siden ind i offerrollen hvor noget går galt. Jeg iscenesætter det måske hvis man kigger ordentligt efter – Det er altid de andres skyld, jeg kunne ikke gøre noget og det er altid synd for mig. Magtesløsheden er altid til stede, fordi jeg var magtesløs som barn – som vi alle er.

Da jeg kommer hjem fra USA tager jeg nogle drastiske og vigtige beslutninger.

  1. Jeg vil aldrig mere havne i den position hvor jeg er så tæt på døden fra en andens hånd. (det er 5. gang med et voldeligt forhold i USA)
  2. Slut med kærester foreløbig. Jeg er ikke god til at vælge dem og det er simpelthen for hårdt at være kæreste på den måde jeg er det.
  3. Nu skal jeg bruge alle mine kræfter på at etablere et liv med mig og min datter som er godt for hende. Fokus på hendes behov.
  4. Udannelse der kan give mening for fremtidig indtjening og for mig og det jeg synes er vigtigt. Den her sidste voksede frem efter samtale med en dygtig socialrådgiver – så det var ikke helt min egen ide.
Når første skridt er taget bliver det som ringe i vandet.

Det tog en rum tid efter jeg var kommet hjem, at finde fodfæste. Der var også nogle praktiske ting jeg skulle. Flytte eksempelvis, fordi Gary, som amerikaneren hed, vidste hvor jeg boede, og fordi den tidligere voldelige kæreste fra da jeg boede på Lolland havde været og opsøge mig mens jeg havde været væk, og fordi vi bare havde behov for at starte på en frisk.

Som du nok kan fornemme så er historien en længere en af slagsen. Jeg ville bare dele med dig hvordan vi som mennesker kan blive ramt af andres historier som jeg blev det også af at se filmen “Ser du månen Daniel”. Hvordan vi i vores eget nervesystem kan reagere, fordi vi ser og oplever noget i et kunstnerisk udtryk som vækker noget i vores eget liv. I både positiv og negativ retning. Det er jo sand kunst som kan det…

Den anden del af det der vækkes i mig er også at jeg sgu er en bad ass, som har klaret mere end de fleste, og som står her idag og gerne vil hjælpe andre ved at fortælle min historie. Fortælle at når jeg kunne forandre mit liv så kan du også.

Og Og Og – mine piger er elsket fordi de er dem de er, alene fordi de er så skønne mennesker som de er, fordi de bare er. Vi er hinandens netværk – aldrig i tvivl om hinandens støtte og kærlighed, uanset hvad.

Det er din historie og du vælger hvordan den skal fortælles.

Brug for støtte?

60 64 25 03

Læs mere på www.MonaK.dk