Hvis der er Vold – så flyt dig.

Nærmest uanset hvilke grænseoverskridelser (eller ej) du er vokset op med, så danner de grundlag for hvordan du agerer i de relationer du får senere i livet. Hvis du har været vant til ikke at blive hørt, at din gennemgående følelse har været at du ingen betydning havde, at ingen rigtig tog sig af hvordan dine følelser havde det – så er det nærmest helt sikkert at du som voksen skal gennemleve en eller flere usunde relationer. Det sker fordi der er læring at hente der – hvis du vil altså.

Alle relationer vi danner har noget til os, på den ene eller den anden måde. Og efterhånden som vi udvikler os og vokser, bliver de første relationer vi har grundlæggende for hvordan vi træder ind i de næste relationer vi møder – med det vi lærte fra den forrige.

Og lærer vi ikke noget, enten fordi vi ikke er parate eller fordi vi ganske enkelt ikke er vidende om denne mekanisme, så vil en ny relation indeholde de samme smertefulde elementer. Og det vil blive ved til du har lært det. Selvfølgelig kan du være i så god samhørighed med Universet, at den relation du er i – er en hvor i sammen kan lære det i skal, og så er det nærmest sikkert som amen i Kirken at den relation, hvor det er en fællesnævner vil holde længere end mange andre.

For mig har det betydet at der har været flere voldelige forhold. Og flere, blandt andet fordi jeg i mage år fortrængte de seksuelle overgreb jeg blev udsat for som barn. Indtil fortrængningerne faldt oplevede jeg at parforhold nærmest skulle være fyldt med smerte, skænderier og slåskampe. Det var også en del af det jeg havde oplevet som barn, selv om min far ikke var fysisk voldelig, så var han psykisk voldelig – så historien gentog sig i de kærester jeg valgte. Som 17-årig den første der slog mig i hans egen afmagt, fordi vi holdt fast i en ferie, selv om vi ikke længere dannede par. Han slog mig på ferien, og jeg fik nogen til at gøre gengæld da vi kom hjem.

Som 20-årig en kæreste der blev voldelig når han drak, ham hang jeg fast i gennem mere end 3 år fordi der var mange trusler om hvad der ville ske hvis jeg gik, og da jeg endelig anmeldte ham for vold truede ham mig til at slippe anmeldelsen, ved at true med at gøre skade på min mor.

Som 27-årig med et forhold til en lollik der i starten sad i fængsel, og hvor jeg både sloges med de fortrængninger der nu faldt, et liv som ny mor og et nyt miljø i en landsby på Lolland.

Igen som 29-årig hvor jeg rejste til USA til en penneven, med en aftale om ægteskab og en fremtid. Han viste sig at være fuldstændig sociopatisk og holdt mig og min 2-årige datter som gidsel gennem mange uger, før jeg under meget drama og kun lige med nød og næppe kom hjem igen. Ikke at jeg ikke godt vidste – efter kæresten på Lolland – at jeg skulle have hjælp og der efterhånden tydeligt tegnede sig et mønster – men der skal være overskud til den del og da Amerikaneren kom på banen, inviteret af mig – og viftede mig om næsen med den amerikanske drøm – ja så slog jeg til. Og det blev ligesom hovedet på sømmet, der hvor jeg fuldt ud indså at intet forhold i fremtiden ville være bæredygtigt i kærlighed hvis ikke jeg fik hjælp.

Jeg har tilbragt mange år i terapi hos forskellige psykologiske behandlere og har også gennem egen uddannelse til først Social pædagog og siden familiebehandler og Psykoterapeut, og i mit samarbejde med mange klienter og udsatte familier, oplevet igen og igen – at det at finde roden til de udfordringer du står i lige nu og lige her, er løsningen på at stoppe et mønster, en måde at være i verden på som ikke er god for dig.

Jeg gjorde det, og når jeg kunne så kan du også.

De her tanker kommer frem igen, efter en weekend hvor min overbo forsøgte at kvæle sin kæreste, som søgte hjælp hos mig. Hun havner i min stue om natten og jeg gør mit bedste for at støtte hende – på en eller anden måde ved jeg jo hvad hun har brug for. Det kommer helt frem i min bevidsthed hvor meget jeg egentlig selv er gået gennem, og det bliver krystalklart for mig hvorfor jeg er god til det jeg gør i mit arbejdsliv.

Jeg har gået vejen selv. Jeg har været gennem alle faserne – oplevet alt det værste, gjort alt det selvskadende “almindelige” man kan gøre (drikke for meget – for mange stoffer – spiseforstyrrelse… osv.) du kender sikkert listen hvis du har læst med her til.

Og jeg vil gerne understrege her at uanset hvad, hvor, hvem, hvilke omstændigheder, SÅ ER VOLD ALDRIG I ORDEN – DET ER ALDRIG EN LØSNING – OG DU SKAL IKKE BLIVE I DET HVIS DET ER DIG DER UDSÆTTES FOR DET. Søg hjælp for der er en grund til det hvis du bliver. Søg hjælp hvis du er den der udøver volden, for der er en grund til du gør det.

I mit virke har jeg gennem årene mødt vold i alle dens former. Vold er et sprog som kuer og undertrykker og vold er også et udtryk for mistrivsel i en grad som gør at den der udsættes for volden ofte stadig, nærer stor kærlighed til udøveren. Der er mange krydsfaktorer når en voldsramt skal hjælpes og midt i det hele er ofte et udgangspunkt med kærlighed som det centrale. 

Døm ikke de som er fanget i det mønster – hjælp dem til at se.

Har du brug for hjælp? https://dialogmodvold.dk/stop-vold-mod-boern/ her kan du får råd og vejledning.

Jeg er naturligvis også klar med terapi så du kan bryde dine mønstre. Ring gerne uforpligtende 60 64 25 03.

Da jeg så min mor uden tænder.

Jeg har mildt sagt haft et kompliceret forhold til min mor. Gennem årene har det forandret sig, jeg har forandret mig og relationen til hende har forandret mig. Da jeg var barn var hun jo det en mor er. Hende der sørger for ting, hende der laver mad og vasker tøj og alt det – dengang så jeg ikke hvordan der blev gjort forskel på mig og min bror. Jeg vidste jo ikke noget og livet var bare.

Min mor havde svært ved det med følelser. Det går faktisk bedre nu hvor hun er dement og hendes frontallapper er ude af drift – så kan vi jo tænke lidt over det. Gennem min opvækst mærker jeg det hun føler uden at det bliver sagt. Jeg er undfanget i en situation hvor min far er beruset og tiltvinger sig adgang til min mor. Det er i 1959 og der var ikke lovlig adgang til abort endnu så jeg blev født, selv om min mor ikke synes det var et godt tidspunkt eller at hun dybest set kunne overskue endnu et barn lige der.

Jeg er meget oprørsk i mine teenage år og forsøger at finde mening. Jeg har været misbrugt fra 7 – 11 år af en ven af familien, og det er naturligvis også en faktor for mig i mine valg. Min mor og jeg er uvenner hele tiden i de år. Jeg mærker ikke hendes kærlighed og oplever at jeg er i vejen mere end jeg er noget andet. Jeg forsøger at gøre opmærksom på hvor skidt jeg har det, men defineres som utaknemmelig og “et skarn” bliver jeg kaldt af min mor. Senere er jeg den stærke i familien da min far dør af lungekræft i sin egen seng efter eget ønske. Det er mig der er der, mig hun ringer efter når han står op om natten i sin morfinrus og mig der trækker læsset i den periode.

Der bliver en afstand mellem os da min far ikke er der længere. Jeg har svært ved at være sammen med hende, og oplever at det påhviler mig at hjælpe hende. Jeg lovede også min far at passe på hende, på hans dødsleje – den er sgu svær at slippe. Man skal holde hvad man lover. Så det gør jeg.

Undervejs i alle disse år finder jeg ind i terapien. Jeg arbejder med mig selv og mine relationer, jeg rydder op og finder vej. Jeg konfronterer min mor løbende, og vi både skændes og forsones mange gange. Da hun begynder at blive dement er det også mig der er den gennemgående figur hos hende indtil det lykkes at få hende på plejehjem i 2018. I sidste uge kom hun så på hospitalet med akut blindtarmsbetændelse og bliver hasteopereret lørdag eftermiddag. Narkosen gør noget ved hendes demens, så hun er en fest at være sammen med. Vi griner helt vildt meget sammen. Mere end vi har gjort i mange år.

Jeg tumler rundt i alle følelserne mens vi endnu ikke helt ved hvordan hun vil klare operationen. For første gang nogensinde ser jeg hende uden hendes gebis i munden. For første gang er hun på operationsbordet. Og for første gang er jeg i kontakt med det at måske miste hende.

Ambivalensen er til at tage og føle på. På den ene side er hun min mor og på den anden side er der en frihed for mig på den anden side af hendes liv her på jorden. Hun er 87 her til december og hun har selv mange gange sagt at hun ikke orker mere. Jeg ønsker for hende det hun selv ønsker – måske er det også en faktor i mit indre rod.

jeg tænker ikke jeg er den eneste der har det på sådan en rodet måde med min mor. Måske kan der være andre relationer hvor det her rod også gør sig gældende. Jeg arbejder stædigt videre med mit eget sjæleliv, og tror på at jeg har universet på min side. Jeg er ikke alene – uanset hvad, så er jeg ikke alene.

Bøvler du også med relationerne i dit liv – så er de hjælp at hente hos en terapeut.

Jeg er terapeut og har hjulpet mange mennesker gennem årene. Jeg kan også henvise til andre terapeuter – hvis du har brug for en.

Send mig gerne en mail: Mokjha@outlook.dk

Løgne og andre bedrag.

Livet består af valg. Dagen igennem tager vi det ene valg efter det andet. Det gør vi alle sammen, det er et vilkår i den verden vi lever i. Kvaliteten af dit liv afhænger af de valg du tager – sat på spidsen, for der er naturligvis nogle ting vi ikke kan styre som lander på vores vej, giver os udfordringer og læringsmuligheder, som vi måske ellers ikke ville være stødt ind i. Men de fleste valg er dine, og de fleste valg er med til at definere dig som menneske, de fortæller om dine værdier, skaber nogle vilkår i dit liv og danner de relationer du er i.

Så når du former dit liv, eksempelvis med en masse løgnehistorier om hvem du er, hvad sker der så med de mennesker omkring dig, som vælger at være sammen med dig og dine historier? De kan jo – uden at vide det – blive suget ind i nogle livsvilkår som du slet ikke værdimæssigt kan stå inde for, og det kan betyde at deres eget liv bliver påvirket, fordi de mister sig selv for en stund, på en note som er bygget på en løgn.

Jeg har mødt løgnehistorier. Jeg har endda selv i min ungdom fortalt nogle – en del faktisk. Men det der har ramt mig som voksen allermest, er de løgnehistorier der kommer ud af munden på dem som er i hjælpebranchen som jeg er. De mennesker der udråber sig selv til at være “Specialiserede” i et felt, eller som overfor deres klienter – dem der skal modtage hjælpen – mestrer at fremstå som “autentiske” – “Sande” – “Oprigtige” uden at de egentlig er det. De som kalder på anerkendelse på baggrund af deres egen løgne, dem har jeg svært ved ikke at pege på, pege ud om du vil – for jeg synes det er så tarveligt, at de siger at de er noget de faktisk slet ikke er. De findes jo også i business verdenen, i de store virksomheder, men det ved jeg ikke nok om til at sige noget om. Men der afsløres jo svindlere hele tiden – og de lyver jo også.

Så kan du tænke at hvad ved jeg om det. Jamen lige dem jeg har mødt, dem kender jeg faktisk ret godt nogen af dem bedre end andre. Var veninde med en kvinde mere end 10 år og det viste sig at hun havde givet et billede af sig selv til omverdenen og da der en dag opstod en konflikt så handlede hun på et helt andet værdisæt, og en anden kendte jeg gennem en veninde, ledere jeg har mødt gennem årene, socialarbejdere der lover og lover og ikke kan føre det til dørs – er det løgne? svært at vurdere – men så kan man sige at man ikke skal love mere end man kan holde. Og nå ja – så er der alle de voldspsykopater jeg har været alt for tæt på – men det er en helt anden historie og her er løgnene af en helt anden og mere farlig karakter.

Det jeg har oplevet, især i et tilfælde er at når så livsløgnen afsløres, så stopper relationen. Så stopper kommunikationen og der tages ikke ansvar. Altså hvorfor ønsker man at leve i et liv med vilkår der bygger på en løgn? Det forstår jeg ikke helt. Jeg sætter selv en ære i at være ærlig, og leve efter det værdisæt jeg har valgt.

I mange år af mit liv har jeg levet på de vilkår jeg mente var skabt, som jeg ikke troede jeg havde indflydelse på. Idag ved jeg bedre, og er helt med på at noget af det der skete i mit liv, skete fordi jeg valgte som jeg gjorde. Det har i høj grad handlet om bevidsthed for mit vedkommende. Jeg vidste ikke bedre, og det tager jeg ansvar for. Så skulle jeg møde nogen som jeg på en eller anden måde har såret med adfærd der byggede på manglende viden, manglende udvikling – så tager jeg ansvar for det. Siger undskyld og bøjer nakken i ydmyghed over min egen uvidenhed med den visdom jeg har nu. Jeg forventer ikke at den anden tilgiver eller sletter det der nu er mellem os, men i handlingen får jeg rum til at tilgive mig selv, rum til at flytte den handling, den løgn eller de uvidende ord over på hylden af livets udfordringer som jeg har klaret på en god måde.

Jeg kan godt fortælle jer, at jo mere der står på den eller de hylder, af episoder, handlinger og tidligere uhensigtsmæssig adfærd, jo bedre har jeg det – jo mere plads er der til kærligheden til mig selv, og det er den der i sidste ende er den vigtigste – kærligheden der bor i dig.

Den er der faktisk i os alle, og den er de til overflod, så du kan sagtens øse ud af den i rigelige mængder. Og måske er det det vi skal gøre med dem der lyver, dem der udnævner sig selv til specialister uden reelt at være det og dem der i livet har trådt ved siden af. Øse kærlighed ud over dem når de afsløres.

Der er en landsby et sted i Afrika hvor den stamme der bor der, gør det at når en har trådt ved siden af, danner de en cirkel rundt om vedkommende og overøser personen med alle de gode og smukke egenskaber den person også indeholder. De healer med kærlighed.

Se det er et koncept jeg kan li’…

Har du fortalt løgne som du ved har såret andre, snydt dine omgivelser eller endnu værre narret mennesker der er kommet forbi din vej?

Har du brug for hjælp kan du få en uforpligtende samtale med mig for at se om jeg er et match – mobil: &0 64 25 03 Mail: Mokjha@outlook.dk

Den ensomhed der bor i mig.

Henover de seneste 5-6 dage har mit følelsesliv været på en rutchebane. Sammen med mine kolleger er vi adviseret om nedskæringer. Vi ved ikke helt hvad det ender med endnu, og uvisheden er svær at være med. For mange er det en omvæltning af deres liv, som skaber helt nye vilkår både i deres private liv og i deres arbejdsliv.

Fredag aften holdt vi sensommerfest, og aftalen var ikke at snakke om de der nedskæringer. Det lykkedes nogenlunde. Jeg drikker ikke særlig meget, både fordi jeg egentlig har fået min ration og også fordi jeg altid har min bil med, så min oplevelse var at nedskæringerne fylder – det kan ikke lægges helt væk sådan en aften, og det der fylder mest er at det går ud over nogen unge mennesker, som efter ungdomspensionen lukker ned (hvis den gør det) ikke har nogen steder at gå hen. Den gruppe der ikke er meget dårlige, men som ikke kan rummes i familien, som har brug for en geografisk adskillelse dem – hvad med dem? Det er der vores fokus er. Egentlig ikke på os selv så meget som på de unge, der ikke længere er en plads til i nærmiljøet.

Søndag var jeg i Marmor kirken og lytte til et kor synge Rachmaninoff. Det var imponerende alligevel. Jeg fik billeder af scenen i filmen “Pretty Woman” hvor hun er i operaen, hendes øjne bliver fyldt med tårer og hendes krop giver et sæt da sangeren på scenen giver den gas. Sådan oplevede jeg det igår et par gange. Samtidig kom jeg i kontakt med en indre ensomhed, som er velkendt og aldrig forlader mig, og som jeg ikke har mærket så tydeligt i meget lang tid. Jeg tror det var både koret der fyldte rummet og det at veninden jeg fulgtes med stødte på en anden hun kendte. Denne anden skulle lige opdateres på dette og hint, som det jo er – og jeg blev ramt af ensomhedsfølelsen jeg kender fra min barndom. Når min far tog afsted med min bror. Ud for at køre Go-Kart, ud for at være sammen om noget som jeg ikke var en del af.

Hver gang de tog afsted føltes jeg mig efterladt, alene, ensom. Jo jo min mor var hjemme, men som tidligere fortalt så var jeg hendes klods om benet, fejltagelsen der ikke skulle have været født, så det var ikke en særlig god erstatning. Og igår kom jeg altså i kontakt med den følelse igen.

Jeg kunne have valgt at gå helt ned på den. Blive vred og ked af det. Skælde ud på veninden og måske endda gå før koncerten var færdig. Min veninde havde givet mig oplevelsen som en fødselsdagsgave, og jeg havde glædet mig. Jeg blev, jeg mærkede og jeg kom videre.

Jeg er idag helt klar indeni. Min veninde er så betydningsfuld for mig at hun føles som familie. Mere end min egen familie idag gør. Så frem for at fokusere på det der smertede, vælger jeg at fokusere på den glæde det er at have en veninde der er så tæt på og betyder så meget for mig, at når jeg har haft det sådan kan jeg snakke med hende om det, og vi kan mærke sammen hvad der skete, vi kan anerkende hvad det var og vi kan slippe.

Det er jo dybest set inden i mig det meste sker. Jeg blev set, hørt og anerkendt i den følelse der var – præcis som hvis jeg var et barn med det behov, og det gjorde at jeg kunne slippe det helt.

Og nej jeg er ikke barnlig, men følelsen stammer fra mit barndomsliv. Jeg blev tricket i noget gammelt, og idag er jeg helet lidt mere, i min ensomhed. Som vel at mærke også er en god ven.

Det bringer mig frem til taknemmeligheden. At ændre sit liv kan kræve en del fra et menneske. Alt afhængig af hvor i livet det menneske lige er.

Hvis du er et sted hvor du gerne vil forandre dit liv, eller der er noget i dit liv du gerne vil ændre på, så kan jeg varmt anbefale Gabrielle Bernstein www.gabbybernstein.com Det foregår naturligvis på engelsk, så det er jo en fordel at kunne det. Hendes bøger er også oversat, men jeg synes alligevel jeg får mere ud af det på originalsproget.

Nogle af hendes anbefalinger er blandt andet Taknemmelighed. Værdsæt det du har, om du så skal starte i en bagatel, så værdsæt det og sig tak. Hver dag find nye ting du kan takke for. Efterhånden vil du opleve at de dukker op helt af sig selv.

Så på den oplevelse fra igår, siger jeg tak for læringen kære Univers. Tak for oplevelsen og tak for altid at have min ryg.

Har du brug for støtte til at tage disse skridt eer jeg til rådighed:

Ring uforpligtende: 60 64 25 03

Dejlig mandag til dig.

Så svinger mit liv i en anden retning igen…

Når en kommune skal spare er det ofte kun økonomien de kigger på. Og ikke om de rammer folk der lige er ansat i drømmejobbet, eller hvilke konsekvenser det kan have på de som har brug for kommunens ydelser, eller på dem som havde andre planer eller som bare ikke lige synes at det var sådan her det skulle gå. Spareforslag er kolde, kyniske og helt uden bløde værdier.

Sådan er det også i store virksomheder, mindre store virksomheder og i andre sammenhænge. Økonomien styrer en del (alt for meget hvis du spørger mig) i den verdensorden menneskene har skabt. Jeg synes det er virkelig ærgerligt og det er ikke i den ånd jeg lever mit liv – hvilket min bank kan bekræfte.

Forleden dag fik vi besked i den kommune hvor jeg arbejder, om store besparelser. Jeg vil ikke her gå nærmere ind i den måde de har håndteret det på – som er utilstedelig – men jeg vil gerne udtrykke hvordan det påvirker mig og de mennesker der har behov for hjælpen.

Der er i mit liv en lang periode hvor jeg er selvstændig med alt hvad det bringer med sig af usikkerhed, ustabil økonomi og des lige. I samme periode blev min mor tiltagende dårlig, mere og mere dement og efter 3 års kamp lykkedes det mig at få hende på plejehjem. De to vilkår i mit liv blev det der gjorde at jeg røg på stressvognen og måtte trække stikket i en periode. Mens jeg holdt denne velfortjente, omend tvungne pause, besluttede jeg mig for at mit næste arbejde skulle være et fast job, hvor lønnen kom fast ind på kontoen og hvor min opgave var givet. I Oktober 2018 lukkede jeg min virksomhed og stoppede med at tage nye sager ind fra offentlige forvaltninger. Jeg tager stadig private klienter, men det er i en helt anden skala, og fordi det giver mig så stor glæde at arbejde med mennesker i den kontekst.

Da jeg først havde taget beslutningen om at lukke, havde fået afviklet de sager jeg kunne og givet dem jeg ikke kunne lukke videre til andre gode kolleger, mærkede jeg en vældig stor lettelse og mine skuldre kom helt ned.

Livet som selvstændig har været et godt liv, og jeg har virkelig hjulpet mange mennesker hvilket jeg er mega stolt af, både min egen indsats og deres. Så beslutningen om at lukke var en god beslutning, og også en sorgfuld beslutning.

Fremtiden som jeg så den skulle indeholde fast job, fast god løn, og ingen arbejdsopgaver i weekends, aftener eller andre tider, det skulle være fleksibelt, men uden pres og dage med 10-12 timer ude i marken. Ingen markedsføring, regnskaber, eller møder der ikke fører nogen vegne.

Jeg møder ind, jeg laver det jeg elsker aller mest og jeg går hjem. Og sådan er det blevet og sådan har det været siden 1.maj 2019. Lige indtil sidste onsdag hvor ledelsen på rådhuset fortæller om besparelser der forringer serviceniveauet i en grad så det ligner offentligt omsorgssvigt. Jeg kan godt mærke at min indre kriger vækkes, og jeg får lyst til at gøre noget som på den lange bane ikke bare hjælper de mennesker der har brug for hjælp, men som også sparer kommunen for penge.

Jeg tænker langsigtet. De tænker dette år og næste. Så det bliver lidt som at pisse i bukserne. Det varmer kun et øjeblik. Jeg forudser at der om nogle år vil være endnu flere der går ned med flaget fordi den hjælp de nu kan få, er mangelfuld i bedste fald, og på den lange bane slet ikke slår til.

For mig personligt betyder det faktisk at min arbejdsglæde daler noget. Jeg tænker at hvis rammen for ydelser og service ikke er i orden, hvis spareplanerne skaber mangelfuld sagsbehandling og begrænser udførelse af hjælpen, er det så noget for mig. Jeg og rigtig mange andre der arbejder i dette felt ved at det ofte er de lange seje træk der virker. At komme i en familie gennem lang tid, at mødes med en ung gennem lang tid, at have mulighed for at vende tilbage og at være vedholdende – det er det der virker, skaber tillid og udvikling.

Det som er det sværeste for mig er egentlig at jeg bare ikke kan forstå at så mange kloge mennesker i en forvaltning kan tage sådan nogle dumme beslutninger.

Eksempelvis:

Et lille udpluk af beslutningerne…!

Først ansætter de nogle nye ledere til x antal millioner om året i løn. Så ansætter de 4 konsulenter til x antal millioner i løn. Så indgår de samarbejder med eksterne udbydere (som de nye ledere kender fra andre sammenhænge!!!) og 2 måneder senere meddeler de at der bliver fyringer. Ledelsesstillinger nedlægges, døgntilbuddet lukkes, og 6-7 medarbejdere kan forvente enten at blive omplaceret eller opsagt. Disse skal tages ud af en gruppe på ca. 40. Efterfølgende vil der blive EN leder for 40 medarbejdere og en koordinator… Hvem er det der synes det er en god ide? Ledelse for mennesker der arbejder under selvledelse som udegående medarbejdere, kræver en del mere end hvis man er samlet i samme hus hver dag.

Seriøst – det er svært for mig at se meningen i det her. Andet end budgettet her og nu ser pænere ud, og stadig er der langt op til det beløb der reelt skal spares.

Pis i bukserne !!!!

Man kan vel formode at den her økonomiske klemme ikke pludselig var der en morgen da de vågnede, men at den har været undervejs i et stykke tid. Dernæst kan man vel formode at der findes dygtige folk i kommunen i forvejen, der ville kunne lægge spareplaner frem, folk som helt vildt gerne ville være med til at udarbejde planer der kunne holde – eller måske gå en helt anden vej en den valgte. Hvad er det der gør at man mener det er folk udefra der skal løse problemerne? Hvorfor ansætte nye konsulenter når den opgave de får kan løses i den medarbejderstab der allerede er tilgængelig. Og hvordan kan det være at man ikke spørger ud for læææænge siden – “Kære venner, vi har den her økonomiske klemme vi skal ud af, hvordan tænker i vi kan løse den uden det rammer borgerne alt for meget?”

Jeg fatter det ikke – da jeg var selvstændig og havde perioder med mindre flow i pengene, så var det ikke min første handling at ansætte eksterne, eller nye medarbejdere. Heller ikke at skælde ud på dem der almindeligvis hjalp mig eller skære dem fra… Der er bare så meget i det her, og meget mere end jeg gengiver her, som skriger til himlen.

For helvede altså, velkommen i offentlig forvaltning Mona.

Hav en dejlig torsdag. Nu går jeg på arbejde.

Hvad troede du der ville ske?

Nogen gange i livet satser vi. Tager springet og kaster os ud i er eventyr. Jeg synes det er vigtigt at gøre det når det føles rigtigt, når du mærker helt ind i dit inderste hjerte at det er rigtigt for dig.

Og så er det egentlig ligegyldigt hvad andre synes om det, hvis styringen og beslutningen kommer indefra dig og ikke fra noget ydre eller fra noget andre synes.

Lad ikke andres fortolkninger af hvem du er skabe din virkelighed. Lad ikke andres fordomme slå rod og definere dig og den du er. Lad dit hjertes stemme være den du lytter til først. Når det har talt, kan du altid hente refleksioner ind fra dine nærmeste, til at perspektivere og før du tager en endelig beslutning mærker du lige efter en gang mere.

Du er kaptajn i dit liv, det er dig der styrer skuden og bestemmer retning. Og uanset hvad du har oplevet i dit liv kan du altid altid altid vende skuden i en anden retning.

Det kan godt tage tid og det kan godt være svært men det er det hele værd.

Jeg ville ikke være hvor jeg er idag hvis ikke jeg havde troet på det.

“Ser du Månen Daniel”

En virkelig stærk film som bygger på virkeligheden. Styrken i hans families kærlighed, som ultimativt er den der bringer ham hjem igen, kan jeg kun beundre. Deres vedholdenhed for at skaffe pengene, deres energi for at bare ville have ham hjem ramte mig lige i hjertet. Jeg er faktisk usikker på om min familie ville have gjort det samme – altså jeg har jo en slags erfaring.

Hans ærinde er hverken ondt eller storslået da han rejser til Syrien. Han vil bare gerne tage billeder af den hverdag der også er selv om der er krig. Han forsikrer sine forældre om at han ikke skal til Aleppo hvor kampene er værst, og han kommer egentlig med dertil helt uforberedt og uden at vide (som det fremgår i filmen) hvad han går ind til.

Jeg rammes da han udsættes for tortur og igen aller mest da han efter frigivelsen går over grænsen og der kommer en bil i høj fart. Han er bange for at de tager ham igen, han små løber fremad og bliver taget imod af den danske agent, som er mellemleddet der sørger for det praktiske omkring hans frigivelse og sørger for han endelig kommer hjem.

Jeg rammes hårdt da hans familie tager imod ham og holder om ham. Da jeg ser der er nogen der kerer sig om ham og støtter ham. Jeg mærker den grundlæggende ensomhed der bor i mig brutalt tydeligt, da jeg går ud af biografen sammen med min veninde.

Der var sgu ingen der støttede mig da jeg kom hjem fra USA og havde være holdt som gidsel af en gal sociopatisk mand i 5-6 uger. Der var min far i lufthavnen, som bad mig tørre mine øjne da tårerne trillede ned af mine kinder, mens jeg gik bagefter ham ud til bilen, fordi det endelig var dansk jord jeg stod på og fordi jeg havde overlevet forfærdeligheder så ubeskrivelige at det stadig er svært for mig overhovedet at vide at det er sket, så udmattet af at have været i mine overlevelsesstrategier så massivt og så længe, og ikke kun for mig selv men også for min to-årige datter som var med på rejsen.

Det er uden tvivl den hårdeste periode i mit liv, og i årevis efter føltes det som om jeg havde været en del af en Amerikansk film, selv om jeg vidste det var mig der havde oplevet alle de forfærdelige overgreb, alle de psykiske tæsk, og alle truslerne, samtidig vidende om at min smukke datter havde været vidne til alt for meget af det. Smerten var for stor til at det kunne blive en del af mig lige med det samme. Senere; efter hvad der synes som en million timers terapi, er det lykkedes mig at tage det ind. Og stadig må jeg holde det lidt på afstand for ikke at falde ned i smertens afgrund.

Mens jeg skriver det her indlæg falder jeg ind i erkendelsen af, at måske fordi jeg ikke havde et netværk, familie eller andet, der støttede mig, fordi jeg følte jeg måtte håndtere det selv, – sammen med super psykologen Karin Rue – måske derfor er min skønne datter havnet i alt for mange udfordringer i hendes liv. Hver dag tænker jeg på de konsekvenser det har haft for hende, at jeg havde den opvækst jeg havde, at jeg på den baggrund traf de valg jeg gjorde, hver dag må jeg tilgive mig selv og hver dag må jeg læne mig ind i at jeg gjorde det bedste jeg kunne i de vilkår der var. Tilgivelsen er en del af mit morgenritual, hvor jeg sender kærlighed til både hende og jeg. Hvor tilgivelsen gælder alle der har brug for den, inklusive og især mig selv.

Mit liv blev for evigt ændret med den oplevelse.

Jeg sad i skrædderstilling i timevis gennem de mørkeste timer på døgnet, med et pistolløb i munden og hænderne foldede bag nakken, en mand med helt sorte onde øjne overfor mig. Han fortalte i detaljer hvordan han ville torturere og skade mig eller min datter eller os begge, og hvordan jeg ikke ville kunne finde nogen der ville hjælpe mig, fordi Amerikanere er af den overbevisning at kvinder er noget mænd ejer og fordi jeg bare ikke er værd at redde – Det blev for mig benzin på det bål der allerede brændte i mig. Det bål der hele mit liv havde fortalt at jeg ikke var værdig til at få kærlighed, det bål der fortalte mig at hvis jeg skulle elskes skulle jeg yde. Yde i forhold til den andens seksuelle præferencer, yde som en der servicerer den anden, yde for at få lov at eksistere. Og her i USA på en afsides campingplads i Maupin City Oregon, betød det at yde ro – lade mig hjernevaske og ligge under for hans mindste vink. Den eneste mulighed for at overleve, var at være mere snedig end ham. Man kan sige at fordi jeg tidligere havde lidt overgreb fra både den ene og den anden mand jeg havde mødt i livet, så var jeg godt klædt på til at håndtere denne situation. Og faktisk er jeg overbevist om, at det var derfor vi kom levende hjem. Fordi jeg kunne lege med i hans syge adfærd, fordi jeg kendte hans måder fra andre som ham.

Opfattelsen af mig selv som den jeg beskriver her bliver jeg jo ikke født med. Den opstår fordi mine vilkår er dem min mor sætter for mig allerede ved undfangelsen. Jeg er en fejl. Hun bliver gravid ved et brandert uheld. Jeg bliver født alligevel og hun gør sit bedste for at sørge for mig, men kærligheden er der bare ikke. Tilknytningen går galt fra starten. Senere er jeg et let offer for krænkeren, det danner et grundlag i mig for at opsøge alle de scenarier hvor jeg bliver offeret. Fordi her kan jeg navigere, her er det trygt at være. Uanset hvor dysfunktionelt det er, så er det sådan.

Det falder mig alt for længe alt for let at sætte mig selv op til at blive offer. Og selv om jeg præsterer på mange fronter, på en god måde. I min Uddannelse, jeg passer mine ting, anstrenger mig når jeg har sagt ja til noget – og alligevel finder jeg næsten altid før eller siden ind i offerrollen hvor noget går galt. Jeg iscenesætter det måske hvis man kigger ordentligt efter – Det er altid de andres skyld, jeg kunne ikke gøre noget og det er altid synd for mig. Magtesløsheden er altid til stede, fordi jeg var magtesløs som barn – som vi alle er.

Da jeg kommer hjem fra USA tager jeg nogle drastiske og vigtige beslutninger.

  1. Jeg vil aldrig mere havne i den position hvor jeg er så tæt på døden fra en andens hånd. (det er 5. gang med et voldeligt forhold i USA)
  2. Slut med kærester foreløbig. Jeg er ikke god til at vælge dem og det er simpelthen for hårdt at være kæreste på den måde jeg er det.
  3. Nu skal jeg bruge alle mine kræfter på at etablere et liv med mig og min datter som er godt for hende. Fokus på hendes behov.
  4. Udannelse der kan give mening for fremtidig indtjening og for mig og det jeg synes er vigtigt. Den her sidste voksede frem efter samtale med en dygtig socialrådgiver – så det var ikke helt min egen ide.
Når første skridt er taget bliver det som ringe i vandet.

Det tog en rum tid efter jeg var kommet hjem, at finde fodfæste. Der var også nogle praktiske ting jeg skulle. Flytte eksempelvis, fordi Gary, som amerikaneren hed, vidste hvor jeg boede, og fordi den tidligere voldelige kæreste fra da jeg boede på Lolland havde været og opsøge mig mens jeg havde været væk, og fordi vi bare havde behov for at starte på en frisk.

Som du nok kan fornemme så er historien en længere en af slagsen. Jeg ville bare dele med dig hvordan vi som mennesker kan blive ramt af andres historier som jeg blev det også af at se filmen “Ser du månen Daniel”. Hvordan vi i vores eget nervesystem kan reagere, fordi vi ser og oplever noget i et kunstnerisk udtryk som vækker noget i vores eget liv. I både positiv og negativ retning. Det er jo sand kunst som kan det…

Den anden del af det der vækkes i mig er også at jeg sgu er en bad ass, som har klaret mere end de fleste, og som står her idag og gerne vil hjælpe andre ved at fortælle min historie. Fortælle at når jeg kunne forandre mit liv så kan du også.

Og Og Og – mine piger er elsket fordi de er dem de er, alene fordi de er så skønne mennesker som de er, fordi de bare er. Vi er hinandens netværk – aldrig i tvivl om hinandens støtte og kærlighed, uanset hvad.

Det er din historie og du vælger hvordan den skal fortælles.

Brug for støtte?

60 64 25 03

Læs mere på www.MonaK.dk

Og det gik jo godt.. På trods af fortolkningerne.

Jeg er på billedet herunder lige omkring 29 år. Jeg er misbrugende og mit foretrukne stof er hash. Jeg bor i Mødrehjælpens akutbolig i Svendborggade på Østerbro hvor jeg fik lejlighed efter et ophold på en familieinstitution i Nyborg, hvor de helt og aldeles gik over deres kompetencer og formåen, ved at forsøge at få mig til at åbne op om indholdet af de nyligt tilsynekomne fortrængninger fra min opvækst. Billeder fra ekstreme overgreb begået mod mig fra jeg var 7 – 11 år, af en ven af familien. Oplevelser der på en og samme tid var nye for mig og samtidig pludselig da jeg huskede alt det grumme gav min adfærd og mine livsvilkår så meget mere mening.

Jeg brugte helt sikkert hash som selvmedicinering, og slap det først helt og fuldstændig mange år senere. Der var perioder hvor jeg var helt clean, og perioder hvor det i stedet var alkohol. Faktisk var det sådan gennem hele min opvækst, eller fra jeg var 11 år og brød ud af rollen som barn og gik direkte til voksen.

Mit indlæg handler om fortolkninger af andres liv. Om hvad vi lægger i det der fortælles, og dømmer ud fra vores egne livsværdier og egne oplevelser og erfaringer. Det er helt naturligt at vi gør det. og i mange sammenhænge giver det mening og er hjælpsomt. Men som socialarbejder skal vi være varsomme med at fortolke og videregive de fortolkninger vi laver som en sandhed.

I det arbejde hvor jeg sidder nu findes der mange mennesker der ligger inde med sandheden. Og ikke kun deres egen sandhed, men sandheden om andre menneskers liv og deres valg. Jeg møder familier der føler sig meget misforstået, oversete og ikke lyttet til. Forældre der har været på sidelinjen hvor det alene er den ene forælders evner hele anbringelser bygger på, hvor man helt tilsidesætter den anden forælder, som så slet ikke får en chance for at være forælder. Og jo jo, der er børn der skal passes på – og det skal de – og der er forældre der godt kunne få undervisning og blive “trænet” i forælderopgaven. Det kunne på den ene side spare samfundet for millioner og samtidig give børn et tilhørsforhold til deres familie som de fleste anbragte savner.

For ikke så længe siden læste jeg min egen sag igennem. Sagen der blev oprettet dengang jeg kom tilbage til København fra Lolland. Hvor jeg flygtede fra en voldelig kæreste. Det var året efter mine fortrængninger var faldet og jeg havde født min smukke datter. Der var mange fortolkninger, men også nogle sagsbehandlere der så at jeg kæmpede, gerne ville, kunne noget. Og på deres nåde blev min datter ikke anbragt udenfor hjemmet. Jeg kan tænke at havde de taget det skridt, ville de have smadret mig helt og jeg var ikke nået frem til at være her hvor jeg er idag.

At jeg selv har været så tæt på at miste mit liv til forvaltningen, gør at jeg er meget undersøgende på menneskers resurser. Leder efter kærligheden i dem, mellem dem, og hos dem. Lige som jeg har fundet den i mig selv, synes jeg alle fortjener at finde den – for jeg ved den bor i os alle. For nogen er den smadret helt i bund, smidt ud i mørket og kan være sindsygt svær at finde frem. Men med lidt hjælp og en hånd i ryggen kan den godt fremelskes og give liv til troen på en selv, troen på at man kan elskes og troen på at man er værdig i livet og til livet.

I alt for mange år gik jeg med en følelse af at være “The Underdog” – en af dem der ikke duede. Uelskelig og mindre værd end alle andre. Følelsen af at jeg var sådan en man kunne bruge og smide væk, hvor min eneste handlesvare var seksuelle ydelser til gengæld for noget der mindede om kærlighed fra en anden – og alt imens det tema skred frem og voksede, fik jeg det dårligere og dårligere og bevægede mig længere og længere ind i miljøer og subkulturer der var ekstremt usunde.

Min opvågnen kom med min datters fødsel og da de der fortrængninger faldt. Der vidste jeg at jeg havde brug for hjælp, at jeg ikke kunne gå den vej selv. Og halleluja jeg mødte socialrådgivere der så mig bag alt det andet, og jeg fik hjælp i nogen grad. Hjælp nok til att jeg kunne rejse mig og ved egen drift tage de næste skridt.

Vejen har været lang og brolagt med både udfordringer og glæder. Rejsen fortsætter stadig og jeg gør dagligt mit ypperste for at give videre hvad jeg lærte, hvad jeg tænker kunne have forkortet min rejse mod det gode liv. For det jeg også lærte er at den behøver ikke være så lang som min har været, den behøver ikke skade børnene så dybt at de også senere behøver behandling og terapi, og kærligheden kan godt graves frem længe før min blev det.

Giv dig selv den gave det er at finde ind i kærligheden i dig selv. Jeg lover dig at livet vil blive så meget mere fyldt med lys og glæde.

Har du brug for hjælp er du velkommen i min butik.

Jeg gør det mest i skæve tider, weekend og sen eftermiddag.

60 64 25 03 hvis du vil høre mere.

Forandringsparathed.

Som busken i din have hvert år sætter sine blomster på an ny måde, og ligner sig selv men er forandret, fordi der er en indbygget parathed, sådan ser jeg også dette begreb. Det er indbygget, og selvfølgelig kan du bekæmpe det hvis du vil, og hvad får du? En busk eller et bed uden nye blomster?

Forandringsparathed er et begreb som nærmest forklarer sig selv. Men det er bare ikke så enkelt. For at være forandringsparat som menneske, skal du være indstillet på at der kommer en forandring, og være parat til åbent at modtage det der kommer med den forandring der sættes igang. Det foregår på mange planer, og oftest mellem mennesker.

Det betyder jo dybest set at du er nød til at kigge ind i dig selv og afse tid og plads til at forandringen kan få rum til først at bo i dig og siden vokse i dig.

For mange mennesker eksisterer der ikke denne forandringsparathed og hvis nogen udefra forventer forandring, endda i det små, så går de i forsvar. Når man ikke kan eller vil forandres så forsvarer man det der er.

“Hvem er du der kommer og forventer at jeg skal gøre anderledes end jeg “Plejer”? – “Hvad vil du mig, når du forventer jeg skal til at være elle gøre på en anden måde?”

For mig betyder det at være forandringsparat at jeg er parat, jeg vil gerne forandres jeg ved at jeg er i proces hele livet, og det du kan bidrage med kan måske forandre mit perspektiv så jeg ser dig eller det i et andet lys. At jeg oplever vores relation på en anden måde eller formår at skabe udvikling i mig, mellem os eller i den arena vi bevæger os i. Men det fordrer at både du og jeg kan være nysgerrige, for at være helt forandringsparate. Vi skal ville processen og være mindre optaget af hvad der sker i den anden ende. Dermed ikke sagt at der ikke kan være et mål, eller at forandringen er rettet i en bestemt retning, for sådan er det også. Men i udgangspunktet, i det felt jeg bevæger mig i – at arbejde med mennesker, unge og i samspil med pædagoger, er det et centralt element at du er forandringsparat.

Hvis ikke du kan forandres, hvordan kan du så tillade dig at forvente af andre at de kan og skal forandre sig.

Fra jeg startede på min egen rejse, og gik efter en bevidst forandring har min forandringsparathed udviklet sig. Fra at være svært at få fat på, til at være helt forrest og være medskabende i en åbenhed der også gør at jeg har høje forventninger til mine faglige omgivelser. Jeg forventer at de også vil det. At de er lige så nysgerrige som jeg på forandring, og at de ser livets proces som en rejse på samme måde som jeg.

Jeg er forandret. Jeg er ikke den samme idag som jeg var igår. Hver dag lærer jeg noget og hver dag forandres jeg og noget omkring mig forandres på grund af mig og på trods af mig. Så er paratheden altid til stede? Jeg tænker at den er, og det kan vælge er at du kan bruge din energi på er at bekæmpe forandringen, eller du kan gå med den energi den repræsenterer og vokse i din egen proces og måske også i din faglige udvikling få noget du ellers ikke ville have fået.

Det kræver mod, det kræver at du ikke er bange for at blive afsløret som sårbar og det kræver at du selv gerne vil forandringen.

Hvis du havde mødt mig for 25 år siden, ville du have forsvoret at jeg ville ende med at at være den jeg er idag.

Men se nu – her står jeg stærkere og forandret – parat til mere forandring.

Hvor står du?

Sådan en Søndag morgen.

Om søndagen bruger jeg ofte min morgen på at finde ind i min indre balance.

I løbet af ugen kan dagene forsvinde i arbejde og gøremål, og uanset hvad, så er det bare en god ide for mig at bruge tid på at genfinde og kontakte mig selv indeni og finde tilbage til den tilstand jeg gerne vil være i.

Denne søndag har jeg brugt tid på at fordybe mig i begrebet “Fordømmelse”. Jeg anstrenger mig for ikke at være fordømmende eller dømmende i mit liv. Især overfor andre synes jeg det er virkelig uretfærdigt, for du kan ikke vide hvor de kommer fra, hvad de slås med eller hvor de er på vej hen. Og den der sætning med at du ikke kan vide noget om et andet menneske før du har gået i det menneskes sko er altså meget anvendelig i den henseende.

Mens jeg sidder og læser om emnet bliver det klart for mig (og jeg tænker det er sådan for mange) at den jeg faktisk fordømmer og dømmer mest og hårdest er mig selv. Og selv om jeg er blevet langt kærligere i min tilgang til mig, så er jeg stadig dømmende og det gør faktisk at jeg (stadig) holder mig tilbage på visse områder.

Min opfattelse af mig selv som en der ikke dømmer andre, er også det er har holdt mig kørende igennem og ud af de voldelige forhold jeg har haft. For selv om jeg har været bevidst om at den anden har udøvet grove handlinger overfor og mod mig, så har min evne til ikke at fordømme gjort at jeg har været i stand til at overleve trods volden, trods skaderne, trods sorgen. Det der faktisk skete var at jeg fordømte mig selv. Og det sker faktisk for langt de fleste der udsættes for vold ef en eller anden art, og det er jo slet ikke alle der får den hjælp de har brug for, så de kan slippe selvfordømmelsen.

Selvfordømmelse er nærmest det der følger med når man får tæsk. Om de tæsk er psykiske eller fysiske er faktisk ikke afgørende. I sidste ende betyder det noget om du er vokset op med afvisninger, i familier uden et kærlighedssprog eller med fysisk vold, i familier med misbrug o.s.v. ja så bliver det ofte sådan at du påtager dig alt for stort ansvar for at det gik sådan som det gjorde og ultimativt blive du en der dømmer dig selv alt alt for hårdt. Der udvikles en overansvarlighed som faktisk er helt ude i hampen (sagde hende der selv har været der) og det kræver et kæmpe arbejde at afvikle det som så tidligt blev plantet.

Og må jeg tilføje, at de familier hvor kærligheden bor og der ikke er vold eller andet slemt – ja dem der vokser op der, de finder sunde forhold og det er helt andre issues der kommer på spil.

De seneste 20 – 25 år her jeg været optaget af kærlighedens væsen. Hvordan ser den ud, hvordan får vi den frem i svære situationer, hvor bor den og ikke mindst er der en anden person der skal fremelske den i os?

Mit svar er klart. Kærligheden bor i dig og mig. Det er ikke noget der kommer udefra. Du kan ikke – som jeg gjorde i alt for mange år – jagte rundt efter den for at finde den andre steder. Du kan godt blive forelsket (Læs = fascineret) i et andet menneske uden at det har noget særligt med kærlighed at gøre. Det som ofte gør at du tiltrækkes til en anden er fordi den anden har noget du kan spejle dig i, noget du har brug for at udvikle i dig selv. Og en forelskelse lægger sig som bekendt efter noget tid og er du ikke parat til at gå ind i den udvikling der blev spejlet, så vil forholdet opløses og i vil gå hver til sit.

Parforhold er en spændende størrelse og jeg kan anbefale dig at læse Jytte Vikkelsøes bog “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” https://www.saxo.com/dk/derfor-forelsker-du-dig-aldrig-i-den-forkerte_jytte-vikkelsoee_haeftet_9788702238563

Nå, men tilbage til søndag morgen. Næsten alle mine søndage går med at lære noget om mig selv, finde tilbage til min egen indre balance, og give mig selv den stund til at reflektere over livet og dets genvordigheder og min egen andel i det der går godt og det der går skidt.

Gennem lang tid har jeg fulgt Gabby Bernstein https://gabbybernstein.com og hun har bidraget i mit liv med nye perspektiver. Og det er ikke alt jeg sluger råt men der er altså bare rigtig meget god spirituel inspiration at hente der.

Billedet her til højre er fra hendes seneste bog der kommer her i oktober. Og det med at tro på de universelle kræfter og stole på at det der sker aldrig er andet end en del af den vej der er din, det har givet mig ro og også evnen til at søge efter svar på en anden måde. Så på sådan en søndag morgen har jeg læst lidt i hendes bog “Jugdment Detox” og lidt i “Et kursus i Mirakler” og skrevet i min livsbog (andre ville kalde det en dagbog, men jeg skriver ikke hver dag, så derfor en livsbog)

Jeg drikker min te, mediterer på nogle af de ting jeg læser og min dag starter smukt og i ro. Min ambition er at hver dag skal starte på den måde – men så skal jeg virkelig tidligt op…

Kan du have en skøn søndag.

Og stadig kan du fange mig på 60 64 25 03 hvis du er interesseret i at arbejde med dig selv i et terapeutisk rum, hvor der både er højt til loftet og masser af dyb livserfaring. Eller skriv på Mokjha@outlook.dk