Der er så mange der bryder stilheden om mange tabu ting…

Jeg har som så mange andre en profil på instagram og forleden dag faldt jeg over hende der kalder sin profil migogmintinderbaby.dk – jeg gik ind på hendes blog og fandt en ung pige der har klaret mangt og meget, været udsat for mangt og meget og nu er udråbt til at være en tabubryder.

Det er altså super godt gået vil jeg gerne starte med at sige.

Det synes jeg virkelig.

De som snakker mod bodyshaming, overgreb, vold, angst, depression i alle former og alt det vi som mennesker kan komme gennem eller i kontakt med i et levet liv.

Hurra for alle dem der bruger deres SoMe platform til det.

Og samtidig får jeg lyst til at snakke lidt ind i tabubruddet. Vi er mange der gennem mange år – altså langt længere tid end mange instagrammere og bloggere har været i verden – har brudt tabu. Snakket om seksuelle overgreb, angst, psykiske nedbrud og så videre og så videre.

Jeg synes det er så godt at der nu er de her sociale platforme hvor rækkevidden er så stor, og jeg kan da tænke at havde de været der da jeg brød tabuet i starten, så havde jeg brugt dem på samme måde.

Jeg har ingen kritik af dem der gør det, jeg er bare overrasket over at jeg får den der fornemmelse af at mange måske ser det som noget nyt der lige er startet…

Sådan er det ikke. Jeg har talt om konsekvenser af overgreb, voldelige forhold og hvordan man bryder ud af dem, om psykiske nedbrud og alt det, i snart 30 år og jeg bliver ved. Ikke nogen tvivl om det, og heller ikke nogen tvivl om at når dem der taler om det, taler fra et erhvervet erfaringsrum giver det mere mening end når det er alene teoretisk funderede meninger der kommer. For hvad ved de egentlig om noget som helst, dem som ikke selv har været der?

Jeg er så en af dem (og vi er mange) der både har gennemlevet alt for mange traumer og siden uddannet sig, for i sidste ende at blive i stand til at hjælpe andre videre i deres proces, og det vil jeg ikke bytte for noget.

Jeg er landet et godt sted i livet. Jeg er ikke vred længere, eller deprimeret eller angst eller utilpas i mig selv. Og jeg glæder mig over at så mange står frem, for det giver de som ikke har nogen at tale med, et sted at vende sig mod – på sociale medier. Og når det så er sagt, så er det ikke overgrebene der slår os ned, det er når vi ikke har nogen at tale med om det. Det kan være en virkelig langsom psykisk dræber, og for nogens vedkommende går der mange år før kræfterne er der til at sige hvad der er sket, der kan gå mange år før erindringerne kommer op, i en form hvor de kan bearbejdes, og hvor den enkelte har modet til at gøre det.

I min egen historie, kan jeg sige at de overgreb jeg var udsat for gennem 4 år fra en ven af familien, var så voldsomme at jeg fortrængte dem langt nede i mit indre. Det var alt for meget for et barn at håndtere, og jeg fik hjælp fra min psyke til at beskytte mig selv fra traumerne på det tidspunkt.

Som 27 årig, da jeg selv skulle være mor, kom erindringerne tilbage. Langsomt blev det afsløret i min hukommelse, og jeg blev slået helt ud af kurs på så mange niveauer at jeg ikke engang kan lave en liste over hvor mange niveauer det er.

I den periode af mit liv boede jeg sammen med en psykopat kæreste der tævede mig for et godt ord, han var meget ond ved mig og desværre var min datter vidne til alt for meget af det der skete. Ultimativt flygtede jeg til københavn, og en indlæggelse på Hvidovre gav mig hjælp så jeg formåede at komme igang med at bearbejde traumerne fra min barndom. Vi var i en slem forfatning min datter og jeg, da vi landede på hospitalet – og det tog hen ved et års tid at genetablere et praktisk liv der fungerede bare nogenlunde. Efterfølgende skete der en del flere ret voldsomme ting, og der gik mange år før jeg helt fik hold på mig, og blev i stand til at mærke kærligheden, både indeni og udenpå.

Jeg lærte og oplevede her, i den del af processen at vi som mennesker kan meget mere end vi selv tror. Så uanset hvor du er i livet, hvis det er svært og du tænker “jeg kommer aldrig gennem det” – stå vid at du kan meget mere end du selv tror, og alt hvad der sker er blot en lille del af det liv du kan skabe for dig selv.

Du bestemmer – dine valg afgør hvad der sker nu – du behøver ikke finde dig i en skid.

Min intention er at fortælle historien om mig selv – men i små bidder.

Den kan godt slå folk lidt af pinden… Så hvis du er klar så kan du følge med her på bloggen og måske blive lidt klogere på dit eget liv, på din egen historie og din egen proces.

Hele livet er en proces.

Fra fødsel til død – vi er alle sammen i proces og vi har alle muligheden for at forandre det vi ikke kan li’.

— Mona Kjærulff Hansen

Det første indlæg her vil jeg gerne rette mod begyndelsen. Ha-ha, ja hvor fanden ellers. Du skal bare vide lidt om mit udgangspunkt for at have haft det her liv, med alle mulige forfærdeligheder og alle mulige skønne øjeblikke og kærlige mennesker. Alt noget der har påvirket min måde at håndtere det hele på og min måde at være i verden på.

Idag er jeg et ret roligt menneske, med stor tålmodighed og en markant større kærlighed til andre mennesker end jeg før har haft.

Jeg er født som en uønsket graviditet. Jeg er lige under spærregrænsen og fra 1960. “Før aborten den blev fri”, som Kim Larsen synger. Ikke at min mor ikke ønskede lige præcis MIG – men altså det var et ubelejligt tidspunkt hun blev gravid på. Så du forstår nok at det ikke handlede om hende og mig som mennesker men det handlede meget om den måde jeg blev undfanget på og de vilkår min mor og far havde på det tidspunkt.

Min far havde lige sat sig som selvstændig Maler og min mor var hjemmegående, som det var mest almindeligt at kvinder var dengang. De hutlede sig noget igennem livet. Min far drak alt for meget og min mor levede et ensomt liv i København, lang fra sin familie i Horsens. Hun havde kun få veninder og var henvist til jobbet som vicevært og pasning af min bror, som er to år ældre end mig og så kom jeg.

På det tidspunkt jeg blev født havde de knap nok til saltet til et æg. Min mor har fortalt mig at de brugte kaffebønnerne to gange, og at hun kogte bleerne i en stor gryde i køkkenet. Hun har beskrevet for mig hvor slemt det lugtede og hvor meget hun hadede det. Og jeg kan kun forestille mig hvor hårdt det må have været.

De boede på Sindshvilevej på Frederiksberg. Siden kom de til at bo i Hostrups Have og efterfølgende byttede de den lejlighed med en kæmpe herskabslejlighed på Kochsvej I teaterkvarteret på Frederiksberg. De steg i graderne, i hvert fald på boligområdet og økonomisk.

Nå men – tilbage til min undfangelse. Altså der var meget alkohol i min fars liv, og historien er at han kom fuld hjem og tiltvang sig adgang til sex med min mor og vupti, så var jeg på vej. I hele mit liv har det været en ufortalt del af mit følelseunivers at jeg kunne mærke jeg var uønsket. Det blev egentlig først sagt højt da jeg var teenager og gerne ville sove hos en kæreste. Jeg har været omkring 15 år og havde Torben på 21. Han så gerne at jeg sov hos ham, men det måtte jeg ikke. Lige som jeg heller ikke måtte overnatte hos veninder op gennem skoletiden – noget jeg aldrig har fundet helt præcist ud af hvorfor, men jeg har da nogle anelser og fatasier om det. mere om det senere. Den situation der opstår er jeg vil gerne sove hos Torben, og min mor siger nej. Vi har en diskussion og jeg ender med at sige at det hun er så bange for skal ske, det kan foregå i det store spisefrikvarter – at det intet har at gøre med hvor jeg sover. Hun bliver rasende og hvæser ud gennem tænderne: “Du skulle have været en plet på lagenet, i stedet er du blevet en plet i mit liv” – “Det er hvad din fars druk har gjort”

Jeg er lammet. Jeg kan ikke røre mig og min hals snører sig helt sammen. Hun rejser sig vredt fra stolen og snerrer. “Gør hvad du vil, du er alligevel ligeglad med mig”

Jeg gjorde det ikke – sov hos Torben. Jeg blev bekræftet i at jeg ikke havde været velkommen, at det jeg ofte havde mærket hele min opvækst sammen med min mor var rigtigt. Hun ønskede ikke jeg var der. Og det er mit udgangspunkt, og senere i mit forløb hos forskellige terapeuter, under min uddannelse til terapeut og gennem mit arbejde, er det blevet tydeligt for mig at jeg på ingen måde har været alene. I min generation er vi mange uønskede, alene fordi der ikke var et valg.

Det kom til at præge mit liv i ret stor grad, og det var faktisk også det der gjorde at chancen for overgreb for mig blev langt mere present end den var hos andre børn.

Velkommen til min blog

Hvorfor skrive her.

Tja, jeg skriver på en bog. Det har jeg gjort i rigtig mange år. Og på en eller anden måde kommer jeg ikke i mål. Af en eller anden grund rykker jeg ikke helt på den. Den er ikke dårlig, den er baseret på mit liv og det er en virkelig barsk og god historie. Inspirerende endda for nogen. Jeg er velformuleret og god til at fortælle. Men noget stopper mig. Så nu bliver det her, i små bidder.

Mine livsoplevelser er blevet til livsvilkår. De erfaringer jeg har gjort er blevet fundamentet for mit arbejde. Udgangspunktet for hvorfor jeg gerne vil hjælpe andre mennesker til et bedre sted i livet. Det er det, fordi jeg ved at man kan rejse sig igen og igen. Jeg ved at livet kan slå dig i gulvet med omstændigheder, med vilkår, med alle mulige ting der kan kommer ind udefra, eller ud indefra og skabe så meget rod at de eneste valg du har, er at synke helt til bunds, eller starte forfra igen.

Jeg er startet forfra helt umuligt mange gange. Har ryddet ud og ryddet op. Er flygtet og flyttet. Har sagt goddag og farvel af både gode grunde, for at overleve grunde og for at gøre det der var bedst for mig grunde.

jeg har brugt spidsen af en jetjager på at gå i terapi, fordi jeg bare ikke vil finde mig i at mit liv ikke skulle være fyldt med kærlighed og smukhed. At mit liv skulle bestå af smerte, tårer og uduelige mennesker der ikke ville mig det godt – inklusive mig selv.

Kampen er slut. Nu handler det om at tilføje mere af det gode. Mere kærlighed og mere smukhed. Flere skønne mennesker der vil det samme som jeg vil – danse i kærlighedens varme lys og sprede de gode vibrationer. Det handler om at give det fra mig som kan berige andres liv, det handler om at mærke kærligheden. Den bor indeni os allesammen, det ved jeg den gør. For min søgen efter kærligheden bragte mig hjem til mig selv.

Og der gik jeg og troede jeg ikke kunne elskes eller elske… Men sådan er det jo slet ikke.