Den er lang den her… Håber du vil læse med alligevel.

INGEN BILLEDER, INGEN FORSKØNNELSE, INGEN NAVNE NÆVNT. KUN DEN ALLERSTEDS NÆRVÆRENDE SANDHED – MIN SANDHED, OM DET JEG FIK MED MIG UD FRA KNAP 2 ÅR I EN KOMMUNE – JEG TÆNKER IKKE DET HER ER DEN ENESTE KOMMUNE HVOR DET ER SÅDAN. OG JA JEG SKRIVER EN OPFØLGNING…

I alle lagene af #Metoo, med alle de forfejlede overfortolkede benyttelser af de begreber der knytter an til debatten, som eksempelvis begreberne sexisme, overgreb, voldtægt, seksuelle krænkelser, forulempelse, grænseoverskridende adfærd og så videre, der er sikkert flere i samme boldgade, mærker jeg en langsom afdækning af hvordan det landskab ser ud inde i og rundt om mig.

Ikke mindst fordi jeg i de seneste måneder har deltaget i et Kafkask drama, i den kommune jeg frem til 30.11.2020 har været ansat i. Jeg blev hovedpersonen i et (tilsyneladende) selvskabt drama, uventet og uden selv at vide, at jeg sagde noget, eller vide helt hvad det var jeg har sagde, der kunne foranledige at jeg skulle indkaldes til en tjenstlig samtale, hvilket jeg blev d.19.10.2020. 

Før det skete, mente jeg at have gjort noget godt, min pligt om du vil, med den viden jeg sad inde med.

Af helt personlige årsager, og blandt andet fordi jeg har haft en tydelig følelse af at hvis jeg sagde noget om det hele før min ansættelse ophørte, kunne det få andre konsekvenser end bare en mistet løn, og derfor har jeg ventet til nu med at åbne op offentligt, bruge min ytringsfrihed, fordi jeg som menneske har haft brug for den sidste løn tikkede ind, og før dét skete var jeg i risiko for at blive bortvist og måske også i risiko for andre ting, og så tager de lønnen med. 

For nu ikke at komme til at træde på endnu flere fødder i mine bestræbelser på at gøre tingene ordentligt, og dele min viden med den omverden jeg mener bør have den, ændrer jeg i det følgende navnene på alt og alle. Også for at undgå at blive injurierende – så altså ingen navne, i en kommune der hedder Labberup. Det kan fremstå en smule humoristisk, eller måske endda latterliggørende, og til det har jeg at bare sige at der er fandme også en tragikomisk vinkel på hele miseren, men det er ikke tilsigtet at gøre det hverken humoristisk eller latterligt, og for mig har det været ganske alvorligt, at være udpeget til at være krænkende og chikanerende af EN af mine kolleger i en flok, hvor jeg ellers troede jeg kunne stole på dem alle – altså som i, de havde min ryg i den her sammenhæng, hvilket jeg fik af vide – helt bogstaveligt af min AMR. 

Sådan har virkeligheden vist sig ikke at være, og kommunen valgte at tage hele historien ret let vil jeg sige, nu de havde mig som ”Prügelknape.”

Den anden side af det her, er det der bor i mig. Den måde at blive behandlet på, er nemlig ikke fremmed for mig, og kan spores helt tilbage til min barndom. Så med fare for at du finder ind i min historie og pludselig mener at jeg er en smule skør eller andet, så kan jeg afsløre at jeg hele vejen har fået psykologisk hjælp til at håndtere og skille alt det her ad. Det har aldrig været min hensigt at skade nogen, udstille nogen eller opnå noget til egen vinding… Eller den slags. Jeg har alene handlet fordi der dels er nogle mennesker i organisationen, og nogle mennesker der søger hjælp i organisationen som er ramte. Og det kan jeg ikke sidde stille med. Så for alle dem der ikke selv råber op – så gør jeg. Om det er historierne der er usande, eller manden der har uhensigtsmæssig adfærd, er mig egentlig ligegyldig, det skaber et dårligt arbejdsmiljø uanset.

Det har alene været mit ærinde at oplyse om en dårlig og usund kultur i en afdeling, i en kommune hvor opgaven er at hjælpe andre mennesker, et bedre sted hen i deres liv. Jeg tillader mig at spørge: ”Hvordan lader det sig gøre i en kultur der er så usund, at man end ikke tør påpege uregelmæssigheder i sagsgange, samarbejdsrelationer eller strukturer, uden at frygte for sin ansættelse, sin leders vrede eller magtmisbrug, eller for fremad at få alle lorteopgaverne?”

Siden min ansættelse i Labberup Kommune 01.05.2019 har jeg ved selvsyn oplevet denne kommunes arbejdsmiljø helt tæt på. Da det er en afdeling i kommunen hvor der arbejdes med familier, børn og unge taler vi her om det psykiske arbejdsmiljø. Internt i afdelingen har man de senere år ansat nye kræfter, og fra historierne i kulissen kunne jeg godt høre fra starten af, at det handlede om at man for nogle år tilbage havde ansat en Djøffer til at rydde op, og skabe besparelser i dette afsnit af Labberup Kommunes organisation. Da jeg blev ansat i en ekstern afdeling, på en anden matrikel end rådhusets, kunne jeg heldigvis være på afstand af historierne og fokusere på den opgave jeg var blevet ansat til. Jeg var virkelig glad for mit nye job, der var gode faglige udfordringer, en nyoprettet stilling hvor jeg selv skulle være medskabende på indholdet, og udsigten til en fast månedsløn, selvledelse i arbejdstiden og søde kolleger jeg kunne snakke om stort og småt med, gjorde at jeg tænkte at alt var godt.

Der ansættes samtidig med mig en ny leder på den store matrikel i Labberup kommune, som skal lede hele tilbuddet og formedelst gøre arbejdet mere effektivt, og skabe en ny sammenhæng i tilbuddet. Her må jeg bare tilføje at jeg fra første håndtryk fik kuldegysninger, og med mit fintunede kropslige apparat og min indre bullshit detektor, med det samme mærke en dysfunktion hos manden de havde sat i spidsen for blandt andet den matrikel jeg var på. 

Det kan du læse mere om her: https://sydhavnsmamma.com/blog-feed/page/2/

4 måneder inde i min ansættelse, bliver vi alle på min matrikel kaldt til samling. Ledelsen fra den store matrikel i Lapperup Kommune kommer ud og meddeler os at der skal spares 23 millioner i indeværende og næste år og der kommer på den konto til at rulle hoveder. Blandt andet nedlægger man 3 lederstillinger, og skal afskedige 7 medarbejdere i det afsnit jeg hører ind under. Man vælger også at lukke det tilbud jeg er ansat i, hvilket i sig selv er helt meningsløst da tilbuddet løser en kerneopgave i Lapperup og faktisk med ret stor succes, nedlukningen vil betyde at min stilling som er helt nyoprettet, ikke længere er eksisterende. Jeg mærker tydeligt suset da tæppet trækkes væk under mig og min ny fundne glæde. Der går lige nogle dage med kollega snak, frustration, undren og også en del vrede. Bevares ret skal være ret, og besparelser er et vilkår når man ansættes i en kommune, og der er mange måder at gøre det på og præsentere det på. Den måde de valgte at gøre det på i Lapperup var ikke særlig hensigtsmæssig. Man kan roligt sige at de smed 50 års viden på møddingen med nedlæggelse af 3 ledelses stillinger og de skabte uro og stress i medarbejder gruppen, med metoden de valgte. Altså jeg er ret sikker på, at ham de ansatte samme dag som mig, stod for forslaget til hvordan det skulle gøres, og egentlig havde jeg i dagene efter et eneste spørgsmål: ”Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor de ansatte mig, for så 4 måneder senere at spare det hele væk.” ingen ville svare klart på det, men de ville gerne lyve og sige at de ikke havde vidst det stod så alvorligt til med finanserne – til det siger jeg bare BULLSHIT – for hvis det er sandt så er der da nogle af økonomerne der skal på kursus eller noget…

Jeg har en sygdomsperiode (læs blogindlægget der linkes til ovenfor) og er derfor ikke med til julefrokosten, hvor jeg forstår på efterfølgende samtaler og kolleger der banker på døren til mit kontor for at blive de briefet, at bølgerne hos især to mandlige ledere er gået højt. Der er drukket igennem, den nyeste leder taler højt om en liste med alle de unge singler som han nok ved hvad han vil gøre med, og den anden leder danser utilstedeligt tæt med en teamleder, altså en på et magt niveau under, og der bliver også snavet igennem, hun er så tilsyneladende selv med på ideen, men det fortæller noget om hvilken slags leder vi har med at gøre, synes du ikke? 

Igen skal det understreges at jeg ikke selv er til stede, disse fortællinger kommer til mig efterfølgende dels i forbifarten, i frokostpausen, og i et lukket rum bundet af tavshedspligt. Men der er mange der føler sig forulempede af det de har været tilskuere til. Tilliden til ledelse kan efter denne julefrokost ligge på et meget lille sted, og bevidstheden om at når mandagen kommer, skal de lade sig lede af disse to mænd gør ikke noget godt for nogen.

Den senest ankomne leder går dog så langt over stregen, at han bliver ført ud med at fast tag i albuen samme aften. Han kommer ikke igen på arbejdspladsen og det er endnu ikke alment kendt om han blev fyret, blev gået, blev bortvist eller fik muligheden for selv at sige op. Der er spekulationer om hvad der siden skete, som i skrivende stund så småt er ved at dø ud, men nu er der også snart gået et år.

Den anden ledelsesperson, får en irettesættelse – det er det historierne fortæller, det er det fortællingen i afdelingen, går på. Men reelt er der ingen andre end de som har været direkte involverede der ved det – man praktiserer på ledelsesniveau øvelsen ikke at tale om det – og det ved jeg, af helt personlig erfaring er en rigtig rigtig dårlig ide. 

http://monak.dk/forfatterskab

Nå, men efter nytår 2019/2020 hvor jeg også så småt vender tilbage til mit arbejde, fortsætter disse fortællinger med at lande i mit øre. Jeg får dem fra mange forskellige medarbejdere og kolleger. Der kommer en midlertidig leder, som egentlig er en dygtig fyr der er gået på pension og blot tager lidt opgaver i en privat praksis, en som Labberup kommune kender i forvejen fordi han før har været leder i kommunen, og derfor også kender hende der er Centerchef og mange andre ansatte. Han er en god mand og det er også ham der ender med at støtte mig i at flytte fra den ene matrikel til en anden, hvor jeg sådan lidt ind ad bagdøren får opnormeret et familiehus og ansættes som familiebehandler i en fast stilling. Lad mig tilføje at ingen fra den eksisterende ledelse tager ansvar for mig som medarbejder, ingen spørger mig hvad vil du eller andet. Jeg tager selv den opgave på mig, at finde en vej i det her rod. Altså det er jo fint nok, men jeg synes det er en kæmpe ansvarsfralæggelse, allerede der møder jeg den del af Labberups DNA om ikke at tage ansvar for det det egentlig handler om, men skøjte på overfladen og kun tage de mindre indgribende ansvar på sig. Jeg kommer også i tanke om hvorfor det egentlig var jeg blev selvstændig og ikke ville arbejde i en kommune.

Videre i historien, kommer Sofie Linde på banen i medierne. Hendes tale hvor hun fortæller om den DR medarbejder der ”tilbød” hende at hun da kunne give ham et blowjob og ellers… sætter gang i hele ”Metoo” debatten igen. Det siges at debatten tages til et helt nyt niveau, idet Sofie påpeger at det handler om den kultur der er, og ikke om manden. Lidt lige som det jeg ender med at forsøge at gøre i Labberup Kommune. 

Og fortællingerne fra Labberup familieafdeling fortsætter med at lande i mine ører. 

• ”Han er så ubehagelig, sådan du ved klam. Står helt tæt på og man kan mærke han snuser ind.. Adr!”
• ”Jamen man ved bare, at når han siger noget, så skal man klikke hælene sammen og gøre det, ellers får man alle lorteopgaverne.”
• ”Ej men helt ærlig, så sidder han der og flirter hen over bordet med xxxx xxxxx mens der er borgere til stede, det er så uprofessionelt og faktisk ulækkert. Jeg følte mig helt grænseoverskredet i det møde:”
• ”Jamen Mona, det kan da ikke passe at han bare kan råbe på den måde ad mig. Jeg ved helt ærlig ikke hvad jeg skal gøre.”
• ”Jeg så det på afstand, han råbte bare – hun græd og løb ud. Nu er hun sygemeldt med stress. Jeg tror desværre ikke hun kommer tilbage…!”

Og det fortsætter i den dur. Oveni de fortællinger der er fra julefrokosten hvor der udtrykkes mistillid og at mange har følt sig forulempet af hans adfærd.

Jeg har en baggrund som selvstændig social konsulent og familiebehandler hvilket betyder et ret stort netværk. Og som i mange andre brancher så flytter medarbejderne sig også rundt i kommunerne, afhængig af hvor de lige bor, hvor der er gode stillinger, avancementer og alt det. Så mange i mit netværk kender også til de personer der fløjter rundt på ledelsesniveau, uden besvær fra den ene kommune til den anden, og på en eller anden måde aldrig kommer til at stå til ansvar for deres gerninger – altså de uheldige af slagsen. Og jeg møder á og til mennesker på gaden, der spørger som man nu gør når man løber på hinanden: 

Tidligere samarbejdspartner: 

”Nå hvordan går det så med dig? Jeg hørte du var blevet ansat i Labberup Kommune…?”

Mig: 

”Ja – det er jeg også.”

Tidligere samarbejdspartner: 

”Nå okay er du glad for det, for jeg har hørt at xxxx xxxxx er blevet leder der – og det kan da ikke være godt?”

Mig: 

”Ja det er også sandt, du kender ham?”

Tidligere samarbejdspartner: 

”Ja for helvede… Men desværre ikke for noget godt. Klam fyr, helt igennem.”

Mig: 

”ja det er desværre også det jeg hører.”

Jeg har haft flere af denne slags samtaler, altså med folk der ikke længere arbejder i Labberup, eller som kender ham fra andre kommuner i DK. 

Efterhånden som tiden går, finder jeg det sværere og sværere fortsat at rumme de fortællinger der lander i mine ører. Jeg overvejer med mig selv, hvordan jeg kan gøre et eller andet.

På LinkedIn er jeg i netværk med mange forskellige mennesker, herunder også Direktøren for det hele i Labberup Kommune. Han spørger en dag ud på sin profil noget i stil med: 

”Hvad gør en klog i disse Sofie Linde tider, der er meget at se til og jeg tænker over hvordan man bedst kan agere?” (jeg har formuleret med egne ord, men det er essensen) jeg ser hans opslag og bliver inspireret til at svare ham. Jeg skriver nogenlunde følgende:

”Ja man kan jo starte med at se ind i sin egen organisation og trække på de erfaringer der ligger der. Jeg kommer gerne til en kop kaffe med gode ideer.”

Dagen efter er opslaget taget ned, jeg kan i hvert fald ikke se det. Jeg tænker lidt over det og beslutter mig til at skrive til ham i en privat besked. Det er vigtigt for mig at fortælle det jeg ved til en ledelsesperson som kan tage ansvar for de her ting. 

Med til historien hører det, at en kollega har fortalt mig at hun før har forsøgt at gå til Centerchefen i Labberups familieafdeling, men der fik hun at vide at, ”Det taler vi ikke om.” 

Med den oplysning er jeg naturligvis nødt til at gå et niveau højere op. Jeg skriver til ham i en privat besked. Fortæller hvad der lander i mine ører, hvem det handler om og hvordan det påvirker. Jeg afslutter med: 

” Du bestemmer jo selv om du vil gøre noget – men nu er du informeret 😌 Det var bare det…..” (Kopieret direkte fra LinkedIn)

Der opstår en dialog mellem os, og den ender med at han foreslår mig at gå videre til min arbejdsmiljørepræsentant (AMR) og min tillidsrepræsentant (TR) med hele historien. Jeg vælger at lytte til hvad direktøren for det hele foreslår, selv om jeg faktisk synes han fralægger sig sit ansvar. Samme dag ser jeg, at den leder det handler om, er inde og kigge på min profil på LinkedIn. Det gør mig faktisk en smule utryg. Ovenpå alle historierne jeg har hørt, føler jeg faktisk jeg er blevet intimideret og har ikke lyst til at komme tættere på denne person – slet ikke.

I løbet af dagen viser jeg denne tråd fra LinkedIn og orienterer min AMR om forløbet indtil nu. Hun tænker lidt over det og siger at hun vil gå videre med det til de andre AMR repræsentanter, hun siger også til mig at hun synes jeg er modig, at medarbejderne på den store matrikel helt sikkert vil synes jeg er en helt og jeg bliver i hendes ordstrøm rost til skyerne. Samme aften ringer hun og er omsorgsfuld og oplysende om, at hun har bragt sagen frem til Centerchefen. Det har hun valgt at gøre, skal det siges, uden at spørge mig om jeg er ok med det.

Næste dag kaldes jeg til en samtale med denne centerchef (Som jo altså også ikke vil tale om det). Det bliver faktisk en god samtale, jeg har min TR med og vi går ud sammen og synes det er en god samtale. Den ender med at centerchefen siger: ”Jeg tager den herfra Mona.” Og jeg siger: ”Fedt, så er den ude af min skrivebordsskuffe.” Jeg går derfra med en god følelse, og tænker egentlig at den kollega der har sagt, om centerchefen at hun ikke vil tale om det må have misforstået det eller noget… Ja ja – sig bare jeg er naiv. Jeg tror på det gode i mennesker – stadig.

Vi er på temadag, og jeg kører hjem om eftermiddagen og er lettet over at det hele nu er håndteret. Jeg er stolt af at have stået op for mine værdier, for mig selv og for mine kolleger. Det er på en eller anden måde sivet lidt hvad der sker og jeg får tilkendegivelser om at jeg er modig, og ”skide godt gået Mona, jeg ville ønske jeg havde dit mod.”

Jeg arbejder videre. De næste 11 dage er fine. Jeg taler egentlig ikke om det, hvilket jeg heller ikke gjorde før jeg sagde det højt til ledelsen, men på en eller anden måde bliver der alligevel smidt benzin på bålet omkring denne leder. 19 oktober 2020 bliver jeg kaldt ind på min nærmeste leders kontor. Han fortæller mig, med en synlig ubehagelig følelse i egen krop, at jeg vil få en mail hvor jeg vil blive indkaldt til en tjenstlig samtale. Jeg forstår først ikke hvad det handler om. Jeg bliver handlingslammet, og stammer lidt uforstående overfor ham:

Mig: ”Men hvad handler det om?”

Ham: ”Det må jeg ikke sige, og jeg ved det heller ikke.”

Mig: ”Jamen, jeg forstår det ikke…?”

Ham: ”Nej – men det er den besked jeg har fået. Jeg skal også bede dig om at forlade familiehuset med det samme.”

Mig: ”Nå, okay så. Jeg skal fandme da opleve meget her i Labberup Kommune!”

Ham: ”jeg skal lige bede dig om numrene til de familier du arbejder med, så jeg kan aflyse dine aftaler.”

Jeg afleverer min telefon og koden dertil og tøffer ud af hans kontor og går hen for at pakke sammen og gå hjem. Kolleger ser undersøgende på mig, spørger hvad der sker, og jeg kan ikke sige andet end at jeg ikke ved det. Det var den mærkeligste dag i hele mit arbejdsliv. Jeg havde aldrig forestillet mig at jeg skulle opleve det. Men her var den så, den oplevelse. 

Eftermiddagen bruger jeg på at kontakte min fagforening, tale med min TR og prøve at finde ro, indtil den famøse mail kommer hvor jeg indkaldes. Usikkerheden er ved at æde mig op. Det utrygge rum jeg svæver i, hvor jeg ikke ved om jeg er købt eller solgt og heller ikke ved hvad det handler om. Da mailen kommer, føles det som at få en på skrinet – det har jeg også prøvet i mit liv – så jeg kender den følelse. Der står i teksten på indkaldelsen:

Baggrunden for den tjenstlige samtale er, at Labberup Kommune har modtaget en henvendelse om, at du har fortalt og inddraget kollegaer om, at der kører en sag mod xxxxx xxxxx xxxxx i forhold til magtmisbrug og sexualiserende adfærd. Dette anses for krænkende adfærd og chikane over for xxxxx xxxxx xxxxx fra din side, og vurderes på de foreliggende oplysninger som en tilsidesættelse af dine ansættelsesforpligtelser.  

(Direkte kopieret, navnet er indsat med xxxxx xxxxx xxxxx, kommunenavnet er ændret – jeg beskytter mig selv)

Så nu er det mig der er krænkeren, jeg er en der chikanerer…. Jeg er målløs, vred og virkelig ramt på mine værdier og den ordentlighed jeg altid har tilstræbt at lægge for dagen, i det jeg bevæger mig i, i livet. Jeg skal nu vente 2,5 dag på at komme til den samtale. Fagforeningen mener det er et meget tyndt grundlag, at de går efter at få mig ud. Da jeg fortæller at jeg er blevet headhuntet til en ny stilling tilbage i august måned, og faktisk har opsagt min stilling til udgangen af november, undrer det endnu mere. Så kunne de jo lave en undersøgelse og lade det blive ved det. Jeg var jo på vej væk, hvis det var det det handlede om. Det blev 2 meget lange dage for mit vedkommende. Jeg forsøger at kontakte min AMR men hun svarer pludselig ikke tilbage…?

Med til samtalen har jeg min fagforening og min TR som har stået mig bi gennem hele denne sag. Samtalen er med en afsnitsleder og en HR jurist. Jeg kender dem ikke. Centerchefen som er den der har sagt at jeg skulle til denne tjenstlige samtale, hun er på ferie – og fred være med det, men man kunne måske have ventet til hun var hjemme igen om tirsdagen, 5 dage senere? Men nej, det var vigtigt at gøre det. De damer som skal holde samtalen med mig, er tydeligt utilpasse. Jeg bliver vred og skælder dem ud, selv om det jo ikke er dem der har taget beslutningen, men dem der har valgt ordlyden, de skrev ”Krænkende og chikanerende” – og det er egentlig det jeg er mest vred over. At JEG bliver kaldt det. Der er helt sikkert nogen der trækker i snorene her, nogen som sidder på ledelsesniveau, som ikke er centerchefen. Jeg får gennem forløbet en tydelig fornemmelse af at hendes hånd bliver ført. Jeg kan ikke bevise noget som helst, men jeg er ikke i tvivl om at jeg bliver behandlet på denne måde for at de kan statuere et eksempel. 

Jeg bliver fritaget fra tjeneste og sendt hjem resten af min tid i Labberup. Med fuld løn. Jeg er rystet i min grundvold. Magtmisbrug får en helt ny dimension for mig, og efterfølgende taler jeg med rigtig mange der har oplevet lignende, både indenfor kommunale organisationer og også i det private erhvervsliv. Historier om hvordan pengestærke mænd bliver vrede når de får et nej tak til intimitet med en kvindelig leder, og derefter smadrer hele organisationen ved at trække de økonomiske midler ud de allerede har lovet, ved at lave ulovlige transaktioner alene for at ramme den kvinde der sagde NEJ.

Tilbage til Labberup. Jeg taler med min fagforening om at få endnu en samtale med Centerchefen. Bare for at opklare hvordan hun sprang fra: ”Jeg tager den herfra:” Til at indkalde mig til en tjenstlig samtale. Den samtale kommer ugen efter. Centerchefen har ikke mange ord til overs til mig. Hun fortæller at hun har lavet en undersøgelse som hun efter loven er forpligtet til, at den ikke viste at mine påstande holdt og at hun derfor ikke så andre muligheder end at sende mig væk. Jeg spørger hvordan hendes undersøgelse har været, og hun fortæller at hun har spurgt i tillidsværket, som er måske 6-7 personer ud af 200 ansatte. Jeg understreger igen, at ingen jo tør sige noget af frygt for den mandlige leders reaktion, og nu også med det eksempel hun statuerer med mig, jeg siger at jeg ikke finder det særlig lødigt med den empiri hun har samlet – til det trækker hun på skuldrene. Jeg siger videre at så er det jo sandt at man ikke kan gå til ledelsen…? Til det trækker hun også på skuldrene.

Samtalen slutter. Intet er ændret. Jeg er målløs.

Imellem tjenstlig samtale og den sidste samtale kontakter de familier jeg har arbejdet med mig, for at spørge hvordan de kan beholde mig. Det de også fortæller er at forklaringerne på at jeg ikke længere er der er forskellige, der lyves om min person og der er ikke noget jeg kan gøre ved det. Mit navn trækkes ned, og det er ikke ok vreden spædes op. Jeg kan intet stille op, jeg kan fortælle det her på bloggen, og jeg kan prøve at skrive en bredere fortælling om alle de andre historier der flyder til mig i forhold til magtmisbrug. Jeg har flere venner der fortæller om oplevelser både i toppen af dansk erhvervsliv, i kommunalt regi og i Ngo sammenhæng. 

Så en kæmpe tak, til Sofie Linde for at genskabe debatten, tage den til næste level. Men der er laaangt igen, der sker stadig alt for meget derude og der er alt for mange der vælger at lukke øjnene.

Jeg har talt med flere efter jeg ikke skulle komme på arbejde mere. Flere som stadig siger at de ikke tør stå frem af frygt for repressalier, af frygt for at miste deres arbejde. Men så længe at denne type af ledere kan cirkulere rundt i landets kommuner, at de når de så høvles ud, kan undgå at det står i deres sag, at den viden om dem gives videre – ja så vil problemet fortsætte. Så der er noget helt oppe på kommunalbestyrelses niveau der skal forandre sig, noget grundlæggende kulturelt og politisk i samfundet der skal forandre sig. 

Ham den anden leder der aldrig kom igen efter julefrokosten… Han er nu leder for et opholdssted for unge udsatte piger…. Jeg siger det bare!!!

Hvis bare en stod frem i Labberup Kommune, og understøttede min historie så ville han ryge ud. Jeg venter stadig på den ene…

Tak for du læste med her til, den var lang jeg ved det godt – men jeg har haft sådan brug for at fortælle det til verden. 

Mit motto har i mange år været: ”Du skal ikke finde dig i en skid.” og det holder…

Med det vil jeg ønske dig den bedste dag, og ønske for dig at du finder mod til at stå op for dig selv, og alle dem du omgiver dig med der har brug for det. Også selv om det kan have omkostninger. Det er det hele værd.

Jeg føler mig stærk, jeg mærker at mine værdier er grundlæggende og jeg ser mig selv som et ordentligt menneske. Og det er mere værd end alt muligt andet.

Alle mulige kærlige tanker

Mona